fbpx
Politik

Tænk langt – det handler ikke kun om i morgen

Fort de Brégançon
Fort de Brégançon - franske præsidenters traditionelle ferieresidens - ikke lige højt elsket af alle, men godt overvåget og afskærmet. Dog er der en offentlig strand - der meget, meget undtagelsesvis oplever en præsident komme og gå. Foto: aurigadesign, iStockphoto

August måned kom krybende med sine vanlige franske krav om ferie, afslapning, langt fra hverdag og stress – tiden, hvor Paris ligger øde i slumrende fred, bilkøerne mod kyster nord og syd sørger for underholdningen, ja, de er uendelige, men naturligvis tager alle ferie på samme tid – hvad ellers? Det gælder så vidt også parlament, regering og præsidenten. Det er august i Frankrig.

Traditioner tæller – og de siger, at franske præsidenter befinder sig – nogle meget kort, andre længere – på Fort de Brégançon i le Var – sommerboligen godt afskærmet fra alt omkring. Dertil tilsat et sikkerhedsopbud, der overvåger alt fra – nu om dage – droner til paparazzi i træer eller hvor de nu udøver deres metier. 

Det traditionelle feriested siges at være ideelt for sikker ferie, modtagelse af andre statsoverhoveder og så naturligvis egen fordybelse og tankevirksomhed.

Den mest joviale og bramfri præsident, Jacques Chirac, der godt nok var ret udskældt og først opnåede popularitet og heltestatus efter sin død, sagde det på sin egen direkte facon: “On s’emmerdeéperdument” – i nudansk oversættelse: man røvkeder sig! 

Men fru Bernadette mente, det var en passende sommerbolig med en vis standard, så der var så Chirac med udsigt til horisonten, som han så betragtede gennem en kikkert, der aldrig forlod ham.

Sådan var det også en morgen klokken 8.30 i 2001, hvor Chirac kun iført før omtalte kikkert stirrede totalt optaget af en helikopter og dens manøvrer omkring Michael Schumacher’s yacht (Formel 1 kører) i horisonten. 

Kunne han ikke se eller høre diverse kameraer klikke? Dengang i 2001 var det så pludselig fotografernes problem – hvad nu – hvad bruger du billedet af en nøgen præsident til? Stor diskussion – vel vidende, at en publicering af et sådant foto ville føre til stop for adgang til at følge præsidenten. Man blev enige om ikke at publicere. En enkelt brød aftalen og prøvede magasinet Paris Match – det var njet!

Chirac’s mere end ferme pr-agent og kommunikationsbestyrer, datteren Claude Chirac, tog over og skulle efter sigende være i besiddelse af alle negativer fra 2001. Det var dengang – tiderne skifter.

Feriebarnet Jacques Chirac
Feriebarnet Jacques Chirac – med kone og datter – helt i sit es – uden for fortets tykke mure.

FRU BRIGITTE MACRON ankom først til Fortet her i sommeren 2023 sammen med hunden Nemo – og de to blev straks observeret pr. telelinse og fotograferet på kryds og tværs. 

Emmanuel Macron kom først senere fra de oversøiske territorier og diverse internationale møder. Han vil dog næppe være beskæftiget med en kikkert fra balkonen, nok mere med direkte computerkontakt ude og hjemme. Chirac var ikke en Formel 1 kører, når det gjaldt initiativer ej heller flid, hvor nogle vil mene, at Emmanuel overgør både initiativer, udspil og selvbestemmende kommunikation mere end kun han selv kan følge med til.

Til gengæld må man sige, han ikke har været forskånet for ret meget. De fleste af Frankrigs uløste problemer op gennem tiderne er landet på hans bord – og så forberedt er man heller ikke som 39-årig – selv udstyret med egen tiltro til analyse, selvværd, forstå-else og mission. Emmanuel giver ikke op, selv om der er sat deadline for hans præsidentperiode uden mulighed for genvalg. Han fortsætter ufortrødent i det tempo, der nu engang er hans.

Status quo efter denne formentlig ret korte sommerpause vil være hårdt optrukne linjer mellem en regering uden absolut flertal og en totalt splittet opposition, der ikke har fundet egne ben bortset fra i vanlig protest mod regeringen. Det gælder både højre og venstrefløj. Det tog Emmanuel Macron meget lang tid at melde ud om regeringens mandat og ny sammensætning kort før sommerferien. Da han intet uddelegerer i forhold til hverken indenrigs- eller udenrigspolitik, men er i absolut centrum af det hele, er det ikke så mærkeligt, taget i betragtning, hvor store og akutte problemstillinger, der konstant opstår fra verdenen derude, fra krigen i Europa til klima, til uro i Afrika med fransk sigte og så hjemmefronten med dybe sociale problemer, fattigdom, oprør i forstæ-derne – til opfordring/krav om skolereformer, sundhedsreformer, juridiske reformer, pensionsreformer. Der er ikke meget nyt under solen, men det hele er nu landet på mandens bord.

Adonis, der dukkede op i horisonten i 2017, har mistet noget af glansen især hjemme, men også uden for landets grænser. Han går for langt, han er for hurtig, han er for smart, for insisterende – men han er ikke fejet af vejen.

Vreden i Afrika er rettet mod Frankrig
Vreden i Afrika er rettet mod Frankrig – senest i Niger, hvor generaler 26. juli 2023 tog magten efter et statskup. Rusland og Putin tiljubles. Wagner gruppen – de russiske lejesoldater har længe opereret i området – som i Mali og i Burkina Faso.

