Caféen ligger ikke langt fra Place de la Bastille og jo tak, her har de haft fuldt nærvær af demonstrationer, afbrændte skraldespande, senest kasserollerne, der så højlydt som muligt melder deres afstandtagen til, hvad regering og især præsident Emmanuel Macron har fundet på. “Han er gået over stregen – nok er nok. Meget for nok, diktatur,” råbes der.
Universitets studerende Louise knokler rundt her som servitrice, for caféen er populær, og alle vælter ind ved frokosttid. Spørgsmålet om, hvorfor Macron er blevet så helt og totalt ugleset, bliver da også hængende lidt i luften, inden hun dæmper stemmen og siger: “Jeg er delt – fifty/fifty. Helt ærligt. Jeg synes nok, pensionsreformen er blevet tvunget igennem trods et stort flertal imod, men nu vil jeg faktisk også gerne videre. Mit fakultet strejker, semestret er tabt, der er ingen prøver.”
Hvordan kommer man så videre?
“Joh, der skal jo nok forhandles, men nu, hvor de samlede fagforeninger har klaret det flot på gaden, er de nok bange for at blive snydt og splittet. De tror ikke på politikerne, heller ikke på regeringen og slet ikke på præsidenten. Så de holder fast – pensionsreformen skal væk, basta. Hårdt mod hårdt. Ellers fortsætter demonstrationerne.” Louise haster videre med et undskyldende smil. Der arbejdes intenst på de franske caféer for en lav timeløn – med chefens øjne i nakken.
Louise på 20 skulle vise sig at være en af de mere åbne. Fordømmelsen af præsidenten, af den forhadte pensionsreform, af de stigende priser og de usikre tider ligger konstant klar på aftrækkeren – temperaturen er høj. Meget høj. Ligegyldigt, hvor man spørger.
“DET HER STIKKER dybere end det plejer. Jeg bryder mig ikke om det. Det er overraskende, hvor langt det går. Folk, jeg har kendt i årevis, giver ikke længere hånd ved professionelle middage, og sågar mellem venner er vi delt i to lejre, og vi skændes. Jeg har svært ved at se, hvordan, vi kommer videre,” siger den politiske kommentator. “Det her er opslidende. Alle beskylder alle. Selv er jeg ikke Macronist, men manden er jo ikke idiot.”
“Ja, jeg stemte på ham, men kunne jeg, ville jeg ikke gøre det igen. Situationen er bestemt kritisk. Venstrefløjen er delt og står svagt. Det gælder både socialisterne og de grønne. De har sammen med kommunisterne ladet sig binde af alliancen med det yderste venstre, La France Insoumise (Det ukuelige Frankrig), som helt taktisk valgte at sørge for, at forhandlingerne i Nationalforsamlingen blev totalt saboteret. Højrefløjen står lige så splittet og usikker. Det ekstreme højre – Marine Le Pen har fremgang, hvad giver du? Hun, der aldrig har bevist noget som helst. Alle tænker rent politisk på præsidentvalg i 2027 – og ikke på, hvad Frankrig lige her og nu har brug for,” siger det tidligere aktive medlem både af socialisterne og senest af de grønne. “Jeg er i vildrede, jeg ved ikke, hvordan, det her ender, men jeg er absolut ikke i vildrede i spørgsmålet om Macron. Han har totalt skuffet, han går længere og længere til højre.” Hun trækker opgivende på skuldrene.
OG SÅ ER DER chefredaktøren, der er vant til de mange spørgsmål og vant til, at kompromis, dialog og forhandlinger må være et normalt udgangspunkt i et demokratisk samfund – ikke mindst set med nordiske briller. Han har hørt det så mange gange i vores diskussioner, så svaret kommer naturligvis med det helt store smil:
“Du, det er helt enkelt. Det vil du få at se. I Nationalforsamlingen vil der konstant komme et mistillidsvotum. Ministerpræ-sidenten falder, den dag et mistillidsvotum går igennem og bliver vedtaget. Så kommer der en ny ministerpræsident, der så også falder – og højst sandsynligt hen ad september/oktober bliver der udskrevet valg til Nationalforsamlingen.”
Og så? “Ja, så bliver det helt umuligt at regere. Macron har allerede mistet flertallet, det vil ikke blive bedre fremover. Det gælder også for både venstre- og højrefløj. Frankrig er ikke gearet til kompromis, det vil blive ret umuligt.”
Han holder en lille pause. “Og så allerede i 2024 trækker Emmanuel Macron sig som præsident.” Det tror du ikke selv på! “Det vil du få at se. Det er umuligt at regere med de fleste af franskmændene imod dig.”
