Hvis ikke en franskmand havde opfundet den moderne cykel – så var der næppe blevet noget ud af Tour de France. Pierre Lallement (1843-1891) hed han. Det var ganske vist ikke cyklen som sådan, han opfandt. Det var pedalerne. Indtil da havde cyklen mere været en slags gå-cykel af den art, som helt små børn i dag starter deres cykelkarriere med. Om det så var Lallement, der reelt havde opfundet pedalerne er oven i købet lidt usikkert – men franskmanden tog patent på dem.
Uden pedaler kan alle vel forestille sig, hvorledes byens gader ville se ud – for slet ikke at tale om et Tour de France, hvis de mange kilometer skulle forceres op og ned ad de stejleste bjerge på gå-cykel.
En cykel med pedaler var i begyndelsen egentlig det, der hed en velocipede – altså en cykel med kæmpestort forhjul, lille baghjul og helt uden kædetræk. Pedalerne sad på forhjulet, som det også ses på små børnecykler i dag. På dansk blev navnet til væltepeter, og selv om den i starten af 1870’erne var temmelig populær, så led den dog et endeligt knæk i 1890. Det var ikke for ingenting, at cyklen havde fået sit danske navn. Vælterisikoen var simpelthen for stor, og den cyklende måtte ligefrem lære sig faldteknikker for at undgå slemme skader.
I mellemtiden var væltepeteren blevet forbedret med luftfyldte gummidæk og bremser og ved udgangen af 1890’erne fremstillede man så den “sikre cykel” med to hjul af samme størrelse, og det skulle vise sig at blive en af de vigtigste udviklinger i cyklens historie.
Det blev nemlig rettesnoren for den moderne cykel sammen med øvrige funktioner som monterede pedaler, der trak på baghjulet via en kæde og gear sammen med anordninger og gafler, der støttede forhjulet, præcis som det er på cykler i dag. Og således kom man ind i det 20. århundrede med en moderne cykel – samt ideen om store cykelløb.
Den nye cyklens guldalder blev kendt som “cykeldillen”. Cyklen kom også til at betyde noget for kvinderollen i samfundet, så den fik tilmed øgenavnet “frihedsmaskinen”. Den kom nemlig til at betyde en ny fysisk mobilitet for kvinderne – på linje med mændene. Dermed fulgte også et opgør med den victorianske tid, for kvinderne kunne ikke længere lade sig begrænse af korsetter, lange, tunge nederdele, skørter og bøjler. Den nye transportform fremmede udviklingen af mere praktisk og kønsneutral påklædning til kvinder, såsom posede bukser og buksenederdele.
Cyklen blev mere end blot et transportmiddel – i kølvandet på opfindelsen udsprang en fredelig revolution – så at sige i Frankrigs baggård.
Og herfra springer vi på de næste sider direkte ind i bogen Tour de France – den ultimative fortælling om verdens hårdeste cykelløb, hvor vi med forlagets tilladelse har plukket det følgende afsnit. Det er en moppedreng på næsten 900 sider, hvor forfatteren Joakim Jakobsen fortæller om historien bag løbet og følger dets udvikling fra 1903 og helt frem til og med touren i 2021. Det er mere end en gennemgang af løbet, der er masser af spændende fortællinger om cykelrytterne, Frankrig og kulturen undervejs.
Uddrag fra bogen Tour de France – Den ultimative fortælling om Verdens hårdeste cykelløb
Tekst: Joakim Jakobsen, forfatter , journalist
Det var en tør, hed eftermiddag. Det var den 1. juli 1903, og flere hundrede mennesker var stimlet sammen ved et vejkryds 18 kilometer syd for Paris. Her førte landevejen gennem landsbyen Villeneuve St-Georges og videre sydpå til Lyon. Menneskemængden sendte støv i vejret, og en brise strøg gennem kronerne på de høje platantræer, som flankerede landevejen.
Inde på kroen Auberge du Réveil Matin, som lå ved vejkrydset, herskede stor travlhed. Tjenere og køkkenpiger fór omkring for at betjene det uvant store publikum på en onsdag eftermiddag. Normalt var klientellet mest rejsende til og fra Lyon, der opstaldede deres heste og fik serveret dagens ret. Bønder og grønthandlere. I dag var kunderne smarte folk inde fra Paris. Der holdt ligefrem et par automobiler foran kroen, og unge damer spadserede rundt med deres parasoller. Udenfor gjorde 60 unge mænd sig klar i sommerheden. 60 cykelryttere, som var på vej ud i så voldsomme strabadser, at nysgerrighed og beundring trak selv parisere i hobetal ud på landet.
