Allerede fra april myldrer det rundt – og naturligvis til de obligatoriske kendte steder som Louvre og Musée d’Orsay. Det kan være lidt som at stå på en banegård i myldretiden, selv om skiltene “hold afstand, gå kun i en retning” stadig er til at få øje på. Andre steder fortsætter man med ikke at lukke for mange ind ad gangen. Så her nogle steder – lidt mere diskrete, lidt mindre kendte – i hvert fald indtil nu.
2 Place de la Concorde – Hôtel de la Marine – ikke som sådan noget ukendt sted. Adressen har været beboet siden 1774, men siden sidste sommer genåbnet fuldt ud restaureret med et hav af gyldne sale og en levende historie, der kan fylde mere end en dag – men så også udstilling af private kollektioner, der kun kan få én til at drømme om frihed, fred og verden derude op gennem tiderne. Først Al Thani kollektionen, og henover sommeren fra juni til oktober Fondation Calouste Gulbenkian. Nænsomt, dragende og effektivt præsenteret. Dertil krydret med den helt personlige fornøjelse at have adgang til balkonen ud mod Concordepladsen og indtage hele Paris – sådan helt fra oven – som digteren Honoré de Balzac skrev: “A nous deux Paris” – nu er det op til os to, Paris.
Og det er det!
DU KAN VÆLGE at følge Seinen og nå ned til Institut du Monde Arabe, 1, rue des Fossées Saint-Bernard i femte arrondissement for at kigge på, hvordan den 19-årige fotograf Raymond Depardon i 1961 oplevede spændingerne i den otte år lange og blodige krig, der skulle få De Gaulle til at opgive kolonien Algeriet. Unge Depardon har kameraet til at afsløre vibrationerne – og her i 2019/20 er han vendt tilbage for at se, hvordan Algeriet nu ser ud – sammen med forfatteren Kamel Daoud, der fortsat bor i sit hjemland. Billederne taler for sig selv. Frankrig her 60 år efter kæmper stadig med at få placeret sin fortid – helt som Algeriet kæmper med at få placeret sin nutid og fremtid.
Hvem afspejler tiden bedst – forfatterne, fotograferne, malerne – politikerne?
MONTMARTRE AUX ARTISTES – Montmartre for kunstnerne, 189, rue Ordener, i 18. arrondissement – kort og godt en bygning for kunstnere. Den har ligget her siden 1930’erne og ejes nu af byen Paris. Den skulle med sine 180 atelierer/ boliger være den største i Europa. Hvad den med sikkerhed er, er et fristed, som at være trådt ind i en landsby direkte fra den parisiske gade – fugle, grønt og fred til at skabe.
Nej, man kan ikke gå ind fra gaden, der skal være en forbindelse, en invitation.
Men så er man der også – blandt malerier, der bryder ud af rammen og en lidt forsigtig maler, der ikke har journalister øverst på menuen – langt fra – men som alligevel kan rives med. Det manglede også bare. Louvre har været ude efter ham for at give kurser i de gamle mestres teknik, og selv har han mange glas her i sit atelier
med egne skabte ingredienser – de rene varer helt som de gamle mestre arbejdede. Luc Lynski er en beskeden mand.
Hvis han har lyst, er vejen frem til at finde ham og den parisiske landsby og ikke mindst hans malerier www.lynski.fr
ET ANDET ATELIER, der gemmer sig lidt, men som det er nemt at finde og få adgang til, ligger 6, rue de Furstemberg i 6. arrondissement. Der er ikke helt så stille som hos Luc, men der er den samme landsbyfornemmelse, når man først er kommet inden for i haven under malerens atelier. Nej, han er her ikke længere, han rejste en del, men hans ånd er her – for her boede og arbejdede Eugène Delacroix.
Det giver lidt fred i sjælen at være så tæt på manden, som det nu er muligt, se hans søgen i orientalismen i de stærke farver – og se hans higen efter Friheden, symboliseret ved den fremadstormende kvinde.
Ja, ja, da, han forsvandt i 1863, men det gjorde hverken Nordafrika eller trangen til frihed – ej heller de fremadstormende kvinder.
