fbpx
Sommerudsalget i Frankrig starter 28. juni 2023
Sommerudsalget i Frankrig starter 28. juni 2023. Foto: Neydtstock, istockphoto
Nyt om Frankrig

Sommerudsalget starter 4. onsdag i juni

I Frankrig er datoerne for sommer- og vinterudsalg fastsat ved lov i den såkaldte PACTE-lov. Vinterudsalget starter anden onsdag i januar kl. 8:00 – sommerudsalget starter fjerde onsdag i juni kl. 8:00. For begge udsalg gælder, at de løber i fire uger.

Tidligere var udsalgsperioderne seks uger lange, men i 2019 blev perioden forkortet til de nuværende fire uger for at sikre virksomhederne det bedste indtjeningsgrundlag. 

Der er indført særregler for grænseområderne for at sikre, at disse kan tilpasse sig udsalget i nabolandet for at undgå tab til grænsehandel. De oversøiske departementer har også egne datoer tilpasset deres klima.

I 2023 starter sommerudsalget onsdag 28. juni kl. 8 og løber til 25. juli om aftenen. På Korsika er udsalget dog 12. juli til 8. august – mens det i de oversøiske departementer ligger helt henne i efteråret.

Der er også faste regler for, hvordan udsalgspriserne skal være markeret. Det skal være tydeligt for kunderne hvilke varer, der er på tilbud. Desuden skal udsalgsvarerne have været udbudt til almindelig salg i måneden op til udsalget. Det er ligeledes forbudt at hæve priserne op til udsalgsperioden blot for at kunne reklamere med en højere rabat under udsalget.