Pau’s borgmester François Bayrou er ny ministerpræsident. I går aftes præsenterede han sin regering.
Af Lally Hoffmann
Cyklonen Chido ramte den franske oversøiske ø Mayotte i det Indiske Ocean tidlig lørdag morgen – og den raserede alt. Mayotte er et yderst fattigt område. Man frygtede mange omkomne.
Dagen før, fredag d. 13.december, havde Frankrig netop fået sin ministerpræsident nummer fire inden for et år – en rekord i sig selv i den Femte Republiks historie.
Pilen havde peget på François Bayrou, den 73-årige borgmester i byen Pau i Pyrenæerne og leder af midterpartiet Modem (Mouvement Démocrate). En garvet politiker, der nu endelig for alvor var kommet til byen. Han havde kæmpet længe og intenst for at nå toppen. 3 gange havde han uden held stillet op til præsidentvalg.
Her stod han så i cyklonsituationen ikke mange timer efter, han var blevet udpeget til at skulle være den, der skulle lede og danne en regering. Han tog ordet for at understrege, hjælp naturligvis var på vej, og Frankrig ville gøre sit bedste. Han overlod hurtigt scenen til den fungerende indenrigsminister Bruno Retailleau, der også blev den, der blev sendt af sted til Mayotte. En ny regering var ikke nogen spøg at skulle sammensætte og helst hurtigt.
Fredag morgen tidligt var Bayrou blevet ringet op af præsident Macron, der fortsat tøvende var i gang med at finde en ministerpræsident.
Den seneste, Michel Barnier nåede kun at sidde i 90 dage, så faldt han på et mistillidsvotum. Venstrefløj og det yderste højre med Marine Le Pen stemte sammen mod Barnier. Han havde forsøgt at få gennemført et budget for 2025. Han røg 4. december. Det gjorde budgettet også.
Macon og Bayrou havde lange diskussioner fredag d. 13. december. Macron pegede ikke på Bayrou, men på en anden af sine faste støtter, forsvarsminister Sébastien Lecornu.
Faktisk har Macron en del at takke Bayrou for. Det var Bayrou’s støtte i 2017, der hjalp Macron til magten. Bayrou blev da også justitsminister i Macrons første regering.
Uheldigvis fik partiet Modem en sag på halsen om brug af EU-midler ikke i EU-regi, men til eget partiarbejde, ikke ulig den sag, Marine Le Pen kan blive dømt for 31. marts 2025. Hun risikerer bl.a. ikke at kunne stille op til noget valg i en periode af 5 år. Marine Le Pen mener, der er tale om politisk forfølgelse.
François Bayrou trak sig øjeblikkeligt som justitsminister. Han nåede kun at fungere i en måned. Han slap måneder senere for videre tiltale. En appelsag for partiet Modem er endnu ikke afsluttet.
Fredag d. 13. december skulle bølgerne have gået nok så højt mellem Macron og Bayrou. Bayrou forlod Elyséepalæet af en lille dør langt fra pressen. Kørte til eget kontor, så pressen, vendte om og tog tilbage til Elyséepalæet for at sige det lige ud: ”Jeg er den ny ministerpræsident – hvis ikke, forsvinder jeg og tager mit parti med mig.”
Faldt ordene sådan? De to var alene. I hvert fald gav det resultat. Samme eftermiddag kom nyheden og den officielle indsættelse af Frankrigs ny ministerpræsident – François Bayrou.
Bayrou havde hermed fået vat i jakkeskuldrene. Han var manden, der gik op imod Macron – og vandt. I princippet en mand i centrum, der både kan forhandle til venstre og til højre, hvilket i det franske system lige nu er nødvendigt, da ingen fløje i Nationalforsamlingen har flertal.
Men ville fløjene gå på kompromis og indgå aftaler, så man kunne komme videre? Eller ville de røde linjer for de forskellige partier så ofte og så intenst udbasuneret i Nationalforsamingen bare blive ved i en uendelighed?
Præsident Macron selv havde hænderne fulde, hans popularitet blev ved med at falde. Cyklonen lørdag d. 14 december, plus en nedskrivning af Frankrigs kreditværdighed fra det internationale kreditvurderingsselskab Moody’s fra Aa2 til Aa3 satte ikke humøret i vejret. Begrundelse var den politiske uro, det alt for voksende underskud og så den lavere vækst. Hvordan få Frankrig i bedre form?
Man kan ikke påstå Emmanuel Macron ligger på den lade side. Starten af december var han på statsbesøg i Saudi-Arabien, så fulgte genindvielsen af Notre Dame-katedralen, genopbygget på bare en fem år efter branden i 2019, en absolut succes, der skulle minde om, hvad Frankrig kan – helt som de Olympiske Lege midt i Paris, der langt om længe havde forført franskmændene til at være stolte og begejstrede.
Søndag 15. december kom Paven til Korsika, det krævede Macron’s tilstedeværelse. Mandag blev han noget fortørnet over, at François Bayrou tog et Jetfly til Pau for at være til borgmestermøde hjemme i Pau og kun pr. video var med til krisemøde, præsidenten forestod om situationen i Mayotte.
