Da Jean-Louis Aubert en aften i december trådte ud foran et fyldt stadion i Paris La Défense Aréna for at fejre sit 50-års jubilæum som musiker, var det ikke kun en solokarriere, der blev hyldet. Det var også ekkoet fra en af Frankrigs største og mest ikoniske rockgrupper, Téléphone – bandet der i et årti satte lyd, rytme og oprør til en hel generation.
Af Jørgen Jørgensen
Jeg har tidligere i mine artikler om franske sangere antydet, at jeg i min aktive tid som gymnasielærer i fransk forenede det nyttige med det behagelige. Der skulle naturligvis være et vigtigt grammatisk emne, der kunne belyses ud fra det valgte materiale, men hvis det samtidigt kunne være en sang, der stod mit hjerte nær, var det le comble – topmålet. Det var i høj grad tilfældet med Jean-Louis Auberts sang ”Métro (c’est trop”).
Sangen starter med en høflig opfordring til at stige på toget: ”En voiture s’il vous plaît”. Vi skal på en tur i Paris’ metro. Senere skifter vi retning, og det indebærer nogle ture med rullende trapper: ”Monte, monte, monte, monte, monte/ Monte les escaliers, monte”. Her erfarede mine elever så, at bydeform (imperativ) generelt i ental er lig med nutidsformen i 2. person ental. Blot skal man huske at fjerne et ‘s’ i 1. regelmæssige gruppe (verber på -er i infinitiv). Altså ‘monte’ i stedet for ‘montes’. Det gælder således også den næste ordre i sangen: “Roule, roule, roule comme la mer/ Roule, roule, roule escalier roulant”. Og for at slå det fast kommer der også en ordre om at slå sig i tøjret (‘se ruer dans les brancards’): “Rue-toi/ Rue-toi/ Rue-toi dans la rue/ Rue toi dans les brancards”. Endelig sluttes der af med en ordre fra en anden bøjningsgruppe: “Descends, descends, descends”. Vi er nået til endestationen (le terminus) og kan stå af.
Denne sang er en slags prototype på en Jean-Louis Aubert-sang. Som læseren vil have bemærket, er ordforrådet især hentet fra storbyen: rue, train, affiche (plakat), metropolis etc., men så bliver der leget med ordene, når de bliver gentaget i en rytme, der efterligner metroens. Substantivet ‘train’ (tog) bliver til adjektivet “Quel entrain entrain (livlighed)”. Substantivet ‘rue’ bliver afløst af verbet ‘se ruer’, som vi så ovenfor. Det oprindeligt græske ord ‘metropolis’ bliver delt i to: métro og police, hvor man på lydsiden samtidig hører nogle skud.
Det er en storbypoesi, der især bygger på det talte ord. For eksempel i forbindelse med den iagttagelse, at man, når man kører i tog, samtidig kan se sig selv ude på sporet på grund af rudernes spejleffekt: “Dans la vitre tu te vois sur la voie/ Dans la vitre tu te vois sur la voie/ Sur ta voie, ta voie, ta voie” (I ruden ser du dig selv på sporet/ I ruden ser du dig selv på sporet/ På dit spor (eller din bane). Her er udtalen af verbet ‘vois’ (ser) og navneordet ‘voie’ (bane) den samme, og ved at ‘la voie’ (banen) bliver til ‘ta voie’ (din bane), er vi fremme ved den dybere mening med sangen.
