Floder der bugter sig mellem dybe kløfter, 40 meter høje fyrretræer og lavere stedsegrønne egetræer: en vild natur åbenbarer sig ud af de store vinduer i toget, vi har taget plads i. Det snegler sig afsted med 30 km i timen, og roen indfinder sig hos os og de andre passagerer på togsæderne, mens vi kører længere ind i bjergkæden Cevennerne.
Vi har købt billetter hos SNCF for at tage turen med denne verdensberømte jernbane, som i fordums tider gik direkte fra Paris til Marseille. I dag er den indskrænket til ruten fra romerbyen Nîmes i Gard (30) til Michelindækkenes og -guidernes hjemstavn, Clermont-Ferrand i Puy-de-Dôme (63). Linjen er kendt som La ligne des Cévennes – eller Le Cévenol – fordi den kører igennem de uhørt smukke og svært tilgængelige Cevennerbjerge.
Linjen gemmer på en skat af naturskønhed og ufattelige ingeniørfaglige bedrifter. Den er bygget mellem 1840 og 1870 og kostede en halv milliard francs – et for den tid svimlende stort beløb. Den er 320 km lang og rummer 50 broer (viadukter) og 100 tunneler, hvoraf den længste er 1,7, km lang. Oprindelig er den opført for at transportere kul og vin fra Sydfrankrig til Paris og omegn.
Vi er blevet inspireret af en engelsk TV-udsendelse om “the Most Scenic Railways Journeys in the World”, som DR2 har sendt. Udsendelsen fremhævede især Chamborigaud-viadukten, som er et jernbaneingeniørmæssigt mesterværk. Den er 384 m lang og 46 m høj og skal bringe toget over en dal, hvor den undseelige flod Luech slynger sig. Viadukten er – ligesom meget andet af banen – designet af ingeniøren Charles Dombre, der stammede fra Nîmes. Den mere “lige vej” var at bygge broen hen over dalen, men det ville have været meget dyrt. Derfor valgte Dombre at bygge broen i en original hesteskoform.
BROEN HAR I DAG status som et nationalt monument og rundede i 2017 sin 150 års fødselsdag. Den er lavet på 18 måneder, og der arbejdede omkring 12.000 mand på projektet, som startede i 1865 – en helt utrolig bedrift, når man tager i betragtning, at alt sten- og løftearbejdet skulle laves med håndkraft. Arbejdsvilkårene tør man slet ikke tænke på.
Chamborigaud-viadukten i Gard er så enestående, at vi har besluttet at tage en overnatning i byen. Også fordi det er planen, at vi vil tale med folk, som kan fortælle, hvad banen betyder for deres liv og hverdag.
Stationen, som er lukket, ligger et stykke uden for byen, og der er bortset fra et par hikere ingen andre end os, der stiger af toget. Vi skal finde vores logi og må spørge os frem, men der er ingen mennesker at se. Endelig kommer der en mand på cykel med en stor plastikspand bagpå. Han stopper og hører venligt på vores spørgsmål. Men hans franske accent afslører ham med det samme: Han er den englænder, som blev interviewet om sit mikrobryggeri i udsendelsen. Han er synligt beæret over at blive genkendt, og vi aftaler at mødes med ham senere på eftermiddagen.
Vi finder logiet og begiver os til fods de to km ud til viadukten, som ikke er synlig før man i sidste øjeblik drejer om et serpentinersving. Synet er så overvældende, at vi næsten glemmer at trække vejret. Bropillerne rejser sig op i en højde, som er Rundetårn halvanden gang. De virker utrolig slanke og elegante, og føjer sig i de smukke omgivelser med en overraskende selvfølgelighed. Vi går en længere tur i landskabet forbi enkelte gårde og et par æsler.
SENT PÅ EFTERMIDDAGEN finder vi englænderen i bryggeriet i hovedgaden. Han hedder Edward Orton og har boet i Chamborigaud i 18 år. Hvorfor? Ahhh, en fransk kvinde, selvfølgelig.