Samme morgen havde tilskuerne kunnet læse om begivenheden i den parisiske sportsavis L’Auto: “Med den samme storladne og fejende armbevægelse, som landarbejderen sår med i Émile Zolas roman La Terre, vil L’Auto, en avis for nye ideer og handling, fra i dag sende de hæmningsløse og hårdføre energiens sædemænd, som vore professionelle landevejsryttere er, ud gennem hele Frankrig,” hed det i første sætning på forsiden.
Ruten skulle ganske rigtigt føre deltagerne det meste af Frankrig rundt. Og det var netop, hvad L’Auto kaldte sit storladne påfund: Frankrig Rundt, le Tour de France. Sydpå til Lyon og Marseille, derfra vestover til Toulouse og Bordeaux. Videre op langs Atlantkysten til Nantes, hvorfra rytterne skar ind til den store afslutning i Paris. I alt 2.428 kilometer.
L’Auto havde kun eksisteret i lidt under tre år, da bladet skabte dette monsterløb til en ny tid med Eiffeltårn og Jules Vernevisioner. Initiativet til den nye sportsavis udsprang af en sag, som optog hele Frankrig, og som markerede skellet mellem den gamle og den nye æra: Dreyfus-affæren.
DEN JØDISKE KAPTAJN Alfred Dreyfus gjorde tjeneste i hæren, da han i 1894 blev anklaget for at have udleveret militære hemmeligheder til tyskerne. Dreyfus blev dømt uden de store forundersøgelser og sendt til Fransk Guyana, hvor han kunne få lov at rådne op i fængslet på Djævleøen.
I løbet af årene blev debatten stadig mere sort/hvid, stadig mere for eller imod. Talte man Dreyfus’ sag, var man tilhænger af nye republikanske og demokratiske idealer. Det gjaldt både socialister og liberale. Over for dem stod dybt reaktionære kræfter, les anti-dreyfusards, som ikke så nogen grund til at ændre på samfundsordenen. Næ, kirken og militæ-ret var glimrende samfundspiller til at holde styr på pøbelen. Og en jødesmovs som Dreyfus skulle ikke have lov at rokke ved hverken godsejeres eller industrimagnaters ret til at drive forretning på fornuftig vis.
Mange ønskede faktisk at få enevælden tilbage, så en majestæt kunne sætte skik på tingene uden så meget vrøvl. Det nye massefænomen cykling blev som stort set alle andre samfundsområder slagmark for det altomfattende Dreyfus-opgør, der hyppigt resulterede i gadekampe og var tæt på at kaste republikken ud i borgerkrig. Det nye blad – og sidenhen Tour de France – blev lanceret som led i en af de mange konflikter, der brød ud. Vel at mærke på de reaktionæres side.
Klokken var 15.16 onsdag den 1. juli 1903, da en L’Auto-medarbejder fløjtede de 60 ryttere af sted fra Réveil-Matin i Villeneuve: Allez! De cyklede ned ad platanalleen, og 500 meter fra kroen fandt den officielle Tour-start sted.
Efter en halv kilometer var grøftekanten stadig pakket med herrer og damer i søndagstøj, men kørebanen var fri. Her stod en ærværdig L’Auto-medarbejder ved navn Georges Abran klar med en pistol en halv meter ude på vejbanen. Over for ham, i den modsatte grøftekant, stod en herre og holdt en gren med et hastigt sammenflikket flag, som markerede for rytterne, hvor starten gik.
Nu nærmede de sig, tre-fire-fem stykker side om side i vejens bredde. Farten tog til. De forreste ryttere rejste sig i pedalerne, og en støvsky steg op over feltet. Georges Abran løftede sin pistol og affyrede den i luften.
Eventyret var i gang.
“Tour de France – den ultimative fortælling om verdens hårdeste cykelløb” er udgivet af forlaget Lindhardt og Ringhof.
2. reviderede udgave, 2022. 894 sider, vejledende udsalgspris DKK 299,95
