I Napoleon 3.’s tid havde Paris 150 overdækkede passager, hvoraf der nu kun er omkring 25 tilbage. Nogle af dem er forfaldne, mens andre er blevet restaureret og igen er populære mødesteder og shoppingcentre med caféer og restauranter. Her er en blanding af hygge og spøgelsesagtig atmosfære.
En lille hvid dukke rejste til Paris. Paris var lukket, og nøglen var brukket. Det var synd for den lille hvide dukke.” Sådan lyder det gamle børnerim, for sådan har jeg følt det gennem de sidste to år. Men nu er nøglen genfundet – og så skal jeg snart til Paris igen. Uanset vejret. For skulle det øsregne og være isnende koldt – så vil jeg blot søge ly i de mange af byens dejlige passager. I passagerne finder man noget af det gamle Paris foruden glimrende spisesteder, sjove butikker og endda et gammelt hotel.
De glasoverdækkede passager i Paris er igen populære butikscentre og mø-desteder. Såvel parisere som turister kan ofte få lang tid til at gå i de smukke arkader med tøjforretninger, boghandlere, antikvitets- og frimærkehandlere, konditorier, caféer og restauranter.
Over 150 passager blev bygget i det 19. århundrede, i dag er der kun en sjettedel tilbage. For blot få år siden var mange af de tilbageværende passager så forfaldne, at man overvejede at nedlægge dem. Det stødte på en så voldsom modstand fra mange parisere, at både kommunen og private ejere langt om længe gik i gang med at sætte dem i stand, og flere af dem har i dag fået deres skønhed og særegne atmosfære fra storhedstiden tilbage.
NOGLE ISTANDSÆTTELSER var teknisk set meget vanskelige, fordi man måtte begynde forfra med hensyn til fundament, manglende trækkanaler, affaldsskakter og elektricitet.
Resultatet blev en succes. De renoverede passager har igen fået et fast klientel, og mange strømmer til for at se og opleve en for dem ukendt side af Paris. De er ideelle steder at spadsere rundt i den regnfulde og kolde vintertid, og de virker skyggefulde og befriende forfriskende i den varme sommer. Og så er de ideelle mødesteder for folk i alle aldre og professioner, de overdækkede gennemgange kaldes endog for “verdener uden for tiden”.
PARIS’ PASSAGER ER inspireret af det gamle Roms og Konstantinopels arkader. De fleste af dem blev bygget i to korte perioder – 1823-27 og 1839-47. De blev alle anbragt på højre Seinebred, og bag dem stod byggespekulanter. En af dem Philippe Egalite, der var far til borgerkongen Louis-Philippe I, finansierede den første arkade, Galerie de Bois, i 1786. Han opførte den for at betale regninger fra to slagtere, Vero og Dodat. De to slagterforretninger lod senere bygge den pompøse “Vero- og Dodat” passage ved hovedstadens gamle fødevaremarked, Hallerne.
Passagerne blev konstrueret som en social nødvendighed, for i byens varierende klima, mangel på brolægning og snavsede gader – også i den mere eksklusive del – gjorde indendørs handel nødvendig. Det samme gjorde den voldsomme trafik af hestekøretøjer, der hvirvlede støv og skidt rundt i gaderne.
Passagerne imødekom også en efterspørgsel på mødesteder i et samfund inddelt i sociale klasser i stedet for efter rangdeling som i enevældens tid. Her kunne den mere velhavende del af befolkningen mødes og ved ekstravagante indkøb konkurrere om at demonstrere deres økonomiske magt. Ikke alle var velkommen der. Vagter sørgede for, at personer i laser og pjalter blev bortvist.
I en rejsehåndbog om Paris fra 1828 står der: “Arkadebutikkerne har alt, hvad hjertet kan ønske sig. De er blot meget dyre.”
I ARKADERNE FANDTES teatre, kabareter, cafeer og restauranter. Oplyst af gaslamper fra 1827 og med glastage repræsenterede passagerne den mest moderne arkitektur, der kunne opvises i den tidsalder. Den franske hovedstads to vedvarende fornøjelser kom til verden med de overdækkede passager: at slentre roligt af sted mens man kiggede på butiksvinduer. I dag står passagerne som et forbindelsesled mellem det gamle og nye Paris. De fleste af dem blev ofret, da det Paris, vi kender i dag med brede boulevarder blev anlagt af baron Haussmann, Napoleon den Tredjes politidirektør i Parisregionen.
Pariserne mistede deres lyst til at promenere i langsomt tempo i de stille overdækkede passager. De ville se det pulveriserende liv på de nyanlagte boulevarder, hvor der først kom hestetrukne busser efterfulgt af biler og sporvogne. Stormagasiner med et større vareudvalg overstrålede de mindre butikker i passagerne, der efterhånden skruede ambitionsniveauet ned til almindelig butikshandel.
VED DET 20. ÅRHUNDREDES begyndelse var mange af passagerne beskidte, forfaldne og ildelugtende. Den franske forfatter Louis-Ferdinand Céline (1894-1961), der som nazikollaboratør søgte tilflugt i Danmark efter krigen, skrev om sin barndoms passage, Passage Choiseul, i sin Rejse til nattens Ende: “Det var lige som i en provinsby. Alle kendte hinanden fra butik til butik”.
Også for surrealisterne var der noget magisk over de overdækkede gennemgange. Digteren Louis Aragon (1897-1982) skrev: “Disse menneskelige akvarier er allerede døde i forhold til deres originale liv. Men de fortjener at blive betragtet for deres indhold af et antal af moderne myter”. Surrealisterne søgte i 1925 forgæves at hindre nedrivningen af den populære Passage de l’Opéra, der som en af de første var blevet bygget ved byens gamle opera. Her lå nemlig også den legendariske café Certà, hvor surrealisterne havde en forkærlighed for at mødes, og hvor kunstretningen dadaismen blev født.
Året efter søgte en byggeentreprenør at genoplive fortidens arkaderomantik med en passage på Champs-Elysées med et springvand, men det blev en fiasko. Efter Anden Verdenskrig blev den til “Lidopassagen” med den berømte kabaret af samme navn.
I 1979 åbnede en af de første af byens nyere passager, der dog slet ikke har den samme charme, som de gamle. Det var den store og moderne Claridge på Champs-Elysées nr. 74 med modeforretninger i to etager. Galerie Berri-Washington blev indviet i 1983 og er fuld af restauranter. Den neonbelyste Point-Show i nr. 66 har flere snackbarer, mens Galerie Elysées i nr. 26 har et flot springvand og Galerie du Rond-Pont i nr. 12-14 er luksusforretningernes passage.
De moderne passager kan dog på ingen måde hamle op med 1900-tallets mesterværker hverken i stil eller atmosfære. Som forfatteren Louis Aragon skrev i 1926 sin bog Le Paysan de Paris: “Paris’ passager er spøgelsesagtige landskaber om den ufattelige fortid og uforudsigelige fremtid”.
