fbpx
De gådefulde bautasten, eller menhir, findes mange steder i Frankrig.
De gådefulde bautasten, eller menhir, findes mange steder i Frankrig. Foto: TARN TOURISME
Rejser

På sporet af mysterier

Guide 2023 – 50 franske oplevelser – til lands, til vands og i luften

De gådefulde menhirer

Hvorfor Obelix ofte bærer rundt på en bautasten, eller menhir, som en anden sutteklud ville Freud nok kunne få en del ud af. Det er ligeså gådefuldt som de mange menhirer, der befolker de franske landskaber, og ikke kun i Bretagne. En af Europas største menhirer, den 4,5 meter høje la Pierre Plantée, befinder sig i Languedoc ikke så langt fra landsbyen Lacaune, som huser en mindre befolkning af disse gådefulde skulpturer, godt og vel 5000 år gamle. Om de er gude-afbildninger til kultisk brug, hyldester til høvdinge eller blot vejvisere vides ikke rigtig, men på de mest detaljerede og velbevarede af dem bliver man stirret på af både mandlige og kvindelige figurer, som dog kun yderst sjældent er udstyret med en mund.

Hår, klæder og smykker er hugget ud på både forsiden og bagsiden af stenen, så der er tale om en hel figur, en meter eller to høj, og med en vægt på mellem 90 og 900 kilo. Man kan beundre menhirerne både ude i den frie natur langs den 60 km lange rute Circuit des Statues Menhirs de Lacaune og på mange små lokalmuseer rundt omkring i Languedoc, f.eks. i Murat, Rodez og Saint-Pons-de-Thomières for blot at nævne nogle.

www.statues-menhirs-occi-tanie.com


Den store domkirke i Chartres
Holder du af labyrinter, så er et besøg i den store domkirke i Chartres lige sagen. Foto: CRT CENTRE-VAL DE LOIRE
Pilgrimsvandring på kirkegulvet

Holder du af labyrinter, så er et besøg i den store domkirke i Chartres lige sagen. Kirken er bygget i højmiddelalderen, er en gotisk katedral og meget kendt for sine glasmosaikker, der skaber et smukt, juvelagtigt lys i det mørke kirkerum samt for sine langstrakte hvælvede lofter. Mest spændende er dog gulvet med labyrinten. Der er flere franske katedraler, hvor en labyrint indgår i forskellige sammenhænge, men den mest kendte og samtidig den største eksisterende kirkelabyrint finder du på denne domkirkes gulv.

Chartres-labyrinten er et gammelt klassisk mønster – en såkaldt énvejs-labyrint. Dvs. at når man er nået ind til målet i midten, så har man været igennem alle gangene. Der er ingen blindgange, man føres hele vejen ind og ud i et kontinuerligt og harmonisk gangforløb. Labyrinten skal opfattes som en sti, der inviterer dig til at tage på pilgrimsvandring og fremkalde meditation over den menneskelige eksistens. Til daglig ses labyrinten ikke, men hver fredag mellem kl. 10 og 17 – fra fastelavn til Allehelgensdag 1. november – flyttes kirkens stolerækker, og der åbnes for meditativ vandring på den 261,5 meter lange sti. Dog undtaget langfredag og evt. i forbindelse med religiøse højtider.

www.chartres-cathedrale.fr


Montségur
Klatreturen op til ruinerne af Montségur, der ligger i 1207 meters højde på et forbjerg til Pyrenæerne er besværet værd. Foto: MONTSÉGUR
Jagten på den hellige gral

Korstogene og inkvisitionen rasede, og over 1.000 kristne katharer gik frivilligt på bålet, da Paven og Nordfrankrig gennemførte det største religiøse blodbad i Europas historie. I dag, næsten 800 år senere, støder man ustandselig på minder om katharerne i Occitanie og den vestlige del af Provence. Egnens mange borge og småbyer vidner om katharernes tid, og især historierne om belejringen af den sidste bastion Montségur lever videre.

