fbpx
Samfund

Sami Nouri, Paris

Sami Nouri er som ganske ung steget til tops i den franske modeverden
Sami Nouri er som ganske ung steget til tops i den franske modeverden. Drøm, koncentration og arbejdsomhed er opskriften. Her laver han de sidste rettelser på kjolen inden endnu en stor opvisning i oktober 2022. Foto: Teresa Suarez, Ritzau Scanpix
“Det er en stor fordel at være begyndt som niårig, så lærer man at arbejde!” Det bliver sagt med et kæmpesmil, og der er ingen antydning af ironi, nej, den nu 26-årige Sami Nouri mener det helt alvorligt. Han har nu også en del livserfaring at have sin absolut ikke tidstypiske mening i.

Fra status som 14-årig flygtning fra Afghanistan til modeskaber som 17-årig og nu med eget anerkendt navn “Sami Nouri Paris” både i Haute Couture og i Prêt-à-Porter Luxe, ofte placeret i mediebilledet – senest med bogen “La machine à coudre” (“Symaskinen”) fra november 2022 – så må man sige, han har bevist, at han KAN arbejde, satse og gennemføre sine projekter. 

Det interessante er, at han stadig er en beskeden ung mand – godt nok med en jernvilje, men meget opmærksom på sin omverden og dens reaktioner. En omsorgsfuld skikkelse. Et lille bitte logo, ret diskret placeret, afslører, hvorfra han kommer og hvad det har kostet ham at komme så vidt – pigtråd!

Ja, pigtråd, som det, der sætter skel mellem grænser, mellem mennesker og mellem skæbner. Der er bestemt ikke noget glamourøst i det lille tegn – men nøgen ærlighed og realitet. Et stykke nedfrosset livshistorie, der ikke kan og heller ikke må GLEMMES.

SAMI KOM TIL VERDEN i Mazâr-e Sharif i det nordlige Afghanistan i 1996. Taliban var allerede dengang en absolut indflydelsesrig magtfaktor, man ikke skulle komme for tæt på. Vellidte var de ikke, folk samledes i det skjulte i modstandsgrupper.

Sami Nouri - 10 år gammel
Sami Nouri – 10 år gammel i Teheran med sin symaskine. Foto: privatfoto

Sami’s far var med i modstanden, men passede først og fremmest familiens lille købmandsbutik. Taliban mente, han burde dele sin indkomst med dem. Da han ikke var enig, kidnappede de kort og godt Sami’s storebror. Hvis faderen betalte, kunne han få sin søn tilbage. Beløbet omfattede, alt, han ejede. Det var umuligt.

Han FIK sønnen tilbage. Taliban havde tortureret ham og kastede ham livløs ind i huset, hvor moderen var alene hjemme. Han døde samme aften 17 år gammel. Familien måtte sælge alt og flygte. Taliban ville givet vende tilbage. Sami var fem, hans søster et år yngre – med far og mor gik rejsen nu mod Iran.

LIVET I TEHERAN kom til at vare i ni år. Afghanere uden opholdstilladelse stod ikke højt på ranglisten. Sami og hans søster kom ikke i skole, far og mor kunne ikke hjælpe ret meget i et land, der ikke var deres eget. De var analfabeter og af naturlige grunde ængstelige for at blive sendt tilbage til Afghanistan, hvis deres tilstedeværelse blev opdaget. Så det blev et liv inden døre. Hvad far kunne give videre, var sin kunst med symaskinen. Det skulle få afgørende betydning.

Den niårige var ikke vildt begejstret, selvfølgelig ville han hellere løbe rundt udenfor og få kammerater – men det var for farligt. Så der gik sport i sammen med far at blive bedre og bedre til symaskinen, få mere og mere fra hånden, blive sat omhyggeligt ind i alle finesser og i den rette måde at gøre det på, kort og godt være effektiv.

Familiens store beslutning om at forsøge noget NYT blev taget efter ni lange år med dette liv uden fremtid for børnene. Europa var målet. Pengene var nu tjent for at forsøge at nå frem til et sted med fremtidsmuligheder.

En menneskesmugler betales for at tage familien først i bil, derefter til fods i iskolde nætter og alt for varme dage fra det nordlige Iran, ind i Tyrkiet og frem til Istanbul. Det skulle blive måneder, der kom til at indprente sig – i voldsomhed, i grusomhed, i forsvinden og død – nok så overvældende for en far og en mor, en lillesøster – og en 14-årig med et åbent sind.

