Vinbønder i Ahr-dalen takker frivillige for hjælpen
Vinbønder i Ahr-dalen takker frivillige for hjælpen med at redde vinstokkene efter de voldsomme oversvømmelser. Foto: Markus Volk
Nyt om Frankrig Vin

Solidaritet kan læses i vin

FRA TOPPEN AF MIN FRANSKE LANDSBY

Denne gang vil jeg begynde nord for Frankrig, nemlig i Tyskland. Flutweiner et godt tysk ord, der vist nok er en nyskabelse, det er i hvert fald ikke at finde i mine tyske ordbøger – men ordet betyder ret beset oversvømmelsesvin. Og det er lige hvad det er. Flutwein er skabt ud fra de katastrofale oversvømmelser, som den tyske Ahr-dal i landsdelen Nordrhein-Westfalen var udsat for i sommeren 2021. Det var selvfølgelig ikke kun tyske egne, men også Belgien, Nordfrankrig og det midterste Europa, der var ramt. Men tilbage til Tyskland, hvor oversvømmelserne ikke kun skabte død og ødelæggelse men også et nyt initiativ. 

Flutwein handler jo egentlig om solidaritet – og jeg synes, at tyskerne i høj grad udviser solidaritet, når landet og dele af befolkningen udsættes for alvorlige ting. Det var i tyske supermarkeder, jeg første gang blev opmærksom på, at man blev opfordret til at købe dobbelt op af visse daglige fornødenheder – og så ved kassen efter betaling – at efterlade de for meget indkøbte varer, der så ville blive afleveret til fattigere mennesker i området. 

Det var også i Tyskland, jeg overværede solidariteten, da øst og vest efter murens fald blev lagt sammen til et rige. Der blev i vest opkrævet en merskat for at skaffe økonomi til det kæmpeprojekt, det var i praksis at forene de to lande. Og det var i Tyskland, jeg som barn oplevede solidariteten, da husmødre i vest sendte pakker til østtyskere – ikke kun til jul – men året rundt fordi daglige fornødenheder var en mangelvare. Min mor var en af de kvinder, der hjalp.

TILBAGE TIL FLUTWEIN – under de store oversvømmelser i vinområdet blev også talrige vinkældre oversvømmet, og det skabte selvfølgelig problemer. For den gode vin, der var aftappet på flasker, lå jo dernede i kældrene og blev beskadiget af både vand og mudder – ikke vinen i sig selv, men flaskerne. Det gik ud over vinetiketterne, og flaskerne var heller ikke så pæne at se på, så udover katastrofen i sig selv ville det også blive til økonomisk skade for vinbønderne, når flaskerne engang var blevet gravet ud fra mudder og slam. Men skulle man så kassere dem? Nej, behjertede mennesker etablerede en crowd-funding for at skaffe penge til genopbygning af kældre og marker ved at sælge så mange flasker som muligt. 

Det gode formål syntes jeg straks var værd at støtte, så jeg investerede i seks flasker af den gode vin – naturligvis til overpris, for bønderne skulle jo støttes – og så var håbet blot, at de seks indkøbte flasker til en samlet pris af 207 euro en dag nåede frem til Danmark. Spændt ventede jeg i månedsvis, og lige som jeg var på nippet til at opgive mit nye vineventyr, er flaskerne dukket op kort efter nytår.

Etiketterne er selvfølgelig lidt ridsede og iturevne, og der sidder lidt mudder fast i bunden af de tætproppede flasker, men faktisk er de meget pænere, end jeg turde håbe på. Et fuldt bevis med masser af størknet mudder har jeg således ikke fået. Men de er ægte nok, fremgår det af den lille brochure, der medfølger og fortæller historien. 

Jo, jeg er – lige som min mor var det – glad for at kunne hjælpe nødlidende tyskere. Og i løbet af forbavsende kort tid har crowdfundingen da også fået indsamlet næsten 5 millioner euro til det gode formål. Og som de skrev ved indsamlingens begyndelse: Der er kun en begrænset mængde Flutwein, så tænk også på de andre. Altså oversat – der er et begrænset antal flasker, så køb ikke for meget selv, der er mange, som vil hjælpe.

