Æggejagt i Frankrig
I Frankrig lytter børnene efter, hvornår kirkeklokkerne igen begynder at ringe. Det er tegn på, at klokkerne er fløjet hjem og har lagt æg til de søde børn på vejen. Foto: Jerome Delaunay, istockphoto
Nyt om Frankrig

Påskens traditioner i Frankrig

Påsken er ikke så lang i Frankrig, som i Danmark, kun 2. påskedag er en helligdag. Både skærtorsdag og langfredag er i Frankrig almindelige arbejdsdage. Dog er Langfredag en helligdag i Alsace (departementerne la Moselle (57), le Bas-Rhin (67) og le Haut-Rhin (68)) – ligesom 2. juledag. Alsace har hvert år to helligdage mere end resten af Frankrig. Det hænger sammen med områdets lange, komplicerede historie med skiftende tilhørsforhold til Tyskland og Frankrig.

I Frankrig ringer kirkeklokkerne ikke fra Langfredag til Påskesøndag, hvor Kristi død og opstandelse mindes i stilhed. Sagnet går på, at de franske kirkeklokker får vinger og flyver til Vatikanet, hvor de bliver velsignet af Paven. Inden de flyver hjem igen lørdag aften, bliver de fyldt med chokoladeæg, som fordeles til byens søde børn, inden kirkeklokkerne flyver på plads igen. Når kirkeklokkerne igen begynder at ringe påskesøndag, er det signal til børnene om, at de skal ud og lede efter chokoladeæg – hvis de altså har været søde. Kun i Alsace går historien på, at det er påskeharen, som lægger chokoladeæg til de søde børn. 

Mange kirker, parker, museer og kommuner arrangerer i dag æggejagt for børn og barnlige sjæle. Her hjælper arrangørerne lidt til med at få fordelt chokoladeæg rundt omkring. Ofte tager man højde for børnenes alder, når æggene gemmes. Så der er udfordringer for både de store, søde børn og de små, søde børn. De mange æggejagter annonceres typisk på kommunernes hjemmesider og facebook, ligesom parker, museer etc. annoncerer online. Så hold øje med lokalområdets arrangement, hvis du tilbringer påsken i Frankrig.

Når chokoladeæggene er fundet, er der tradition for påskefrokost med familien. Lam er stadig hovedingrediens i påskefrokosten, ligesom den traditionelle indbagte påskepaté med et hårdkogt æg i midten også hører til på påskebordet. Mange familier spiser i dag påskefrokost på restaurant. Mange restauranter har særlige påskemenuer, som er populære. Så husk at bestille bord!

Påske-skovtur i Lyon
Store og små nyder en påske-skovtur I Lyon. Foto: FCerez, istockphoto

Påskemandag og picnic hører sammen i store dele af Frankrig. Som en hyldest til forårets komme, indtages frokosten 2. påskedag i det fri enten i familiens skød – eller til store, fælles picnic-arrangementer.