FRANKRIG HAR STADIG en egen placering på verdenskortet, i Europa, i Afrika – og i internationale organisationer – og det på trods af, at Macron har kaldt NATO for hjernedødt, har opfordret til et stærkere Europa, har insisteret på at forsøge at tale med Putin – og på det seneste så også har måttet evakuere franske og andre europæiske statsborgere fra Niger, der som andre lande som Mali og Burkina Faso i Sahel området, har oplevet militærkup, hvor Frankrig på grund af sin kolonifortid helt tydeligt er blevet skydeskive. 

“Ned med Frankrig. Leve Putin,” lød det i gaderne i Nigers hovedstad Niamey, mens der blev viftet med russiske flag. 

Frankrigs tropper i Sahel-området har måttet forlade Mali og Burkino Faso. Nu søger den ny militærjunta i Niger støtte hos Wagner – lejesoldaterne, der rimer på Rusland og opererer efter russisk kommando. 

Frankrig har ikke efter befrielsen af de gamle kolonier i Afrika i 1960 kunnet se sig fri for en vis fortsat fransk styret neokolonialisme og egne udprægede kommercielle interesser, bl.a. i mineraler. 

Det er Frankrig så absolut ikke ene om. Wagner lejesoldaterne har for længst sørget for egne indtægter og opkøb, kineserne er også ret så præsente. USA har som Frankrig baser i Afrika, men vreden går den franske vej.

Françafrique var slut - fremover ville Afrika og Frankrig være ligeværdige partnere
Emmanuel Macron holdt i 2017 en tale i Ouagadougou – Burkina Faso – hvor jublen ingen ende ville tage, da han erklærede, “Françafrique var slut – fremover ville Afrika og Frankrig være ligeværdige partnere.”

Macron blev tiljublet i Ougadougou, da han i 2017 under stor begejstring udtalte de nu berømte ord: “La Françafrique, c’est fini” – med andre ord i fremtiden var der tale om, at Afrika og Frankrig skulle være helt ligeværdige partnere. En ny æra var på vej.

NU ER DET SÅ noget akut igen blevet tid til at forsøge at overbevise de involverede om, at hensigten også er sand og holder. Tidspunktet er alt andet end heldigt, og skepsis er stor.

Der er ikke noget klart billede af med- og modspillere i Sahel-området, men heller ingen tillid til de skiftende militærregimer. 

Den geopolitiske kikkert er for alvor rettet mod Afrika – og det med en langt mere målrettet optik end den præsident Chirac lagde for dagen i 2001 i sit adamkostume.

I forhold til hjemmefronten behøver Emmanuel Macron ikke nogen kikkert, snarere at komme tættere og helt nært på.

Regeringen, hvor standhaftige Elisabeth Borne stadig indtager ministerpræsidentposten, har bedt sine ministre om ikke at tage for langt væk i sommerferien og ikke være incommunicado på noget tidspunkt. Forude venter uden tvivl adskillige voldsomme seancer i Nationalforsamlingen, når den igen åbner. 

Præsident Macron har med løs hånd skitseret tiltag om immigration, om ændring af Forfatningen og antydet, at finansbudgettet kan gå hen og blive vedtaget med den lovmæssige mulighed ved navn paragraf 49,3, der helt lovformeligt giver regeringen mulighed for at gennemføre budgettet uden afstemning. Det er ikke svært at forestille sig, hvilke hylekoncerter det endnu engang vil give anledning til i Nationalforsamlingen.

Ministerpræsident Elisabeth Borne og præsident Emmanuel Macon
Ministerpræsident Elisabeth Borne og præsident Emmanuel Macon kan se frem til endnu et stormfuldt efterår. Han lægger store planer, og hun prøver ihærdigt at eksekvere dem.

DET ER MED ANDRE ORD i præsidentens egen optik tid til at tage fat og få gang i den modernisering af Frankrig, der var hans udgangspunkt fra start, og som han ikke har sluppet. 

Han selv ville sige, som man har forsøgt at stoppe ham i, og det vil han nu have gjort noget ved.

Som det lød med hans egne ord i tv-interviewet, der skulle erstatte “henvendelsen” til folket den 14. juli på Nationaldagen: “Jeg er helt klar over, regeringen er en mindretalsregering og derfor må lave individuelle aftaler med andre partier om projekter for at få dem gennemført.” 

Og han tilføjede – nærmest i parentes – “der ER jo ikke en alternativ regering, der kan tage over.” 

Det er p.t. korrekt – der er ikke et flertal på hverken venstreeller højrefløj – man ER tvunget til at samarbejde, hvis noget overhovedet skal gennemføres.

“Tænk langt, det handler ikke kun om i morgen” – var hans ord, da han kom til magten i 2017 – Frankrig skal modernisere og satse på fremtiden.

Uheldigvis er en stor del af Frankrig ind imellem angrebet af den for landet nok så velkendte franske folkesygdom – pessimismen. Lige nu skal mange udstyres med kikkert for på nogen måde at kunne se et lys forude. 

Det bliver Macron’s opgave i de resterende år frem til næste præsidentvalg i 2027 at få rettet op på sortseersynet – derefter er han lovformeligt ude af spillet.

Som hans læremester François Mitterrand konkluderede før ham: 

“Un homme politique n’analyse pas une situation, il la transforme” – en politiker analyserer ikke en situation, han ændrer den. 

Mitterrand gik selv fra at være nok så upopulær til at få ungdommen til at kalde ham “cool” og “Tonton” (onkel). Med ham fik “Génération Mitterrand” igen tro på en fremtid – også for dem selv.

Kan Emmanuel Macron gøre ham nummeret efter? Han får godt nok travlt. I forvejen ligger han jo ikke ligefrem på den lade side.

 

Artiklen er kun for betalende abonnenter. Du kan tegne et abonnement lige her, eller logge ind herunder.

Tags