I La France nr. 2/2023 skrev vi om det utrolige Palais du Facteur Cheval, en enkelt mands livsværk. Og nu har du faktisk selv muligheden for at bidrage til noget, der måske en gang om 100 år kan blive lige så fantastisk. For 20 år siden gik en kreds af kunstnere i gang med at lægge de første sten til hvad der i dag kaldes la Construction Insolite i den lille landsby Saint-Severdu-Moustier i Aveyron. Siden da har over 2000 mennesker været med til at skabe den kunst, der udgør konstruktionen gennem de workshops, der løbende afholdes. “I starten var der ingenting, og det har taget os år at nå et stade, hvor vi begyndte at kunne tiltrække folk,” fortæller Pol Lemétais, leder af Les Nouveaux Troubadours, foreningen bag projektet. “Det er en af de eneste kollektive konstruktioner af såkaldt art brut,” understreger han.
Publikum kan bl.a. kaste sig ud i keramik, mosaikker, smedejern og stenhuggeri. Stedet byder også på le Jardin de Sculptures, der hvert år udvides med værket af en residerende kunstner samt et lille men muntert museum, Le musée des Arts Buissoniers, hvilket direkte oversat betyder skulkekunstmuseet. Art Buissonier dækker over al mulig “skæv” og i bedste forstand folkelig kunst, som typisk bliver til uden for kunstskolernes bonede gulve.
Se mere på www.lesnouveauxtroubadours.fr