fbpx
Livsstil

Toulouse blev vækket af tornerosesøvnen

Garonnefloden løber tværs igennem Toulouse
Garonnefloden løber tværs igennem Toulouse. Her med med La Grave hospitalets kirke og i baggrunden Pont Neuf bygget i perioden 1544 til 1632. Foto: D. Viet, CRT-Midi Pyréenées
Mellem to himmelblå perioder har den lyserøde by sovet tornerosesøvn i omkring 400 år. Først bragte kongernes blå farve “le pastel” rigdom til Occitaniens hovedstad i 1400-tallet, og nu har fly- og rumfartsteknologi igen vækket Toulouse op til velstand. 

Det er en varm lørdag aften i Toulouse. Åbne biler cruiser rundt i gaderne, på restaurant Les 2 Arts sidder pæne mennesker og spiser østers. Helt nede ved bredden af La Garonne ligger studerende på græsset og snakker, og lyden af afrikanske trommer blander sig med en fløjte. På vej ned ad en af de gamle, krogede gader strømmer skønsang ud fra en gyde. Det lyder som et operakor, men et nysgerrigt kig afslører omkring 30 midaldrende toulousianere bænket ved hvide duge, muntert syngende. 

Pladsen omkring Le Capitole
Pladsen omkring Le Capitole, som både huser Toulouses rådhus og teater, er samlingsstedet for byens borgere. Bygningen, hvis facade er 128 m lang, er fra det 18. århundrede. Foto: D. Viet, CRT-Midi Pyréenées

Fantastiske huse og paladser opført i den lokale lyserøde mursten afslører, at der var en voldsom velstand i Toulouse og de nærliggende byer i 1400- og 1500-tallet. På vejene raslede fuldt lastede hestekærrer, og Garonnefloden var fyldt med pramme, der fragtede varer mellem Bordeaux og Toulouse. Baggrunden var dyrkningen af planten vajd, der på fransk kaldes le pastel eller bare du bleu. En kilde til en blå farve, der var begæret af alle og en væsentlig del af Europas historie mellem det 13. og det 16. århundrede.

Pastellen, som er et farvepigment, der intet har at gøre med farvekridt, kunne farve alt; hør og uld fra Europa, silke fra det fjerne Østen, bomuld fra Egypten. Og den var så eftertragtet, at kongerne og adelen under trussel om dødsstraf i en periode reserverede den til sig selv. Det siges, at de høje klasser fik kappet hovedet af under revolutionen, fordi pøbelen ville se, om deres blod var lige så blåt som tøjet.

Toulouse kaldes den lyserøde by
Toulouse kaldes den lyserøde by, fordi toulousianerne altid har bygget deres huse og paladser i en lokal blegrød mursten. Det gælder også Hôtel d’Assézat, som blev opført af arkitekten Nicholas Bachelier for den rige pastel-købmand Pierre d’Assézat i 1555. Senere blev paladset foræret til Toulouse by, og i dag rummer det videnskabernes selskab og kunstsamlingen Fondation Bemberg. Foto: D. Viet, CRT-Midi Pyréenées

VAJD-PLANTEN BLEV DYRKET mange steder i Europa, men det var svært at få en ordentlig kvalitet, og i Pays d’Oc – det gamle Occitanien – var forholdene ideelle. En god kalk-rig jord, milde vintre, regn i foråret og masser af sol og tørke sommeren lang. Så kunne planten gro hurtigt, gære i lang tid og få tid til at tørre ind til små hårde kugler, der kunne transporteres til eksportmarkederne i resten af Europa.

Det anslås, at regionen årligt eksporterede mellem 40.000 og 60.000 ton koncentreret pastelfarve til børserne i London, Antwerpen, Hamburg, Rouen, Bilbao, Pamplona og Saint-Sébastien. I Nîmes fandt man en metode at væve 1 pastelblå tråd med 2 hvide tråde, der blev kaldt de Nîmes – senere et yderst populært materiale blandt cowboys i de amerikanske kolonier.

Canal du Midi
Canal du Midi, der forbinder Atlanterhavet og Middelhavet via Garonne floden, løber gennem Toulouse. Byggeriet blev sat i gang af Solkongen og det tog kun 16 år at bygge kanalen, der er 240 km lang og blev åbnet i 1681. Foto: D. Viet, CRT-Midi Pyréenées

Fra et søvnigt bondeland blomstrede Occitaniens hovedstad til en velhavende og kosmopolitisk by. De lokale fik penge mellem hænderne, og købmænd fra hele Europa slog sig ned for at handle med pastel. En stor del af pengene blev omsat til renæssancehuse og -paladser, hvor man overgik hinanden med de smukkeste vindeltrappetårne. 

