Bøger om pædofili og incest ændrer Frankrig
Modige franske forfatteres fortællinger om incest og pædofili er med til at ændre loven og synet på forbrydelser mod børn i Frankrig.
En ud af ti franskmænd fra alle sociale lag har været udsat for seksuelle overgreb i deres barndom, viste en undersøgelse i november 2020 fra meningsmålingsinstituttet Ifop. Og kun 10 procent af al seksuel vold mod mindre-årige bliver anmeldt. Det er en del af den skræmmende virkelighed om pædofili og incest, som franskmændene på det seneste er blevet konfronteret med i en samfundsdebat om incest, der har ført til lovændringer og et nyt syn på forbrydelser mod børn i Frankrig.
#MeToo-bevægelsen har siden 2017 været grobunden for, at flere og flere franskmænd tager ordet om seksuelle overgreb – og i Frankrig gælder det også fortællinger om incest og pædofili.
Advokaten Camille Kouchners bog “La Familia grande” om den prominente og magtfulde stedfars misbrug af hendes mindreårige tvillingebror, fik i januar i år debatten til at eksplodere. Stedfaren er Olivier Duhamel, en anset professor i statsret, der har været formand for den prestigefyldte Science Po Paris’ bestyrelse og er en del af Frankrigs magtelite.
BOGEN, DER I FLERE UGER var blandt bestsellerne, medførte en bølge af reaktioner fra andre incestofre på det nye hashtag #Metooinceste. Kendte og ukendte franskmænd fortalte deres incesthistorie på de sociale medier. Dermed er Omertaen – tavshedens lov om incest – blevet brudt.
De politiske reaktioner var også usædvanlig hurtige. Allerede få dage efter udgivelsen af Kouchners bog, reagerede præsident Emmanuel Macron på de sociale medier.
“Ødelagte liv i børneværelsets fristed. En barndom stjålet på en familieferie eller i øjeblikke, der burde have været uskyldige, men som førte til det værst tænkelige. I dag bliver ordet sat frit. Takket være modet.”
Skammen har skiftet plads, sagde Macron i udmeldingen om incest og lovede, at han ville tage fat på at forbedre Frankrigs lovgivning, så incestofre beskyttes bedre. Nu er en ny lovgivning på vej, der allerede har været til førstebehandling i parlamentets to kamre, og som forventes endeligt vedtaget i løbet af foråret 2021.
Lovgivningen skal styrke beskyttelsen af mindreårige mod seksuel vold, blandt andet ved at skærpe straffen for seksuelle overgreb på børn og et opgør med samtykkebegrebet. Et barn på under 15 år kan således ikke give samtykke til nogen form for seksuel handling med en voksen. Handler sagen om incest, er grænsen 18 år. En voksen vil i fremtiden ikke kunne henvise til, at en mindreårig har givet samtykke til sex i nogen som helst form.
Dog ønsker man ikke at ramme teenagekærlighed. Ikke-samtykkereglen vil først træde i kraft, hvis der er en aldersforskel på minimum 5 år mellem voksen og barn, og der ikke er tale om voldtægt eller anden form for overgreb. Voldtægt defineres i loven som enhver form for indtrængen i barnet med en strafferamme på 20 års fængsel, hvad enten der er tale om incest eller andre seksuelle overgreb på børn.
Man ønsker også at forbedre beskyttelsen af børn mod seksuelle overgreb generelt ved blandt andet at skærpe straffen for prostitution af og med mindreårige. Samtidig har regeringen meddelt, at man vil forbedre indsatsen på skolerne for at børn, der er ofre for seksuel vold, kan få mere hjælp.
OPGØRET MED BEGREBET “samtykke” har været længe undervejs i Frankrig. Den nye lovgivning definerer en lavalder for, hvornår en person kan give samtykke til enhver form for sex, og dermed bliver den seksuelle handling mod barnet under 15 år per automatik en voldtægt.
Det er resultatet af en mental revolution, hvor man er gået fra det skyldige barn til at se barnet som offer i voldtægtssager. Selv om voldtægt blev forbudt ved lov allerede under den franske revolution, og landet fik en samtykke-lavalder i første halvdel af 1800-tallet, så har domstolenes praksis i mange år gået op i, om barnet havde samtykket.
GAMMEL TIDS RELIGIØSE moral havde i lang tid efter den første lov om samtykkelavalder indflydelse på, at dommerne gik op i barnets samtykke, og man stillede sig generelt kritisk over for børns udsagn om seksuelle overgreb, forklarer avisen Le Monde.
Og så sent som i 1977 gjorde mange franske intellektuelle – herunder folk som Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir – sig til fortalere for pædofile forhold. I indlæg i aviserne krævede de, at tre pædofile mænd skulle løslades med argumentet om, at børnene på ingen måde havde været udsat for vold men tværtimod havde givet deres samtykke. I et andet indlæg krævede folk fra den intellektuelle elite seksuelle forhold mellem børn under 15 år og voksne afkriminaliseret. Selv om pædofili har været forbudt i Frankrig i mange år, har det således ikke været uden debat.
Spørgsmålet om samtykke kom for alvor til debat igen i Frankrig sidste år med forlæggeren og forfatteren Vanessa Springoras bog “Samtykket”. Hun skriver om forfatteren Gabriel Matzneffs pædofile misbrug af hende, da hun var 14 år. I bogen undersøger hun det misvisende samtykke. Selv om hun som ung opfattede, at hun frit havde samtykket til forholdet, var samtykket samtidig et resultat af den ældre mands autoritet og manipulation.
Bøger sætter ofte deres spor i samfundsdebatter samt sociale og politiske ændringer, men sjældent har man set en politisk reaktion, der har været så direkte.
