Via Podiensis er en af de fire vigtigste franske pilgrimsruter. Aarhusianske Camilla With Aasager og Anne Kirstine Rønsholdt prøvede i efteråret kræfter med de knap 800 kilometer på tværs af bjerge og stepper.
Tekst og foto: Camilla With Aasager
I begyndelsen af september drog vi afsted fra Le Puy-en-Velay, syd for Lyon, med kurs mod Pyrenæerne og den lille by Saint-Jean-Pied-de-Port. Foran os lå Via Podiensis med sine knap 800 km. Ruten Via Podiensis, der også kaldes Le Chemin du Puy eller bare GR 65 (“GR” for Grande Randonée – ’stor vandrerute’, red.) er en gammel pilgrimsrute, som i Saint Jean er forbundet med Camino Frances i Spanien.
Le Puy-en-Velay er hovedsæde i departementet Haute-Loire. Byen er omkranset af ikke mindre end syv vulkaner, eller rettere: kernerne af udslukte, eroderede vulkaner, så der er ingen fare på færde. De karakteristiske toppe danner en pittoresk ramme, og det vulkanske islæt går igen i byens gader, som er udsmykket med lavasten i jordfarver fra rød, brun og over i sort. Byen er ikke så stor, men dog stor nok til at fortabe sig i en dag eller to. Gaderne er smalle og for det meste stejle, en del butikker er i den turistede ende, men der er tillige mange små caféer hvor lokale mingler flittigt, og hvor man kan få noget at spise. Byen er berømt for Puy-linserne, kniplinger – og selvfølgelig vulkaner.
Vi bor i en del af det gamle kloster, som fungerer som gîte (herberg, red.) tæt på kirken. Hele komplekset er bygget om adskillige gange og historien er egentlig ret spændende. Man kan se en film om den i klosteret, som desværre er noget langtrukken.
Le Puy er både start- og slutsted for pilgrimsvandring. Statue Notre-Dame de France, der er lavet af skulptøren Jean-Marie Bonnassieux og skænket til byen af Napoleon III, er byens vartegn. Den er bygget på det højeste punkt, og med sin kraftige bordeauxrøde farve er den det første, der springer i øjnene. Metallet til statuen kom fra 213 kanoner, der blev erobret fra russerne.
Op ad bakke er mottoet, når man vader rundt i Le Puys kuperede terræn, og det her er ingen undtagelse. Trapper og meget smalle stier afløser de voldsomt kuperede gader for at ende i smalle metalstiger inde i selve figuren. Opstigningen ender helt oppe i kronen, hvor der er en smuk udsigt over byen fra en lille kuppel. Helt sikkert en eftermiddag værd.
Et andet must-see er Cathédrale Notre-Dame-du-Puy og det tilhørende kloster, der afholder messe for pilgrimme hver morgen inden afgang. Efter halvanden dag og en veloverstået morgenmesse tager vi de første skridt ad Via Podiensis.
Ikke længe efter Le Puy starter opstigningen til Aubrac-plateauet. Et unikt højland, som man først rigtig fatter omfanget af, når man er her. Her er tyndt befolket og helt bogstaveligt meget langt mellem husene. Plateauet er 1500 km2 og har sin egen kompromisløse natur med store, åbne græsvidder – flere steder, så langt øjet rækker. Luften er sjældent ren og vinden er kold. De røde glenter og ind imellem ørne og andre rovfugle svæver over vores hoveder det meste af tiden. Det er ikke kun køer men også store velvoksne tyre, vi passerer på tæt hold. Vi blev mere og mere modige, som turen skred frem.
Vi går igennem en region med stolte traditioner. Først var det får, men munkene, som i sin tid fik interesse for kvæg, holdt fast og det har resulteret i kvægavl på højt plan. Hvert år, omkring 25. maj, afholdes årets største begivenhed i Aubrac – et tilløbsstykke, hvis man skal tro de mange plakater og mundtlige beretninger vi også får: La Transhumance en Aubrac, en praksis der er registreret på listen over UNESCO’s immaterielle kulturarv. Køerne pyntes med blomster og flag og drives ud på græs efter en vinter i stalden. Det sker i festlig karavane og sideløbende med et omfattende marked og festivitas.
Et af de første steder vi overnatter på plateauet er Gîte L’Arche du Gabriel. Vi har undervurderet dagens etape og er sent fremme. Klokken nærmer sig 18.30 og vi bliver ringet op af Maylis, som spørger hvor langt vi er. Vel fremme bliver vi godt installeret og der er lige akkurat tid til et bad inden vi skal spise. Her serveres en modig komponeret menu (standard i den høje ende) med blandt andet en meget lokal ost med insekter i skorpen, som skræmte nogle (franskmænd) fra at smage og en af stedets velsmagende tisanes (urtete, red.) fra eget herbarium. Gabriels Ark er en gammel slægtsgård transformeret til overnatningssted på smukkeste vis af Simon, som er tredje generation. Han har opkaldt stedet efter bedstefaren Gabriel.
Når man har været afsted på caminovandring i Spanien og Portugal, kommer den franske tradition for gæstfrihed som lidt af en tilføjelse. Man bliver lidt forvænt af hver dag at blive modtaget af værter med mere end aftenens menu på hjerte. Til en start kunne sådan en soirée godt virke overvældende på en træt og lidt introvert nordbo, ikke mindst efter en dag med mange kilometer i benene. Langsomt men sikkert blev disse aftener dog en vigtig del af vores tur og noget vi så frem til og planlagde efter – også med andre pilgrimme. Der er en god mentalitet på le chemin og disse aftener er med til at gøre det til noget særligt at vandre i Frankrig. Ved ankomst står værterne klar med den næsten obligatoriske Sirop og der er blevet kokkereret hele dagen. Menuen bliver ikke afsløret og vinen er meget lokal. På trods af, at det hele ofte foregår i et privat køkken, laves der næsten alle steder tre retter, ofte til mere end ti personer. Det er folk, der gør nydelse til et ritual – det kunne vi lære noget af.