Kritikken i Nationalforsamlingen dagen efter haglede da også ned over den nyudråbte ministerpræsident, der var mødt op for at svare på spørgsmål om, hvordan han ville arbejde fremover.
Han åbnede selv ballet ved at erklære, han ville beholde sin borgmesterpost i Pau, mens han var ministerpræsident. Det var godt fortsat at have benene på jorden og vide, hvad der foregik ude i landet. Han ville i øvrigt have ophævet loven fra 2014 om, at man ikke kan have flere mandater ad gangen, man må vælge. Land og by skulle komme hinanden nærmere. Frankrig var ikke kun Paris.
Stillet over for kritikken gjorde han derfor de ærede medlemmer af Nationalforsamlingen opmærksom på, at byen Pau var i Frankrig. Havde han siddet i det 7. arrondissement i Paris, havde der ikke været noget problem. Her fik manden fra Pyrenæerne at vide, at Mayotte så sandelig også var fransk. Var det i denne krisesituation ikke der, han skulle have været? Ikke den bedste start for den ny ministerpræsident.
Det blev så præsident Macron, der komprimerede sit i forvejen stramme program og tog til Mayotte for at vise sin støtte til befolkningen.
Onsdag var Macron i Bruxelles til EU-møde, hvor ikke mindst Ukraine-politikken skulle diskuteres. Zelensky ville være til stede. Macron havde i forbindelse med indvielsen af Notre Dame katedralen d. 7. december omhyggeligt fået arrangeret samtaler forinden mellem præsident Trump og Zelensky i Elyséepalæet.
Trump kom 45 minutter for sent, skønt han allerede var i Paris. Ceremonien i Notre Dame, som hele verden fulgte via tv kunne naturligvis ikke udsættes. De fik dog en time sammen alle tre. Macron genfandt Zelensky onsdag d. 18. december i Bruxelles og tog derefter torsdag direkte til Mayotte.
Her var det en desperat befolkning, der havde ventet og nu lod ham vide, der ikke var vand, ikke var mad, husene var raserede. Vreden var til at føle. ”Det er ikke mig, der er cyklonen”, forsøgte han afvæbnende. Med sig i flyet havde han bragt ton af fornødenheder. Han forlængede opholdet med en dag for også at besøge de allermest udsatte og fattigste områder. Mandag d. 23. december blev erklæret national sørgedag.
Fra Mayotte gik turen til de franske styrker i Djibouti og så til Etiopien. Søndag morgen d. 22. december kom han tilbage til Paris – der var en ny regering, der skulle godkendes.
François Bayrou havde holdt møder med de enkelte partiledere hver for sig. Han havde holdt samlede møder. Hans plan var klar. Han ville have folk med erfaring i regeringen. Det ideelle ville være en tredjedel fra højre, en tredjedel fra centrum, en tredjedel fra venstre. Nu skulle Frankrig ud af dødvandet, ud af den truende økonomiske og sociale krise, der skulle findes løsninger. Det hastede.
Ja, det hastede, det var alle enige om. Men der hørte enigheden også op. Den yderste venstrefløj LFI – La France Insoumise – de Ukuelige meddelte, de ville komme med et mistillidsvotum og ikke ville deltage i forhandlinger. Det var på tide, Emmanuel Macron trak sig, så andre kunne komme til.
Den yderste højrefløj RN – Rassemblement National – National Samling, ledet af Jordan Bardella og Marine Le Pen ville ikke på forhånd udstede et mistillidsvotum. De ville se tiden an. Men Macrons afgang slog Marine Le Pen absolut på tromme for, så ofte, det var muligt. De to yderfløje kom ikke på tale i regeringssamarbejde.
Man kan ikke påstå, køen var lang for at komme med i en regering. Det var listerne over krav og stipulerede røde linjer til gengæld. Med i overvejelserne var naturligvis også spørgsmålet om, hvor længe den her regering kom til at vare? Forude ventede måske allerede i 2025 et nyt valg til Nationalforsamlingen, i 2026 kom kommunalvalg og endelig i 2027 præsidentvalg. Valg kræver alliancer og støtte. Den slags skal langtidsplanlægges.
Der blev med andre ord ikke givet ved dørene. Højrefløjen skulle sikre sig mod den yderste højrefløj, mod Marine Le Pen, der blev mere og mere selvsikker og overbevist om, at hun ville blive Frankrigs næste præsident. Ville højrefløjen deltage? Det svævede i luften med stigende krav. Venstrefløjen var splittet. Ja til kompromis, ja til forhandlinger, men der skulle sikre løfter til, man her og nu ikke følte blev givet.
Så ingen deltagelse fra venstrefløjen. Midterpartierne gik ikke for alvor på banen. Alle var afventende.
