fbpx
Le Palais Idéal fylder omkring 1.000 kvadratmeter og er 10 meter højt
Le Palais Idéal fylder omkring 1.000 kvadratmeter og er 10 meter højt. Postbudet påbegyndte det i 1879, og dengang løb der en kanal med flodvand forbi grunden hvorfra han fik vand til at blande sin mørtel. Foto: Finn Rastén
Kunst Historie

Postbuddets drøm blev til et palads af sten

Fra 1879 til 1912 – 10.000 dage – 93.000 timer – 33 år. Det var den tid det tog postbudet Ferdinand Cheval at fuldføre sin magiske bygning “Le Palais Idéal” – det ideelle palads – i landsbyen Hauterives i Provence. Fra en ide om en drøm og masser af hårdt arbejde – og ganske uden rådgivning eller byggeteknisk og arkitektonisk hjælp fra andre.
Omkring 30 år byggede postbudet Ferdinand Cheval på sin drøm - og han slæbte dag og nat for hver en sten.
“Hvor drømmen bliver til virkelighed”, står der på en af friserne i bygningen. Omkring 30 år byggede postbudet Ferdinand Cheval på sin drøm – og han slæbte dag og nat for hver en sten.

Cheval var han kun af navn – selv benyttede han apostlenes heste gennem hele livet. I sine 31 år som aktivt fungerende postbud gik Ferdinand Cheval (1836-1924) dagligt den 40 km lange rute på sine ben. Hverken cykel, bil eller hest kunne han benytte, for vejene her midt inde i landet i departementet La Drôme var dårligt nok bygget, og de var fulde af sten. Der skulle passeres vandløb, stendiger, store flade arealer, og der var langt mellem huse og gårde. 

“Hvor drømmen bliver til virkelighed”, står der på en af friserne i bygningen
“Hvor drømmen bliver til virkelighed”, står der på en af friserne i bygningen. Omkring 30 år byggede postbudet Ferdinand Cheval på sin drøm – og han slæbte dag og nat for hver en sten. Foto: Finn Rastén

Ferdinand Cheval var dog mere end blot almindeligt postbud. Dengang i midten af 1900-tallet var det hverken obligatorisk eller gratis at gå i skole. Først i 1880’erne indførte Frankrig almindelig skolepligt og gratis undervisning. Men selv om Cheval var født i den lille landsby Charmes-surl’Herbasse i departementet La Drôme, sørgede hans far, en beskeden bonde, for at sende ham til undervisning fra hans sjette til hans tolvte år. Og det blev egentlig den lille Ferdinands store held. 

Med denne klippesten, som Cheval blev fascineret af på sin postrute, begyndte drømmen om et slot
Med denne klippesten, som Cheval blev fascineret af på sin postrute, begyndte drømmen om et slot for alvor at tage form. Selv kaldte han den for sin snublesten – “pierre d’achoppement”. Foto: Finn Rastén

At være postbud var dengang en ret så betroet stilling. Ikke blot skulle man være pålidelig og ædruelig og aflevere brevene ved dørene, han var også forpligtet til at læse dem højt for den del af lokalbeboerne, der ikke selv kunne læse. Det kunne være breve af privat karakter, det kunne være breve og postkort fra folks familie og venner, som boede langt væk og sjældent – eller aldrig – havde mulighed for at komme på besøg. Der har været glade og sørgelige budskaber, om familieforøgelser, giftermål og dødsfald – og så har der været de breve, der kom langvejs fra eksotiske steder, når familiemedlemmer var draget til udlandet for at bosætte sig under mindre barske forhold. 

De tre giganter på østfacaden forestiller fra venstre Julius Cæsar, Vercingetorix og Arkimedes
De tre giganter på østfacaden forestiller fra venstre Julius Cæsar, Vercingetorix og Arkimedes. Foto: Finn Rastén

Dengang var La Drôme et fattigt område, vintrene barske og somrene hede – og livet arbejdsomt uden nutidens hjælpemidler. Cheval travede troligt dag efter dag sin lange postrute rundt – men undervejs sugede han lærdom til sig – og viden om en verden uden for Verona. I posten var også enkelte glittede magasiner med billeder og artikler fra eksotiske og lidet kendte steder. Han var nysgerrig og belæst og abonnerede da selv på nogle af dem, bl.a. på det længst hedengangne magasin Le Magasin Pittoresque, der fra 1933 kun udkom i fem år, og Les Veillées des Chaumières, der blev grundlagt i 1877 og fortsat udgives.

Hver eneste sten er samlet med omtanke
Hver eneste sten er samlet med omtanke, og i konstruktionens detaljer ses både hans bagerfærdigheder, og at han benyttede armeret jernbeton – formentlig som den første i verden. Foto: Finn Rastén

I de farvestrålende magasiner sugede han til sig af oplevelser. Pyramider i Egypten, japanske pagoder, indiske og græske templer, Vietnam, Indokina – fra de oversøiske franske besiddelser – alt sammen lagrede det sig på nethinden og i hans hukommelse. Og her begyndte drømmen om at skabe noget for fremtiden at blive grundlagt.

