Det er Paris – caféerne er fyldte – ok, mundbind og coronapas indendørs, hvis nogen skulle insistere – ikke alle gør det.
Mundbind så absolut på museerne og i de offentlige transportmidler, ikke mindst metroen, men ikke udendørs på gaderne, med mindre man selv føler, der er alt for mange mennesker.
Men én gang sat ned i yndlingscaféen – så kommer det – den der fornemmelse af
– la légèreté de vivre – livets lethed – det forbipasserende – og alligevel det konstante – kort sagt et tilhørsforhold. Det går op for én, hvor utroligt meget, man har manglet og savnet det.
Det kan nemt blive til klicheer – når en 2CV triller rundt med de få udvalgte turister – Paris Tours – i Saint Germain kvarteret, så står man der og erindrer, hvor meget man undgik 2CV biler på stop i Europa, fordi det gik så utroligt langsomt – præsternes og skolelærernes transportmiddel, nu er det ren nostalgi. 2CV’en kører rundt og rundt i kvarteret.
DET GØR NU ALLIGEVEL GODT, at vinhandleren på hjørnet påstår, han kan kende én på trods af mundbindudstyret. Dengang var han en ung amerikaner, der udstillede bogen på dansk “Frihed, Lighed – ellers tak” i sin dengang nyerhvervede butik “La Dernière Goutte” – Den Sidste Dråbe – vi var vel naboer!
Behandlingen på hotellet stiger til zenit, da historien kan fortælle, at det var Steingrim Laursen, kunstnerisk direktør for Louisiana, den elskelige frankofone og frankofile, der havde anbefalet dem. Tusind tak til Steingrim – han forstod om nogen tilværelsens lethed – det er nemt at genkalde hans karakteristiske latter.
DER ER ET ELLER ANDET over letheden – latteren – det forbipasserende – verden ser ikke godt ud, men her er vi – i øjeblikket – i nuet. Vi træder op på scenen og spiller fornøjet rollen – til ære og glæde for de tilstedeværende – og os selv!
Scenen er den lille italienske restaurant “la Divina Commedia” i rue du Dragon, hvor vi tilfældigt er landet. Accenten er absolut ægte, varmen fra Italien er nået hertil sammen med den muntre leg, der kan kaldes flirt – spillet mellem kønnene.
Nu er vi i Frankrig, og det understreges af, at nye gæster – en selvsikker ung mand med en golden retriever kommer ind med vovse, og han er åbenbart kendt af de to brødre, der står for den guddommelige komedie her på stedet. To sekunder efter følger en grå smuk myndehund i selskab med en lige så smuk ung kvinde.
Der går da heller ikke mange minutter, førend de to hundeejere er mere optaget af hinanden end menuen, hundene eller andre tilstedeværende. Ren kliché – der kun kan bringe latteren frem – og så glæ-den over, at vovser her selvfølgelig er lige så velkomne som nyforelskede. De opførte sig nu også eksemplarisk – vovserne altså!
NÅR MAN STÅR over for en lillebitte mand på Beaubourg (Centre Pompidou) museet, der griner over hele femøren – og ikke kan være meget ældre end 3-4 år, så siger man til sig selv: Selvfølgelig skal ungerne da med på udstillinger, de skal da møde kulturen. At dømme på den lille mands udtryk og imødekommenhed er museets børneprogram en afgjort succes. Sig ikke en Georgia O’Keeffe udstilling ikke er for børn – også hun var en dyrker af det helt enkle.
Pladsen ude foran museet er, som den altid har været, optaget af unge i rundkredse – i samvær – i optræden, og rapperne og gadedanserne er kommet ind fra forstæderne for at vise deres talenter. Enhver er sin egen lykkes smed – Paris tager imod en søndag i oktober.
Når du samme søndag dumper ind på restaurant Djakarta Bali i det første arrondissement, forventer du et godt anbefalet måltid, men ikke historien om ambassadøren, der gjorde tjeneste i Havanna, da Suharto tog over fra Sukarno, og ambassadøren hermed ikke kunne vende tilbage til sit land. Sønnen, der i dag er ejer af restauranten, kunne først – som 29-årig – tage til Bali, da han havde fået fransk statsborgerskab. Tak, Frankrig, lyder det. Restauranten gør naturligvis sit bedste for at holde det oprindelige lands traditioner i hævd. Hvorfor være enstrenget, når man har flere tangenter at spille på?
UDE – OG HJEMME – som filosoffen Pierre- André Taguieff engang sagde ved et cafébord i hans eget arrondissement: “Hvorfor skulle jeg tage nogen steder hen – hele verden kommer jo til mig.” Ikke nødvendigvis en filosofi at gå ind for – men der var engang, Frankrig tog imod – det er ikke længere helt så nemt, som det var engang.
Verden forandrer sig – bortset fra la Divina Commedia – den guddommelige komedie om tilværelsens lethed – det øjebliksbillede, vi hverken kan eller vil undvære – og under ingen omstændigheder i Paris.
