Enfants Rouges-markedet er Paris’ ældste overdækkede marked med rødder tilbage til 1600-tallet. Et besøg omkring frokost er obligatorisk på enhver tur til Paris.
Tekst og foto: Jesper H. Andersen
Forhistorien er makaber, men det er man jo så vant til, når det gælder historien. Paris’ røde børn blev tillagt denne farve, fordi de havde taget livet af deres mødre i fødslen. Hvad fædrene lavede melder overleveringen ikke noget om, men man forestiller sig dem ikke gå tur med barnevognen, for vi er tilbage i første halvdel af 1500-tallet. Her levede disse røde moderløse børn en kummerlig og beskidt tilværelse med høj dødelighed, og derfor fandt man på at etablere et børnehjem i det nordlige Marais-kvarter. Derfra stammer navnet Enfants Rouges, der i dag både er et kvarter og et marked.
Det er det sidste, vi skal interessere os for her, men inden vi tager hul på dén sag, skal sløjfen på navnehistorien lige bindes: Mange steder kan man nemlig læse, at børnehjemsbørnene gik klædt i rødt eller havde røde kasketter på, og at det skulle være navnets oprindelse, men det afviser kilder med henvisning til, at det røde farvestof var ret kostbart på den tid, og derfor næppe noget, man fandt på at bruge på klæder til fattige børn. Man havde i øvrigt også blå børn, som var hittebørn, der ofte var blå af kulde, når de blev fundet.
Marché Couvert des Enfants Rouges stammer helt tilbage fra 1615, og er dermed Paris’ ældste overdækkede marked. I 1994 var Jacques Chirac, som på det tidspunkt var borgmester i Paris, tæt på at rive det ned og bygge en parkeringsplads, men planerne gik heldigvis i vasken. Fra år 2000 kunne markedet genåbne efter en renovering, og i dag – oh la la! I dag er Enfants Rouges-markedet et af Paris’ allerhyggeligste steder at indtage sin frokost eller købe ind til aftensmaden.
Markedet er relativt kompakt, med blot et par tusinde kvadratmeter at sprede sig over, og dog kan mulighederne for at få stillet frokostsulten synes overvældende. Man når hurtigt til den konklusion, at ét besøg slet ikke er tilstrækkeligt, men det er jo et generelt problem med Paris. Så lad os fange an og prøve at skabe lidt overblik.
Centralt i markedet ligger fiskehandleren, og her kan man passende begynde med at skærpe appetitten over et par østers, der serveres stående i baren med det sædvanlige udvalg af citron, eddike eller endda Tabasco – det sidste mest til amerikanerne, fnyser min lokale ven forarget, da jeg griber ud efter den. For turister er der rigeligt af på Enfants Rouges, men slet ikke i en grad, hvor de har fortrængt de lokale, der også nyder godt af stedets herligheder. Nu er jeg nødsaget til at pøse godt med chilisovs på min østers, så han ikke skal tro, jeg forsøger at gebærde mig som en franskmand – i øvrigt er det en glimrende kombination. Vil man have et glas vin til sine østers, må man tage dem med over til Chez Wagner tæt ved en af indgangene, for det serverer fiskehandleren ikke.
Ud over fiskehandleren er der til indkøb stande med frugt og grønt, ost, kød og blomster, men det er restauranterne, der fylder mest. Man skal kende sin besøgstid, i bogstavelig forstand, for i weekenden mellem kl. 12 og 14-15 stykker er der ofte lange køer på de populære steder. Det kan man komme uden om ved at komme tidligere eller senere end de sultne masser. På ugedage vil der ofte være mere stille, især først på ugen.
Hvor er der så godt at spise? Lad os starte hos Les Italiens du Marché, hvor værten Daniel tager imod med et humør af en anden verden. Denne lille italienske restaurant har både et aflukke med små borde, en disk, man kan spise ved, samt langborde i mellemgangen uden for selve hallen, og den er med sine simple, klassiske italienske retter populær, ikke mindst hos familier med børn. Man bør unde sig en tallerken af deres hvidvinsdampede hjertemuslinger – coques – og ellers er der et udvalg af pastaretter, grillede grøntsager, arancini, salater, og lidt deserter.
