Frankrig uddelte sidste år 66.745 statsborgerskaber. Manglende sprogkundskaber eller ringe udsigt til integration er den hyppigste årsag til afslag. At blive fransk kræver dog tålmodighed og en del papirnusseri, men derefter er dørene åbnet helt til Élysée-palæet.
Tekst: Madeleine Blixen
Man kan tro på reinkarnation for at blive genfødt – eller man kan få sig et nyt statsborgerskab. For nylig fik jeg min splinternye fødselsattest i hånden, genfødt som franskmand. Dette efter godt 30 år i Frankrig, men som patriotisk dansker måtte jeg vente indtil 2015, hvor loven om dobbelt statsborgerskab gjorde det muligt at blive fransk uden at tabe retten til at forblive dansk – en ganske utænkelig tanke. Så gik der lige et par år ekstra før mine franskfødte børn også fik bekræftet deres danske statsborgerskab.
Men måske det var godt, at der måtte gå så lang tid, for det har givet tid til at få sjælen med, ligesom at sejle til Australien i stedet for at flyve. I de første mange år omtalte jeg nemlig konsekvent det at tage på ferie i Danmark som at jeg skulle ”hjem”, selv om min faste bopæl var i gallernes land, hvor jeg var glad for at bo.
Men de seneste år har Frankrig lige så stille fundet vej så dybt ind i min sjæl, at jeg nu ærligt kan sige, at jeg føler mig både dansk og fransk. Før denne artikel svarer på redaktørens spørgsmål: Hvordan bliver man fransk?, så er det også værd at stille spørgsmålet: Hvorfor blive fransk, når man som dansker i princippet kan ende sine dage i Frankrig uden de store problemer, med mindre nogen finder på at melde Danmark ud af EU? Først og fremmest for at kunne stemme til de store valg.
Udeboende englændere, tyskere, franskmænd og amerikanere kan stemme til parlamentsvalgene i deres hjemlande. Det kan udenlandsdanskere ikke, men i Frankrig kunne jeg heller ikke stemme om for eksempel hvordan mine skattekroner bliver brugt, for det franske skattevæsen er ganske ligeglad, om man er fransk eller ej. Så længe den faste bopæl er i Frankrig, så følger skattepligten med. Som borger i et andet EU-land er det til gengæld muligt at stemme til kommunal-valgene og også blive valgt ind i byrådet. Her sidder jeg allerede, men som dansker kunne jeg ikke blive borgmester. Som nyslået franskmand er vejen nu banet for at blive ikke blot borgmester men også præsident for hele molevitten.
Der findes flere veje til fransk statsborgerskab. Har man fransk ægtefælle, vil man efter fire års ægteskab (eller fem år, hvis man ikke har bopæl i Frankrig) som regel kunne få fransk statsborgerskab, dog på betingelse af beståelse af den obligatoriske sprogprøve på B1 niveau. Det svarer til at kunne forstå, skrive og udtrykke sig på fransk på et flydende mellemniveau. Også tætte familiebånd som franske søskende, børn eller børnebørn giver mulighed for at ansøge om fransk statsborgerskab på visse betingelser. Dette kaldes Naturalisation par Déclaration.
Et andet relativt sikkert men noget anstrengende kort til fransk statsborgerskab er Fremmedlegionen, hvor man efter tre års strabadserende og pletfri tjeneste kan søge om at blive franskmand. Ansøgningen kan dog stadig blive afvist, undtagen hvis man er blevet såret i kamp, for da bliver man vupti ‘fransk ved blod ofret for Frankrig’ uden yderligere betingelser.
Mindst to års universitetsstudier kan også på visse betingelser give adgang til at søge statsborgerskab. Er man så heldig at besidde et enestående stjernetalent med potentiale for at bidrage positivt til Frankrig, kan det føre til frafald af yderligere betingelser for statsborgerskab.
Ind fra sidelinjen kommer også dagligdagens helte som Mamoudou Gassama fra Mali. Han var kommet til Paris seks måneder før uden opholdstilladelse, da han en forårsdag i 2018 så et barn, der var kravlet op på en balkon og nu klamrede sig desperat fast udvendigt i fjerde sals højde. Uden at betænke sig kravlede Mamoudou som en anden Spiderman de fire etager op og fik sikret barnet. En forbipasserende filmede det hele, Mamoudou blev en viral stjerne og fik et statsborgerskab i belønning.
Hvis man ikke har nogle af de ovenstående kort på sin hånd, er der flere krav at opfylde, og afslagsraten højere. Fælles for dem er minimum fem års ophold i Frankrig, en ren straffeattest fra både Frankrig og Danmark, økonomisk selvforsørgelse samt dokumentation for integration i Frankrig, inklusive B1-sprogprøven. Derudover indgår der i forløbet obligatoriske samtaler på præfekturet.
