Amerikanerne er vilde med Frankrig. Godt nok sås der ind i mellem splid, men i de tilfælde er det mere af politisk karakter. Ingen har vel glemt, at amerikanernes største souvenir – Frihedsgudinden ved indsejlingen til New York – blev skænket dem af franskmændene – og til Las Vegas en del af Paris.
Bølgerne er gennem flere hundrede år ofte gået højt i forholdet mellem Frankrig og USA. Ikke mindst når det gælder krigsindsatser rundt omkring i verden, som dengang præsident Chirac og præsident Bush ragede uklar, fordi den franske præsident ikke støttede invasionen i Irak i marts 2003. Og senest da præsident Macron i februar i år undlod at støtte præsident Biden i forhold til Sovjets invasion i Ukraine. Macron fulgte nemlig rådet fra chefen for Frankrigs militære efterretningstjeneste, general Eric Vidaud, der vurderede, at Rusland ikke ville angribe Ukraine, hvilket i øvrigt resulterede i en senere fyring af generalen.
Men et er storpolitik, noget andet er den almindelige opfattelse og holdning menigmand imellem. Tag nu f.eks. den amerikanske ørkenstat Nevada – knap halvt så stor som Frankrig, men med et væsentligt fransk aftryk.
For midt ude i den amerikanske ørken rager Eiffeltårnet som en anakronisme blandt moderne skyskrabere højt op i luften. Ved siden af står Triumfbuen – den fra Place Étoile midt i Paris – og lige over for, på den anden side af gaden, løber Seinen. Under Tour Eiffel finder man et stykke af det nostalgiske Paris, og minsandten om ikke Alexanderbroen også løber ind under tårnet.
Naturligvis er det hele kunstigt. At sceneriet befinder sig umotiveret midt ude i Nevadaørkenen er nu lidt af en tilsnigelse. Vi befinder os i den berømte amerikanske spilleby Las Vegas, der ganske vist blev grundlagt midt i en kæmpe sandørken, men i dag har omkring 2 millioner indbyggere, og årligt strømmer op mod 35 millioner turister ind i byen.
Helt nøjagtigt er Eiffeltårnet en kopi i halv størrelse, der rager 164,5 meter op i luften. Egentlig var det meningen at bygge tårnet i fuld størrelse, men på grund af den nærliggende lufthavn, var man nødt til at holde lavere profil. Triumfbuen er kun to tredjedel så stor som originalen og Seinen ikke mere end 200 meter lang.
TIL GENGÆLD FOR den kompromisagtige opbygning, kan man bevæge sig midt i de mest fortryllende, nostalgiske parisiske gader under Eiffeltårnet. Naturligvis ligger gaderne inden døre, behageligt afkølede af den allesteds nærværende aircondition, som det store flertal af velsituerede amerikanere ikke kan leve uden. I den evigt dæmpede tusmørkebelysning kan man døgnet igennem gå rundt på de let regnvåde brostensbelagte gader og kigge stjerner. Alt er opbygget i plast og “fake” – en enorm illusion.
At der er tale om den helt store illusion er ganske vist, for inde i det eminente bageri med ægte franske kager og brød kom jeg uvilkårligt til at afgive min bestilling på fransk. “Deux baguettes, s’il vous plaît,” sagde jeg, men den amerikanske ekspedient kiggede blot undrende på mig.
Grundstenen til denne udgave af Paris blev lagt i 1997, og to år og 785 millioner dollar senere kunne den franske skuespiller Catherine Deneuve indvie det 97.000 m2 store center.
Det var ikke en excentrisk amerikaner, der fandt på at flytte den franske hovedstad til den amerikanske ørkenby. Formålet var naturligvis at tjene penge. Mange penge. Der er nemlig tale om et spillekasino og hotel med 2.900 værelser og 15 restauranter, hvor man for en stund kan glemme den hårde virkelighed og kaste sig ud i spille- og nattelivets glæder.
Paris ligger ikke som det eneste minde om amerikanernes europæiske fortid. Her finder man blandt andet også Venedig med gondoler, Rialtobro og Marcustårn, det gamle Rom og Grækenland, egyptiske pyramider og Monte Carlo.
SANDT AT SIGE kan man ikke komme uden om amerikanernes mangeårige og sådan set gengældte kærlighedsforhold, der går helt tilbage til kolonikrigen, da amerikanerne kæmpede for selvstændighed mod briterne, og franskmændene sendte La Fayette af sted for at hjælpe.
Men endnu længere går interessen tilbage til opdagelsesrejsernes tidsalder, da franske sømænd var blandt de mest dristige søfarere i Europa. Især normannere og bretonere elskede farer og eventyr. Sømænd fra Dieppe var de første, der oprettede en koloni ved Guinea-kysten. Andre franske sømænd besøgte Newfoundland.
“Så længe erindringerne går tilbage,” skrev krønikeskriveren Marc Lescarbot (ca. 1565 til 1629), “har vore mænd fra Dieppe, Saint-Malo, La Rochelle, Le Havre, Honfleur og andre franske havne foretaget regulære rejser til fjerne områder på den anden side af havet for at fange torsk”.
Da paven delte den nye verden på den anden side af Atlanterhavet mellem kongerne i Portugal og Spanien, spurgte den franske konge, François I, spydigt om “hvilken legal ret Adams efterkommer, paven, havde til at give lande, der ikke tilhørte ham, til hans fætre.”
François havde selv sendt en italiensk opdagelsesrejsende, Verrazzano, til Nordamerika. Men da denne kom tilbage og opfordrede kongen til at udstyre ham med flere skibe og mænd til at grundlægge en koloni, måtte han på grund af krigen med Spanien afslå ønsket.