UNIVERSITETSPROFESSOREN er enig i, at det kan blive nok så vanskeligt for Emmanuel Macron at få vendt den tsunami af fordømmelse og nærmest had, der skyller ind over ham. “Det er ikke småting, han bliver udsat for nu, da han insisterer på at vise sig rundt om i landet. Han og ministrene bliver ikke alene mødt af kasseroller, der slås på, som var vi fortsat i Middelalderen, elektricitet afbrydes, tilråbene er hadefulde, beskyldningerne tårnhøje – det er nok så følelsesbetonet.”
“Jeg ser mine studenter drage af sted til demonstrationer, som var de på vej til deres allerførste stævnemøde – de er nervøse, men glade og muntre – og engagerede. Det er en lidt romantisk, drømmende tid for dem.” Han tilføjer med et smil: “For os andre, der selv har været unge og været med i demonstrationer, er der i dag noget andet nyt, der snarere er henimod det mareridtsagtige, når man uventet lander midt i det. Jeg fik trusler på livet, ja, trusler, da jeg i en tv-debat halvmuntert sagde, at mine studerende ikke kendte den nu om dage så berømte artikel 49,3, som helt lovformeligt, ifølge den franske forfatning giver mulighed for at gennemføre en lov uden afstemning i Nationalforsamlingen. Med andre ord, regeringen og Emmanuel Macron har ikke forbrudt sig mod loven, men har fulgt Forfatningen, som så mange andre før dem. I tv-debatten blev det fremstillet som om pensionsreformen var blevet diktatorisk og udemokratisk gennemført.”
“Det er ikke korrekt – selv om det bliver gentaget og gentaget på de sociale medier. Jeg fik læst og påskrevet for at sige det korrekte højt. Det er jeg da nødt til. Jeg underviser – det er mit job! Nå, i dag kan jeg garantere, at mine studerende kender 49,3 både forfra og bagfra. Det er da altid noget”. Smilet når begge ører.
ENDNU EN ALVORLIG stemme, denne gang fra en kvinde.
“Det, der gør mig urolig, er den radikalisering, der ligger lige under overfladen,” siger forfatterinden, der selv var med på barrikaderne i 68. Hun stemte på Macron både i 2017 og i 2022 – og det til stor fortrydelse for de gamle venner fra 68. Hun var i deres øjne for alvor gået over til fjenden.
“Frankrig havde dengang et stærkt kommunistparti med en vis aura. De franske intellektuelle var meget længe om at tage afstand fra “Revolutionsdrømmen”, som den udviklede sig efter Lenins død under stalinismen. Så vi, de unge, tog ud til de fattige forstæder for at hjælpe arbejderne med at kræve bedre arbejdsforhold, bedre løn og almindelig menneskelig omgangstone. Vi havde håb om bedre tider. Det var drømmeagtigt, vi var sikre på at gøre det rigtige. Den etablerede, kommunistiske fagforening var stejlt imode initiativerne, de havde deres egen agenda. Det skulle være på deres facon eller slet ikke. Hvad lavede unge piger overhovedet i arbejderkvartererne?”
“Den kamp vandt vi ikke, men selvfølgelig er jeg forblevet på venstrefløjen, men så absolut ikke den totalitære, der bare nedtromler alt omkring sig. I min opfattelse var Macron i 2016 i sin valgkamp på mange måder et udtryk for den fornyelse, Frankrig trænger til, og han var så absolut fra venstrefløjen. Det kan man så ikke sige om ham i dag, og pensionsreformen viser det klart. Han ved slet ikke, hvor usikre folk kan være. Og så lige nu med stigende priser, angsten og trætheden efter Covid 19, krigen, der lurer, så kører han lige frem og så hårdt på som muligt. Det er dybt skuffende og helt forfejlet. At han så er blevet skydeskive nummer et og i den grad lagt for had, er jo lige så enøjet, totalitært og farligt. Radikaliteten ligger og lurer.”
DET SKULLE BLIVE alle gode gange 12 – og så kom nummer 13 – og billedet ændrede sig. Fagforeningerne havde i samlet flok indkaldt til demonstrationer landet over mod pensionsreformen – og det var forløbet stort set uden voldsproblemer siden januar. Det var så afgjort en fjer i hatten for fagforeningerne, der ikke havde arbejdet sammen i årevis. Medlemstallene begyndte langsomt at stige. Det kunne også kun gå opad – gennemsnitligt var de på en 6-8 %. Gadens parlament gav ny tillid.