Legenderne siger, at natten før Montségur overgav sig, firede fire mænd sig ned ad de stejle klippesider og forsvandt forbi belejrerne i den sorte nat. Med sig havde de Le trésor de Montségur – katharernes skat. Hvad skatten bestod af, er et mysterium. Guld og ædelstene? Katharkirkens hellige papirer? Eller var det selveste “Den Hellige Gral”, som er det, enhver kristen ridder bør leve og dø for? Hvad gralen præcis er, står også hen i det uvisse. Da katharerne overgav sig og ikke ville afsværge deres tro, kastede de sig i de bål, som katolikkerne havde bygget på det, der kendes som Prats des cremats – de brændtes eng. På engen er der i dag et mindesmærke for katharerne, og herfra er der en sej klatretur op til ruinerne af Montségur, der ligger i 1207 meters højde på et forbjerg til Pyrenæerne. Men det er besværet værd.

www.montsegur.fr


En skovtur i Bretagne kan meget vel gå hen og forvandle sig til et eventyr
Det vrimler med legender i Bretagne, som også huser endnu aktive hekse, så det er her, at en skovtur meget vel kan gå hen og forvandle sig til et eventyr. Foto: YANNICK DERENNES
Den fornærmede jætte

Det vrimler med legender i Bretagne, som også huser endnu aktive hekse, så det er her, at en skovtur meget vel kan gå hen og forvandle sig til et eventyr. Forêt de Huelgoat (på bretonsk den høje skov) er særlig oplagt til sætte gang i fantasien med menhirer, kong Arthurs grotte (og måske troldmanden Merlins skat) samt et hav af kæmpesten hulter til bulter, f.eks. le Champignon bestående af to sten, der vitterlig ligner en svamp med fod og hat.

Det siges, at jætten Gargantua blev så sur over kun at få serveret grød af de ugæstfrie lokale, at han overdyngede området med alle de sten, han mødte på sin vej. En af dem må være landet lidt ujævnt, for stadigvæk valfarter turisterne til den enorme Roche de Huelgoat, som man kan få til at vippe på trods af, at den tre meter brede og syv meter lange sten anslås at veje 137 ton. Stenen er ikke udstyret med brugsanvisning, så det er en del af oplevelsen at finde lige præcis det punkt, hvor selv et barn kan få den til at vippe med et lille tryk. Skoven huser også Djævlens Grotte og Feernes sø, så det er bare om at få gang i fantasien, så skal der nok komme gang i oplevelserne.

www.tourismebretagne.com/destinations/les-10-destinations/coeur-de-bretagne-kalon-breizh/la-foret-de-huelgoat/, Kort over området: www.montsdarreetourisme.bzh


La Curiosité de Lauriole
På la Curiosité de Lauriole på D56-vejen står man ud af bilen med en strategisk medbragt vandflaske og lægger den ved bunden af skråningen. Nu skulle miraklet meget gerne indtræffe: flasken ruller opad. Foto: XAVIER LIGONNET
Op og ned ad bakke

Hvis du er i omegnen af Minerve og har barnlige sjæle i bilen så indstil GPS’en på la Curiosité de Lauriole på D56-vejen eller den præcise placering nedenfor. Vi er meget langt ude på landet og ankomstpunktet er et stykke vej, der ikke ser videre ophidsende ud for at sige det mildt. Ja det kan sågar fremkalde surmuleri: “Har du slæbt os ud til DETTE?” For at trumfe de skeptiske findes to metoder: Enten kører man hen til bunden af den lille bakke ved svinget og sætter bilen i frigear. Eller også står man ud med en strategisk medbragt vandflaske og lægger den ved bunden af skråningen. Nu skulle miraklet meget gerne indtræffe: Bilen eller flasken ruller opad.

Opad?? Ja opad. Der findes sådanne mystiske vejstykker i hele verden, som har været kilde til mange forsøg på mystiske forklaringer fra magnetisme over ophævet tyngdekraft til forheksede veje. I Lauriole er forklaringen skuffende enkel – det er vores øjne, der spiller os et puds. Landskabets form gør, at hvad der ser ud til at gå opad faktisk går ned. Fra Lauriole er der for øvrigt kun tre kvarter til Lastours, hvis fire knejsende borgruiner klods op ad hinanden nok skal sætte fantasien i gang også – og derfra kun ekstra 15 minutter til Carcassonne.

www.minervois-caroux.com/fr/decouvrir/la-curiosite-de-lauriole.html, Nøjagtig GPS-position: 43°20’52.74”N, 2°40’17.32”E


Årets guide til 50 spændende oplevelser til lands, til vands og i luften i Frankrig er delt op i ti kategorier:

 

Artiklen er kun for betalende abonnenter. Du kan tegne et abonnement lige her, eller logge ind herunder.