Klaus Ib Jørgensen står i spidsen for presse- og kulturafdelingen på den danske ambassade i Paris, hvor man arbejder for at udbrede kendskabet til dansk kunst, kultur og samfund.
Den danske ambassade i Frankrig adskiller sig fra andre ambassader ved at have et sted at udfolde kulturen, nemlig Danmarkshuset, der er sin egen selvstændige enhed med egen ledelse. Derfor har vi nogle særlige muligheder. Vi har en platform for kulturformidlingen, som er unik for Frankrig og Paris,” fortæller presse- og kulturråd Klaus Ib Jørgensen.
Vi har sat ham stævne for at høre lidt om, hvordan der arbejdes med formidlingen af dansk kultur i Frankrig, og her er der et tæt samarbejde mellem Danmarkshuset og ambassaden på Avenue Marceau, blot et stenkast fra Champs-Élysées i en af de øvrige 12 gader, der udgår fra Triumfbuen.
“Vi formidler bredt set på to forskellige måder: Via Le Bicolore, vores udstillingsplatform i Danmarkshuset, og via partnerskabsdannelse, hvor vi bringer dansk kultur ud til franske kulturelle partnere. Vi forsøger at skabe synlighed inden for næsten alle kulturelle genrer – billedkunst, litteratur, scenekunst, musik, gastronomi, design. I øjeblikket er der også meget stor interesse for arkitektur og byudvikling, herunder den bæredygtige. Så principielt beskæftiger vi os med det hele,” siger Klaus Ib Jørgensen.
DE KULTURELLE BÅND til Frankrig går mange år tilbage. Maleren P.S. Krøyer (1851-1909) var i Paris hvert år i 20 år. Krøyer havde et stort netværk i Frankrig, og det var her, han sammen med bl.a. Laurits Tuxen (1853-1927) fandt principperne for fornyelsen af den danske billedkunst i form af valørmaleriet og den franske naturalisme. Sidste år var Krøyer udstillet på Marmottan-museet i Paris i en særudstilling, der viste Krøyer i Paris i en fransk kontekst, og der er lige nu et flot fransk genbesøg på Skagens Kunstmuseum med bl.a. impressionismens hovedværk, Claude Monets “Soleil levant” (Solopgang), der ellers nærmest aldrig lånes ud.
“Når vi ser på Le Bicolore, er det særlig dansk samtidskunst, vi viser. Den kunst, der debatterer, polemiserer og er velegnet til at gå i dialog med franskmændene om temaer, der optager os, som f.eks. ligestilling, identitet, teknologi, demokratisk samtale, og i meget høj grad også bæredygtighed, herunder både klimamæssigt og socialt. Vi vil gerne i dialog med franskmændene med ting, der kan være spændende for begge parter, mere end kun vise dem noget,” lyder det fra kulturråden.
LE BICOLORE ER både en fysiske udstillingssal og en digital platform med det formål at nå bredere ud. Ambassadens fokus er ikke kun Paris.
“Vi gør meget ud af at komme og etablere partnerskaber i de franske regioner. Der findes nogle helt vidunderlige kulturinstitutioner derude, hvor der er gode match med danske kulturinstitutioner, og hvor der kan være grobund for samarbejde omkring noget dansk. Og vice versa. Her har det været en stor opgradering, at vi har fået HKH Prinsesse Marie med på holdet i den særlige rolle, hun har som spydspids for arbejdet.”
Der samarbejdes også med danske kunstmuseer og udstillingssteder. F.eks. har man fornylig haft en udstilling af dansk tekstilkunst og -design, som netop nu kan ses på Augustiana i Augustenborg.
Generelt har Klaus Ib Jørgensen ligesom hans kollega i Danmarkshuset indtryk af, at franskmændene har et godt kendskab til Danmark og dansk kultur.
“Det skyldes ikke mindst dansk tvdrama, der har fået et stort gennembrud i Frankrig med bl.a. Borgen og Forbrydelsen, som har været kæmpe succeser. Det har været en rambuk for at lirke interessen for dansk kultur op generelt set. Derfor har vi også lavet podcasts om nutidige danske forfattere på fransk. Frankrig er jo et af de mest læsende lande i verden.”
Han peger ligeledes på, at det ikke kun er kulturen, der interesserer franskmændene:
“De er meget nysgerrige efter at vide, hvordan de skandinaviske velfærdssamfund har indrettet sig. Kunst og kultur afspejler jo det samfund, det kommer fra, med den æstetik, debat, de friktioner og ting som foregår i Danmark,” siger Klaus Ib Jørgensen.