Kyststierne ved Côte d’Azur hører til nogle af de smukkeste vandreruter i Sydfrankrig, hvor man kan opleve Middelhavets kystlandskaber helt tæt på. Mange af stierne følger gamle told- og vagtruter, der blev brugt til at holde øje med smuglere. I dag er der adgang til strækninger, man ikke kan opleve fra bilveje.
Af Finn Rastén
Det blå Middelhav kan du opleve langs hele Provences kyststrækning. Det er altid et betagende syn at følge Promenade des Anglais i Nice og skue hen over byens stenstrand med de badende gæster. Du kan nyde udsigten, når du slentrer langs sandstrandene i Cannes, på bymuren der omkranser Antibes gamle by, eller flanerer hen ad Mentons livlige promenade.
Men vil du beundre kystlinjen og kontrasten mellem det azurblå hav, de lydelige bølgeskvulp og klipperne, der i det skarpe sollys stråler i hvidt og gråt, så er der masser af gåture at tage hen ad de mange kyststier, som området er så rigt på. Især i efteråret og foråret er det en vederkvægende fornøjelse at følge de flot anlagte stier, fri for den værste turisme og hede. Selv om vinteren kan det være befriende at søge herned, for her kan du også mærke solen, når klipperne absorberer varmen og kaster den tilbage på den vandrende.

Stierne langs kysten er knap så kendte for turisterne i dag på trods af, at deres historie går flere hundrede år tilbage. Historien har sin oprindelse i en bekendtgørelse fra 1681 af Jean-Baptiste Colbert, der var finansminister og en af Frankrigs store statsmænd. Artikel 1 specificerede, at “alt, hvad havet dækker og afdækker under nymåne og fuldmåne, og hvor langt den store bølge i marts kan strække sig på strandene, skal betragtes som havets bred og kyst”. Colbert ønskede dog kun at lette skibsfarten og ikke bevægelsen af mennesker og varer langs kysterne.
Det var først den franske revolution, der virkeliggjorde toldstien kaldet sentier du littoral eller sentier des douaniers. I princippet skulle den være fri og uden forhindringer. Overvågningen af kysten fra denne sti skulle gøre det muligt for tolderne at bekæmpe smugleri, forsvare kysterne, rapportere om begivenheder til søs, hjælpe i tilfælde af redning eller stranding samt pågribe mistænkelige personer og beslaglægge forbudte, indsmuglede skrifter.

Smugleri opstod nemlig samme dag, som staten indførte en afgift eller skat på et efterspurgt produkt. Blandt andet udløste beskatningen af salt en lille krig mellem smuglere og toldbetjente. Saltafgiften blev afskaffet i revolutionsåret 1789, men genindført af Napoléon i 1806 og firdoblet i 1813. Den blev først afskaffet endeligt i 1946. Smugleriet kunne give provencalske sømænd et udkomme, som deres beskedne indkomst ikke tillod dem.
Efterhånden som truslen fra smugling og pirater forsvandt, blev mange af stierne forsømt og nogle steder lukket af private grundejere, især hvor kysten var bebygget med villaer. I 1900-tallet begyndte idéen om at genåbne og bevare kyststierne som en del af Frankrigs naturarv at tage form. Tidspunktet passede også med Côte d’Azurs voksende ry som feriedestination.

Gennem årene er stierne blevet udvidet og forbedret, ikke mindst under La Belle Epoque perioden 1871 til 1914. I den periode blev stierne gjort mere komfortable, nogle steder blev der tilføjet viadukter, og områderne blev forskønnet. Ikke mindst blev der opført eksklusive boliger med havudsigt, hvilket tiltrak en velhavende og voksende befolkningsgruppe til kystbyerne. Den tyske filosof Friedrich Nietzsche, der opholdt sig flere gange på Côte d’Azur fra 1883, benyttede allerede den sti, der forbinder kysten med landsbyen Èze. Den består af en cementbelagt del, derefter en række trapper og en brostensbelagt del, der fører til den middelalderlige landsby.