Blomstringstiden fik imidlertid en brat ende. Omkring Luthers tid var der talrige protestantiske huguenotter i det sydfranske, også blandt de ledende købmandsfamilier i Toulouse. Den katolske konge i Paris var ubarmhjertig, og i en periode måtte 7 ud af de 8 medlemmer af det ledende byråd i Toulouse flygte fra byen. De religiøse modsætninger svækkede landet. Oven i købet kom der en række elendige høstår, hvor grådige købmænd oversvømmede markedet med pastel af dårlig kvalitet og svækkede tilliden til produktet. I 1561 krakkede børsen, og Pays d’Oc var ruineret.

Alt dette gav den billigere indigo fra de nye kolonier en chance for at erobre markedet. “Farven fra helvede” var ikke så smuk og holdbar som pastellen, men den blev fremstillet af slaver, og fremstillingsprocessen var langt enklere, hvilket opvejede den lange transportvej. I løbet af de næste hundrede år forsvandt de occitanske pastel-møller én for én, handelsruterne blev lagt om, og formuerne skiftede hænder. Omkring år 1700 var eventyret slut.

BØNDERNE PASSEDE DERES, og Toulouse faldt efter børskrakket hen i et smukt forfald, der varede omkring 400 år. Ud over en nu forhenværende tobaksfabrik samt en gødningsfabrik, der eksploderede under mystiske omstændigheder i efteråret 2001, gik den industrielle revolution stort set uden om Toulouse.

Airbus fabrikken ligger lige ved siden af Toulouse Blagnac lufthavnen
Airbus fabrikken ligger lige ved siden af Toulouse Blagnac lufthavnen, i Colomiers – samme sted, hvor Mermoz og St. Exupéry lettede mod Afrika og Sydamerika. Vil man have en rundvisning på den mest moderne flyfabrik i verden, skal man bestille på forhånd og huske passet, for sikkerhedsforanstaltningerne er strenge. Foto: D. Viet, CRT-Midi Pyréenées

En vigtig byggesten til den senere udvikling kom under Første Verdenskrig, da man i 1917 begyndte at fremstille fly i Toulouse. Og den 1. september 1919 lettede et af flyene fra lufthavnen med kurs mod Rabat og lasten fyldt med post, hvilket blev starten på en Aéropostale-epoke, hvor luftbårne pionerer som Jean Mermoz og Antoine de Saint-Exupéry med base i Toulouse fragtede post mellem Paris og Toulouse til Algeriet og Senegal og videre over Atlanten helt til Brasilien og Argentina.

Aéropostale blev senere opslugt af Air France, og selv om der stadig blev produceret propelfly i Toulouse, kom det livgivende kys først for alvor i 1950’erne med den første Caravelle. Jetflyet, som har fragtet så mange af os på chartertur, blev en verdenssucces. Siden kom de store brændstof-økonomiske Airbus fly til, lige som man i Toulouse f.eks. har bygget Concorden, der nu har fløjet sin sidste tur, og det nye supertransportfly Beluga, der har en snude som en stør og kan fragte 47 ton. Hver dag ruller der et fly ud fra fabrikken, der eksporterer til hele verden og beskæftiger 10.000 personer.

Airbusfabrikkerne er nu en del af Eads, European Aeronautic Defence and Space Company, et privat fransk/engelsk/tysk/spansk selskab, der blandt andet også producerer helikoptere og missiler samt satellitter og Ariane-raketter til det europæiske rumfartssamarbejde. Delene til Ariane-raketterne fremstilles i Toulouse og forskellige steder i Europa og transporteres til Fransk Guyana, hvor de samles og affyres med kommunikationssatelliter, der hænger 36.000 km ude i rummet og sørger for, at vi kan se tv og ringe til hinanden.

Den eksplosive vækst i fly- og rumfartsindustrien har desuden trukket andre højteknologiske virksomheder som Motorola, Thomson CSCF og Siemens til området, så Toulouse i dag er Europas førende by inden for rum- og luftfartsteknologi og Frankrigs førende inden for elektronik og bioteknologi. 

Jacobiner-klosterets søjlehave
Toulouse syder af musik og kulturfestivaler. Man kan f.eks. tilbringe en skøn aften med klassisk koncert i Jacobiner-klosterets søjlehave. Foto: D. Viet, CRT-Midi Pyréenées

I DAG ER DET IGEN la vie en rose i den lyserøde by. Af de 700.000 indbyggere studerer 110.000 på Frankrigs næststørste universitet og andre uddannelsesinstitutioner, og caféerne og restauranterne summer af liv.

Samtidig sender de mange veluddannede og højtlønnede borgere masser af skat ned i kommunekassen, og en god del af pengene bliver brugt til at støtte kulturlivet samt renovere byens smukke gamle renæssancebygninger, bygge metro, broer, ringveje og skjulte parkeringskældre – alt sammen med respekt for, at det gamle skal bevares. 

I dag opfatter borgerne i Toulouse det faktisk som en stor fordel, at byen har ligget hen i en tornerosesøvn, for hi-tech industrien er ikke belastet af forældede anlæg og gamle metoder, og byen er ikke blevet ødelagt af en hårdhændet industrialisering.

Læs også artiklen om Toulouse fra 2023

Tags