fbpx
Nyt om Frankrig

Turister skyr Paris op til OL

Turbådene oplever væsentlig lavere belægning i juni op til OL. (foto: frantic00 / iStockPhoto)

Mens pariserne i månedsvis, hvis ikke årevis, har frygtet den forestående invasion af horder af OL-tilskuere, og bekymret sig om, hvordan det skulle gå med overbelastet offentlig transport, lukkede veje, og alverdens sikkerhedsrisici, er der nu opstået et uventet problem: Turister ser i stort omfang ud til at undgå Paris op de Olympiske Lege. Det beretter et bredt udvalg af medier. En vis afmatning før legene var forventet, men ikke på det niveau, der opleves nu.

Mens både hoteller og private har set frem til at score kassen på udlejning af værelser og lejligheder under OL, ligger hotellerne i slutningen af juni på 50-60 pct. belægning, mod 80-90 pct. for samme periode sidste år, fortæller mediet leBonbon.fr. Avisen Le Figaro har talt med firmaet bag turbådene Bateaux-Mouches, der normalt sejler med omkring 10.000 passagerer om dagen i juni, men i år er tættere på 6.000 om dagen.

Og måske ikke så mærkeligt. Hotelværelser ligger på mindst dobbelt pris, og det samme gælder en række andre turistomkostninger som f.eks. taxe de séjour, der er ganget med tre, lige som transport, museer og seværdigheder også er sat op i pris. Andre seværdigheder er helt lukket under legene, og der er områder af byen, som normalt tiltrækker mange turister, der vil være utilgængelige. Mange har også forstået, at forberedelserne til legene medfører et vist kaos, ligesom de seneste ugers politiske begivenheder, med den deraf følgende risiko for uroligheder i fb.m. valget, nævnes som en mulig årsag. En lang række influencere som anbefaler folk at blive væk, hjælper heller ikke.

London så en lignende effekt i 2012, hvor mange besøgende dog besluttede sig at komme i sidste øjeblik.