fbpx
Film

På tur i filmkunstens hovedstad

La Cinémathèque française
Henri Langlois’ legendariske “La Cinémathèque française” stiftet i 1936 er den institution, der har spillet den vigtigste rolle for at holde kendskabet til filmhistorien i live. Bygningen ligger i dag i Bercy-kvarteret, 12. arrondissement i Paris, og er tegnet af den canadiske arkitekt Frank Gehry. Foto: Olivier Djiann, iStockphoto

Den første offentlige filmvisning mod betaling fandt sted i Paris, og den franske hovedstad er med tiden også blevet hovedstad for filmkunsten. Det skyldes ikke mindst byens væld af biografer, der indtager en helt anden rolle i det kulturelle liv, end vi er vant til i Danmark.

Banegården ved La Ciotat
Banegården ved La Ciotat i Sydfrankrig var midtpunkt for en af brødrene Lumières første korte film. Et tog kom brusende ind mod perronen – og scenen virkede så livagtig på det uprøvede publikum, at det jog en skræk i livet på de første biografgængere. Du kan selv se de korte scener fra brødrenes – og verdens – første film – både de ti film med bl.a. “Gartneren vandes”, der blev vist i Paris i 1895 og togfilmen, “L’arrivée d’un train en gare de La Ciotat”. Søg på YouTube efter Brødrene Lumières første film.

Da biografen la Cléf på Paris’ venstre Seinebred blev tvunget til at lukke, besluttede en gruppe filmfolk, filmelskere, byboere og studerende sig for at besætte den. De ville værne om stedet, der siden 1990’erne har specialiseret sig i at vise den type filmkunst, der ellers ikke kommer i distribution, herunder film af afrikanske og latinamerikanske filmskabere. De sidste fire år har de afholdt gratis visninger af underkendte film i biografen, der snart efter besættelsen blev omdannet til en slags frirum for kunstnerisk udfoldelse med filmværksteder og egen radiokanal. Den har også lagt hus til flere samfundsdebatter.

La Cléf-biografen
La Cléf-biografen ligger ved Censier-Daubenton-stationen i Paris’ 5. arrondissement. Den noget nedslidte facade prydes af et citat af Godard: “Det der under alle omstændigheder trøster mig, det er at vide, at der altid et eller andet sted i verden på et hvilket som helst tidspunkt – når det stopper i Tokyo, så begynder det igen i New York, i Moskva, i Paris, i Caracas – så er der altid, siger jeg, en lille lyd, monoton, men kompromisløs i sin monotoni, og denne lyd, det er lyden af en filmfremviser, der er i færd med at fremvise en film. Vores opgave er at sørge for, at denne lyd aldrig stopper.”

Men det hele var naturligvis ulovligt, og gruppen, der har nydt opbakning fra blandt andre Martin Scorsese og nyligt afdøde Jean-Luc Godard, blev tidligere i år smidt på porten efter flere besøg fra politiet. Så let gav de dog ikke op. Det lykkedes dem i foråret at få lov til at købe biografbygningen, såfremt de inden oktober kan stille med købesummen på 2,9 millioner euro. Det burde nok være muligt. De siger selv, at de allerede har indsamlet størstedelen af beløbet.

Gartneren vandes
Banegården ved La Ciotat i Sydfrankrig var midtpunkt for en af brødrene Lumières første korte film. Et tog kom brusende ind mod perronen – og scenen virkede så livagtig på det uprøvede publikum, at det jog en skræk i livet på de første biografgængere. Du kan selv se de korte scener fra brødrenes – og verdens – første film – både de ti film med bl.a. “Gartneren vandes”, der blev vist i Paris i 1895 og togfilmen, “L’arrivée d’un train en gare de La Ciotat”. Søg på YouTube efter Brødrene Lumières første film.

