fbpx
Finn Rastén har fået selskab på broen af Jesper H. Andersen, den nye udgiver af La France
Finn Rastén har fået selskab på broen af Jesper H. Andersen, den nye udgiver af La France. Sammen sætter de kursen mod nye uudforskede hjørner af Frankrig og et øget fokus på det digitale.
Nyt om Frankrig Kultur

Skiftedag på magasinet La FRANCE

Magasinet har fået ny ejer – men redaktøren bliver på sin plads. For ligesom du, kære læser, kan jeg ikke undvære den franske verden.

I foråret 1999 etablerede jeg magasinet La France – det skandinaviske magasin om Frankrig – og her 159 udgaver og 3 frankrigsguider senere synes jeg, det er på tide at give udgiverstafetten videre. Jeg vil dog fortsat stå i spidsen og stævne ud i den frankofone verden som skibets styrmand men overlade ejerskabet til en yngre generation, der både er lige så frankofil som jeg og samtidig er fyldt med ideer til at udvikle den digitale verden, som det jo er nødvendigt i disse tider. Dermed er det skiftedag på la France, men magasinet vil bestå, og samtidig bygger vi i fællesskab nye muligheder ovenpå.

La France er gået i blodet, det er blevet en livsstil for både mig og familien. Gennem bladet har vi selv udviklet en kærlighed til Frankrig – og ikke mindst til den lille landsby, hvor vi har vores andet hjem, vores maison secondairesom det hedder på fransk. Herfra inspireres jeg til mine klummer om stort – og især småt – i det franske dagligliv. Det er herfra, jeg iagttager det franske samfund og sætter det danske ditto i perspektiv.

Men uden mine mange gode skribenter var det aldrig gået. For jeg skriver naturligvis ikke alle artiklerne selv, men meget ofte er jeg drivkraften til at få de rigtige og spændende historier frem.

Det første nummer af La France - det skandinaviske magasin om Frankrig - kom på gaden i marts 1999. Siden er der udgivet over 11.000 sider om Frankrig og franske forhold.
Det første nummer af La France – der dengang hed La Nouvelle France – kom på gaden i marts 1999. Siden er der udgivet over 11.000 sider om Frankrig og franske forhold, og nu er grunden lagt til at fortsætte mange år endnu.

DEN NYE EJER, der overtog virksomheden 1. august 2022, er Jesper H. Andersen, Andersen Publications ApS, – og om sig selv og de nye planer fortæller han mere i denne artikel. Jesper har allerede Frankrig i blodet, så han er godt klædt på. Og som nævnt vil jeg under det nye ejerskab fortsætte med at rejse landet tyndt, komme endnu mere ud i krogene og have endnu mere tid til at skrive fra toppen af min franske landsby.

Som vi fortalte i La France 1/2022, er det en udfordrende tid at være magasinudgiver i. For alle medier er det blevet dyrere at trykke og udsende magasiner, og annoncesalget har også taget et dyk. Medierne befinder sig generelt i en brydningstid mellem det trykte og det digitale, og det er selvfølgelig en udvikling, La France skal være med på. Det trykte magasin vil fortsat udkomme som flagskibet, og sideløbende vil vi som annonceret i foråret styrke bladets tilstedeværelse på nettet. Nu er vi på grund af ejerskiftet lidt forsinket i forhold til den første udmelding, men i løbet af efteråret vil et nyt website se dagens lys – og det vil kun være begyndelsen på den digitale rejse i et godt makkerskab mellem den gamle og den nye ejer.

JESPER ER 49 ÅR og har arbejdet med medier det meste af sit arbejdsliv. Først ni år som udgiver af magasinet Iværksætteren, og siden som stifter af og direktør for abonnementsstyringsfirmaet Iteras, der de sidste mange år har haft La France blandt kunderne. 

“Da jeg var omtrent halvt så gammel som nu, studerede jeg et år i Lyon efterfulgt af et halvt års praktikophold i Paris,” fortæller Jesper. “Det var skelsættende år i mit liv, hvor jeg fik grundlagt en interesse for Frankrig og franskmændene. En interesse jeg har vedligeholdt, efter at jeg atter måtte tilbage til København og færdiggøre studierne.” 

“Finn har jeg kendt, siden jeg drev mit første blad, hvor vi færdedes i de samme magasinudgiver-kredse, og de sidste femseks år har vi løbende mødtes for at drøfte, om ikke det kunne være tid til et makkerskab af en eller anden art,” siger Jesper og fortsætter:

“Jeg synes personligt, at La France har et stærkt koncept, hvor en høj indholdskvalitet har været central igennem alle 23 år, bladet er udkommet. Det er fantastisk at kunne stille sig på sådan et fundament. Indholdskvalitet vil vedblive med at være vores fokus, for vi tror, at det netop er kvaliteten og dybden i artiklerne, vores læsere sætter pris på. Sideløbende vil vi eksperimentere med nye formater, nogle til det rent digitale, og andre måske også i det trykte magasin.” 

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg både glæder mig til arbejdet med bladet, men også til at ”være nødt til” lige at smutte en tur til Frankrig i ny og næ og hente ny inspiration. Som jeg har fået lov til at fortælle om andetsteds her i bladet, foretog jeg her i sommer en længere rundtur i den sydlige og vestlige del af landet, men jeg har stadig mange steder jeg gerne vil besøge, og mange steder jeg har besøgt og gerne vil tilbage til for at gå mere i dybden. Jeg tænker, det samme gælder mange af La Frances læsere.” 

“Den digitale verden giver os nye muligheder for at kommunikere med vores abonnenter – og for at tiltrække nye. For vi tror på, at seriøse medier i fremtiden i stadig højere grad er nødt til at basere sig på betalte abonnementer. På nettet vil vi fra efteråret komme med friske artikler oftere, end det trykte magasin udkommer. Der er muligheder for at tilføje levende billeder, som vi også har planer om at dykke ned i,” siger den nye ejer af La France, Jesper H. Andersen. 

“Alt det nye glæder jeg mig til at gå i gang med – og så håber jeg naturligvis, at læserne fortsat har lyst til at læse med, ja måske i virkeligheden har det lidt som jeg: Frankrig bliver man aldrig færdig med.”

 

Artiklen er kun for betalende abonnenter. Du kan tegne et abonnement lige her, eller logge ind herunder.