De nåede til Istanbul – til et hotel, hvor de ventede en måned. Menneskesmugleren havde problemer, han kunne ikke få alle 4 over samlet. Efter protest og overvejelse blev det besluttet, at Sami – den 14-årige søn – tog først af sted, og de andre ville følge ugen efter. SAMI KOM UD PÅ sit livs første flyvetur – formentlig rejsende som søn af den betalte menneskesmugler, videre med tog, hvor de stod af på en jernbanestation, hvor menneskesmugleren bad Sami vente, han skulle hente en bil.

Her begynder så et nyt liv – terningerne er kastet!

Menneskesmugleren vendte aldrig tilbage. En dreng på 14 aner ikke, hvor han er, ingen forstår, hvad han siger, han forstår ikke, hvad de siger. Han ved ikke i hvilket land, han befinder sig, men da ingen har slør på, slutter han, det nok måske er i Europa. Ved 6-tiden om morgenen samler politiet ham op. Han er i provinsbyen Tours – og der var der åbenbart betjente imellem dem af panserbassetypen. De tegner en lagkage, synger fødselsdagssange – og tæller lys – og finder naturligvis ud af, at drengen er mindreårig.

Turen går til et opsamlingshjem med uregerlige, hårdtslående små drenge. Sami holder sig helt for sig selv. Han forstår ikke sproget, han har aldrig gået i skole, han er på alle måder uden for.

Sami Nouri i Paris
Sami Nouri i Paris, da hans karriere i moderverdenen var begyndt. Foto: privatfoto

I Tours er der opmærksomme folk. Sami bliver flyttet til et andet roligere børnehjem, hvor forholdene er ordnede. Han får sprogundervisning, en besøgsfamilie i weekenden og efterhånden en anden til ugen, en integration begynder at indfinde sig.

Og så gør han selv sit. Han opdager rengøringskonen på hjemmet har en symaskine, så han spørger, om han må låne den. Det får han lov til – og så går der ikke lang tid, førend det bemærkes, hvad han kan med en symaskine.

HER BEGYNDER SÅ for alvor historien om den rigtige type panserbasser, børnehjemspædagoger, skolelærere og franske familier, der åbnede deres hjem for en fremmed dreng fra den anden side af jordkloden. Alle folk, der havde tillid til, at her kunne og burde, der satses. “Den sociale elevator” helt fra bunden kom til at knirke op ad til andre etager.

For den unge mand havde gnisten, viljen, drømmene – og en utrolig ihærdighed – han havde lært at arbejde, det var vejen til hans frihed – og selvtillid.

Så da han er kommet på teknisk skole spørger han, om han må præsentere sine egne kreationer ved afslutningen af året. Læreren siger ja – men havde ikke forestillet sig, han ville kunne vise brudekjole og brudepiger i hvide drømmekreationer. Der var gået nattetimer og ferie med at blive færdig. Det hører ironisk nok med til historien, at det naturligvis VAR gået op for ham, han var i Frankrig – i Europa, men han kendte intet til navne som Chanel, Lagerfeld eller Yves Saint Laurent – han havde aldrig hørt om dem.

Skolen medførte praktikophold, så han spurgte sin lærer, hvem, der var modeskabere. Den unge mand skrev 70 ansøgninger – brugte sine lommepenge på posthuset og endte – til alles overraskelse fra lærere til elever – med at få plads hos John Galliano. Hans evner blev noteret – håndværket var så absolut hjemme.

JEAN-PAUL GAULTIER var næste i rækken af praktikophold – rygtet havde bredt sig – den unge mand kunne være hurtig og effektiv, men nu skulle han lære, hvordan Haute Couture adskilte sig fra Prêt-à Porter – omhyggeligheden, den sublime gennemførelse efter reglerne, kort sagt være helt speciel, være helt sin egen – som Gaultier selv – med tilnavnet “enfant terrible de la mode.” 

En to-årig lærekontrakt hos Gaultier ventede forude. Nu manglede kun skoleafslutningen – Sami havde kæmpeplaner, han var fuld af selvtillid og sprudlede med nye ideer. Nu var der lys forude. Lidt efter lidt var brikkerne i hverdagen så småt begyndt at falde på plads. 

