FRA TOPPEN AF MIN FRANSKE LANDSBY
Nåda, nu har vi åbenbart igen forbrudt os mod fransk lovgivning. Jamen hvem kunne nu vide, at der er lige så mange regler under jorden som over jorden, men nu er vi blevet meget klogere – efter at adskillige tusind euro har skiftet ejer.
Sagen er, at da vi overtog huset for over 20 år siden var området ganske vist kloakeret – men kun knap og nap viste det sig et års tid efter købet, for der var åbenbart kun tænkt på en kloakering på vores grund, den var aldrig blevet sat i gang. Det opdagede vi, da toiletafløb og vandafløb på øverste etage – huset er jo bygget på nogle plateauer i terrasseret bjergområde – begyndte at svigte.
Der var altså en tilstopning i rørene på øverste terræn, der gjorde, at vi måtte have fat i en vvs’er. Han kunne så fastslå, at der simpelthen var et brud eller et sammenfald på udløbet et eller andet sted – formentlig var det en gammel septiktank, der var faldet sammen. Og hvor lå den så lige? Det havde hverken han eller vi nogen anelse om, det havde vores nabo – den daværende viceborgmester – og senere borgmester – heller ikke, og kommunen var aldeles ikke i besiddelse af tekniske tegninger for området.
Det burde dybest set have været notarens opgave, dengang vi købte, at undersøge den slags – mente i hvert fald vi – men eftersom ejendomme købes som beset i Frankrig, kunne vi ikke gå tilbage i tiden og gøre regres – det var vores eget problem.
Vvs’eren gik da i gang med at fremføre nye rør, og alt blev ordnet reglementeret, vi fik det endda på skrift, så vi til kommunen kunne fremvise et dokument, der bragte orden i sagerne. Det skulle jo nødigt hedde sig, at de her udlændinge overtrådte lovgivningen. Det pågældende dokument, der blev behørigt underskrevet og stemplet på kommunen, har siden været arkiveret hos os.
SÅ GIK DER LIGE 20 år – og pludselig i sommer var der igen problemer. Denne gang dog på nederste etage, hvor vi – dengang vi købte – fik etableret et ekstra badeværelse. Eftersom der stadig ikke forefindes tekniske tegninger af det gamle rørsystem, måtte vi atter engang ty til en vvs’er. Denne gang for at få sagen grundigt belyst – så han lavede en nøjere undersø-gelse af fænomenet ved en tv-inspektion, der burde kunne finde frem til problemet.
Og så gentog sceneriet sig: Muligvis en septiktank, kommune, hamre igennem de forholdsvis nylagte fliser, etc. etc. etc. – for at nedlægge nye kloakrør, så vi endelig – efter alle de år – for hele husets vedkommende legalt kunne blive tilsluttet den kommunale kloak. Her er det så, kære læser, at jeg kan anbefale dig at læse advokat Max Klinkers artikel på de følgende sider om netop dette fænomen. Især da, hvis du har/tænker på at købe/eller sælge ejendom.
Nu er det nemlig sådan, at vi som nævnt bor i et ret så klippefyldt område – og derfor graver man sig ikke bare lige ned i en blød muldjord. Nej, man hakker sig igennem grunden og stenmuren og lader de kraftige rør samle sig på den anden side muren – således at rørene samles udvendigt og først derefter føres ned i et kloaksystem, der i virkeligheden ligger ganske få centimeter under gangstiens beton. Kig på billedet af det sindrige system, som vi i Frankrigs bjergegne er tvunget til at se på. Ja, ikke os, fordi vi benytter en anden udgang fra haven, men de mange naboer har da fornøjelsen af at se på det, hvilket åbenbart absolut ikke generer dem.
OG NU TALER ALLE om det. Hele kommunen – ja, næsten hele verden. Ikke om vores kloak altså, det har ingen interesse set i større perspektiv. Nej, det alle taler om, naboer, venner, handlende, nede i byen og ude på landet – og ikke mindst aviserne – er selvfølgelig energikrisen, inflationen, krigen.
Belysningen af de offentlige monumenter må kun være tændt halvanden time efter lukketid. Inden døre skal man holde temperaturen på 19 grader. Ja, det er næsten som at være hjemme i Danmark. Bortset selvfølgelig fra, at det hernede i varmen kan være lidt mere besværligt at holde sig nede på 19 grader, når solen brager løs.