Børnefamilier kan også aflægge besøg hos Burger Fermier, hvis burgere kan få selv amerikanere til at nikke anerkendende, eller måske hos LuLu, en ny stand på markedet, der serverer crêpes med forskellige slags fyld – fra de ultraklassiske med skinke og ost, til mere eksotiske med f.eks. Andouille de Guémené, en bretonsk tarmpølse.
Voksne vil nok hælde mere mod et sted som The Butcher of Paris, der både sælger et stykke kød til at tage med hjem, og et til at spise på stedet. I det sidste tilfælde fortæller man slagteren, hvilket stykke kød i disken man kunne tænke sig at sætte tænderne i, og så bliver det stegt og serveret med lidt stegte grøntsager sur place. Derfor kan naboens tallerken se helt anderledes ud end ens egen, og det er jo som regel til den forkerte side, hvor man tænker ‘det stykke skulle jeg have valgt’.
Godt brød får man til, og det kan smøres med smør fra store smørbjerge, som hviler rundt omkring på disken, når det da ikke står til gennedkøling i køleskabet i de varme måneder. Charcuterie og sylte, oksetatar og en croque-monsieur, som begge ser kodyl appetitlige ud, kan de også diske op med, og et glas vin til. De hævder ikke at være vineksperter, men serverer det, de selv kan lide at drikke – og det kan man roligt kaste sig ud i. De giver gerne en smagsprøve først. The Butcher of Paris er ikke uden grund et af de steder, der har længst kø til en af de trange pladser langs disken eller et af bordene for enden, der ofte var reserveret.
Et andet populært sted, der ligger ved siden slagteren, er Les Enfants du Marché. Her slår man sig op på “Cuisine de Comptoir”, som hos disse markedsbørn er ensbetydende med små, hurtige, tapasagtige retter, ikke helt uden ambitioner, der serveres ved bardisken mens folkene bag konstant synes at vimse omkring med en åben flaske, man lige skal smage, og en god historie at fordøje med. Gode historier skal jeg love for, at de har – en af dem hævder således at være ingen mindre end Prins Henriks fætter. Jarmen arltså. Hos Les Enfants du Marché, og såmænd også hos slagteren, føler man sig meget tæt på essensen af det hele, og i hvert fald essensen af Enfants Rouges, som man sidder bænket, uformelt på række, mellem spændende vinflasker og lækre små tallerkener, der passerer forbi, om det så er dagens croqueta, tempura-sardiner, frisk tun med jordbær, eller et stykke blækspruttearm. Sidstnævnte havde mere tyggekonsistens end jeg før har fået, og det skyldes vel gerne tilberedningen, men om det var tiltænkt, som det nogle gange kan være, skal jeg ikke kunne sige. Vinudvalget er præget af naturvine med producenter som Fanny Sabre (Bourgogne), Anne og Jean François Ganevat (Jura), Les Foulards Rouge (Languedoc), Pauline Maziou (Ardeche), AMI (Bourgogne) og O2Y (Jura).
Disse tre – italieneren, slagteren og les enfants – er sikre satsninger, og fra pålidelig kilde har vi, at også Chez Wagner/Au Coin Bio er et besøg værd. Den marokkanske (Traiteur Marocain) har et større udvalg af retter, der serveres hurtigt trods kø, og de har mange borde at slå sig ned ved. Det smager også fint. Japaneren mener min lokale ven ikke er noget særligt, men det har jeg nu hørt modsagt af flere andre. Pita, pizza og hotdogs findes der ligeledes stande med, samt en libanesisk og en caribisk restaurant til den mere eksotiske side. Som om det ikke var udvalg nok, finder man på den anden side af gaden i øvrigt en af Paris’ bedste sandwichbarer, Caractère de Cochon, der er specialiseret i jambon-beurre, dvs. frisk baguette med skinke og smør, evt. en cornichon, hvor man selv vælger skinken, og så skæres skiverne friske og rigelige foran øjnene på en. Chez Alain Miam Miam lidt længere nede ad gaden er også populær. Rue de Bretagnes cafeer har kaffe til fordøjelsen, om det så er på en af de traditionelle eller mere moderne på Araku over gaden. Velbekomme!
Info om Marché des Enfants Rouges
Adresse: 39, rue de Bretagne, 3. arrondissement
Om sommeren holder markedet åbent fra 8.30-22.30 tirsdag til lørdag, og 8.30-17.00 på søndage. Resten af året lukkes der kl. 20.30 eller 21.30 (torsdag).
Bemærk, at der ikke er toiletter på markedet.
