Musée du Luxembourg viser frem til 11. januar 2026 Soulages’ papir-malerier – heriblandt 30, der ikke tidligere har været udstillet.
Tekst og foto: Jesper H. Andersen
Det eksakte antal kendes ikke. Men Pierre Soulages menes at have begået ikke mindre end 800 malerier på papir i løbet af sin lange karriere. Kort før hans død i 2022 bad hans sin hustru Colette om at katalogisere papirmalerierne, og hun har på denne baggrund udvalgt de 130 værker, der frem til 11. januar 2026 kan ses på Musée du Luxembourg. Mere end 30 af de udstillede værker er ikke tidligere udstillet.
Papirmaleriet var udgangspunktet for Soulages’ karriere. Først med kul, siden med valnøddefarven (brou de noix), som han fandt i en butik, hvor han handlede sit malergrej, og som han påførte med brede pensler, opblandet tykt eller tyndt og dermed spændende fra lysebrun til næsten sort. Senere arbejdede han også med tryksværte. Fra de indledende malerier, som holder sig pænt midt på papiret, bevæger han sig til at udfylde hele papiret, og blot efterlade små vinduer blankt papir.
Soulages studerede kun et år på kunstakademiet i Montpellier, hvor han mødte sin hustru Colette Llaurens, som han gifter sig med i 1942. Parret installerer sig efter krigen i pariserforstaden Courbevoie, under beskedne forhold, men hans tiltrækning mod papiret som underlag betød, at han kunne arbejde hurtigt og billigt. Der var ingen lærreder, der skulle præpareres, og ingen oliemaling der skulle tørre. Med papiret følte han sig fri. Senere får han atelier på Montparnasse i Rue Victor Schoelcher, hvor der er plads til at folde sig ud på en anden størrelse af lærreder.
Det non-figurative bliver hurtigt hans fokus. Allerede hans tidligere abstrakte kompositioner, der beskrives som mørke grene, var ifølge Soulages ikke forsøg på at gengive noget figurativt, men på at undersøge måden, som himlen blev lysere mellem grenene. Papirets hvide flader var for Soulages lige så aktive som de farvede.
I 1947 går han over til at levere værket i ét kraftfuldt penselstrøg, som han med et lån fra græsk kaldte et hieratisk tegn, der står monumentalt og for sig selv uden referencer til et motiv, og som fremkalder en oplevelse af tidløshed og åndelig resonans. Jo stærkere rytmen i penselstrøget, jo mindre oplagt bliver figurative associationer, fremfører han. Formen kan ligeledes indtages af beskueren i ét hug, uden at man skal belemre sig med at prøve at fornemme bevægelsen, der har skabt tegnet.
For Soulages rangerede papirmalerierne ikke lavere i hans værk end malerierne på lærred, mens museer og gallerier, foruden samlere, derimod har haft tendens til en sådan rangordning. Da Soulages begyndte at have store udstillinger, arbejdede han mindre på papir, men han vendte igennem årene og helt frem til 2004 tilbage til papiret, når han ikke havde travlt med at forberede udstillinger. Størst var papirproduktionen i de tidlige år 1947-48, samt 1963, 1973 og 1977. I nogle af disse år malede Soulages slet ikke på lærred. Men fra 1980’erne helliger han sig sin outrenoir-stil (’udover-sort’), hvor han fascineres af og undersøger lysets refleksion i tykke lag sort pigment (sort skulle jo ellers være definitionen på fraværet af lys), som han påfører lærredet med forskellige redskaber. En sådan behandling holder papiret ikke til.
Fra en særudstilling af papirmalerier i 2018 på Soulages-museet i Rodez skriver museets konservator Benoît Decron om det besværlige og derfor nødvendigvis dybtfølte i valget af papir:
”At male på papir fordrer hastighed, man kan ikke gå tilbage, man skal kende blækkets letflydenhed og materialets modstand. Når Soulages stort set altid har praktiseret maleri på papir, så er det fordi han har følt en bydende nødvendighed”.
