Påsketraditionerne er det småt med i dagens Frankrig. I 1879 blev religiøse processioner ganske enkelt forbudt. I dag er det kun i Perpignan og omegn samt et enkelt sted på Korsika, man stadig kan opleve et farverigt og følelsesladet optog Langfredag med hætteklædte mænd, kors og scener fra Jesu lidelseshistorie.
Indbyggerne i Perpignan og omegn samler sig om den store plads, og gader og torve er ved at fyldes med mennesker. Højttalernes religiøse musik konkurrerer med messende præster – og så kommer optoget: Mænd i røde eller sorte kutter, hvor kun deres øjne ses, sortklædte kvinder med mantillaover håret, bare fødder, dramatisk og langsom trommen, hellige figurer af Jesus på korset og den sørgende Maria bæres rundt i byen, smukt pyntet med blomster.
Nej, det er ikke en sydfransk udgave af Ku-Klux-klan. Optoget hedder La Sanch og har sine rødder tilbage til 1416, hvor dominikanermunken Vincent Ferrier stiftede broderskabet L’archiconfrérie de la Sanch med det primære formål at vise Kristi lidelseshistorie og medlemmernes solidaritet med den lidende Kristus. Konkret på processionsdagen tages statuer og malerier ud af byens kirker og fremvises, så alle kan forvisse sig om lidelseshistorien.
Solidariteten udstraktes dengang til også at omfatte mennesker, der var udsat for lidelse og nød, hvad enten den var selvforskyldt eller ej. At dele skylden med sine medmennesker fandt bl.a. udtryk i, at medlemmerne af broderskabet tilbragte den sidste nat i fængslet hos de dødsdømte og fulgte dem til retterstedet for at støtte og hjælpe dem i dødens stund. Alle bar de ens kutter med store hætter, der skjulte deres identitet. Således kunne de hjælpe de dømte til at undgå tilskuernes spot og spe og demonstrere over for folkemængden, at de delte de dømtes skyld, og at ingen har ret til at påstå sig uden skyld.
I mange byer i det catalanske område har lignende processioner fundet sted – med afbrydelser hist og her – gennem et halvt årtusind. I Perpignan er optoget holdt i sin nuværende form siden 1950. Broderskabet er åbent for optagelse af nye medlemmer, og alle, også ikke-medlemmer, kan deltage i optoget som pénitents – sortklædte og med bare fødder eller sorte sko.
Processionen er i dag ikke blot et udtryk for dybfølt religiøsitet, men også et kontant udtryk for den folkelige, catalanske tro og et åbenlyst krav om at have sin catalanske identitet. Processionens betydning i lokalområdet er blevet forstærket i de seneste årtier, hvor catalanerne har krævet, og fået, deres ret til egen historie og eget sprog, efter mange års undertrykkelse.
Det catalanske folk, som er underlagt centraladministrationen i Madrid, har en stærk nationalfølelse. De ca. 5 millioner catalanere fordeler sig nord og syd for grænsen mellem Frankrig og Spanien, ud mod Middelhavet, og deres hovedstad er Barcelona.
Området var et selvstændigt magtfuldt kongedømme for 500 år siden, men har efterfølgende måttet underkaste sig forskellige magthavere. Værst gik det ud over dem efter den spanske borgerkrig i 30’erne, hvor Catalonien, og specielt Barcelona, var hovedsæde for modstandskampen mod Spaniens general Franco. Efter Francos sejr slog han hårdt ned på catalanerne. Deres sprog blev forbudt alle offentlige steder, catalanske navne ændret til spanske, deres bøger brændt. Det er først den unge generation i dag, der har kunnet lære deres eget sprog i skolen og studere det på universitetet, fordi man fra sidst i 70’erne, efter Francos død, tillod mere demokratiske tilstande og et vist selvstyre.
Også andre byer i det catalanske område har traditioner med optog, men processionen i Perpignan er absolut den største og også den, der tiltrækker folk langvejs fra.