Det er en vild historie, der set fra en dansk vinkel endnu en gang understreger franskmændenes villighed til at gå på barrikaderne. Men den fortæller også noget om, hvor meget filmkulturen rent faktisk betyder for indbyggerne i den franske hovedstad. Det var netop i Paris, den første offentlige filmvisning mod betaling fandt sted, da brødrene Auguste og Louis Lumière i 1895 præsenterede et publikum på boulevard des Capucines for et program bestående af ti korte film. Forsamlingen påSalon Indien du Grand Café bevidnede blandt andet filmhistoriens første gag i den elegant fortalte “L’arroseur arrosée” (Gartneren vandes), der indeholder både en begyndelse, en midte og en afslutning. En fræk dreng træder på den slange, som en gartner bruger til at vande en have med, hvilket fører til, at der ikke kommer noget vand ud af slangen. Da gartneren tager slangen op til hovedet for at undersøge problemet, slipper drengen sin fod, og gartneren bliver – ganske rigtigt – vandet. Som tilskuere er vi med på vitsen, for vi ser handlingsforløbet på afstand og ved således mere end den stakkels gartner. Det er ganske raffineret gjort, og publikum fik hermed en forsmag på filmkunstens enestående evne til at fortælle historier.

FILMIVEREN I PARIS har siden da taget til, og byen tæller i dag over 400 filmlærreder. Som filminteresseret bør man blot sikre sig, at filmene bliver vist i V.O. – dvs. “version originale”. Ellers risikerer man at blive udsat for dubbede, franske udgaver.

Le Grand Rex
Det er svært ikke at lægge mærke til le Grand Rex, der er et af vartegnene i Les Grands Boulevards-kvarteret. Under besættelsen blev biografen beslaglagt af de tyske hær. Foto: Le Grand Rex

Blandt de bedst kendte biografer er le Grand Rex, der blev opført i 1933 efter amerikansk forbillede i art deco-stil. Det var her, at Christopher Nolan denne sommer havde verdenspremiere på sin længe ventede film om udviklingen af atombomben, Oppenheimer – og det forstår man godt. Der er nemlig en helt særlig prestige forbundet med Le Grand Rex, der ligger i Paris’ 2. arrondissement, og som siden 1988 har kunnet bryste sig af det største filmlærred i Frankrig, hvis ikke i Europa, på 300 kvadratmeter. Til sammenligning måler filmlærredet i Imperial i København 142 kvadratmeter.

Det er svært ikke at lægge mærke til le Grand Rex, der er et af vartegnene i Les Grands Boulevards-kvarteret. Under besættelsen blev biografen beslaglagt af de tyske hær. Foto: Le Grand Rex

Biografens store sal rummer 2702 personer og er en attraktion i sig selv. Loftet giver illusion af at se film under åben himmel, og den ekstravagante udsmykning inde i salen er som taget ud af ’Tusind og én nat’ med palmer, statuer, en spansk hacienda, et marokkansk palads og en enkelt minaret. Samme smag for det orientalske præger for resten også le Louxor i det 10. arrondissement, der blev indviet i 1921. Her er inspirationen dog hentet fra det gamle Egypten.

MEN DET ER IKKE KUN de store filmpaladser, der gør Paris til en vidunderlig filmby. Det skyldes mindst lige så meget den underskov af små, uafhængige biografer, som for eksempel la Cléf, der ser det som sin særlige opgave at pege på såvel det bedste fra filmhistorien som på oversete film af oversete filmskabere. Mange af dem ligger i Latinerkvarteret, der siden efterkrigstiden har været tilhørssted for alskens filmklubber, og hvor den fremtidige generation af nybølgeinstruktører i 1950’erne fandt sammen til visninger af film af blandt andre Jean Renoir og Alfred Hitchcock.

Her strækker køen sig langt ned ad rue Champollion
En særlig del af filmkulturen i Paris er, at man forud for visningen typisk venter ude foran biografen med sin billet i hånden. Her strækker køen sig langt ned ad rue Champollion. Også ud for biografen Christine 21, der ligger i midten af Saint-Germaindes-Prés-kvarteret på rue Christine, er køerne lange før filmens visning. Foto: Peter Christian Rude

Særligt travlt er der på rue Champollion, hvor der ligger tre reprisebiografer med studievenlige priser på rad og række: le Champo, le Réflet Medicis og la Filmothèque. Den sidstnævnte er den suverænt mest hyggelige med to sale i kælderetagen i rød og blå dedikeret til henholdsvis Marilyn Monroe og Audrey Hepburn. Der bliver ofte vist film på ægte filmruller, og der er mange gengangere blandt publikum. Man skal dog lige vænne sig til, at toiletterne befinder sig inde i salene, men sådan er det mange steder i Frankrig. Foran biograferne stimler folk ofte sammen i lange køer, og stemningen er rar og summende.

