fbpx
Kæmpeomeletten i Bessières
I påsken 2020 blev kæmpeomeletten i Bessières aflyst grundet coronaen. Om den i år vil blive lavet må tiden vise.
Mad

Påskemad og traditioner

Vidste du, at påskeharen er arbejdsløs i Frankrig? Det har han sådan set været i mange år, for de franske børn er ligeglade med ham og lytter i stedet påskedag til kirkeklokkerne. Og vidste du, at det var franskmændene der opfandt chokoladepåskeæg? Jamen, så læs med her, så du kommer godt ind til vores forslag til en påskemenu.

Påskemandag og picnic hører sammen i store dele af Frankrig – ikke mindst når vejret – og som det er for tiden – coronaen – tillader det. I påsken holdes nemlig kun fri mandag – og ikke som hos os, hvor vi både har skærtorsdag og langfredag med i billedet. Og da påsken samtidig betyder forårets komme, skal det naturligvis fejres med en gastronomisk fest i familiens skød – og nogle steder ligefrem i hele landsbyens tegn. 

At tage på skovtur – faire paquette – udsøge sig de friske nye vilde asparges, som vokser vildt i hegn og krat langs vinmarkerne, samt friske krydderurter og f.eks. på trangiaen lave sig en frisk omelet – det er bare super herligt, ikke mindst når man har husket at medtage friske æg og nybagt baguette. 

Anden påskedag får indbyggerne i byen Haux, Gironde (33), Nouvelle Aquitaine et særligt påskemåltid. Mere end 4.500 æg bruges til at lave en kæmpe omelet, som skal mætte flere end 1.000 mennesker. Indbyggerne slår æggene ud om morgenen hjemmefra og bringer dem til byens torv for at bage omeletten.

Omeletrekorden indtages dog af landsbyen Bessières nordøst for Toulouse, der hvert år byder på kæmpe påskeomelet med ca. 15.000 æg – de har ovenikøbet deres eget confrérie – omelet-broderskab.

DET ER SOM sædvanligt spisebordet, franskmændene kan samles om. Til på-skesøndag hører en god frokost og masser af chokoladeæg. Lam er stadig en fast del på påskebordet, ligesom den typiske på-skepaté indbagt i dej og med et hårdkogt æg i midten står på mange borde. I gamle dage bragte kirkegængerne patéen til kirken, hvor den blev velsignet sammen med andre påskelækkerier, som præsten siden fik glæde af. 

Og når kirkeklokkerne bimler løs påskesøndag spidser de franske børn ører. Det er signalet til, at den mest børnevenlige del af påsken bliver ringet ind, nemlig jagten på påskeæg. For i Frankrig bliver påskeæggene bragt af klokkerne, når de vender hjem fra Rom. Fra Langfredag er der ikke en eneste klokke tilbage i landet.

Sådan lyder legenden, der fortæller, at de er draget til Rom for at blive velsignet af Paven. Derfor hører man heller ikke det mindste klemt af en kirkeklokke fra sorgens dag Langfredag og indtil glæden over Jesu opstandelse Påskesøndag. Kun i den østlige del af Frankrig, i Alsace og Lorraine, er det påskeharen, der lægger æggene. 

Til dessert er der jo så kurven med påskeæg at få gjort has på. Rundt regnet sætter franskmændene omkring 12.000 tons påskeæg til livs, lige fra de masseproducerede standardvarer til æg i haute couture-klassen, kreeret af chokoladestjernekokke og solgt til svimlende priser i Paris.

Det hævdes, at franskmændene var de første til at opfinde chokoladeæggene først i 1700-tallet ved ganske enkelt at fylde et pustet æg med chokolade, for siden hen i 1800-tallet at raffinere teknikken med en mere smidig chokolade og særlige støbeforme. Chokolademuseet i Biarritz ejer flere af de allerældste forme, så det er ganske vist…

EFTERSOM ÆG OG LAM spiller en rolle, når franskmændene skal servere deres påskemenu, har vi denne gang taget udgangspunkt i traditionerne. Vi lægger derfor ud med en vol-au-vent med grønne asparges efterfulgt af en påskepaté med indbagt æg. Så følger naturligvis lammet – dog i en ny og måske lidt besværlig udgave, for vi bruger en udbenet lammekølle. Man må vel stadigvæk kunne få en slagter til at hjælpe sig – med en skarp slagterkniv og noget erfaring kan det ikke tage mange minutter at få skåret benet frit. Endelig slutter vi af med en påskekage med indlagt overraskelse. Faktisk findes der talrige opskrifter, hvor der på toppen af en lækker chokoladekage placeres en færdigkøbt chokoladehare eller -høne omkranset af små chokoladeæg. Men vi har nu valgt en ny og sjov løsning, der lige er noget for børnene.

Vi ønsker god fornøjelse i køkkenet og ved middagsbordet – og bon appétit.