Samtidig har han opdaget at have adgang til enestående råvarer her i Cevennerne. Han laver derfor bl.a. en øl af spisekastanjer, og han har fundet en gammel lokal vindrue, le Clinton, som oprindelig blev importeret fra USA under vinpesten i 1800-tallet. Den gav en tynd rødvin, som det tidligere har været forbudt at sælge. Nu laver Edward en herlig mousserende saft af druerne. Han forklarer, at distributionen er begrænset til de lokale restauranter og butikker, også fordi han insisterer på kun at bruge genbrugsflasker med patentprop. Vi køber en velsmagende øl og kommer også hjem med en flaske mousserende druesaft.
Logiet er en drøm af stilhed i et smukt indrettet gammelt landhus. Men kl. fem om morgenen bliver vi vækket af nogle høje hyl lige uden for vores vinduer. “Hvad dælen var det?”. Senere får vi forklaringen: Bjergene vrimler med vildsvin, og de vil gerne spise de mange nedfaldspærer, som ligger tæt på huset. De har rodet jorden fuldstændigt op, og et par af de dem har tilsyneladende haft en tvist om maden. Det kostede noget nattesøvn.
DET ER EN SKØN, solskinsmorgen og septemberkøligheden forsvinder hurtigt. Vi går en tur i landsbyen og møder fire ældre kvinder, der alle er pilgrimme. Roselyne, Marie, Françoise og Dominique er på vej til den gamle pilgrimsby St. Gilles i departementet Gard. De har gået et par dage og regner med at de nok skal gå i endnu fem-seks dage, før de er nået frem. Pilgrimsruten la Régordane var Frankrigs hovedvej fra nord til syd inden Rhônedalen blev indlemmet. Titusindvis af pilgrimme tog vejen her for at komme frem til Middelhavet, hvorfra de kunne sejle til Det Hellige Land. Vejen var også den primære transportkanal for varer mellem nord og syd. Vi undrer os over deres meget lette bagage og spørger, hvordan man kan klare så lang en vandretur med så lille en rygsæk. “Ohhh” forklarer de, bagagen bliver skam kørt fra sted til sted – det hele er meget velorganisereret. Vi fortæller dem også, at vejrudsigten for de næste par dage er ret dårlig med udsigt til voldsomme regnskyl. De kigger lidt forlegent på hinanden og siger med et smil: “Bliver det helt galt, så tager vi bare Le Cévenol til Nîmes”.
I den samme gade som logiet bor en tidligere ansat ved banen. Vi inviteres indenfor hos Monsieur René Provinçal på 85 år. Han fortæller, at fra 1976 frem til 2007 var Le Cévenol en af SNCFs ti store linjer. Med den kunne man rejse fra Paris helt til Marseille uden at skifte tog. Efterhånden tog de nye hurtigtog TGV over, og banen blev gradvist reduceret til den strækning på 303 km, der i dag går fra Clermont-Ferrand til Nîmes.
“Hele min familie var “cheminots” – altså jernbanearbejdere. Jeg arbejdede i La Poste med at sørge for, at postsækkene kom med banen frem til de rigtige steder”, fortæller han og fortsætter: “Dengang var der enorme mængder af post med togene, og der var hele afsnit af vognene, der var forbeholdt Posten. De fleste forsendelser blev sorteret på posthusene i de store byer, som næsten altid lå tæt på stationerne, så sækkene let kunne lastes på togene. Jeg havde også ansvaret for værdiforsendelserne, f.eks. var der hver uge en sæk med smykker, som skulle sendes med posten til et guldsmedeværksted i en by sydpå, hvor de skulle repareres. Jeg skulle overlevere sækkene til en særlig postmedarbejder, som skulle hente den og bringe den videre. En dag var han der ikke, men stationsforstanderen sagde, at jeg bare skulle sætte den på perronen, så kom han nok. Den hoppede jeg ikke på.”
