fbpx
Pont Neuf i Paris omkring 1860
Gustave Flauberts beskrivelse af Emmas følelsesliv var banebrydende i midten af 1800-tallet, hvor den alvidende fortæller typisk var en noget moraliserende størrelse. Foto: Adolphe Braun, dagligliv på Pont Neuf i Paris omkring 1860.
Bøger Historie

På sporet af det rette ord – “le mot juste”

Fransk litteratur er en kongerække af skandalesucceser. En af de mest berømte er “Madame Bovary” om en utro lægefrue langt ude på landet i den nordfranske provins, der bragte forfatteren, Gustave Flaubert, for retten. Til december ville han være fyldt 200 år. Vi tegner et portræt af manden, der revolutionerede romanformen ved at blotlægge sin hovedpersons inderste følelsesliv og brugte uger på at finde det rette ord.

Få værker har haft så blivende en betydning for verdenslitteraturen som Gustave Flauberts “Madame Bovary” (1857), der ved sin udgivelse var genstand for en opsigtsvækkende retssag. Forfatter og forlægger blev slæbt i retten, efter fortællingen om en ung lægefrues eskapader i Normandiet blev anklaget for at krænke sædeligheden. Emnet i sig selv – utroskab – var ikke usædvanligt, men den realistiske karaktertegning og manglende moralske domfældelse over hovedpersonen vakte harme.
Flaubert (1821-1880) klarede imidlertid frisag. En snedig forsvarsadvokat vendte anklagerne på hovedet og udlagde de tilsyneladende mest umoralske scener i romanen som en advarsel mod synden. Historiens ironi er, at retssagen, der havde til formål at forbyde eller i hvert fald censurere “Madame Bovary”, ufrivilligt udartede sig til en stort anlagt PR-kampagne. 

“MADAME BOVARY” BLEV det, man i Frankrig kalder en “succès de scandale”. Om Emma, der tager gift efter to mislykkede kærlighedsaffærer, er et offer for sit eget begær i en undertrykkende, mandsdomineret verden eller et indbildsk pigebarn uden nogen ansvarsfølelse, deler stadig læserne. 

Det virkeligt nyskabende ved “Madame Bovary” var dog Flauberts brug af fortælleteknikken “dækket direkte tale”, hvor fortælleren gengiver en romanfigurs tanker, sansninger og følelser uden en introducerende sætning som f.eks. “hun tænkte”. 

Som i denne passage fra Hans Peter Lunds oversættelse, hvor Emma betragter sine fremtidsudsigter med sin farveløse ægtemand Charles, efter hun til et bal har fået smag for det søde liv: “Andre liv var måske nok kedelige, de rummede dog en mulighed for en begivenhed. Et eventyr førte undertiden til uendelige omvæltninger, og omgivelserne skiftede. Men for hende indtraf der ikke noget, det havde Vorherre bestemt! Fremtiden var en fuldstændig sort korridor, og døren for enden var lukket fast i.”

Som utallige unge piger, der har læst billige romancer, tror også Emma, at hun er forudbestemt for den store, vilde forelskelse. Ved at give stemme til Emmas følelsesliv kunne fortælleren forholde sig skiftevis ironisk og medfølende til sin hovedperson. Det var banebrydende i midten af 1800-tallet, hvor den alvidende fortæller typisk var en noget moraliserende størrelse. 

Gustave Flaubert
Gustave Flaubert skabte et fascinerende psykologisk portræt med romanen Madame Bovary.

Men den uhindrede adgang til en romanfigurs bevidsthed var samtidig noget af det, der stødte den offentlige og religiøse moral. Den indstilling var tydelig i en berømt karikaturtegning fra samtiden, der viser Flaubert i fuld gang med at dissekere stakkels Emma Bovary og holde hendes organer frem for alle at se.

DEN 12. DECEMBER er det 200 år siden, han blev født – samme år som digteren Charles Baudelaire, der også udkom med (og blev retsforfulgt for) sit debutværk, “Les Fleurs du mal” – (Syndens blomster), i 1857.

Flaubert, der kom ud af en velhavende familie med en far, der var kirurg ved hospitalet i Rouen, voksede selv op i det Nordfrankrig, der danner baggrund for handlingen i Madame Bovary. Han læste fra en tidlig alder Victor Hugo, Goethe og Walter Scott og drømte allerede i barndomsårene om at blive forfatter. Efter et fejlslået jurastudie helligede han sig helt og aldeles litteraturen.

Som det ofte er blevet sagt, findes der et “før” og “efter” Flaubert i verdenslitteraturen. 

