Beliggende i krydset mellem Italien og Gallien har årtusinders begivenheder efterladt den lille by La Turbie nogle bemærkelsesværdige spor fra fortiden. Det er lykkedes kommunen at bevare næsten hele sin charme med en harmonisk blanding af klassisk, middelalderlig og barok stil.
Tekst og foto: Finn Rastén, journalist
Hvad sker der egentlig i den højt beliggende landsby? Jeg har faktisk aldrig kigget efter, for optaget som jeg har været af at holde mig på hovedvejen, der gennem sving og stigninger og masser af trafik snor sig ned og op ad bjerget fra motorvejen, har jeg haft øjnene fuldt koncentreret om det væsentligste, når man er i bil. Og så har jeg selvfølgelig ind i mellem skimtet udsigten mod det blå Middelhav, når jeg runder den sidste bjergkam. Det er et medrivende smukt syn hver eneste gang.
Så en dag skæver jeg mod venstre, da jeg alligevel sænker farten på vej ind i en rundkørsel – og derovre får jeg øje på resterne af et gammelt bygningsværk, der tårner sig op og faktisk er helt uundgåeligt at se.
Bygningen har ligget der noget længere, end mit eget hus ikke så langt herfra, og siden jeg første gang kørte vejen. Det skriver sig nemlig helt tilbage til før år 0, altså før vores tidsregning. Og det er ingen mindre end den romerske kejser Augustus, der er årsag til oprindelsen. Kejser Augustus (63 f.Kr.-14 e.Kr.) kender vi måske mest fra juleevangeliet, der beskriver, hvorledes den romerske kejser vil tælle alle mennesker i sit enorme rige.
Altså må jeg en tur op i byen for at studere området nærmere og kigge lidt mere ind i historien. Denne dag er der ganske livlig trafik, for jeg er havnet midt i et cykelløb, der skal gå gennem byen senere på eftermiddagen. Og det er slet ikke usædvanligt, at den højt beliggende by er ret så trafikeret, den er nemlig knudepunkt for vandrere, cyklister og bilister på grund af sin formidable beliggenhed med en omgivende natur, der nok kan udfordre pulsen – og en udsigt, der udfordrer pusten.
Selve byen med små 3.000 indbyggere er i sit centrum lidt kaotisk med op- og nedstigende veje på kryds og tværs og små restauranter, der viser sig absolut at være et besøg værd, stråler denne sommerdag fra sin flotteste side.
Målet er egentlig at finde hen til Augustus trofæet – Le Trophée d’Auguste – for at få et nærmere kig på de romerske ruiner. Men lige pludselig står jeg ved porten til den gamle by – middelalderbyen – som slet ikke er til at komme udenom. Og da jeg vender mig om, kigger jeg ned på ikke blot Middelhavet, men hele kysten så at sige fra Nice til den italienske riviera. Og i endnu mere klart vejr skimtes Korsika, fortæller de lokale.
MELLEM NICE OG ITALIEN løber tre smukke og ofte trafikerede kystveje i forskellige højder i det bjergrige område: la basse corniche, la moyenne corniche og la grande corniche. Den højest beliggende rute – la grande corniche – blev bygget af Napoléon Bonaparte, men allerede i romertiden var der bygget en vej fra Rom til Marseille, og den gik netop gennem La Turbie.
Via Julia Augustas blev den opkaldt efter kejseren, og den blev flittigt benyttet af de romerske tropper til alskens transport. Det var ved denne vej, monumentet blev bygget på et af de højeste punkter på kyststrækningen, og det var bestemt ikke for den betagende udsigts skyld, som vi i dag kan nyde. Det var af rent handelsmæssige og forsvarsmæssige årsager. For dermed kunne de overvåge hele denne del af Middelhavet – og det var nok så væsentligt.
Selv om La Turbie er forholdsvis ukendt som feriemål, har stedet masser af historisk indflydelse: Fra romere, keltere, gallere, germanere og talrige andre folkeslag over Napoléon, den allestedsnærværende, og Genova til indlemmelsen i det franske rige efter folkeafstemningen i midten af 1800-tallet, der handlede om, hvem denne del af Provence skulle høre under – det sammensluttede Italien eller det franske rige.
KEJSER AUGUSTUS TROFÆ – det enorme romerske monument – er bygget af områdets hvide sten. På den tid markerede det grænsen mellem Italien og Gallien. Ligurerne, som boede spredt i alpedalene, havde gjort livet svært for romerne. Men i år 6 f.Kr., i Augustus regeringstid – besejrede romerne endeligt ligurerne og de mange andre folkeslag, hvorefter de byggede den enorme sejrssøjle.
Sejrssøjlen til ære for kejser Augustus havde samtidig den funktion at være et tydeligt tegn på den romerske besættelse og sikrede handelsruten.
