Frankrigs berømte kunstmaler, Pierre Soulages, er død i en alder af 102 år. Til minde om den store maler, der ikke mindst takket være den danske maler Mogens Andersen (1916-2003), havde tætte forbindelser til Danmark, bringer vi her det portræt, som forfatteren Lally Hoffmann skrev efter at have besøgt Soulages og museet i Rodèz, Aveyron i 2014. Onsdag kl. 15 bliver der national mindehøjtidelighed i Louvre med deltagelse af præsident Emmanuel Macron, og begravelsen finder sted fredag kl. 14. Samtidig vil der kl. 14.30 blive holdt en messe i Conques, den lille by i Aveyron, der fik så stor betydning for kunstneren Pierre Soulages.
Han er svær at komme uden om – for ikke at sige umulig. Hans kontrafej er at finde på hvert gadehjørne – ikke blot her i Rodez, men også i landsbyerne i Aveyron. Og i aviskioskerne er det helt umuligt at undgå hans direkte, skarpe blik. Pierre Soulages stirrer frem fra plakater og magasinforsider.
Tekst: Lally Hoffmann, journalist og forfatter
Det skal siges, at kunstmaleren Pierre Soulages er en flot mand. En monumental mand, høj, meget høj og værdig – nærmest skulpturel. Han er en mand uden for tid og sted – og det i helt bogstavelig forstand. Han er fortid og fremtid – sådan en lidt mytisk skikkelse.
Så det er da helt klart, at han skulle have sit eget museum i byen, hvor han er født – og efter mange kontroverser og forsinkelser af lokal art kunne museet da også indvies med præsident François Hollande på første række 30. maj 2014.
I ugerne op til var begivenheden da heller ikke undsluppet den internationale presse, International New York Times havde hans billede på forsiden og undertegnede, udsendt af La France, stod da også helt klar en tidlig morgen i Rodez uden for museet. Pierre Soulages – maler og gravør – har en fortid i Danmark, han var en meget god ven af maleren Mogens Andersen, der altid refererede til hans betydning og opfordrede alle til at opleve hans værker.
Sandheden er, at Pierre Soulages som kunstner var anerkendt først og fremmest i USA, men også i Danmark, før Frankrig for alvor fik øje på ham. Og dog må man sige, at han i den grad er et barn af den franske muld, et barn, der allerede som 12-årig erklærede, at han ville være kunstner. I dag er kunstneren 94 år. 94 er blot et tal – der er mange andre tal i hans liv. I dag er han vel Frankrigs bedst betalte kunstner – og ligeledes en af de få, der i levende live får et museum i eget navn. Han har værker i 90 museer verden over. Han er også den eneste levende kunstner, der har udstillet på slottet Hermitage i Sankt Petersborg. Da kurator fortalte ham det, svarede han venligt: “Tak, jeg skal prøve at forblive i live!” Soulages er i allerhøjeste grad en mand med idéer – og vel at mærke idéer, han har holdt fast i livet igennem.
Vejen til kunsten
Der var en udflugt med skolen fra Rodez til byen Conques, da lille Pierre var 12. Der stod han så i l’Abbatiale romane – en bitte mand og skulle have sagt: “Jeg vil være kunstner.”
Den stærke nøgne bygning var en oplevelse – dens stringente former mod himlen – og så ikke mindst forståelsen af, hvordan fortid griber ind i nutid.
Vi er i Aveyron – hvor menhir og gravstene minder om 3 tusinde års historie. Og historien er netop, hvad den nu 94–årige unge mand refererer til, når han bliver spurgt. Han ophæver fortid og nutid – og introducerer det uendelige – og han gør det vel at bemærke med en ung mands stærke stemme. Overbevisende, friskt og lige til: “Mennesker har malet i 350 århundreder – 350 siècles.” Så i den sammenhæng var det måske ikke så mærkeligt, at en tolvårig under indtryk af det enorme kirke- og klosterrum, der stammer fra det 11. århundrede, her måtte beslutte, at kunsten skulle være hans vej. Byen Conques greb ind i hans liv – og mere end drengen dengang overhovedet kunne forestille sig.
De 104 kirkeruder
For Soulages selv var det som at finde hjem – endelig havde han fundet sit udgangspunkt. I virkeligheden havde han altid vidst det. Da han som barn var blevet overvældet af den romanske kirke- og klosterbygning Abbatiale Sainte-Foy i Conques og af den tusindårige historie, der havde givet kirken dens indhold og udseende, var det netop spillet i stenene, i farverne i den lokale sten, der havde berørt ham.
Så da han i 1986 bliver bedt om at skabe de 104 kirkevinduer, som bygningen indeholder, er han ikke i tvivl. De skal lade lyset komme ind, de skal fremhæve stenens farve i rummet, det skal være rent og enkelt.
Soulages går langt i sin søgen efter den rigtige slags glas. Han ender efter mange forsøg med at få dem lavet i Tyskland. Glasset er ikke opakt, men mat i forskellig kornet udgave. Sort er for at give ramme og bevægelse – ikke en af de 104 kirkeruder er ens. Men alle glas går helt ud til stenkanten for at understrege, at stenbygning og glas går i et – ruderne skal fremhæve og give farve til sten og rum.
Og det er netop hvad de gør. Dagen igennem skifter de farve og rummet med dem – lyset og tiden er inviteret inden for – i evighedens navn. Det er meget enkelt og utroligt smukt.Desværre for Soulages var der stor kritik, da hans arbejde stod færdigt i 1994. Det var kedeligt, det var trist. Og kirkeruder har nu engang de farver, kirkeruder skal have – det vil sige med stærke farver og billedgengivelser – ikke trist og gråt. Her en ti år efter tier kværulanterne stadig ikke, men nu kan Soulages smilende læne sig tilbage – for kommer tid kommer råd.
Under eget tag
En dag blev han spurgt, om han havde skitserne og prøverne til de 104 kirkeruder? Det kunne han bekræfte. Svaret lød prompte – vi må finde et sted at udstille og bevare dem. Og hermed var kimen lagt til det museum, der nu står åbent for publikum fra d. 31. maj 2014 – dagen efter indvielsen.
Ringen er således sluttet – inspirationen kom fra Conques – og livsværket er vendt tilbage til udgangspunktet fødebyen Rodez. Kunstneren skænkede også mange af de helt store malerier – alt i alt for 40 millioner euro. 500 værker bliver del af en permanent udstilling. Mange andre museer ville gerne have taget imod. Kunstneren har godt nok valgt at være repræsenteret verden over, men også under eget tag i musée Pierre Soulages. Her skal ingen længere være i tvivl om, hvad “outrenoir” har gjort for liv og lys.
Den 94-årige unge kunstner har selvfølgelig selv været med til at hænge værkerne op – blot fordi man er på vej til at fylde 95 i december, skal man jo ikke fravige den perfektionisme, der har været ens fineste redskab livet igennem.
Det er stadig sådan, at malerier, kunstneren selv ikke er tilfreds med, destruerer han – heller ikke her er noget overladt til tilfældighederne.
Hvad der holder ham i gang? At male selvfølgelig – hvad ellers? Hans ansigtsudtryk afslører, at den slags tåbelige spørgsmål, er han for længst vokset fra.Han tilføjer udglattende: “Jeg tænker kun på, hvad jeg skal lave i morgen – og jeg ved, at i morgen vil jeg male!”