I 1980’ERNE BLEV der indsat særlige panoramavogne i to etager, og der var underholdning med optræden og radioudsendelser om bord. Ruten blev i en periode en stor succes, men politiske benspænd stoppede det fantasifulde tog. Der kører dog stadig om sommeren en turistrute mellem kommunerne Langeac og Langogne i den smukke dal langs Allier-floden.
Vi slutter opholdet i Chamborigaud med at drikke et glas med vores husværter, Frédéric og Nathalie. De er flyttet til landsbyen for 10 år siden, da de gerne ville leve i mere landlige omgivelser end det Geneve, som de kom fra. Frédéric arbejder stadig i Geneve og rejser hver uge de mange kilometer frem og tilbage.
“Jeg tager toget herfra søndag til Nîmes og skifter til TGV. Så skifter jeg igen i Lyon til Genevetoget, og så er jeg fremme sent om aftenen efter fem-seks timer. Jeg elsker mit arbejde i byen, men vil heller ikke undvære at leve ude på landet. Uden Le Cévenol havde dette ikke kunnet lade sig gøre. Strækningen gennem den første del af Cevennerne ned til Alès er ubeskrivelig smuk. Der er fantastiske viadukter, lange tunneler, dæmninger og rester af det gamle kulminelandskab. Jeg glæder mig hver gang, og jeg bliver aldrig træt af at se på det”.
Vi tager toget videre fra Chamborigaud, og taler med passagerne om, hvor tit de bruger banen. Toget er i starten og slutningen af ruten pakket med unge mennesker, der bor omkring Nîmes og Clermont-Ferrand, fordi de går i gymnasier og colleger, som ikke findes i landsbyerne. Når vi kommer længere ind i det uvejsomme, men smukke og vilde landskab i Cevennerne er der færre passager, og toget sænker farten til 30 km i timen, når det skal passere de store broer i Villefort og Camperoux.
SÆRLIG BROEN I Villefort er spændende. Den er oprindelig bygget med en højde på over 40 meter, men et stort dæmningsprojekt gjorde, at strækningen kom til at gå i udkanten af en stor, kunstig sø. Nu kører toget kun 10 meter over vandoverfladen. Vi ser brusende floder, først og fremmest Allier-floden, som veksler med de træbevoksede bjerge, der går på kryds og tværs. Næsten ingen steder er der mennesker at se: ingen veje, ingen huse, ingen marker. Vi kører igennem de smukkeste, uberørte naturlandskaber.
Vi træffer et ældre par, Nancy og Eric fra Nice, som fortæller, at de har taget Cevennertoget, som med et skift skal bringe dem frem til byen Mende i Lozère (48), hvor de har købt en tandemcykel. Når de har hentet den, skal de cykle på tværs af Sydfrankrig tilbage til Nice – en tur på omkring 500 km.
Så stopper toget i byen Luc, som er gjort berømt af den engelske forfatter Robert Louis Stevenson, der tog på en vandretur med sit æsel, Modestine, igennem bjergene og skrev bogen “Vandringer med et æsel i Cevennerne”. Stevenson kunne ikke lide Luc, som han ikke fandt værdig at omtale. Hans tur fandt sted i 1878 få år efter jernbanens åbning, og han mente, at den ville medføre en tilstrømning, som ville ødelægge det uberørte område. På en måde fik han ret. I dag er der 7.000 mennesker om året, der følger i hans fodspor på den berømte GR70 – det er nok en større plage end selve jernbanen.
På toget tilbage fra Clermont-Ferrand møder vi to unge kvinder, Charlotte og Emma, der begge bor i Nîmes-området og studerer kunsthistorie på 2. år på universitetet her. De har ikke råd til at have en bil, og toget er den eneste måde, de kan tilbagelægge de 300 km på. “Hvis ikke toget eksisterende, kunne vi simpelthen ikke studere på universitetet i Clermont,” bekræfter de.
BANENS OVERLEVELSE har igennem tiden været truet af et faldende passagertal. Den er dyr at vedligeholde, og de franske jernbaner, SNCF, var i 2008 indstillet på at lukke banen. Der var dog kraftige protester fra de lokale beboere og politikere, som hævdede, at der var muligheder for at udnytte strækningen mere effektivt. F.eks. har banen siden 2017 været lukket tre måneder hvert år pga. vedligeholdelse.
