Næste år markeres 60-års dagen for Algierkrigens afslutning overalt i Frankrig, og mange franskmænd ser tilbage på en af de mest barbariske og uhyggelige kolonikrige efter Anden Verdenskrig: 30.000 franske soldater og mellem 300.000 og 400.000 algeriere døde i perioden fra 1954 til 1962.
Algeriet var på randen af en borgerkrig, og den højremilitante, hemmelige organisation, OAS, sprængte terrorbomber i Frankrig såvel som i Algier for at beholde landet på franske hænder.
Konflikterne mellem dem, der for enhver pris ville beholde Algeriet som en del af Frankrig (Algérie Française) og de folk, der var grundigt trætte af kolonikrige og store tab, havde bragt general de Gaulle til magten i 1958, hvor han kvitterede med en ny forfatning, Den Femte Republik, som gav præsidenten uhørt stor magt. De mange døde og de utallige fysisk og psykisk lemlæstede førte til, at mange franskmænd spurgte sig: Til hvilken nytte? Det er netop dette spørgsmål, som mange på ny stiller sig i Frankrig, nu hvor 60-årsdagen for fredsaftalen nærmer.
KRIGSAFSLUTNINGEN MEDFØRTE også en hovedkulds masseudvandring fra Algeriet til Frankrig. Omkring en million franske statsborgere – de såkaldte pieds noirs – blev tvunget til i løbet af få må-neder at forlade det land, som de fleste af dem var født i og i mange tilfælde havde beboet i generationer.
Den såkaldte repatriering i Frankrig blev en lang og smertefuld proces. Frankrig havde regnet med at 200.000 ville forlade Algeriet – det blev godt fem gange så mange. For at forstå dette traume har vi interviewet en veteran og fire pieds noirs, som alle har personlige oplevelser med at skulle forlade deres hjem og deres land og blive repatrieret i et Frankrig, som de i mange tilfælde slet ikke kendte.
“Alle vi værnepligtige havde fået mere end nok af krigen, og vi ville bare hjem. Jeg var soldat i ingeniørtropperne og vores opgave var at lægge miner og opsætte elektriske hegn ved grænsen mod Tunesien,” fortæller Georges Moulin, formand for veteranorganisationen FNACA i departementet Gard.
Når han i dag ser på den franske kolonihistorie, er der ikke megen glorværdighed tilbage: “Man skal huske på, at da kolonisterne kom efter erobringen i 1830, så smed de algerierne ud af deres gårde og tog deres jord. Der var landbrugsejendomme så store, at de i størrelse overgik et fransk departement. Det har skabt en utrolig bitterhed mod franskmændene. De gjorde heller ikke forsøg på at integrere algerierne, og de bekymrede sig sjældent om deres liv. Langt de fleste var analfabeter. Som soldater havde vi næsten ingenting at spise, men for de lokale var det var endnu værre.” Her bliver Georges Moulin overmandet af sine følelser og opgiver at fortælle videre.
“Vi, de værnepligtige, spurgte os selv om, hvorfor vi overhovedet var der. Vi ventede bare på at blive hjemsendt. I mit kompagni døde 3 ud af 15. Vi fik otte pakker cigaretter om måneden og en månedsløn på 250 franc.”
FORUD FOR DETTE militære og moralske sammenbrud gik en lang historie, hvor franskmænd, spaniere, maltesere, italienere, jøder og mange andre havde skabt sig et liv, hvor de levede i relativ harmoni sammen med den oprindelige befolkning, der bestod af arabere, berbere og kabyler. Robert Orta, der forlod Algeriet som syvårig i 1962, fortæller om sin barndom: “Jeg blev opdraget af arabere, som boede tæt på os i de mange huse, der lå op til vores. Jeg legede med deres børn, og jeg er sikkert blevet ammet af dem. Jeg husker dem klart som tanter: Zora Fatma som var min farmors husholderske, en anden var Bartha – det var berberkvinder og jeg husker dem med deres udsmykkede hænder og mærker.”
“Når jeg tænker tilbage på min barndom, så er det især festerne og højtiderne, som jeg husker. Jeg tænker altid på påsken, hvor vi var klædt fint ud i hvidt tøj og bar gladiolus-blomster (les glaïeuls) – disse store blomster på en lang stængel. Vi gik i lange processioner, og bagefter skulle vi finde æggene, som var gemt i haven. Alting foregik i familien, og jeg legede altid med mine fætre og kusiner. Om søndagen tog vi tit til stranden, og bilerne blev parkeret ved siden af hinanden for at skabe skygge.”
