Nyt om Frankrig • Livsstil

Skærpet fransk indsats mod fart og alkohol til søs

Der er flere og flere måder at opholde sig vandet på. Her er det kysten ud for Saint-Jean-de-Luz. (foto: Javier Peribanez / iStockPhoto)

Fra 5. juni gælder der nye regler for motoriserede fritidsfartøjer i Frankrig. Reglerne skal styrke sikkerheden til søs og giver den maritime gendarmeri bedre muligheder for at gribe ind over for farlig sejlads og alkoholpåvirkede bådførere.

To nye forseelser er blevet indført. Den ene er synlig beruselse ved roret (“ivresse manifeste“), hvor en bådfører kan straffes, hvis vedkommende tydeligt er påvirket af alkohol. I modsætning til færdselsloven på vejene bygger vurderingen ikke nødvendigvis på en promillemåling, men på politiets konstatering af synlige tegn på beruselse.

Den anden forseelse er manglende kontrol over fartøjet. Den kan komme i spil, hvis bådføreren ikke tilpasser fart og sejlads til forholdene, eksempelvis ved tæt trafik, nær badeområder, i dårlig sigtbarhed eller under vanskelige vejrforhold. Overtrædelser kan medføre bøder på op til 750 euro. I alvorlige tilfælde kan myndighederne også suspendere bådcertifikatet eller konfiskere fartøjet.

De nye regler bliver håndhævet af den maritime gendarmeri, som har skruet op for patruljeringen langs de franske kyster i sommerperioden. Gendarmerne holder blandt andet øje med høj fart, farlige manøvrer, manglende sikkerhedsudstyr og påvirkede bådførere.

Baggrunden er, at sommeren er højsæson for sejlads – men også for ulykker og farlige situationer. Ifølge de franske myndigheder skyldes en stor del af problemerne, at stadig flere tager på vandet i hurtige motorbåde, jetski og andre fartøjer, ofte uden den store erfaring. Samtidig bliver de populære ferieområder stadig mere trafikerede i sommermånederne, hvilket øger risikoen for ulykker.

ANNONCER