Gennem den metaforiske brug af en metrotur får Aubert sagt noget om, hvordan han ser livet, og hvordan hans egen opvækst har været. Det starter meget uskyldigt og sorgløst som i en leg. Jean-Louis blev født i 1955 i Nantua (departementet Ain), hvor hans far var sous-préfet (underpræfekt, altså tæt på amtmanden). I 1960 flyttede familien til Senlis og i 1966 til Neuilly-sur-Seine. Aubert har for så vidt haft en lykkelig barndom, men på grund af faderens karriere har han været meget overladt til sig selv og mere til andre menneskers omsorg end forældrenes. Samtidig forventes det af ham, som barn af en god familie, at han bliver til noget. Får en god uddannelse og et respektabelt job. Det rimer ikke så godt med hans begyndende musikalske interesser og hans modvilje mod autoriteter. Allerede som 15-årig flytter han hjemmefra og til et “chambre de bonne” (et loftsværelse i en ejendom, hvor husets tjenestepige tidligere havde sin plads). Det gik selvfølgelig ud over hans skolegang, og først i andet forsøg fik han sin studentereksamen. Som belønning for indsatsen havde faderen stillet en rejse til USA i udsigt for ham. Denne rejse, der kom til at vare fem måneder, blev bestemmende for Auberts videre liv. Sammen med en kammerat (Olivier Caudron – hans “Alter Ego”, der senere blev sanger I Lili Drop) tog han den på stop fra den ene kyst til den anden. De hutlede sig igennem ved at spille og synge, hvor de kom frem. Især de franske sange havde en vis succes, så de to kammerater blev sig meget bevidste, at de var franskmænd ved mødet med Amerika, og Jean-Louis begynder at skrive franske tekster til sin rockmusik, hvor engelsk ellers havde været enerådende.
Denne “dannelsesrejse” til USA fornemmer man også som baggrund for Téléphones officielle video til “Métro (c’est trop)”. Efter en forholdsvis rolig indledning på metroturen står de ved en fejltagelse af på en forkert station og må på en uautoriseret måde springe over forskellige barrierer for at komme videre. Sådan var USA-rejsen fyldt med vilde møder med sekter og kriminelle, ligesom stoffer også var en del af pakken. Det var således en udmagret udgave af Jean-Louis Aubert, der vendte tilbage til Frankrig sidst på året i 1974, men på en eller anden måde er det altid lykkedes ham at finde sin bane i livet og i sin musikalske karriere. Med årene har han også tillagt sig en mere filosofisk side, der gør, at han kan udvide perspektivet fra de personlige oplevelser til mere universelle statements. Som det også sker i føromtalte video, hvor gruppen (ligesom alle de andre passagerer) står af ved endestationen i forstadskvarteret. Livet nærmer sig sin afslutning, og gruppen synger: “Publicité (reklame) dans la cité (forstadskvarter)/ Métro, c’est trop/ Métro, c’est beaucoup trop/ Publicité dans la cité/ Affiche (plakat)/Tu t’en fiche (se ficher de q.ch. = blæse på noget), non?” Aubert er blevet en slags “conteur” (historiefortæller), som vi kender dem fra afrikansk kultur. Han kan give sin egne oplevelser universel værdi.
Det med at se livet som et trefaset forløb (barn – voksen – gammel) havde han allerede brugt I en af sine første sange (“Flipper”): “On te donne trois balles” (man giver dig tre kugler), og så gælder det ellers om at få kuglen til at løbe opad på flippermaskinen uden at støde ind i alt for mange ”bumpers” undervejs. Når kuglen ryger i hullet, er spillet ovre: “Puis le dernier bumper t′envoie dans le dernier trou/Sur ta tombe ‘y’ a écrit (3 fois)/ It’s more fun to compete (8 fois)” (på dansk: Så sender den sidste bumper dig i det sidste hul/ På din grav står der skrevet/ Det er sjovere at konkurrere).
Det er også typisk for Aubert at finde et fænomen i tiden, som alle kendte til og benyttede sig af, og så give fagudtrykkene herfra (balles, bumpers etc.) en dybere betydning. Omkvædet lød således: “On joue sa vie comme on joue au flipper/ Déjà tout môme on flippe de bumper en bumper/ On gagne, on perd et toujours on espère/ Pouvoir s’en refaire un’ petit’ gratuite!/ Gratuite! Gratuite! Gratuite!” (man spiller sit liv, som man spiller på flippermaskine/ Allerede som barn flipper man ud fra bumper til bumper/ Man vinder, man taber, og hele tiden håber man på/ At kunne få endnu et lille spil gratis)”.
Men nu er det vist på tide at fortælle historien om, hvordan gruppen Téléphone blev til. Det sker d. 12. november 1976 på Paris’ venstre bred. På asken af en anden gruppe med navnet “Semolina”. Hvorfor dette navn? Det var en reference til the Beatles’ berømte sang “ I Am the Walrus” fra Sgt Pepper’s Lonely Hearts Club Band, hvor følgende mærkelige linje optræder: “Semolina pilchard/Climbing up the Eiffel Tower”. En pilchard er en slags sardin, man fisker I Kanalen mellem England og Frankrig, og den er så tilsat semulje.
