Jørgen Jørgensen tænker tilbage på sommerferierne i 1980’ernes Provence, hvor turen gik til den lille by Carcès i Var.
Af Jørgen Jørgensen
Man kan holde ferie på så mange måder. Nogle gange vælger man den korte, indholdsmættede storbyferie med besøg ved alle seværdighederne. Andre gange er man mere til en lang ferie på landet, hvor der på overfladen ikke sker så meget, men hvor man når at få sjælen med. Set i bakspejlet giver den slags rejser ofte anledning til uventede møder med mennesker og deres kultur. Som det skete for vores lille familie i 1980’erne, da målet for sommerferien flere gange var en lille by i Provence. Nærmere bestemt Carcès i departementet Var, tæt på byen Brignoles. Her havde vi lejet et “maison de campagne” af en tidligere kollega til min kone.
Allerede når vi drejede ned ad den smalle “Rue sous Ville” i byen, var der dømt sommerferie. Også for de mange sortklædte enker, der boede i dette kvarter, skulle det vise sig, da vi for anden gang holdt sommerferie dér. De sad på trappen foran deres huse og smilede til os ved nedkørslen til “vores sommerhus”. “I kommer med sommeren”, sagde de og tænkte nok mest på vores små børn, der bragte noget nyt liv til bydelen.
De fleste af husene i kvarteret var bygget af stenene fra ruinerne af den middelalderfæstning, der var udgangspunkt for bydannelsen. Også “vores hus”, der på grund af sine tykke mure var dejligt køligt i sommermånederne. Vi havde slet ikke brug for aircondition. Uden for døren var der også en dejlig, skyggefuld stenbænk, man kunne sidde på og betragte det liv, der udfoldede sig. Allerbedst var det dog at søge op på den gamle vaskeplads om aftenen i skumringen og lytte til de ældre kvinders fortællinger om gamle dage, imens svalerne boltrede sig i luften, og man kunne høre lyden af rindende vand fra kilden. Selv om skæbnen havde været hård ved mange af dem, og de havde mistet mand og børn, hørte man ingen klage fra dem. Endnu kan jeg se deres milde, rynkede ansigter for mig og de sorte kjoler, de bar i respekt for deres afdøde mænd. Især hende, der boede i huset med soluret lige ved siden af vaskepladsen. Hun var elskelig.
En sommer erfarede vi så, at hun var kommet på byens plejehjem, og året efter overbragte hendes søn den triste nyhed, at hun var død om vinteren. Til vores store forundring kunne han fortælle os, at moderen havde haft et fotografi af os stående på et natbord ved siden af sin seng. Så stor betydning havde vi åbenbart haft for hende.
Der var dog også mænd i kvarteret. Blandt andet vores genbo, Roger, der somme tider kom med nogle kommentarer, jeg lige skulle tænke over. Som dengang, da han spurgte mig, om jeg ville med en tur til Tunis. Det forekom mig at være en lidt lang tur, så jeg afslog. Senere blev jeg klar over, at han havde ment “Tennis”, byens tennisbane. En anden gang fortalte han mig, at han skulle op i hovedgadens papir- og boghandel for at få taget “une fausse copie” (en falsk kopi). Det var simpelthen et genialt udtryk for en fotokopi, som var blevet født i Rogers lidt enfoldige hjerne. Det har vi senere taget til os, som om vi selv havde opfundet det, for det udtrykker utrolig meget om den franske administration. Det har vi erfaret mange gange senere, når min kone som fransk statsborger i Danmark har skullet levere et eller andet stykke papir til en myndighed. F.eks. kræver det hvert år et besøg på rådhuset her i Aars for at bevise, at hun stadig er i live. Det er af hensyn til den minimale pension, hun får udbetalt fra den franske stat.
En vigtig person i kvarteret, hvor vi boede om sommeren, gik under navnet “Napoléon”. Vi fandt hurtigt ud af hvorfor. Fra sit højtliggende hus havde han overblik over alt, der foregik, og det varede ikke længe, inden vi fik besøg af ham. Han ville lige præcisere tidspunkterne for, hvornår man måtte sætte skraldespanden ud til renovationen. Her havde vi forsyndet os mod reglerne. Vi rettede hurtigt ind, og siden stod vi også på god fod med denne “myndighedsperson”. Han var i øvrigt af italiensk afstamning og havde sin ene hånd bundet ind og armen i en sort slynge. Det forlød, at hånden var vissen, fordi han havde bundet den stramt ind for at undgå militærtjeneste i sin tid. I øvrigt havde han erhvervet sit hus på den specielle franske måde, der går under navnet “viager”. Her køber man et hus af en ældre person på rimelige vilkår mod til gengæld at huse vedkommende til hans eller hendes død. I Napoléons tilfælde skulle dette være sket påfaldende hurtigt efter overtagelsen af huset (og ikke som i tilfældet med Jeanne Calment i Arles, der døde som 122-årig og dermed overlevede sin køber med mange år).
Så vi blev hurtigt velintegrerede i det lille fremmede samfund og fulgte de skrevne og uskrevne regler uden at kny. Vi fik endda smag for den lokale vin, som kunne købes “en vrac” (i medbragt dunk, red.) i vinkooperativet. Her var der dog i 80’erne stadig nogle restriktioner, hvad angår turister. Hver gang jeg kom med min dunk eller mine flasker, skulle de ansatte udfylde nogle dokumenter med alle mulige oplysninger af hensyn til en evt. transport fra et vinområde til et andet. Så jeg fik lært at stave på fransk til Jørgen Jørgensen. På et tidspunkt blev de dog trætte af dette store papirarbejde, og jeg fik at vide, at fra nu af hed jeg M. Berthin (lidt ligesom at hedde Nielsen på dansk). Jeg var fransk vinbonde, der fik returgods. Akkurat som en dansk mælkebonde fra andelsmejeriet. Tilmed var prisen for vinen nu lavere. Det var noget, der passede mig.
For nogle år siden var vi igen i området og slog et slag ind i Carcès. Det var en opmuntrende oplevelse. Vi havde lidt svært ved at genfinde “Rue sous Ville” og den gamle bydel, hvor vi i sin tid boede, men byen præsenterer sig fint og har genoplivet sin gamle rige historie. På mange af de store husmure er der med trompe l’œil-teknik malet tableauer af middelaldermiljøer og den gamle borg, som det ses af på fotografierne herover. Carcès er bestemt stadig en messe værd.