I dag, hvor store dele af stierne er åbne for offentligheden under navnet sentier du littoral (på dansk ‘kyststien’, red.) betragtes de både som kulturhistoriske spor og som en måde at sikre fri adgang til kysten, hvilket ellers kan være begrænset af privat ejendom.
Historien om stierne langs kysten i Provence-Alpes-Côte d’Azur er mangfoldig og omfatter foruden toldstier også panoramaveje som Corniche de Marseille, der blev anlagt i det 19. århundrede med henblik på turisme og urbanisering. Historiske ruter er også sporene efter Operation Dragoon under Anden Verdenskrig på strandene i Var. Operation Dragoon var De Allieredes vellykkede invasion af Sydfrankrig den 15. august 1944 under Anden Verdenskrig. Operationen, der oprindeligt hed Anvil, fandt sted mellem Toulon og Cannes og var et forsøg på at åbne en ny front for at støtte landgangen i Normandiet, kendt som Operation Overlord, og tvinge tyske styrker tilbage. Invasionen resulterede i, at Frankrig blev befriet fra tysk besættelse, og de to store franske havne Toulon og Marseille blev erobret, hvilket var afgørende for forsyningslinjerne til fronten i Europa. Disse strande (Canadel, Cavalaire, Pampelonne, Nartelle, Dramont), hvor franske og allierede tropper gik i land for at befri regionen, er i dag steder, hvor man kan slappe af, og hvor historien er synlig gennem landgangsstederne.
En af mine egne yndlingsstier går fra ca. 100 meter mod øst ved Nices gamle havn, der hvor korsikafærgen lægger til, og fører rundt om Cap Ferrat. Den forbinder i realiteten Nice med Villefranche-sur-Mer, og er netop et eksempel på en kyststi, der blev brugt af toldere til at forhindre smugleri.

En anden er den dejlige gåtur fra nær Mala plage til Cap d’Ail og videre ind i Monaco. Ruten kan være lidt svær at finde, men med et par trappetrin i starten og derefter en ret flad og velholdt sti hele vejen er den besværet værd. Diskrete skilte fortæller flere steder om Middelhavets planter og fisk, og for øvrigt er det ganske forbudt at plukke af blomster og sukkulenter, der er fredet. Undervejs kan man vederkvæge sig ved flere af restauranterne og nyde den flotte udsigt over klipper og hav. Og endeligt forfriske sig med en tur i vandet ved den lille bugt mellem Cap d’Ail og Monaco.
Kyststierne fortæller en historie om samspillet mellem natur, forsvar, handel og turisme. I dag er de et symbol på Côte d’Azurs balance mellem luksusvillaers eksklusivitet og naturarv, som er tilgængelig for alle.
Andre stier, som du også bør stifte bekendtskab med
Cap d’Antibes: En klassisk sti, der går rundt om halvøen Cap d’Antibes fra La Garoupe-stranden. Undervejs passeres små bugter, fyrretræsklædte skråninger og villaer gemt bag høje mure. Turen er relativt nem (ca. 2–3 timer), men der kan være glat på klipperne.
Esterel-massivet: Vest for Cannes rejser Esterel-bjergene sig helt ned til kysten. Stierne her kombinerer rød vulkansk klippe, grøn vegetation og blåt hav. Man kan vandre både langs kysten og lidt højere oppe i bjergene for panoramaudsigt.
Hyères og Presqu’île de Giens: Længere mod vest ligger smukke naturstier ved Giens-halvøen. Her finder man laguner, saltbassiner med flamingoer og rå klippekyster.
Praktiske tips
Mange af stierne er ujævne og kan være smalle, så gode vandresko anbefales. Om sommeren kan varmen være intens – start tidligt på dagen, og medbring rigeligt med vand. Nogle strækninger kan være lukkede i perioder med kraftig vind og store bølger, eller fordi der især i de hedeste perioder er risiko for brandfare (gælder Esterel). Det er meget almindeligt, at vandrerne og løberne på stierne hilser hinanden med et bonjour. I hvert fald hvad franskmænd angår.
Stisystemet går fra Saintes-Marie-de-la-Mer i La Camargue til Menton, en strækning på i alt 800 km sti.