EFTER FREDSSLUTNINGEN med Spanien, begyndte kongen dog også at drømme om skibe belæsset med guld fra den nye verden. Han sendte i 1534 sømanden Jacques Cartier (1491-1557) fra Saint-Malo for at finde en nordvestpassage til Indien. Cartier nåede til New Foundland og fortsatte gennem en bugt til en flod, som han til ære for en skytshelgen kaldte Saint-Laurent (nuværende St. Lawrence), hvor han plantede kongens banner. Det blev det nordamerikanske Canada, der blev centrum for den franske kolonialisme. I 1541 lykkedes det adelsmanden de Roberval at blive udnævnt til vicekonge i, hvad man kaldte for La Nouvelle France – Det nye Frankrig – men først 60 år senere, da Henri IV sad på den franske trone, kom nogle franskmænd i tanke om det land på den anden side af havet, hvor det franske flag var plantet.
Kardinal Richelieu var den første franske statsmand, der havde sans for, at Frankrig kunne få glæde af et oversøisk imperium.
Han oprettede “selskabet for det nye Frankrig”. Blandt aktionærerne var nogle af Frankrigs mægtigste mænd deriblandt kardinalen selv og kong Louis XIII.
Fuld af håb for la Nouvelle France sendte solkongen, Louis XIV, i 1672 den dygtige guvernør grev de Frontenac dertil. Han blev hurtigt træt af evindelig vrøvl med lokale gejstlige. Samtidig var han ofte på kant med den franske finansminister Jean-Baptiste Colbert, der ønskede at kolonisere “Det nye Frankrig”. Frontenac havde dog blikket rettet mod en ny ekspansion vestpå, hvor han ville konsolidere det franske herredømme i de nordamerikanske skove med borge på strategisk vigtige punkter. Den første, Fort Frontenac, blev placeret på det sted, hvor Ontario-søen flyder ind i St. Lawrence. Han gav kommandoen over fortet til Cavelier de la Salle (1643-1687), en normanner, der drømte om at nå frem til “det vestlige hav” – Stillehavet.
LA SALLE VAR sammen med missionærer nået så langt som til Erie-floden, og det lader til, at han fortsatte videre derfra til Ohiobassinet. Over alt mødte han indianere, der talte om “Den store Flod” (Mississippi), og han havde en ide om, at floden løb ud i “det vestlige hav”. Med skibet Griffon begyndte La Salle at udforske Mississippi. Han sejlede ned ad floden og hejste Solkongens banner ved dens munding. Tilbagerejsen var besværlig, men det lykkedes ham at vende tilbage i live.
Han foreslog Solkongen at oprette en koloni ved Mississippi kaldet for Louisiana og gjorde opmærksom på, at ved at forene Louisiana med Mississippi kunne Frankrig oprette et stort imperium. Denne plan kunne have givet Frankrig herredømmet i hele Nordamerika.
Kongen delte la Salles vision og sendte fire skibe til at finde Mississippis nøjagtige munding. Men det lykkedes ikke for la Salle, han mistede sine skibe et efter et og blev til sidst myrdet af sine mænd under et oprør.
Men hans idé døde ikke med ham. Franskmændene byggede Fort Maurepas nær Mississippi, og Jean-Baptiste Le Moyne de Bienville, agent for “det indiske selskab”, oprettede i 1718 byen New Orleans, hvis midtby stadig er præget af fransk arkitektur.
OGSÅ I CALIFORNIEN gjorde franskmændene deres indtog. Det skete dog først mange år senere, da den franske immigrant, Jean Louis Vignes fra Bordeaux i 1831 anlagde en vingård nær Los Angeles. Andre franske indvandrere etablerede restauranter og hoteller, gik ind i politik og bl.a. åbnede den franske avis L’Echo du Pacifique. I dag findes der stadig franske foreninger, hvis rødder går næsten 100 år tilbage.
Kærligheden til Frankrig viser sig stadig i Californien. USAs uafhængighedsdag den 4. juli fejres naturligvis med pomp og pragt i hele landet. Men hvem havde troet, at også den franske nationaldag den 14. juli fejres? Midt i det fashionable Santa Barbara på den californiske vestkyst er det dog tilfældet. I to dage fejres hvert år den franske uafhængighedsdag under åben himmel. 20.000 mennesker møder op for at vise deres betagelse af Frankrig – og det hovedsageligt i de franske nationalfarver blå, hvid og rød.
Også her er der en kopi af Eiffeltårnet, dog i noget mindre stil, ikke mere end 10 meter høj. Til gengæld har man en mere end mandshøj udgave af den frygtindgydende guillotine samt – mere hyggeligt – salg af fransk vin, baguettes, hvidløgssnegle, crèpes og andre franske delikatesser.
Festen holdes normalt i weekenden op til den 14. juli – men på grund af Covid19 har den været aflyst nu for tredje år i træk. Men opfinderen bag festivalen, Steve Hoegerman, og hans team håber at kunne gennemføre den i 2023. Som ung sejlede Steve selv ud i verden, og da han nåede Tahiti var han solgt til den franske livsstil. Han rejste derefter først til Paris og Provence og siden rundt i hele landet.
Som næsten fransk-amerikaner er han ikke blot grundlægger af denne enorme entusiastiske festival, men har også fungeret som rejseleder for amerikanere, der i små grupper gerne vil drage til Frankrig for at få et førstehåndsindtryk af hans dejlige land.