Det tager nogle dage at komme ned igen fra Aubrac plateauet, men vi lander i et smørhul af idylliske middelalderbyer og følger Lot-flodens bugtede linje i et godt stykke tid. I min vildeste fantasi, havde jeg ikke forestillet mig, at dette land gemte på så mange smukt bevarede byer. Nogle af dem er fulde af nutidigt liv; andre er blevet til kulisser, hvor beboerne mere eller mindre er fortrængt af turisme og alle huse er konverterede til butikker, som åbnes, når de mange busser ruller ind. Det er ikke uden omkostning at være et sted, som alle gerne vil se. Hele maskineriet kører hen over dem, der synes, at det var deres by, hvor de boede og havde deres liv.
I Saint-Côme-d’Olt overnattede vi i Covent Malet, et velholdt kloster der osede langt væk af penge og god forretning. Nogle få nonner residerede og kom tøffende med gangstativer og hinanden under armen efter messe et par gange om dagen. Ellers var det en meget effektiv pilgrims- og turistmaskine. Men smukt.
Mellem Figeac og Cahors tog vi en afhopper fra GR 65. Her gik vi langs Célé-floden. Denne del af turen har et helt unikt landskab og har man kun en uge, ville jeg starte her. Af højdepunkter kan nævnes Saint-Cirq-Lapopie og de lysende hvide klipper, som præger flere etaper.
Efterhånden som middelalderbyerne ebber ud og vi også er ved at kløjs i dem, kommer virkeligheden tilbage. Vi er ved at være godt brugt efter mange ugers vandring og nu bliver landskabet mere og mere fladt. Benene er lettede, men øjnene keder sig. Det ensformige landbrug med solsikker og sago har taget over og efterlader en ellers munter vandrer med et tungt hjerte. Jeg må dog lige huske at nævne etaperne med vinmarker. Men vi ender i et tomrum efter alt det smukke. En skønne dag dukker de dog op i det fjerne: Pyrenæerne. Og vi mærker en magnetisk kraft i disse store massiver, som kan give selv den mest skrællede pilgrim lidt blod på tanden igen. Herefter er det som om en usynlig tråd trækker os videre og fremad.
GR 65-ruten har så mange facetter og etaper, at det føles som en milepæl at have betrådt dem alle. Det har været et fantastisk møde med en kultur og et folkefærd, som kan have ry for at være distancerede og stolte. Vores oplevelser bekræfter dog, at lige under overfladen er der varme og en masse følelser der bliver delt også selvom man taler sproget gebrokkent. Sproget var helt klart en barriere ind imellem, men vi nåede et godt stykke med vores gymnasie-fransk og et åbent sind. Og det er rigtigt, hvad de siger: Le Chemin giver os præcis dét, vi har brug for.
Alt det praktiske
Forberedelsen til en caminovandring kan se ud på mange måder og det er naturligt at gøre sig nogle overvejelser inden afgang. Det absolut vigtigste er fodtøjet. Mange førstegangs pilgrimme undervurderer den belastning fødderne udsættes for, når man går 5-6 timer hver dag i flere uger eller ligefrem måneder i træk. Dernæst er det utroligt vigtigt, at man ikke bærer på for meget! Derfor er vægt og pakningen også tit noget, der bliver diskuteret meget i diverse fora for pilgrimme og vandre-entusiaster. Som tommelfingerregel er 10 pct. af egen kropsvægt evt inden vægten af vand og dags proviant er puttet i rygsækken. Det er også vigtigt hvordan rygsækken sidder og ikke mindst om den er indstillet rigtigt. Her møder man altid nogle eksperter hen ad vejen. Rygsækken kan gnave lidt de første par dage, men her tilpasser kroppen sig også og tilvænnes at bære på rygsækken, så det til sidst føles lidt mærkeligt ikke at have den på.
Fodtøjet er der mange meninger om. Vi sværger til brede sko og tå-sokker. Det er med tiden blevet vores formel på helt og aldeles at undgå vabler og det er fantastisk. Har man svage ankler, er det værd at overveje støvler, som giver noget mere støtte. Og så er uld helt klart at anbefale og et rigtigt godt materiale til T-shirts og bluser samt det obligatoriske uldsæt i rygsækken – som altid er med sammen med regntøjet. Uld har den store fordel, at det næsten ikke udvikler lugt og at det kan luftrenses, modsat syntetiske stoffer, som ikke har samme evne til at absorbere sveden naturligt.
På denne tur, som sammenlagt tog knap 8 uger, havde vi masser af sol, men også dage med kolde vinde, især på Aubrac Plateauet. Enkelte dage temmelig mange byger samt en enkelt stormflod i Gers. Man er udenfor hver dag, så godt at gardere sig bredt, dog stadig hele tiden med bagtanken at medbringe så lidt som muligt.
Nogle vælger at træne, inden de lander på ruten, hvilket kan være ganske fornuftigt. Vi valgte denne gang at gå os i form på ruten og kalkulerede med kortere etaper i begyndelsen. Det kan mærkes især i ben og fødder, men efter nogle dage er det skønt at blive mindet om kroppens egen evne til at restituere efter et bad, et godt måltid og ikke mindst søvn. Og man sover godt en Chemin. En dagsvandring på 5-6 timer, tre retter fransk cuisine og et par gode glas vin, en bedre sovepille findes vist ikke.
Læs mere:
https://www.tourisme-en-aubrac.com/en/blog/temps-fort/transhumance
https://www.larchedegabriel.fr
