I Saintes-Maries-de-la-Mer afholdes sigøjnernes årlige pilgrimsfærd. Vi var med, og har talt med barnebarnet til grundlæggeren af traditionen.
Tekst og foto: Eva-Marie Møller, journalist og Mads Christoffersen, kultursociolog
Vi er taget til landsbyen Saintes-Maries-de-la-Mer yderst i Rhône-flodens delta i det såkaldte Camargue-område, kendt for sine næsten hvide heste og Europas største bestand af ynglende flamingoer. Her afholdes sigøjnernes årlige pilgrimsfærd, hvor de i tusindvis strømmer til fra hele Europa for at tilbede deres skytsengel, den hellige Sara.
Alle kirkebænke er optaget i den lille kirke, som er så fuld, at de sidste står i en stor klynge nær den tunge kirkedør. Her er dejligt køligt og de fleste har klædt sig festligt på: Kvinder i grønne og røde kjoler med hatte i de samme farver; mændene i jeans og nystrøgne skjorter og små piger i typiske sigøjner-kjoler med flæser i flere etager.
La Frances udsendte bliver bænket oppe i sakristiet. Her sidder fotografer og journalister sammen med byens honoratiores og alle får uddelt et tykt sanghæfte specielt til lejligheden.
Præsterne i hvide kapper kommer gående i gåsegang op gennem kirken og messen kan begynde med salmer som ‘Prière à Sara‘ (bøn for Sara) og ‘Marie je te dis ”Merci”‘ (Marie, jeg siger dig tak).
Mellem salmer og præsternes liturgier taler borgere fra byen, men stemningen er ikke højstemt som i en dansk søndagsgudstjeneste. Tværtimod er her folkeligt i ordets sande forstand: Folk småsludrer, børnene løber rundt mellem bænkene og der bliver klappet af indslagene.
Endnu har figuren af Sorte Sara ikke vist sig – der er lukket med et gitter ned til krypten under kirken, hvor hun står indhyllet i farverige tørklæder.
Familien Baptiste
Dagen før fandt vi en mindre sigøjnerlejr i udkanten af Saintes-Maries-de-la-Mer med de traditionelle campingvogne stillet i rundkreds med græs i midten. Her opsøgte vi den familie, der af alle nævnes som den centrale i ceremonien med at bære den Hellige Sara fra kirken og ned til Middelhavet.
Nestoren blandt dem hedder François Baptiste, og han fortæller, at det var hans farfar, der for 90 år siden grundlagde traditionen, der er gået i arv fra far til søn, og François’ sønner er i dag med blandt bærerne.
”Siden 1935 og min bedstefars tid er det vores familie, der har haft den store ære at bære den hellige Sara i processionen ud af kirken ned til havet og tilbage igen. Der skal fem personer til at bære, og hvis en er syg eller forhindret, så træder et andet familiemedlem til. Ritualet er vigtigt, for folk er meget optaget af at berøre Saras klæder, fordi det hjælper til, at deres ønsker kan gå i opfyldelse. Jeg er kommet her igennem 50 år og pladsen, hvor vores vogne står har navn efter min far: Espace Joseph ”Zézé” Baptiste.
François understreger, at selvom pilgrimsfærden er en religiøs begivenhed, så er den også meget social. Han fortæller, at der den følgende dag kommer mindst 200 medlemmer af klanen til en stor familiefest.
”Vi sigøjnere lever for vores børn. Når man siger, at hos sigøjnerne er børnene konger, så er det rigtigt.”
Slut med hønsetyveri
Til daglig arbejder François Baptiste som plejer på et Alderdomshjem i byen Alès, der ligger i udkanten af Cevennerbjergene. Han fortæller, at sigøjnerne tidligere var omrejsende, men det blev efterhånden for kompliceret et liv. Blandt andet fordi folk blev utrygge, og efter et par dage på et nyt sted kom politiet og bad dem om at rejse videre. Derfor er de i dag bofaste, og deres normer og adfærd har antaget et nyt mønster. Børnene bliver uddannede som François’ datter, der er skolelærer, og det er slut med at rejse omkring. Det har også ændret omverdenens opfattelse af sigøjnerne.
”Vi har også udviklet os, og der er slut med at stjæle høns. I dag lever vi som alle andre. Hvis der er nogen, der ikke forstår det, så sætter jeg dem venligt på plads. Vi er catalanske sigøjnere og taler catalansk indbyrdes, men alle taler også fransk.”
I den anden ende af pladsen hilser vi på den 90-årige Marie Baptiste, som er den ældste af alle familiens deltagere. Hendes campingvogn er udsmykket med farvestrålende tapeter og tæpper, og hun sidder i døren sammen med sit barnebarn. Hun fortæller, at hun også er kommet til Saintes-Maries-de-la-Mer i maj hele sit liv for at fejre sigøjnernes skytsengel.
”Selvom mange sigøjnere er konverteret til den protestantiske evangelisme, så holder familien Baptiste fast i den katolske tro,” siger hun.
Øjeblikket alle har rejst til
Da François Baptiste og hans sønner dagen efter bærer Sorte Sara – en mørk figur på 1 meter i højden – op i kirken fra krypten gjalder råbene ”Vive Saintes Maries – Vive Sainte Sara” gennem kirken, og der går et sus gennem folk. Det er det øjeblik, alle har rejst til og ventet på.