I konstruktionens detaljer ses hans bagerfærdigheder
Hver eneste sten er samlet med omtanke, og i konstruktionens detaljer ses både hans bagerfærdigheder, og at han benyttede armeret jernbeton – formentlig som den første i verden. Foto: Finn Rastén

INDEN CHEVAL KUNNE følge sin skabertrang, skulle han gå så gruelig meget igennem. For som elleveårig mistede han sin mor, og efter få år også sin far. Hans værge gav ham på grund af skolegangen og hans opvakte hoved dog mulighed for at blive bagerlærling.

Læg mærke til, at nogle af formerne næsten er som formet i dej
“Man må huske på, at postbudet egentlig ingen forudsætninger havde for byggeri. Læg mærke til, at nogle af formerne næsten er som formet i dej,” fortæller museets direktør Frédéric Legros, da han viser mig rundt til alle detaljerne i postbudets palæ. Og jeg ser det sydfranske brød fougasse for mig. Foto: Finn Rastén

Allerede som 22-årig giftede han sig med Rosalie (1841-1873), men livet var hårdt, fordi egnen var gerådet i økonomisk uføre forårsaget af oversvømmelser med efterfølgende fejlslagne høstudbytter. Derfor var han nødt til at gå på valsen, og i årene efter arbejdede han både som håndværkssvend og bagerhjælp, når han kunne komme til det. Jævnligt var han arbejdsløs, og ulykken ramte parret yderligere, da deres to-årige søn Fernand døde. Efter at deres anden søn, Cyrille, var blevet født, søgte Ferdinand i 1865 ind til postvæsenet. De kunne netop bruge en stærk og stedkendt mand som postbud i landdistrikterne omkring landsbyen Hauterives tæt på hans fødeby. 

Elefanter, løver, flamingoer, strudse – det er blot nogle af de dyr, som Cheval fik ideen til at afbilde fra de internationale tidsskrifter. Ingen af de lokale – heller ikke han selv – havde set dem i levende live. Foto: Finn Rastén

I de første år måtte han dog tage til takke med forskelligt forefaldende arbejde, og han skulle igennem endnu en sorg, da han mistede Rosalie i 1873. Få år senere – i 1878 – giftede han sig med Claire Philomène Richaud (1838-1914). De fik datteren Alice, der som 15-årig døde af meningitis. Men hvis man kan tale om en smule lykke for den hårdt prøvede mand, så havde Claire lidt penge på kistebunden, der senere skulle give ham mulighed for at begynde at bygge sit drømmeslot. 

Elefanter, løver, flamingoer, strudse - det er blot nogle af de dyr, som Cheval fik ideen til at afbilde fra de internationale tidsskrifter
Elefanter, løver, flamingoer, strudse – det er blot nogle af de dyr, som Cheval fik ideen til at afbilde fra de internationale tidsskrifter. Ingen af de lokale – heller ikke han selv – havde set dem i levende live. Foto: Finn Rastén

Samme år som Claire og Ferdinand blev gift – da han var 42 år – fik han endelig den faste rute, hvor han gennem de næste mange år hver dag gik mellem 32 og 43 kilometer for at udføre sit hverv. Og det var på hans rute som postbud, han også hver dag samlede sten efter sten. I starten anede han ikke rigtig, hvad han skulle gøre med dem, men det var stenenes former og farver han blev betaget af.

Chevals eget hus var mere almindeligt, men dog bygget på samme grund som palæet. Oprindelig var tagetagen flad, så han deroppefra kunne skue ud over hele området og sit eget byggeri. Foto: Finn Rastén

I 1879 var familiens økonomi så god, at de erhvervede sig et mindre grundstykke, hvor Ferdinand kunne samle sine sten og langsomt få en begyndende orden på dem.

Det var også det år, han fandt sin pierre d’achoppement – sin snublesten, der nærmest var et stort klippestykke i en form der var så betagende at han simpelthen var tvunget til at gå i gang med skaberværket. Nu skulle drømmen blive til virkelighed.

Middelalderslot, nordafrikansk hus og hindutempel er som stenrelieffer – alt sammen med udgangspunkt i ideer fra tidsskrifterne. Foto: Finn Rastén

I årenes løb havde han lagt sten i sin rygsæk og slæbt dem med rundt på postruten. Men nu var stenene blevet af en så anselig størrelse, at han måtte tage trillebøren til hjælp. For de store sten måtte han sætte til side og på et senere tidspunkt – om aftenen og natten – genfinde med hjælp af sin pandelygte og transportere hjem på trillebøren. I 1895 erhvervede familien Cheval endnu en bid grund, så han kunne bygge en egen villa, hvor familien selv boede. Og efterhånden som ambitionerne voksede og byggeriet tog til, lagde han mere areal til sin grund – for slottet havde vokseværk, han arbejdede stort set dag og nat.