Men i forhold til den kommende vintertid kan det blive problematisk, eftersom husene hernede er dårligere isolerede og derfor bliver det hurtigere koldt, for her i vores højde – ca. 500 meter over havet – kan den natlige temperatur for tiden snige sig helt ned på 12 grader. Endnu lavere kommer den til vinter, og hvad vil der ske på de kommende julemarkeder, hvis belysningen også der skal neddrosles?
I hvert fald det med vejret kan give alvorlige problemer. For ikke nok med, at der mange steder ikke er faldet ret mange dråber vand siden foråret, så har der andre steder været nærmest orkanlignende tilstande. Således er der mange forudsigelser om et af Frankrigs hjertebørn – nemlig vinproduktionen. Nogle steder er høsten begyndt så tidligt som i juli, andre steder er vindruerne nærmest tørret ind til rosinstørrelse – mens der andre steder igen spås om en fantastisk årgang 2022. Hvad skal vi stakkels ukyndige dog tro på, når vinen forhåbentlig er af en kvalitet, så den kan lagres og hældes på flasker? Vil der være nok til alle, hvor dyr vil den blive når også inflationen skal indregnes og vil den overhovedet være drikkelig? Kanske man allerede nu skal begynde at hamstre – i hvert fald de årgange, der hedder 2020 og 2021.
Pyha, det blev da vist lidt sortsynet – men sådan er det jo, når mange fortræ-deligheder skal opremses. Vivre avec – som man måske kunne sige på fransk…
SELVFØLGELIG ER OGSÅ mange ting helt normale her i Frankrig. Alle taler som sædvanlig om regering, politikere, strejker. Frankrig er som så ofte i strejkemode samtidig med at fagforeninger og lignende organisationer demonstrerer mod de ekstremt rige, der kører rundt i deres firehjulstrækkere, sejler i ekstravagante lystbåde og ejer kæmpevillaer i milliardærernes paradis Antibes. Her er golfbanernes plæner blevet harvet op og de flotte greens ødelagt i protest mod “de rige vilde svin”.
Her i vores område, hvor næppe en eneste milliardær endsige millionær kunne drømme om at slå sig ned, er det nu de virkelige vildsvin, der fræser jorden op. Tydeligst i den store rundkørsel som de gule veste okkuperede for få år siden. Lad os komme til, virker det som om svinene – altså de vilde – har tænkt, og da vi passerede rundkørslen forleden aften, stod der da også to af slagsen, som ganske uanfægtet af de mange bilister med deres skarpe lygter tændt, rodede rundt i det pæne græsareal med deres snuder. Vi var nødt til at køre flere gange rundt om rundkørslen for at studere fænomenet på nærmere hold. Næste dag i fuldt dagslys var dyrene fortrukket, det er jo natdyr, og vi kunne tage ødelæggelserne i øjesyn. Kønt var det ikke.
Det var her under benzinstrejken, at vi tillod os at bruge uforsvarligt meget mere brændstof på at køre rundt om vildsvinene, fordi det – i hvert fald i vores område – ikke har været synderlig besværligt at få benzin på de lokale tankstationer. Bevares, nogle enkelte standere var helt udgået for benzin og diesel, men jeg havde da rigelig tålmodighed til at vente i den ret så lille kø, mens andre tankede op. Det må jo så også siges, at der er opsat tydelige skilte med maks. 30 liter pr. bil, så vi alle kan være lidt solidariske. Indimellem kneb det dog åbenbart med solidariteten, for jeg observerede da flere gange den samme bondemand, som blev ved at tanke – og tanke- og tanke, så han nåede da helt op på det usolidariske punkt. Men det syntes alle nu at tage meget roligt. Ingen panikscener ved vores supermarked.
I FAMILIEN HAVDE vi på forhånd aftalt, at såfremt benzinsituationen skulle vise sig problematisk, så kunne vi blot smutte en fredagstur på markedet i den nærliggende italienske grænseby for at fylde tanken op. Men udover at vi hjembragte gode italienske oste – som den ægte og billige langtidslagrede parmesanost og andre småfornø-denheder – så opgav vi helt at tanke. Vi kunne ikke komme til, køen strakte sig langt – og kendingsbogstavet på bilerne var ikke ligefrem I – det var med stort F – for alle franskmænd havde åbenbart fået den samme ide denne fredag. Og hvorfor dog, tænkte vi, men måske de ikke kom fra samme lokalområde som vi. Eller måske de blot var mere utålmodige og mindre solidariske.