Folk stimler sammen om Baptiste-familien, der nu bærer hende ud af kirken og ned gennem byens smalle gader. Her står tusindvis af tilrejsende romaer fra Italien og Spanien, franskmænd fra regionen og turister fra hele Europa, der hylder processionen. Først kommer en gruppe gardiens i flotte provencalske skjorter ridende på hvide heste, så en gruppe musikanter, så endelig hovedpersonen Sorte Sara, der stolt vises frem og endelig gruppen af præster i hvide kjortler med ærkebiskoppen fra Aix-en-Provence i spidsen.
En af præsterne, Monsieur le curé Don Emmanuel Lenière, er en livlig og smilende mand i 50’erne. Han standser op og fortæller:
”Vores kirke er speciel, for det er en landsbykirke, der har fået en stor betydning som rækker langt ud over de 2.000 mennesker, der bor fast i Saintes-Maries-de-la-Mer. Den har været kendt som pilgrimskirke siden de første århundreder efter Kristus. Den er placeret på det sted, hvor de hellige Mariaer landede for 2000 år siden. Ifølge sagnet var det Jesus’ tante Maria Salomé og jomfru Marias kusine Maria Jacobé, der sejlede fra Palæstina og landede på kysten her og gav byen navnet.”
Sognepræsten fortæller, at den oprindelige kirke gradvist blev udbygget og i 1100-tallet blev kirken befæstet.
”Landsbyen er det sted, hvor evangeliet for første gang blev bragt til Gallerriget efter Kristus korsfæstelse. Mange siger, at den hellige Sara ikke blev accepteret af den katolske kirke, men de tidligere helgener blev ikke kanoniseret af kirken, men nærmere helliggjort af befolkningens tilbedelse af dem. Det er ret almindeligt, at der findes lokale helgener, som ikke tilbedes andre steder.”
”Oprindelig havde den katolske kirke visse forbehold overfor sigøjnernes måde at tilbede den hellige Sara på, og i perioder måtte de kun komme i krypten, men ikke i selve kirken. Det var temmelig hyklerisk, og fra 1935 gav man tilladelse til, at Sara kunne blive båret ud af kirken og ned til havet. Men vi skal helt frem til 1966 før præsteskabet deltager aktivt i processionen med ærkebiskoppen og biskopperne i spidsen.”
Præsten Don Emmanuel beretter, at der i mange år blandt indbyggerne i Saintes-Maries-de-la-Mer var en vis skepsis over, at sigøjnerne fyldte hele byen i den sidste uge af maj. De måtte gerne være der, men skulle bare ikke være for mange. Men efterhånden er der knyttet dybe bånd mellem indbyggerne og især familien Baptiste.
”Denne integration mellem forskellige grupper i befolkningen er meget vigtig og derfor havde vi inviteret pave Frans, der var meget optaget af netop dette spørgsmål til at komme og deltage i pilgrimsfærden, men han nåede det desværre ikke.”
Sognepræsten fortæller også, at der – som vi ikke kunne undlade at bemærke – i år har været en hændelse med skydevåben i udkanten af pilgrimsfærden.
”Det er ikke usædvanligt med den slags tvister mellem forskellige klaner, men det plejer mere at handle om knivstikkeri – skydevåben optræder sjældent,” siger han.
Vi bemærkede, at De til processionen var meget tilstede og blandt andet hilste varmt på les gardiens – de sydfranske cowboys?
”Ja jeg er meget vel integreret i de forskellige miljøer, for det er min rolle som sognepræst. Jeg er jødisk, når jeg er sammen med jøder; hedning med hedninge og katolik med katolikker. Jeg er medlem af foreningen af gardiens og er i øvrigt meget engageret i det provencalske sprog. Sidste uge forrettede jeg en messe på provencalsk. Jeg mener det er vigtigt, at vi forsvarer forskellighederne mellem de forskellige etniske og nationale grupper, så hver enkelt står for sin egen identitet. Derfor skal vi acceptere den arv, der indebærer, at folk lever på andre måder end os selv. Det er det, sigøjnerne husker os på.”
Under processionen møder vi også en smuk, ung kvinde, Kahyna Rodriguez, som kommer fra Marseille. Hun fortæller, at hele hendes familie kommer her hver år, hvor de holder fest og samler kræfter.
”For os er det en renselse, som er helt nødvendig. Det er også en tradition, som forbinder os med alle dem, der ikke er her mere. Jeg går med i processionen helt ud i vandet – det er en del af renselsen.”
Hun er for tiden bofast, men hun har planer om at anskaffe sig en campingvogn for at begynde at rejse mere: ”Det at rejse er en meget vigtig del af vores kultur.”
Mens Kahyna Rodriguez har fortalt om sit liv, har processionen bevæget sig langsomt ned mod Middelhavet, hvor endnu en folkemængde er stimlet sammen på sandstranden. Her bevæger hestene sig først ud i vandet og derefter Sorte Sara, der bades i bølgerne, mens tilskuerne maser og skubber for at få det vigtige øjeblik på kamera eller bare på nethinden. Alle – også undertegnede – bliver dyngvåde og kæmper for at få de gode fotos i kassen. De eneste, der forbliver tørskoede, er de hvidklædte præster; de bliver inde på stranden i behørig afstand til skumsprøjt og kaos.
Om sigøjnere
I Frankrig bruges betegnelsen les tziganes generelt om sigøjnere, men det kan have en nedsættende klang. Derfor anvendes ofte ordene les roms (romaer) eller les gens du voyage (de rejsende folk). Denne artikel omhandler les gitans, som er de katalanske sigøjnerne, som kalder sig selv for ’gitans’. Ordet sigøjner kan spores tilbage til det græske athínganos, der betyder urørlig eller paria med sidebetydningen hedning. Det samme gælder det tyske Zigeuner og det franske tzigane.
