Nyt om Frankrig

Store forårsfangster i det nordfranske

Den franske kystvagt på patrulje. (foto: Robert Shaw / Alamy Stock Photo)

Foråret er tiden, hvor lystfiskere igen finder fiskestængerne frem. Fiskene er sultne og søger føde tættere på overfladen og kysten. Men i år er det ikke kun fisk, der fanges i de nordfranske farvande. De sidste par uger har budt på et par meget store fangster af varer, der hører til den kriminelle underverden. Natten mellem 2. og 3. april opsnappede kystvagtens helikoptere en fangst på ikke mindre end 630 kg kokain til en markedsværdi på 37 mio. euro. Tre lokale fiskere var impliceret i smuglingen af de hårde stoffer, til stort chok for deres kolleger. Det fortæller tv-stationen France 2.

Narkotikaen kastes over bord fra store smuglerbåde, i dette tilfælde et skib fra Brasilien på vej mod Amsterdam, og samles op og sejles i land af de lokale fiskerbåde. En ældre lokal fisker, der ikke selv har været impliceret, forklarer fænomenet med svære tider for fiskerne. Derfor lader nogle sig friste af de lette penge. Men strafferammen er den samme – 30 år bag tremmer, uanset hvilket led man er i smuglerkæden, minder politiet om på tv.

Når man handler med narkotika, må man nødvendigvis have sine egne probate overtalelsesmidler – men også her har politiet gjort livet besværligt for de kriminelle. Hele 47 våben og 341 kg ammunition, som var på vej til Rouen-området, blev beslaglagt 25. marts. Her slipper smuglerne dog med 1 år i fængsel, heraf 6 mdr. betinget, og må desuden ikke eje eller bære et våben i 10 år.

I 2024 beslaglagde de franske toldere 881 skydevåben, heraf 147 krigsvåben som er forbudte at erhverve og besidde. Det oplyser det franske toldvæsen. Franske kriminelle producerer i dag også selv skydevåben ved hjælp af 3D-printere.

ANNONCER