“Romanforfattere bør takke Flaubert, som digtere takker foråret; det begyndte alt sammen med ham,” slog den britiskamerikanske litteraturkritiker James Wood fast for få år siden. For ham er Flauberts indflydelse på den moderne fortællekunst så stor, at den nemt kan overses, og det er da også svært at forestille sig vores egen Herman Bang eller J.P. Jacobsen uden Flaubert og hans eksperimenter med indre dialog.

Tager man de litteraturhistoriske briller på, er det nærliggende at læse Flauberts usentimentale skildring af hverdagen i lyset af den realismebølge i europæisk litteratur, der begyndte med Balzacs samvittighedsfulde kortlægning af det franske bourgeoisi i mastodontværket “La Comédie humaine” (Den menneskelige komedie) (1829-48). Selv delte Flaubert dog ikke sin forgængers sociologiske ambitioner. Med Madame Bovary ønskede han efter eget udsagn at skrive en roman “om ingenting”. 

Han endte dog med at skabe et fascinerende psykologisk portræt, og nogle siger – med henvisning til hans debutroman og Tolstojs “Anna Karenina”(1877) – at kun en mand kan skrive så godt om en kvinde.

HVOR BALZAC KUNNE producere den ene roman efter den anden, brugte Flaubert flere uger på at finde det rette ord, “le mot juste”. Med en teknik, han kaldte “gueuloir”, råbte han hele passager fra Madame Bovary for sig selv. På den måde kunne han efter sigende undgå tekstlige fænomener som gentagelser og assonans og holde sine egne romantiske impulser i ave.

Med sin efterfølgende roman, “Salammbô” (1862), fik lyrikken til gengæld frit løb. Den historiske roman om det antikke Karthago, der var inspireret af Flauberts egne rejser i Nordafrika, begynder med en sætning, der ofte nævnes som den smukkeste i det franske sprog: “C’était à Mégara, faubourg de Carthage, dans les jardins d’Hamilcar.”

Rytmen, bogstavrimene, de taktfaste stavelser og sætningens indre harmoni vidner om en stor digterisk begavelse. Det er vanskeligt at oversætte, og Sophus Michaëlis’ danske udgave, der udkom samme år som den franske original, bevarer nok meningen, men ikke musikaliteten: “Det var i Megara, Karthagos Forstad, i Hamilkars Haver.”

Karikaturtegning fra samtiden, der viser Flaubert i fuld gang med at dissekere stakkels Emma Bovary
Den uhindrede adgang til en romanfigurs bevidsthed stødte den offentlige og religiøse moral. Den indstilling var tydelig i en berømt karikaturtegning fra samtiden, der viser Flaubert i fuld gang med at dissekere stakkels Emma Bovary og holde hendes organer frem for alle.

Selv levede Flaubert et ensomt liv til sin død i 1880. Han giftede sig aldrig og var principiel modstander af at bringe børn i en verden, der forekom ham uden virkelig mening. Hans korrespondance med den gifte digterinde Louise Colet, med hvem han havde et længere forhold, giver et indtryk af arbejdet med Madame Bovary og et kig ind i litteraturens maskinrum. Hvor Colet var romantiker, insisterede Flaubert på forfatterens neutralitet og betonede, at “man skriver med hovedet, ikke med hjertet”.

EN ANDEN PENNEVEN var George Sand, men Flaubert plejede også venskaber med russiske Ivan Turgenev, Goncourtbrødrene, Théophile Gautier og Émile Zola. Ikke mindst banede han vej for Guy de Maupassant, der med sit sortsyn beskrives som hans eneste rigtige arvtager. For Flaubert var der ikke plads til meget andet end litteraturen, og han opfattede sig selv som en “homme-plume”, en menneske-pen. 

Som forfatteren Régis Jauffret, der står bag romanen “Le dernier bain de Gustave Flaubert” (2021) om den navnkundige forfatters liv, for nylig har udtalt til kulturtidsskriftet L’Éléphant, befinder vi os med Flaubert langt fra enhver forestilling om den engagerede forfatter. “En altomsluttende konservatisme, en mangel på medfølelse over for elendigheden. Det sociale spørgsmål interesserer ikke Flaubert,” lyder signalementet.

Flauberts egen generation fik det glatte lag med udgivelsen af hans sidste, færdige roman, “L’éducation sentimentale” (Følelsernes opdragelse) (1869), der blev hans mindst succesfulde, skønt den i dag har klassikerstatus, og han havde kun hån til overs for Pariserkommunen 1870. De posthume udgivelser af “Bouvard et Pécuchet” og “Dictionnaire des idées reçues” (Klichéordbogen) går for alvor i flæsket på menneskelig dårskab.

Lidt håb er der til gengæld at spore i “Trois contes” (Tre fortællinger) (1877), en novellesamling om lidelse og frelse gennem historien, der blev Flauberts sidste trykte sag.