Den 93-årige Eliane Planchon, som boede i byen Sidi Bel Abès: “Algeriet var et lille paradis. Jeg tænker på min barndom som en lykkelig tid. Vi var godt beskyttede, for byen var hovedkvarter for Fremmedlegionen. Boderne bugnede af frugt og grønt – men der var kun det lokalt dyrkede: meloner, vandmeloner, tomater, courgetter, auberginer og peber. Men aldrig ferskner og pærer. Jeg gik i skole sammen med alle børn fra området: arabere, europæere og jøder. Men de arabiske børn var ikke særligt interesseret i at gå i skole. De ville hellere lege ude på gaden.”
Den 74-årige Jean-Claude Ballard husker det således: “Mine forældre havde arvet en ret stor landejendom, hvor min far havde plantet 1000 roser, da han ville kaste sig ud i handel med blomster. Bag huset havde han sat 35.000 gladiolus-løg og anemoner, samtidig med at han arbejdede som civil i militæret. Livet i Algeriet var oprindelig meget fredeligt. Min far kendte nogle arabere, som arbejde for ham i haven og passede det hele. Der var også kaniner, høns og en anseelig køkkenhave. Jeg gik i skole sammen med de arabiske børn, uden at der var særlige sammenstød.”
Denne idyl blev sprængt i stumper og stykker, da den algierske befrielsesfront FLN indledte borgerkrigen med en række attentater og bagholdsangreb i november 1954. Det førte til repressalier og en hurtig eskalering af den franske militære tilstedeværelse.
ALLE PIEDS NOIRS-FAMILIERS LIV blev dybt påvirket af borgerkrigen. Værst var det på landet, hvor konfrontationerne var meget direkte og pieds noirs-familierne flyttede sammen i landsbyerne. Marie-Josée Orta husker: “Gårdene blev brændt ned lige fra starten af borgerkrigen med dyr og det hele. Efter det rykkede familierne ind i landsbyerne.” Livet i storbyerne var lidt mindre påvirket til trods for de daglige bombesprængninger.
Den 75-årige Gérard Aumas, der forlod Algeriet som 16-årig, fortæller om sin barndom: “Fra jeg blev 10 år, begyndte tingene at blive meget besværlige med attentater og overfald, og vi skulle passe meget på. Jeg så folk blive skudt på gaden, og jeg oplevede attentater begået både af FLN og OAS. Mine forældres rengøringshjælp var arabisk, og vi blev inviteret hjem til hende for at spise couscous. Det var alt sammen meget harmonisk, og selv om der var attentater og vold, levede vi ikke i en konfliktfyldt atmosfære med de folk, som boede tæt på os. Bortset fra skolen forbød min mor mig at gå ud. Vi kom således ikke i biografen eller teatret eller deltog i selskabeligheder. Min familie var på ingen måde aktivistisk og opsøgte ikke urolighederne.”
Robert Orta fortæller: “Om sommeren var det meget varmt, så vi kunne få lidt kølighed om aftenen på terrasserne, hvor alle sad på chaiselongerne. Det var spærretid, og vi sad i fuldstændigt mørke. Pludselig lød der skud i gaden, hvor de franske faldskærmssoldater patruljerede. Et af skuddene gik af mod os og passerede lige forbi min mors hoved og borede sig ind i dørkarmen. Hun fik kuglen taget ud, og jeg tror stadig, hun har den i sin pung.
Den værste erindring, jeg har, var en dag, hvor jeg var hos frisøren. Han havde en hest af træ, som børnene kunne sidde på. Pludselig blev der skudt i gaden, da en enhed af FLN lavede et angreb inde i byen. Jeg husker, at døren gik op, og der faldt en såret mand indsmurt i blod om oven på mig på hesten.”
Den militære og politiske situation blev dagligt forværret. FLN-terror blev modgået af OAS-aktioner og militæret kunne ikke kontrollere situationen. I 1961 foretog præsident de Gaulle en kovending og talte om at give Algeriet selvstændighed, hvilket bekræftedes ved en folkeafstemning samme år. Da fredsaftalen blev underskrevet i Evian den 19. marts 1962, var situationen i Algeriet alt andet end fredelig. Hævnen ramte også de såkaldte harkier, som havde kæmpet på fransk side i borgerkrigen (se La France nr. 2/2021).
Forkortelserne
FLN – Front de libération nationale Den nationale Befrielsesfront, et politisk parti der blev oprettet i 1954 for at kæmpe for et Algeriet, som var befriet fra franskmændene.
ALN – Armée de libération nationale FLNs militære organisation, der var opdelt i fem regioner, som fik sine våben primært fra Egypten Våbnene blev smuglet ind via Tunesien og Marokko.
FNACA – Fédération nationale des anciens combattants en Algérie, Maroc et Tunisie En veteranorganisation som afholder flere årlige parader og mindehøjtideligheder, der hædrer de faldne soldater i kolonikrigene.