Franskmændene var ved at få nok. Hvem, der var minister eller ikke, var ikke, hvad der optog dem. De var overbeviste om, at de betalte verdens højeste skatter, ikke var sikret ordentlig pension, priserne steg, lønnen fulgte ikke med. Budgettet var stramt. Politikerne levede ikke op til deres løfter.
De evige meningsmålinger kunne da også allerede her søndag d. 22 fortælle, at 66 pct. af franskmændene så negativt på den ny ministerpræsident François Bayrou. Når det handlede om præsident Emmanuel Macron var tallet 77 pct.
De to forhandlede søndagen igennem. Gang på gang meddelte 24/7 tv-kanalerne, at her i eftermiddag kom der en ny regering, åh nej, her i aften, åh nej, i morgen mandag tidligt.
Problemet var, at mandag d. 23. var udråbt til National sørgedag for ofrene efter cyklon Chido’s hærgen i Mayotte. Ét minuts stilhed blev holdt klokken 11, Frankrig over og i Mayotte.
Et krisemøde fulgte i indenrigsministeriet, hvor Bayrou fysisk deltog. Situationen var fortsat kritisk. Vand var der desperat behov for. Større hjælpeindsats blev aftalt.
Endelig klokken 18.30 blev løftet indfriet, om en regering før jul. Den fik straks øgenavnet ”Recyclé” – Genbrug. Bayrou havde fundet, hvad han søgte efter, folk med bagage og erfaring.
Så ja, der var folk, der beholdt deres poster som indenrigsminister Bruno Retailleau, kulturminister Rachida Dati og omtalte forsvarsminister Sébastien Lecornu, alle fra højrefløjen. Udenrigsminister Jean-Noël Barrot fra partiet Modem blev siddende på sin post, åbenbart en ret eftertragtet post.
Tidligere indenrigsminister Gérald Darmanin fra højrefløjen havde vist interesse, men fra drømmen om verden derude, blev han i stedet justitsminister.
I timerne lige før regeringen blev afsløret, kom der en bandbulle fra højrefløjspolitikeren Xavier Bertrand, der i regionssammenhæng havde slået Marine Le Pen i region Nord-Pas-de-Calais. Han have været villig til at gå ind i regeringen og havde, ifølge ham selv, fået udsigt til netop justitsministerposten. Nu ville han ikke have noget at gøre med en Marine Le Pen marionet styret regering.
Korrekt er det, hendes parti havde luftet, at hvis den mand kom i regering, så var det den direkte vej til et mistillidsvotum og farvel til regeringen.
François Bayrou forklarede senere mandag aften, det ikke er ministerkandidater selv, der vælger deres ministerium. Ja, Xavier Bertrand ville gerne have justitsministeriet, han blev tilbudt landbrugsministeriet. Sådan er forhandlinger.
Leder af højrefløjspartiet La Droite Républicaine, Laurent Wauquiez havde satset på finansministeriet, hvis partiet skulle gå med i et regeringssamarbejde, hvis ikke, ville han sandelig overveje om et eventuelt samarbejde var muligt. Heller ikke han blev minister.
Interessant nok hedder den ny finansminister Eric Lombard, en vellidt mand fra det civile liv, ude fra bankverdenen med baggrund i socialøkonomi, tidligere rådgiver for venstrefløjen og nu leder af statsbanken Caisse des Dépots. Budgetforhandlingerne, noget af det vanskeligste fremover, kommer til at hvile på hans skuldre.
Venstrefløjen kom overraskende med i regeringen – ikke mindre end to tidligere ministerpræsidenter- endda som nummer to og tre.
Élisabeth Borne, der start 2024 stadig sad ved roret som ministerpræsident, får et kæmpeministerium som undervisningsminister – stort for at vise, hvor vigtig uddannelse er.
Og så Manuel Valls, ministerpræsident i den Hollande regering, Macron valgte at forlade for derefter selv at blive præsidentkandidat og vinde i 2017. De er ikke perlevenner. Valls bliver minister for oversøiske områder, turen kommer uden tvivl til at gå til Mayotte. Ret snart.
Endelig endnu en fra Hollande og socialisttiden, tidligere arbejdsminister François Rebsamen. Hans nye ministerium omfatter territorial planlægning og decentralisering. Han var indtil 23. december borgmester i Dijon.
Fælles for de tre – de to tidligere ministerpræsidenter og borgmesteren, de har bevæget sig væk fra det socialistparti, der var engang. Partiet har også sagt farvel til dem.
Første regeringsmøde d. 3. januar 2025.
Juleferie, men næppe julefred.
Regeringen har fået en kritisk modtagelse.
Franskmændene vil ikke mangle samtaleemner til de traditionelle familiesammenkomster i juledagene.
Regeringen får måske kun en kort levetid.
Og hvad kommer så derefter?
Franskmændene er ved at være trætte, de vil have ordnede forhold.
De næste underskrivere af et mistillidsvotum, der får endnu en regering til at falde, bliver næppe Nationens helte. Nok er nok.
Det vil næppe hindre de politiske julelege.
Très bonne Année – Godt nytår.
Lally Hoffmann