Der VAR et skelsættende øjeblik. To år efter Sami var landet i Tours som 14-årig, var hans mor og søster kommet til Frankrig. De ledte efter ham – men uden held. Sami syede uden besvær – det franske sprog kom langt fra i finurlige guirlander, det var fortsat en labyrint – men tilsat smil og fagter gik det for det meste. Der var hjælp til det skriftlige, og en venlig sjæl fortalte en dag, om det for Sami helt ukendte territorium – nettet, e-mail og facebook. Han fik sin egen e-mailadresse, han kom på facebook – og så kom der en dag en henvendelse med et telefonnummer. Sami ringede – talte kort med en mand – og så hørte han lyden af moderens bløde stemme – den let genkendelige, han ikke havde hørt i flere år.

Mor Maryam og søster Zara kom til Frankrig to år efter Sami.
Mor Maryam og søster Zara kom til Frankrig to år efter Sami. Far Abbas savnes fortsat. Foto: Privatfoto 2018

Moderen og lillesøsteren var i Orléans på et overnatningssted for hjemløse. De kunne sove der om natten, men dagen igennem måtte de opholde sig ude på gaderne. Sami satte himmel og jord i bevæ-gelse for at komme til at møde dem.

DA HAN I ORLÉANS så en lille skrøbelig skikkelse komme gående, blev det for meget. Han styrtede af sted for at kaste sig om moderens hals og hulkede. Han havde været stoisk så længe, havde holdt alle følelser tilbage. Han var endnu ikke manden, der kunne sørge for familien. Han var en skoleelev med søster og mor på et opsamlingssted for hjemløse i en anden by, langt fra, hvor han selv boede. 

Den unge mand opsøger alle lokale myndigheder for at få samlet familien i Tours, men nej – umuligt. Så forsøger han sig højere oppe endnu engang med sine egne breve – og der bliver svaret: Kvinden med hjertet på rette sted – Marisol Touraine – Madame la Ministre – social- og sundhedsminister (Socialisterne) sørger for familien bliver sammenført I Tours.

Faderen søger familien fortsat efter. Sami Nouri fik i 2017 fransk statsborgerskab – og med de papirer i hånden kunne han for alvor forsøge at komme videre. Faderen blev så vidt vides smidt ud af Iran tilbage til Afghanistan. Kampen for at finde ham er ikke opgivet – langt fra – selv om årene er gået siden 14-årige Sami tog sit livs første flyvetur alene mod Europa og landede i totalt ukendt territorium.

Nu var han nået til Paris – og i 11. arrondissement oprettede Sami sit første atelier i eget navn. Det var såmænd hans lejlighed på 30 m2, symaskinen var her, og hvor den var, var han hjemme. Her kunne der arbejdes til ud på de små timer, og det blev der. 

Han fik hjælp fra folk, der troede på hans talent og ikke kun navne, der kunne bringe ham videre, men “les petites mains” – syersken, der så en ny stjerne og fulgte med fra Gaultier til den nok så unge mand på vej op. De vidste, hvad han var op imod og satsede med ham.

“Exodus” hed Samis første store modeshow i 2017
“Exodus” hed Samis første store modeshow i 2017 med reference til flugten fra hjemlandet. Foto: Michèle Moutardier

HANS FØRSTE STORE défilé – modeshow – kom til at hedde Exode – Exodus med reference til flugten fra hjemlandet. Han var bare 21 år og fejrede sin frihed ved at fremhæve sine egne modsætninger – transparence et barbélés – gennemsigtighed og pigtråd – det lette tyl og så “fangenskab” – logoet i pigtråd. 

Året efter 2018 var han på podiet under Cannesfestivalen – skuespillerindernes kjoler til filmen “Rafiki” var hans design. Letheden, friheden med det skjulte logo var stadig udgangspunktet. 

I 2019 hed hans Haute Couture modeshow “Androgyne” – en måde igen at give kvinden ret til selv at udtrykke, hvem hun var og ville være. 

Som for alle andre betød coronaen nedlukning og stilstand, men i 2021 kommer en e-shop – Haute Couture, Prêt-à Porter Luxe – med kontaktmuligheder på fransk, engelsk og kinesisk – “Sami Nouri Paris”. 2022 bogen “La machine à coudre” – og forude venter filmen om Sami’s liv, kontrakten er underskrevet.