Så kom 1. maj 2023 – fremmødet var flot, taget i betragtning, at det var midt i skoleferien – og tiden havde været lang fra januar til maj, men det var så også denne gang – nummer 13. at de radikale elementer meldte sig. De sortklædte, anonyme Black Blocs var denne gang talstærkt til stede, og så begyndte voldsudfoldelsen for alvor. Smadrede ruder, afbrændte biler.
Politiet var også talstærkt til stede, de radikale elementer var ventede. Politiet satte hårdt ind. Arrestationer fulgte. I timevis hærgede volden på Place de la Nation i Paris – en bygning blev sat i brand. Kort forinden var en molotovcocktail blev kastet mod ordensmagten, en betjent blev stærkt forbrændt. Politiet holdt sig ikke tilbage. Hvor volden var, var kameraerne også.
Andre steder i byen fortsatte fagforeningsdemonstrationerne som vanligt. Medierne gengav først og fremmest den spektakulære vold. Billedsproget talte højere end de mange fordømmelser af volden, som fulgte.
“SKAL JEG VÆRE helt ærlig, er jeg bange for, at det her risikerer at blive langvarigt – vreden fortager sig ikke, og den er decideret rettet mod præsidenten. Det er ligefrem hadefuldt. Det er ikke småting, der bliver sagt om ham, og det er meget personligt.” Politologen ryster på hovedet.
“Folk føler, de har fået pensionsreformen trukket ned over hovedet. Så her står vi så helt fastlåst – på den ene side præsidenten og regeringen, og på den anden side fagforeningerne, oppositionen, sågar også folk i præsidentens egne rækker med kravet om, at loven trækkes tilbage. Men det kunne Emmanuel Macron ikke drømme om. Han har i den grad satset på pensionsreformen, vel vidende, det har været vanskeligt for enhver præsident at røre ved pensionsalderen, siden Mitterrand i 1981 sænkede pensionsalderen fra 65 til 60 år. Så nu at gå fra 62 til 64 år, kunne kun tænde den revolutionære ild. Der bliver altid svaret igen her i landet, når nogen forsøger at røre ved de én gang erhvervede rettigheder.”
“Macron vidste, hvad han gik ind til. Jeg er dog ret overbevist om, at han i dag selv stiller sig en del spørgsmål og leder efter løsninger. Manden er super intelligent, lynhurtigt opfattende, han arbejder som en gal og har somme tider svært ved at skjule, når han synes, andre er for langsomme. Selv kender han alle sager til bunds, og han blander sig i alt – intet emne er for småt. Det er i den grad præsidenten, som bestemmer.”
“Macron er “un guerrier” – en kriger – han VIL vinde og ikke mindst overbevise. Han får sin sag for, men han vil satse. Personligt tror jeg, han bliver på posten til hans præsidentperiode udløber i 2027. Jeg kan tage fejl, det er svært at være skråsikker i de her tider.”
EMMANUEL MACRON blev indsat som præsident 14. maj 2017. På årsdagen efter i 2018 sagde han selv om jobbet:
“Tyngden ligger i forventningerne, i de krav, man føler, folk har. Og det melder sig uigenkaldeligt den allerførste aften. “C’est la fin de l’innocence,”da er det slut med uskylden.”
Han tilføjede lidt mere filosofisk. “Man skal ikke forvente kærlighed tilbage. Det er det utaknemmelige ved denne funktion. Man skal aldrig søge efter at blive elsket, for i det øjeblik bliver man gidsel.” “On devient l’otage.” Med andre ord: Det handler om at stå fast og følge sin plan.
7. maj 2022 blev Emmanuel Macron indsat som præsident for anden og sidste gang.
På årsdagen efter i 2023 vidste præsidenten, han ikke var en elsket mand.
Dagen forinden havde Emmanuel og Brigitte Macron været til kong Charles d. Tredjes kroning i Westminster Abbey, og her i kirken fik Macron en meget varm og begejstret velkomst af Brasiliens berømte comeback kid, Lula da Silva, på 77 – nu igen Brasiliens præsident. Lula gik fra præsidentpost til fængsel og tilbage til igen at blive præsident!
Andre af Frankrigs præsidenter er gået fra fordømmelse til popularitet – tænk bare på Jacques Chirac eller Macrons eget forbillede François Mitterrand. Der er så lige franskmændene, der skal levere den popularitet – og lige nu synes den mulighed meget fjern. Demonstranternes plakater viser med al tydelighed, man stadig er i gang med at kappe hovedet af den konge, man én gang allerede har henrettet, men alligevel et eller andet sted forventer i rollen som nationens frelser.
Vive la France, Vive la République.
