De sydlige kvarterer i Toulouses gamle bymidte rummer hverdagsliv og hyggelige – nogle gange lidt skjulte – caféer. Men sidst på efteråret er lyset den allerstørste attraktion.
Tekst og foto: Jesper H. Andersen
Det er sidst i november i Toulouse. Temperaturen når stadig kort op omkring de 15-20 grader midt på dagen, og solens magt er en anden end på vore nordlige breddegrader. Men den hænger stadig lavere end om sommeren, og trænger kun med forsigtighed ned imellem husene, hvor den fremhæver en husmur her, toppen af en træ med brune og gule blade der. Det henlægger byen i en helt fantastisk efterårsstemning af lysreflektioner og varme farver, ganske ulig det hjemlige gråvejr.
Les Toulousains – eller Toulousaines – som beboerne kalder sig, har fundet efterårsjakkerne frem, og ved, hvor de skal søge hen for at finde et solstrejf. Rundt omkring på byens pladser flytter man sig rundt efter hvor solens stråler når ned på forskellige tidspunkter på dagen. Morgenerne kan være kolde og disede, men op ad dagen breder varmen sig ned i gaderne og livet flytter udenfor.
Det er anden gang, jeg besøger Toulouse – sidste gang var en forårstur, men byen er ikke mindre charmerende i det sene efterår. Ja, det er i grunden lidt svært at komme i tanke om, hvorfor man til daglig bor så langt mod nord.
Jeg er på gennemfart og har sat et par dage af til uplanlagte flanerier – hvad jeg ikke fortryder. Byens gadenet, der er mere kaotisk end regelret, begynder så småt at falde på plads i min indre korthukommelse. Hvor jeg på mit første besøg boede i en airbnb i Saint-Aubin-kvarteret med det store ugentlige marked og brokvarter-stemning, har jeg denne gang installeret mig mere centralt, tæt på Wilson-pladsen, hvor lufthavnsbussen har et stop. Her finder man i en sidegade en af byens billigste overnatningsmuligheder, Hostel Toulouse Wilson, og her har jeg bestilt et eneværelse (de har også endnu billigere overnatning på sovesale, som hostels jo har).
Det kommer jeg nu til at fortryde. Det er sådan set et udmærket lille værelse, jeg får mig, som nævnt meget centralt i byen. Det er ikke moderniseret, men jeg vil også hellere have charmen, hvilket foruden prisen var en af grundene til at vælge det. Mange af byens hoteller er i en kedsommelig moderniseret stand, at dømme fra billederne, nærmest uanset prisklasse. De ser ikke mere interessante ud, når man går forbi og kigger ind i lobbyen. Men. Det er som sagt ikke sommer, og nætterne er kølige. Hostelværelset opvarmes ved et lille apparat der er monteret øverst, og som larmer for meget til at jeg orker at høre på det hele natten, så der er pivkoldt i værelset, da jeg vågner om morgenen. Sæbe må man også selv have med – fair nok, det er ikke et hotel. Men det egentlige lavpunkt er morgenmaden, som består af croissant og baguette, jeg simpelthen ikke kan forestille mig er bagt samme dag, så tørre er de, og med en tynd svagt lyserød sukkersirup til, der gør det ud for marmeladen. Godt nok til en uhørt billig penge, men stadigvæk. Jeg er i Frankrig. Det kan jeg altså ikke holde ud.
Der er ikke mangel på hyggelige pladser i Toulouse, og mine spadsereture rundt i gaderne har ført mig til en af de fineste – Place Saint Georges og videre ned ad Rue Boulbonne. Der er et eller andet, der tiltaler mig ved lige det her sted, noget med livet og stemningen i gaderne, og ned ad en sidegade, fem minutters gang fra hostellet, ligger redningen i form af Hôtel des Arts. Det har blot tre stjerner, og hverken elevator eller morgenmadsrestaurant, men personalet er venligheden selv, og værelset lille men charmerende. Det kan godt være, jeg kun skal sove der, men en god base er rar at have. En opgradering til en anden verden, for kvarteret er, med en lokal venindes ord, mere bourgeois. Hun mener det ikke positivt, men mig passer det nu storartet efter det kølige hostel.
Bymidtens små stræder og gader gennemskæres af den lidt større Rue de Metz, og hvor jeg ved mit tidligere besøg koncentrerede mig om området nord for denne gade, opdager jeg nu for alvor kvarterene syd for – Saint-Étienne med katedralen af samme navn, og Carmes med sit store indendørs madmarked. Det er hyggelige kvarterer, hvor der er godt med lokalliv, og mindre bymidtepræget end Capitole-kvarteret nord for Rue de Metz.
Skal man nu netop ud og støve sin morgenkaffe op, må Rue Pharaon fremhæves som en mulighed. Her er mange små caféer, som f.eks. Dip’s Tea Room, der har et imponerende udbud af te, og La Belle Brune, der også serverer brunch. Gaden løber fra Carmes-markedet og ned mod udkanten af bymidten. Den bedste formiddagskaffe på mine spadsereture fik jeg dog hos en frisør, Tonsor & Cie, der har slået sig sammen med kaffefirmaet Hayuco, og har til huse i sidegaden Rue Bouquières. ”En cappuccino,” bestiller jeg, for det er det nærmeste de har på menuen, men den søde barista bag disken må være tankelæser. ”Eller måske en flat white?,” spørger hun, og redder mig dermed fra mindst en centimeter meningsløst mælkeskum. Ja tak! Og så i Frankrig.
Man behøver ikke blive klippet for af holde en lille kaffepause her, forsikres jeg, og det er godt, for generelt er det ikke så nemt at opdrive ordentlig kaffe i heksagonen, heller ikke i Toulouse. De traditionelle caféers kaffe er ofte ikke noget at skrive hjem om, så man må støve de små nye entusiaster op, der tit ligger lidt væk fra hovedstrøgene. Og åbenbart nogle gange inde i en frisørsalon.
For enden af Rue Pharaon møder man den sydlige grænse for den gamle bydel, Allées Jules Guesde, ikke så langt fra floden. Alléen er en del af de boulevarder, der siden 1800-tallet har omkranset den gamle bydel. Lige på den anden side, mod syd, kan man for en stund undslippe byens mylder og jag i den yndige lille Jardin des Plantes fra 1794, der på syv hektarer rummer mere end 100 botaniske arter, herunder en del planter af interesse for medicinstuderende. Her, som i resten af byen, er det efterårslyset der indtager hovedrollen blandt alle de indtryk, der er at suge til sig.
Lidt held er der nok indblandet. Helt så varmt som i år plejer der ikke at være sidst i november. Fuld lux og udendørsservering får man overfor Saint-Étienne-katedralen, der i øvrigt også er værd at kigge indenfor i. Her spiller lyset ind gennem mosaikkerne foroven, og er man heldig, spilles der på orgelet.
Når aftenstunden melder sig, og vejret er klart, må man følge lyset ned til Garonne-floden, hvor solnedgangen kan betragtes fra Pont Neuf, med Dôme de la Grave som et af Toulouses vartegn i forgrunden. Mange lokale og vel også turister nyder også synet fra kajen nede ved floden. For mig er det en flot afsked med Toulouse i denne omgang, for i morgen skal jeg vestpå – til Gers-departementet, hvor de både opdrætter og spiser masser af ænder og deres fede levere, og i øvrigt drikker en liflig armagnac til. To ting, som det er svært at komme udenom på disse kanter, og to grundpiller i fransk gastronomi, som naturligvis må udforskes nærmere.