La Turbie ligger på Via Julia, der var en del af den endnu ældre Via Aurelia, datidens handelsvej fra omkring 240 f.Kr. Sejrssøjlen var bygget på et firkantet podium, hvorover en ring af søjler med en spids konisk trappe hvilede. Soklen havde en kantlængde på 40 meter. Monumentet, der i dag er 35 meter højt, målte i velmagtsdagene omkring 50 meter, idet en statue af Augustus tronede øverst.
Efter Roms undergang og romerne havde forladt bygningen, blev den nedbrudt stykke for stykke, ikke mindst fordi kong Louis XIV (1638-1715) under krigen mod Savoyen i 1705 beordrede alle fæstninger i regionen destrueret. Derefter blev trofæet nærmest omdannet til et regulært stenbrud, og stenene blev blandt andet brugt både til at opbygge landsbyen, bymuren og til opførelsen af Saint-Michel kirken.
I de år blev mange andre af områdets borge og fæstninger ligeledes brudt ned og nærmest udraderet, for alle mindelser om den romerske besættelse skulle fjernes. Ikke mindst fordi kirken havde fået så stor magt. Og da Napoleon III (1808-1873) besøgte området, beordrede han endelig de sidste fragmenter fjernet og i stedet udstillet på museum.
DET VAR FØRST i den ny turismes tid, i Victoriatiden, da især englænderne havde opdaget den franske rivieras gode klima for helbredet, at der blev fornyet interesse for bevarelse af de gamle og sørgelige rester af romerske akvædukter, borge og andre minder fra tidligere tider. I La Turbie var det nærmest kun fundamentet af Augustus trofæ, der stod tilbage.
Allerede i 1865 var det blevet klassificeret som historisk monument, mens restaureringen og genopbygningen begyndte i 1905. Den første delvise restaurering af området kom først rigtig i gang i 1929, da den amerikanske finansmand, diplomat og filantrop Edward Tuck (1842-1938) greb ind. Tuck var af den amerikanske præsident Abraham Lincoln blevet udnævnt til vicekonsul i Paris, levede meget af sin tid i Frankrig og var under sine mange besøg i Monte Carlo blevet opmærksom på Augustus trofæets historie. Han sørgede for, at ikke færre end 32 af La Turbies landsbyhuse blev revet ned, for at stenene kunne genbruges til genopbygning af trofæet. Omkring 3000 dele blev gravet ud, men der er stadig mange af de gamle sten fra romertiden, som er en del af både bymur, landsbyhuse og kirken.
SOM JEG GÅR RUNDT her i by og ved trofæ kan jeg ikke lade være med igen at beundre de gamle tiders byggekunst. Og det fører mig til en afstikker mod et skovområde på den anden side af kløften, hvorfra en del af de kæmpe store byggesten i sin tid blev transporteret.
I dag er hele området omkring La Turbie pænt udbygget, og her finder jeg bl.a. luksushuse og feriehuse og den ene formidable udsigt efter den anden. Men ude i skovområdet er stadig de klipper, hvorfra mange af de store byggesten blev udhugget for derefter at blive transporteret den lange vej gennem dalen eller over bjergryggen.
Her forestiller jeg mig området, som det må have set ud dengang. Ingen veje, ingen bygninger, de nøgne klipper og de utroligt mange sindrige konstruktioner og slaver, der medgik til byggeriet. Ja, der har ikke været nogen nem måde at transportere og bygge på. De mange tons tunge sten, der ikke blot skulle transporteres til trofæet, men som skulle løftes op på plads. Hvordan gjorde de det? Jeg kan kun forestille mig de stilladser, der måtte være blevet bygget op til formålet, og de mange mennesker, der måtte have været udskrevet til arbejdet.
Her byggede de broer, her marcherede de mange krigere, her udkæmpedes de drabelige kampe. Og her byggede de enorme havne, for både tropper og mange af stenene blev også transporteret langvejs fra med skibe over vandet for derefter at blive kørt på kærrer op i højderne.
TILBAGE I MIDDELALDERBYEN, der inden for murene har nogle få hundrede indbyggere, er der hyggelige oplevelser i vente – langt væk fra tankerne om romerske hærdelinger. Den lille by i byen er i dag flot renoveret med hyggelige gader og endda en 2-stjernet michelinrestaurant, l’Hostellerie Jérôme, der nok er et – dyrt – besøg værd, når den genåbner i foråret 2023.
Men det er så også det eneste spisested inden for murene. Til gengæld er der nok af restauranter at vælge, når du går ud af byporten.
Alligevel er det let at forestille sig, at dagliglivet – som i andre små bjergbyer – ikke har været nogen dans på roser. Og at det er en af årsagerne til, at byens kirke, Église Saint-Michel de La Turbie, er så stor og bygget lige på den anden side af bymuren. Barokkirken blev opført mellem 1764 og 1777 og er dedikeret ærkeenglen Sankt Michael, som ifølge katolsk tro besejrede djævelen, der havde skikkelse af en drage. Endnu et drama at føje til historien.