Sociologiprofessor Vincent Kaufmann fra École Polytechnique i Lausanne har undersøgt de mulige udviklingsscenarier. Han peger på, at togdriften vil være en central dimension i fremtidens klimavenlige transportstruktur, og at en bedre koordinering mellem tog og busser vil medføre en stigende benyttelse.
“Der bor 85.000 mennesker i byerne langs banen uden at tælle de store befolkninger i Nîmes og Clermont- Ferrand med. Der er et potentiale på ca. 15.000 daglige brugere, hvilket svarer til 4,5 mio. årlige brugere. Det er altså ret betydeligt.”
Le Cévenol har overlevet alle udfordringer og står i dag som et af de smukkeste eksempler på foreningen af smuk natur og historisk ingeniørkunst. Som Michelinguiden siger om de store seværdigheder: Den er hele rejsen værd.
El-drevne togruter
75 veterantog er samlet i foreningen UNECTO med alt fra dræsiner, som man selv skal betjene, over veterantog til dieseltog. Vi har begrænset listen til eldrevne tog, men en komplet liste kan findes på www.lafrancevuedurail.com. Her kan man også købe et kort med alle toglinjerne inklusive grænselandet i Belgien og Schweiz. Dertil kommer flere andre tog, som ikke er medlemmer, bl.a. det berømte bjergtog le Train Jaune i Pyrenæerne.
Sydøstfrankrig
APCC 6570 – Avignon Train
Touristique du Centre Var – Carnoules-Brignoles
Chemin de fer de la Provence – Nice-Digne
Le Veynart – Veynes-Briançon-Sisteron-Grenoble-Valence
Grand-Est
Chemin de Fer Touristique du Sud des Ardennes
Autorail Lorraine Champagne Ardennes
Île de France
Cercle Ouest Parisien d’études Ferroviaires (COPEF)
Association d’exploitation du Matériel Sprague (ADEMAS)
Amicale des Agents de Paris St Lazare (AAPSL)
Bourgogne-Franche-Comté
Autorails de Bourgogne Franche Comté
L’autorail X 2800 du Haut Doubs
Train touristique – Puisaye-Forterre
Auvergne-Rhône-Alpes
Montenvers – tandhjulsbane Chamonix-la mer de Glace
Tramway du Mont-Blanc – tandhjulsbane, St Gervais-Nid d’Aigle
Le Panoramique des Dômes – tandhjulsbane, Puy de Dôme
Chemins de fer du Haut Forez – Estivareilles-Sembadel-La Chaise Dieu
AGRIVAP – Ambert-La Chaise Dieu-Sembadel Chemin de Fer de la Haute Auvergne, “Gentiane Express” – Riom-Lugarde
Velay Express – St Agrève-Raucoules
Train Touristique des Gorges de l’Allier – Langeac-Langogne
Chemin de Fer de la Mure – La Mure-Belvédère SIMIL 500 – Lyon
ARCET – Lyon
Bretagne
Chemins de Fer du Centre-Bretagne (CFCB) – Loudéac-Saint Brieuc
Occitanie
TPCF Le Train Rouge – Rivesaltes-Axat
Le Train Bleu du Sud AP 2800 – Langogne
Centre Val de Loire
Train Touristique de la Vallée du Loir Autorail de Touraine
Hauts-de-France
Centre de la Mine et du Chemin de Fer – Centre Denis Papin
Nouvelle Aquitaine
Chemin de Fer Charente Limousine – Roumazière-Confolens
Autorail du Limousin – Limoges
Se togrejser på Nettet
Her er to interessante og flotte videoer, som er værd at kaste et blik på:
La Ligne des Cévennes:
www.dr.dk/drtv/se/verdens-smukkestetogrejser-frankrig_275801
Turisttoget igennem les Gorges de l’Allier:
www.youtube.com/watch?v=W2w2Z-cowXk