Da jeg er så heldig at være udstyret med en fransk ægtefælle begynder vi med den nemme udgave, som dog har flere etaper tilfælles med, hvad en ansøger uden tilknytning til Frankrig skal igennem. Mit forløb strakte sig over fem måneder efter mit første personlig møde på præfekturet, hvor jeg afleverede min ansøgning og skulle fortælle lidt om, hvem jeg var. Dertil skal lægges et tålmodigt forarbejde for at indsamle alle nødvendig dokumenter og attester, inklusive autoriserede oversættelser. Tre måneder senere blev jeg igen indkaldt til samtale, denne gang med ægtefælle. Før dette havde vi også haft uanmeldt besøg af gendarmerne, så de kunne forsikre sig om, at bopælen viste tegn på et langt og solidt ægteskab.
Det er et redskaberne, som de franske myndigheder gør brug af for at prøve at stoppe de såkaldte mariages blancs, også kaldet mariage de complaisance, der indgås for at skaffe opholdstilladelse til den udenlandske ægtefælle, der kan have betalt op til 15.000 euro for denne ”tjeneste”. I december sidste år blev flere medlemmer af et udbredt fransk-algiersk netværk, der arrangerede falske ægteskaber, idømt fængselsstraffe på mellem ti måneder og fire år. Som loven er nu, kan en borgmester ikke nægte at vie et par, men hvert år undersøger politiet efterfølgende 300-400 mistænkelige ægteskaber. Antallet af uopdagede falske ægteskaber anslås til at være mindst dobbelt så højt.
I juli 2023 besluttede den populære nationalkonservative borgmester i Béziers, Robert Ménard, at tage loven i sin egen hånd , da han nægtede at vie et par, hvor manden var dømt til udvisning fra Frankrig. Ménards sag kom for retten her i februar under stort medieopbud, og da han nægtede sig skyldig skal retsagen køre senere på året, hvor han, hvis han dømmes, risikerer op til fem års fængsel og en bøde på 75.000 euro. Det har vakt så meget forarget debat, at Ménard formodentlig bliver reddet af en nye hastelov, som Senatet netop har givet grønt lys til videre behandling, så borgmestrene kan nægte at vie et par, hvoraf den ene opholder sig ulovligt i Frankrig.
Denne lille parentes om sorte får i hvide brudekjoler forklarer, hvorfor også vi kunne have risikeret at blive interviewet hver for sig til den sidste samtale som en ekstra sikkerhed for at tjekke, at begge ægtefæller nu også overbevisende fortæller de samme versioner af deres formodede fælles livshistorie. Denne sidste samtale er også et vigtigt redskab for at den franske stat kan sikre sig, at den kommende borger har forstået og går ind for de værdier, det franske samfund bygger på, f.eks. ytringsfrihed, lighed mellem kønnene og at religion er en privat affære.
Den absolut største udfordring for en håbefuld ansøger uden fransk familie, altså Naturalisation par Décret, vil være at bevise, at man kan forsørge sig selv. Pensionister skal fremlægge bevis på udenlandsk pension og anden formue, lønmodtagere skal dokumentere længerevarende ansættelse hos en virksomhed på fransk jord, selvstændigt erhvervsdrivende skal bevise indskrivelse i et fransk selskabsregister eller liberalt erhvervsregister samt oplyse de seneste tre års indtjening. Fælles for alle er kravet om fremlæggelse af de seneste tre årsopgørelser fra det franske skattevæsen.
En solid økonomi er dog ikke nok. Man skal også kunne bevise, at man kender til sit nye hjemland: dets geografi, historie, kultur, politiske institutioner og værdier, hvad man alt sammen kan læse op på i det 25 sider lange hæfte, Livret du Citoyen – en god lille læseøvelse på fransk, også selv om du ikke går i tanker om at blive fransk. Medlemskab af foreninger, frivilligt arbejde eller andet bevis på, at man virkeligt vil sit nye land, er kun ekstra bonuspoint.
Hvad der sjovt nok ikke spørges ind til, er hvordan det står til med helbredet – formentlig fordi udenlandske pensionister får betalt sygesikringen af deres hjemland, og er man i arbejde eller økonomisk aktiv har man allerede en sygesikring, da den trækkes over lønindtægterne. Sådan var det ikke for 35 år siden, da min engelske, men fransk-gifte, veninde ansøgte om at blive fransk. Det eneste hun blev bedt om var at åbne munden og vise sine tænder! Trods et glimrende tandsæt tror jeg tror faktisk, at jeg foretrækker den bureaukratisk mølle…