I denne gruppe spiller Richard Kolinka trommer. Til en fest i 1974 møder han en guitarist, Louis Bergerac, hvis spil imponerer ham, og Richard foreslår Louis at slutte sig til gruppen. Jean-Louis er ven med Louis, og således mødes de alle tre. Semolina har arbejdet hårdt for at få et gennembrud, og det er lige ved at lykkes. Via de rette forbindelser er gruppen blevet engageret til en koncert i Centre américain d. 12. november 1976. Tre uger før koncerten forlader grundlæggeren imidlertid gruppen af personlige årsager, og nu er gode råd dyre. Skønt han mangler musikere og et repertoire, vil Richard vil ikke lade denne store chance gå fra sig. Han ringer til Jean-Louis om hjælp. De ringer videre til Louis, og så er gruppen pludselig bemandet med trommer og guitarer. Louis har en kæreste, Corine Mariennau, der kan spille bas, og øvearbejdet kan begynde. Jean-Louis har nogle selvkomponerede sange liggende i skuffen. Bl.a. “Métro (c’est trop)”. I et kapløb med tiden øves der dag og nat i familjen Kolinkas kælder. I øvrigt er Richards mor, 100-årige Ginette Kolinka, en af de sidste overlevende fra Auschwitz i Frankrig. Sidste år optrådte hun åndsfrisk i den franske udgave af TV Glad.
Koncerten blev en succes, og Téléhone var født. Dog havde de på det tidspunkt endnu ikke fundet på navnet. De optrådte under (!). Det var Jean-Louis, der senere foreslog Téléphone. Kort og godt. Ligesom de samtidige Police. Så sparede de også udgifter til reklamer – der stod jo Téléphone overalt.
I det hele taget har han et eller andet med navne på kommunikationsmidler. En af de andre sange, han havde medbragt til repertoiret d. 26/11 hed “Hygiaphone”. Det var den officielle betegnelse for den sikkerhedsanordning, man talte igennem for halvtreds år siden, når man henvendte sig i en bank eller på et posthus. I Auberts sang det sidstnævnte, og det er genialt som symbol. Jeg kan levende sætte mig ind i den skildrede situation, hvor den unge mand gerne vil i kontakt med den unge pige bag skærmen på et posthus i Paris. Man vil bestille hvad som helst for at komme i kontakt med den eftertragtede (“Caché dans ton guichet contreplaqué, aggloméré/ Linoleum” (på dansk: Skjult i din sammenpressede krydsfinér-luge/ Linoleum ): “J’veux un timbre à cent balles, ou j’veux téléphoner/ Donne-moi plutôt un p’tit ticket doré pour aller me balader” (Jeg vil have et frimærke til 100 kr., eller jeg vil telefonere/ Giv mig hellere en lille gylden billet for at gå mig en tur).
Og så kommer omkvædet: “Parlez, parlez dans l’hygiaphone/ T’as pas besoin de sonner, demande à l’interphone/ Si t’as envie de quelqu’un, décroch’ ton téléphone/ Danse! Joue ton électrophone/ T’as pas besoin d’gueuler, demande au mégaphone/ Bientôt au bout du fil, tu n’auras plus personne” (Tal, tal i hygiafonen/ Du behøver ikke at ringe på, spørg i samtaleanlægget/ Hvis du har lyst til en eller anden, så tag røret af din telefon/ Dans, spil på din elektrofon/ Ikke nødvendigt at råbe op, spørg i megafonen/ Snart har du ikke mere nogen i enden af røret). De tekniske installationer (hygiaphone, interphone, telefon, elektrofon og megafon) har overtaget den direkte tale mellem folk.
