Capitol-pladsen er stedet, for folk fra Toulouse søger hen, når der sker noget vigtig. Det gør der som bekendt i denne tid, hvor julen nærmer sig, og det er i Toulouse ensbetydende med, at pladsen i hele december måned er overtaget af et kæmpe julemarked. Kongens Nytorv kan godt gå hjem og lægge sig, når der i vanlig fransk stil diskes op med alverdens kunsthåndværk, uldartikler, smykker, landbrugsprodukter fra lokale producenter og velduftende lækkerier til konsumering på stedet. 94 stande er der i alt, samt en skøjtebane, i hvad der nærmest er en hel lille juleby. Det er da også betegnelsen, der fra officielt hold benyttes om markedet: Village de Noël.

Da La France var forbi på åbningsaftenen d. 29. november kunne vi konstatere, at markedet i den grad er et tilløbsstykke. Der holdes åbent helt frem til 29. december, daglig fra kl. 11 til 21, dog 22 fredag og lørdag.
Også to andre steder i Toulouse er der julebyer: Square de Gaulle (ja, sådan hedder den), hvor en fortryllet by henvender sig især til børn, og Ramblas-jardin à Jean-Jaurès. Desuden er der et julemarked på Jules Guesde-alleen.

Julen i Toulouse fejres desuden med juleoptog, kor- og orkestermusik samt små skuespil, samt mulighed for at møde julemanden, der besøger byens gader. Dertil kommer de mange flotte vinduesudsmykninger, som byens butikker har stablet på benene.
Så mens Toulouse måske ikke er Strassbourg, er det en overraskende julet destination for en spontan december-tur.
Find mere information her: https://metropole.toulouse.fr/actualites/toulouse-fete-noel