OG NU HJEM TIL FRANKRIG. På trods af at ordet solidaritet vel egentlig kan læses ud af det franske slogan liberté – égalité -fraternité, så synes jeg at solidariteten i dagens Frankrig nærmest stritter i alle retninger.

Bevares, i solidaritetens navn har de franske vinbønder da hældt halvgod vin ud i kloakkerne ved offentlige protester mod prisstigninger og deslige i EU – men jeg mangler dog at se, at de gode franskmænd efterfølgende samler penge ind til de nødlidende bønder.

Ganske vist har der jo været – og er vel fortsat – de gule veste, men jeg har dog ikke i deres krav fået øje på noget der lignede et forsvar eller en samling om vinbønderne. Jo, de drikker vinen selvfølgelig – ligesom jeg selv – og deri kan man selvfølgelig lægge en form for solidaritet. Men skulle man alene kigge på mit private forbrug af fransk vin, så er det næppe på grund af det, at vinbønderne vil overleve.

Til gengæld er der mange andre måder at vise solidaritet på. Og ikke mindst gør franskmændene det, når de arbejder for de svagere samfundsgrupper. Tænk blot på Resto du Coeur – Hjerterestauranterne – der blev oprettet som en slags folkekøkkener i 1985 på initiativ af komikeren, skuespilleren, klovnen og samfundsrevseren Coluche. 

“Jeg har fået en ide. Hvis der er nogen, der vil være med til at åbne en slags kantine, måske til 4-5.000 mennesker, gratis, kunne vi starte i Paris og så brede det ud til hele landet – måske, her til vinter,” sagde Coluche lidt improviseret i en radioudsendelse den 26. september 1985 på radiokanalen Europe1. 

Den daværende krise havde slynget de første franskmænd ud på samfundets kant og det kom frem, at flere og flere ikke kunne spise sig mætte hver dag. Appellen havde dengang en forgænger under en anden krise, fordi den kan sammenlignes med Abbé Pierres berømte radioappel for at komme de hjemløse til undsætning i vinteren 1954.

En anden form for solidaritet med andre samfundsgrupper står andre franskmænd for. Tænk f.eks. på Christian Le Mellec, der begyndte en landsindsamling for at hjælpe personer ramt af cystisk fibrose. En gang om året samlede han et par tusinde motorcyklister fra alle egne af Frankrig med deres funklende maskiner i den lille landsby Campagnac med kun 400 indbyggere. De bringer bud om fællesskab, netværk og konkrete hjælpeprojekter, for de har en ganske særlig anledning til at mødes. Formålet med at samle motorcyklisterne og køre “Les Motards du Viaduc” er at skabe opmærksomhed og samle penge ind, så der bliver bedre overlevelsesmuligheder for dem, der rammes af sygdommen.

Også udlandet fik hjælpearbejderes fokus, da et andet initiativ tog sin begyndelse i 1971. Det var franske læger og journalister, som etableredeMédecins sans Frontiè-res – Læger uden Grænser. De var dengang udsendt af Røde Kors til borgerkrigen i Nigeria – bedre kendt som Biafrakrigen. Den enorme hungersnød, folkemordene og al krigens gru, som de oplevede under deres hjælpearbejde, mente de måtte videreformidles. Det var ikke nok at hjælpe, de følte også at det var deres pligt at fortælle omverdenen, hvad der skete.

Mange af initiativtagerne til de store hjælpeprogrammer er i dag døde – men deres store indsats lever videre.

SÅ SOLIDARITET JO, i Frankrig er der mange andre hjælpeprogrammer som svarer til tyskernes – man skal blot lede efter dem. Og måske forstår tyskere og franskmænd noget forskelligt ved ordet solidaritet. Og danskere såmænd også. Nu skal jeg i hvert fald dele min tyske vin med gode venner. det beder Flutwein mig om, fordi vi i fællesskab er med til at genopbygge Ahr-dalen.

 

Artiklen er kun for betalende abonnenter. Du kan tegne et abonnement lige her, eller logge ind herunder.