Der har været en del mobning undervejs – i børnehjemmene mobning nedad – de svage bekæmper de svagere – og alene, fremmed, uden et forståeligt sprog, kort sagt anderledes, er et yndet og let mål.

Senere i konkurrencens navn – en fremmed med et sprog, han selv beskriver som “charabia” – volapyk, men med lærernes bevågenhed og evner, der gør de andre jaloux i modehusenes fortættede atmosfære. Her skal der endnu en gang kæmpes bare for almindelig accept.

Flugten er ikke glemt - og pigtråden er blevet hans varemærke både i nogle af kreationerne og diskret som hans eget varemærke
Flugten er ikke glemt – og pigtråden er blevet hans varemærke både i nogle af kreationerne og diskret som hans eget varemærke. Foto: Michèle Moutardier

SKJOLDET OVER FOR DEN ulmende modstand er naturligvis, at på vejen blev der fundet venner, der troede på ham, folk, der satsede på, at han skulle finde frem til SIN rette vej – men ikke mindst og naturligvis helt afgørende – hans egen vilje til at have et mål, se langt og forfølge det. Og når han har sat sig noget i hovedet, ja, så …

I Tours til skoleafslutningen var det lykkedes Sami at få borgmesteren til at åbne festsalen for hans krone på eget værk – et helt modeshow – haute couture.

Han havde veninder som mannequiner, vel instruerede, alt var planlagt til sidste detalje, en DJ – også en ven – med musik og lysshow, det hele i et herligt stort rum – men med højt til loftet og mange store højtsiddende vinduer, der helt ville forstyrre showet og intensiteten i et planlagt mørkt rum. 

Sami ringer til les pompiers – brandmændene. (Der var en nat, han for vild i et ukendt område i nærheden af Paris lige ankommet fra provinsen, hvor brandmænd hjalp ham, det stod i frisk erindring.) Han forklarede situationen, vinduerne skulle tildækkes med mørkt stof, han havde det hele parat, men ingen kunne nå derop, der manglede en meget høj stige. “Jeg er ikke ansat i dekorationsafdelingen,” lød det tørt i røret, inden det blev smækket på.

Fem minutter efter ringede Sami til brandstationen, gav adressen med beskeden “det brænder”. 10 minutter efter ankom brandmændene – og Sami mødte dem med det største smil, han kunne præstere. Forgæves – han fik læst og påskrevet. Brandmændene forlod harmfulde åstedet. 

Nogen fandt en meget spinkel og meget høj stige, Sami steg til vejrs. Det mørke stof dækkede ikke – han måtte i højderne igen, stiv af overbevisning om, at om lidt var hans skæbne forbi, når han klaskede på gulvet langt under sig.

SHOWET BLEV EN succes, lokalpressen var med. En forretningsmand henvendte sig til ham – han ville gerne sælge alle aftenens kreationer på auktion.

Den unge elev ser dørene åbne for sig, et show på et slot følger. Sami ønsker frie hænder – svaret er ja. Clouet på det show var såmænd en helikopter, der lander på slottets græsplæne – ud badet i lys stiger aftenens brudekjole …. Naturligvis en (drenge)drøm af kvinde og kjole. Ny stor presseomtale.

Nej, det er ikke noget, der er steget ham til hovedet – og det ER så helt afgjort hans fordel – han er åben, iagttagende med den naturlighed, der er hans absolutte force.

I modsætning til de kære franskmænd – og såmænd også de kære danskere – beklager han sig ikke. Han finder løsninger. Han siger tak. I hans familie er man høflig og tager vare på hinanden. Det har han fået med hjemmefra – og nu tilsat hans 26-årige egen overbevisning: 

“Man skal altid have en drøm – alt er muligt – men man skal kæmpe for den, man må aldrig give op.”

Blikket er lige så fast og direkte som på drengefotoet med symaskinen i Teheran. Forskellen er varmen i øjnene – og smilet, der følger med. 

En flygtning har ikke kun krydset sit spor, han har fundet sit hjem og en karriere – med en symaskine under armen.

 

Artiklen er kun for betalende abonnenter. Du kan tegne et abonnement lige her, eller logge ind herunder.

Tags