Og et nyt vers:
“Comme ça à s’regarder chacun de chaque côté, on a l’air de mérous coincés dans l’aquarium/
Mais faudra qu’entre vous je casse la plexiglas, et qu’un jour, Mémé, je te parle en face/
Que j’te raconte l’histoire du p’tit ticket trouvé qui n’a vraiment jamais marché pour aller s’balader” (på dansk: På den måde, ved at se på hinanden fra hver sin side, ligner vi kæmpeaborrer klemt inde i et akvarium/Men det bliver nødvendigt, at jeg knuser plexiglasset mellem jer, og at jeg en dag, Bedstemor, taler til dig ansigt til ansigt/ At jeg fortæller dig historien om den lille fundne billet, som ikke rigtig duede til at gå sig en tur)
Her udvides perspektivet igen. Fra den personlige historie med en pige bag plexiglas til hele samfundet. Man må bryde de moderne mure (de kunstige kommunikationsformer) ned og gå tilbage til det fysiske møde mellem mennesker på tværs af generationerne.
Jean-Louis Aubert havde en speciel evne til at registrere ændringer I samfundet og vores måde at leve på. Det blev til mange klassikere undervejs. Som “Crache ton venin” (Udspy din galde), “Argent trop cher” (Penge for dyrt) og “La bombe humaine” (Den menneskelige bombe). Man kunne tro, han her talte om atombomben, som man var meget bange for på det tidspunkt, men han mente snarere, det var inden i os selv, vi havde detonatoren til en bombe. Når man genhører de gamle sange i dag, kan han lyde helt profetisk i sine tekster.
På det sidste album, Téléphone fik lavet, er sangen “Un autre monde”. Da Aubert skrev den, var han langt nede, syg og desillusioneret. “Je rêvais d’un autre monde/ Où la terre serait ronde/ Où la lune serait blonde/ Et la vie serait féconde” (Jeg drømte om en anden verden/hvor jorden skulle være rund/ hvor månen skulle være blond/ og livet skulle være frugtbart). Egentlig et ganske banalt ønske fra starten af, men lidt senere i sangen kommer han nærmere ind på, hvad han savner: “Je rêvais d’une autre terre/ Qui resterait un mystère/ Une terre moins terre à terre/ Oui, je voulais tout foutre en l’air” (Jeg drømte om en anden jord, som skulle forblive et mysterium/ En jord mindre jordbunden/ Ja, jeg ville smide alt op I luften). En anden linje, der rent faktisk kunne være et situationsbillede fra en koncert (“Ce soir dansent les ombres du monde” – I aften danser verdens skygger) viser, hvorfra Aubert henter sin inspiration: Platons huleallegori. En myte, han som dreng ofte har fået fortalt af sin far. Historien, hvor vi mennesker bliver skildret som nogle, der sidder lænket i en grotte med øjnene rettet mod hulens bagvæg. Bag os er der et stort bål og en hævet vej, hvorpå der går folk forbi med figurer og genstande. Bål og de forbipasserende kaster skygger på bagvæggen, og det er det, vi opfatter som virkeligheden, men det er kun en fænomenverden. Hvis en af fangerne blev sluppet fri og kom ud i solskinnet, ville han først ikke kunne se noget, men efterhånden ville han via fornuften begribe den virkelige verden, idéverdenen. Kort tid at have skrevet denne sang, lykkedes det Aubert at komme ud I solen igen. Han mødte en kvinde, som han forelskede sig i, og de fik sammen en dreng.
Det var ikke kun Aubert, der lavede tekster og musik i Téléphone. Louis Bertignac står således bag sangen om den moderne “Cendrillon” (Askepot), men Aubert var hovedbidragyder. Udover intern jalousi og problemer med stoffer var diskussioner om deling af royalties en af grundene til, at gruppen i 1986 blev opløst. Senere, fra 2015 til 2017, genforenes de tre mænd bag Téléphone, men uden Corine, under navnet “Les Insus ?” (forkortelse for Insupportables. Telefonen er blevet til en mobiltelefon).Jean-Louis Aubert har dog fortsat sin solokarriere. Det er foreløbig blevet til ti albums. Den sidste med titlen Pafini. Og det er han bestemt ikke. Man har bl.a. kunnet opleve ham sammen med Gaëtan Roussel (fra rockbandet Louise Attaque). De to swinger godt sammen.
Hør dem f.eks. på Youtube i en bluesudgave af “Hygiaphone”: Jean Louis Aubert ⁄ Gaëtan Roussel ‘Hygiaphone’ Téléphone 2019 MOSAIQUE