Biografkø
En særlig del af filmkulturen i Paris er, at man forud for visningen typisk venter ude foran biografen med sin billet i hånden. Her strækker køen sig langt ned ad rue Champollion. Også ud for biografen Christine 21, der ligger i midten af Saint-Germaindes-Prés-kvarteret på rue Christine, er køerne lange før filmens visning. Foto: Peter Christian Rude

Christine 21, der ligger ti minutters gang fra de ovennævnte filmtempler i midten af Saint-Germain-des-Prés-kvarteret på rue Christine, bør i denne sammenhæng også fremhæves.

Omkring Triumfbuen har en anden uomgængelig biograf, le Mac Mahon, adresse. Den åbnede i 1938 og fik afgørende betydning for den parisiske filmkultur, da den efter befrielsen satsede på at vise de Hollywood-film, der havde været uopdrivelige under krigen. Skønt repertoiret siden er blevet udvidet, er fokus endnu i 2023 på de store amerikanske mestre – eller på deres franske arvtagere som gangsterfilminstruktøren Jean-Pierre Melville, hvis film denne sommer blev vist i biografen.

Den ekstravagante udsmykning med inspiration fra det gamle Egypten præger biografen le Louxor
Den ekstravagante udsmykning med inspiration fra det gamle Egypten præger biografen le Louxor i det 10. arrondissement. Biografen blev indviet i 1921 men begyndte at forfalde i efterkrigstiden. I 2010 var den kommet på listen over bevaringsværdige monumenter takket være protester fra filmelskere, nabolag og tidligere kulturminister Jack Lang, og tre år senere var renoveringen fuldbragt formedelst en udgift på 25 millioner euro. Foto: Louxor

DEN INSTITUTION, DER HAR spillet den vigtigste rolle for at holde kendskabet til filmhistorien i live, er dog Henri Langlois’ legendariske Cinémathèque française stiftet i 1936. Det ligger i dag i det lidt kedelige Bercy-kvarter i en bygning tegnet af den canadiske arkitekt Frank Gehry, men har tidligere haft adresse i Palais de Chaillot ved Eiffeltårnet. Typisk består programmerne af komplette instruktør-retrospektiver, og for blot 131 euro om året kan man se alt det, man vil.

Langlois’ mission var oprindeligt ikke blot at vise gamle film, men også at bevare dem for eftertiden, hvilket de færreste tænkte på i midten af 30’erne, hvor man var travlt beskæftiget med overgangen fra stumfilm til tonefilm. Samlingerne på stedet tæller i dag over 40.000 film og tonsvis af plakater, kostumer, PR-materiale og andet, der har med film at gøre.

Biografen blev indviet i 1921 men begyndte at forfalde i efterkrigstiden
Den ekstravagante udsmykning med inspiration fra det gamle Egypten præger biografen le Louxor i det 10. arrondissement. Biografen blev indviet i 1921 men begyndte at forfalde i efterkrigstiden. I 2010 var den kommet på listen over bevaringsværdige monumenter takket være protester fra filmelskere, nabolag og tidligere kulturminister Jack Lang, og tre år senere var renoveringen fuldbragt formedelst en udgift på 25 millioner euro. Foto: Louxor

Der er næppe nogen, der kan undervurdere Langlois’ indsats, men i begyndelsen af 1968 blev han alligevel forsøgt afsat af de Gaulles’ kulturminister, André Malraux, der såede tvivl om hans drift af cinemateket. Det førte til voldsomme protester fra både ind- og udland, og som en slags generalprøve på studenteroprøret få måneder senere gik studerende og filmfolk på gaden og krævede beslutningen omstødt. Det lykkedes.

Træder man et skridt tilbage, er det ikke svært her at se et fortilfælde for den blanding af kærlighed til filmkunsten og typisk fransk aktivisme, der også har været på spil i affæren om la Cléf-biografen.

 

Artiklen er kun for betalende abonnenter. Du kan tegne et abonnement lige her, eller logge ind herunder.

Tags