OAS – Organisation de l’armée secrète En hemmelig terrororganisation oprettet i 1961 for at bevare Algeriet som fransk imod de Gaulle-regeringens ønske. Udøvede en række attentater, bl.a. imod de Gaulle, og bombesprængninger men stoppede aktiviteterne i april 1962.
DE VOLDELIGE KONFRONTATIONER og det ophobede had gjorde det umuligt for langt de fleste algeriske franskmænd at blive i landet.
Gérard Aumas fortæller: “Der var store diskussioner i familien, om hvad vi skulle gøre. Min far havde besluttet at blive en tid endnu på grund af sit arbejde. Derfor blev alle kvinder og børn i hele familien sendt afsted med skib. For mine forældre og mine bedsteforældre var det et kæmpe drama at forlade alt. Mine forældre ankom i september 1962 sammen med min bedstemor, som var fuldstændig fortabt. Pludselig sad hun i en lille lejlighed i et socialt boligbyggeri uden at kende nogen, uden sine møbler og uden penge.”
Veteranen Georges Moulin fortæller: “Efter fredsslutningen blev situationen helt kaotisk. Flygtninge i hundredtusindvis bevægede sig mod havnene og lufthavnene i panik og måtte efterlade alt: huse, gårde, fabrikker, biler … alt. De kunne heller ikke hæve deres penge, for algerierne havde taget magten over bankerne.”
Eliane Planchon fortæller: “I periode mellem fredsslutningen 19. marts og afrejsen 15. juni havde jeg en frygtelig angst for at folk ville bryde ind i vores hjem. Vi kunne høre larmen i gaderne om natten og frygtede det værste. Min mand tabte 8 kilo på en uge af angst. Alle sagde: vi må rejse, vi må ud – men hvordan? Der var ingen fly og ingen skibe. Mine svigerforældre havde et stort hus, som de blev boende i indtil oktober måned. En dag kom der en fra FLN som sagde, at deres hus interesserede dem, og at de skulle være ude samme dag inden kl 18.”
Den 5. juni fik Algeriet sin selvstændighed, men det fik kun volden til at eskalere yderligere. Efter fredsslutningen skulle den franske hær afvæbnes og blive på kasernerne. Dette benyttede FNL og befolkningen til uhørte hævnaktioner. Eliane Planchon fortsætter sin fortælling: “I havnebyen Oran blev hundredvis af mennesker både unge og gamle holdt op af FNL og civile og tvunget til at gå op i lastbiler, som kørte dem ud til en nærliggende sø. Her blev de alle henrettet – nogle af skud, andre fik halser skåret over. Der var også mennesker, der oplevede at få døren sparket ind til deres eget hjem og få halsen skåret over. Det var et blodbad uden lige. Der var også en mand, der gik ud for at spille boule, og da han kom tilbage til sit hjem fandt han sine to børn i badekarret med halsen skåret. Hans kone, som var gravid, var blevet myrdet, og de havde sprættet maven op og udstillet den lemlæstede, ufødte baby. Billederne af denne ugerning blev hængt op på alle palmerne i byen. Det var på den måde, vi det at vide.”
ALLE FORTÆLLINGERNE fra det nye liv i Frankrig handler om familier, der må klumpe sig sammen i små lejligheder hos familiemedlemmer. Børnene oplever diskrimination i skolerne, og forældrene må gennemleve en periode med stor fattigdom. Ofte når deres ejendele aldrig frem til dem, og tit er deres flyttelæs blevet dyppet i havet for at ødelægge indholdet.
Gérard Aumas sammenfatter erfaringen således: “Mine bedsteforældre kom sig aldrig over tabet af deres ejendom, og min farfar var død, da erstatningen efter 15 år nåede frem. Den var en brøkdel af de værdier, der var gået tabt. For mine forældre gik integrationen bedre og min far blev anerkendt i sit nye lokalområde og valgt ind i byrådet. For mig, der var 16 år, da jeg kom, har det været ganske let at blive integreret. Men det værste er, at jeg har mistet mine rødder.”
Algierkrigen i årstal
1954: Krigsudbrud markeret med 30 attentater i de algeriske byer.
1955: Algeriet erklæres i undtagelsestilstand. Frankrig fordømmes i FN.
1956: Bombeattentater i Algier. Bag står FLN og flere undergrupper.
1957: Hæren sættes ind for at støtte
gendarmeriets tropper. “Slaget om Algier” i hovedstaden med massiv brug af tortur.
1958: Charles De Gaulle overtager præ- sidentembedet.
1959: De Gaulle anerkender det algeriske folks ret til selvbestemmelse.
1960: Barrikade-ugen. Civil opstand i Algier går imod selvbestemmelse.
1961: Generaler i den franske hær i Algeriet forsøger statskup. OAS laver mordforsøg på general De Gaulle.
1962: Evian-aftalen om fredsslutning og Algeriets selvstændighed.