Inde i palæet er der en gang formet som et galleri med skulpturer og fabeldyr. Foto: Finn Rastén

I DE FØRSTE ÅR som stensamler så lokalbefolkningen skævt til ham. Han blev betragtet som en særling, og steninteressen kunne næppe vare ved, mente de. Men det ihærdige postbud fortsatte ufortrødent sin drøm, han lærte alle stenene at kende og kunne hurtigt udvælge sig de rette former og farver til bygningsværket. På sine ensomme vandringer så han i stenen figurer, dyr, groteske skabninger, ja en helt anden verden. Han blev faktisk besat af sten. Nogle hånede ham, andre kritiserede ham, men over en periode på 33 år arbejdede han 10.000 dage og brugte 93.000 timer på at bygge sit palads, hvorpå han indgraverede ordene “en mands arbejde”. Han færdiggjorde sit palads i en alder af 76 år og havde egentlig ønsket sig, at det samtidig skulle være mausoleum for familien og ham selv. Men den franske stat ville ikke tillade, at palæet samtidig var begravelsesplads, og derfor brugte han yderligere otte år på at bygge sit eget lige så usædvanlige gravmæle på kirkegården i landsbyen Hauterives.

Det dramatiske sceneri af skabelsesberetningen med Eva, Adam og slangen i paradiset.
Det dramatiske sceneri af skabelsesberetningen med Eva, Adam og slangen i paradiset. Foto: Finn Rastén

Omkring otte år efter at Cheval havde påbegyndt sit byggeri, begyndte journalister at blive interesseret i at skrive om det, og det resulterede i, at det i starten af det 20. århundrede var blevet ret så kendt. I 1897 – mens Cheval arbejdede på at fuldføre det – åbnede han palæet for journalister og lokalbefolkningen, og i 1905 fulgte åbningen for offentligheden.

Han blev nødt til at bygge sit mausoleum på den nærliggende kirkegård
Den franske stat gav aldrig Cheval lov til at benytte Palais Idéal som sit gravkammer, hvad han ellers havde haft planer om. I stedet blev han nødt til at bygge sit mausoleum på den nærliggende kirkegård – dog i samme stil. Foto: Finn Rastén

Men det var først efter hans død, at de store kunstnere læste om det, og de begyndte at strømme til stedet for at beundre det. Picasso, Gertrude Stein, Paul Élouard, Max Ernst, André Breton, Marguerite Duras, Jean Tinguely, Pablo Neruda og ikke mindst Salvador Dali og Jean Dubuffet anerkendte fuldt ud den store kunstner, Ferdinand Cheval, som en sand pioner inden for surrealismen.

Og i 1969, under kulturminister André Malraux, blev Le Palais Idéal anerkendt som historisk monument og arkitektonisk repræsentant for naiv kunst. 

Chevals eget hus var mere almindeligt
Chevals eget hus var mere almindeligt, men dog bygget på samme grund som palæet. Oprindelig var tagetagen flad, så han deroppefra kunne skue ud over hele området og sit eget byggeri. Foto: Finn Rastén

Der er tusindvis af detaljer i palæet. Løver, kameler, hunde og fabeldyr, tre giganter, et hindutempel, en arabisk moske, egyptiske søjler samt Adam og Eva med slangen – og hundredvis af andre figurer. 

Med ler, cement, spændende sten og muslingeskaller, som han fik tilsendt fra sin fætter i Marseille, for her midt i La Drôme havde ingen endnu set havet og strandene. For slet ikke at tale om alle de eksotiske bygninger og dyr. Ja, han havde ikke engang selv set dem i levende live, alt var kopieret ud fra magasiner og bøger skrevet af rejsende forfattere, tegnere og fotografer.

Den franske stat gav aldrig Cheval lov til at benytte Palais Idéal som sit gravkammer
Den franske stat gav aldrig Cheval lov til at benytte Palais Idéal som sit gravkammer, hvad han ellers havde haft planer om. I stedet blev han nødt til at bygge sit mausoleum på den nærliggende kirkegård – dog i samme stil. Foto: Finn Rastén

Hver dag googles der over otte milliarder gange, og hvert år laver Google diverse top-ti lister om de mest efterspurgte emner. Som nummer ni på den verdensomspændende 2022-liste for kulturelle seværdigheder, hvor top tre er Buckingham Palace, Big Ben og pyramiderne i Giza kommer Le Palais Idéal du Facteur Cheval, det eventyrlige palæ, som det fantasifulde postbud Joseph Ferdinand Cheval tålmodigt byggede mellem 1879 og 1912 i den lille landsby Hautesrives mellem Lyon og Valence. Forklaringen på den internationale stjernestatus skal udover stedets magi formodentlig findes i to store kulturbegivenheder på stedet i år, nemlig en udstilling af den ligeså fantasifulde kunstner Jean-Michel Othoniel samt en koncert med den kendte musiker Mika.


 

Artiklen er kun for betalende abonnenter. Du kan tegne et abonnement lige her, eller logge ind herunder.

Tags