fbpx
Film

TV-serie griber tilbage til filmens barndom

Den svenske skuespiller Alicia Vikander har rollen som Mira Harberg, alias forbryderdronningen Irma Vep
Den svenske skuespiller Alicia Vikander har rollen som Mira Harberg, alias forbryderdronningen Irma Vep. I alle tre filmudgaver kryber de katteagtigt hen over Paris’ hustage med storslået udsigt til flere af byens vartegn. Foto: HBO Max
Oliver Assayas er aktuel med en opdatering af sit eget kultdyrkede hit om en midaldrende instruktør, der knækker nakken på at genskabe fransk stumfilmsklassiker. Det er blevet til en suverænt underholdende miniserie på HBO Max, der både gør os klogere på filmens barndom og dens nuværende tilstand.

Hvor er filmkunsten på vej hen? Det er den slags spørgsmål, som store filmskabere i hver generation grubler over, efterhånden som de indser, at deres velmagtsdage er ved at være forbi. Ofte ender de dystre fremtidsprofetier med at trumfe troen på fremskridt gennem teknisk innovation og tilliden til det næste kuld af kreative kræfter.

Særligt Martin Scorsese har de seneste år trukket overskrifter med sine udfald mod Marvels univers af superheltefilm, der for ham at se er betegnende for en filmindustri, der er mere forhippet på at producere tankeløs underholdning en masse end virkelig kunst. På den anden side af Atlanterhavet deler den velrenommerede, franske instruktør Olivier Assayas forbitrelsen, men tager det anderledes roligt. 

“Filmkunsten har altid været i krise, lige siden den blev til,” sagde han under coronanedlukningen i et videotransmitteret foredrag, der siden er udkommet som pamflet hos forlaget Gallimard. Assayas’ seneste udspil, den otte timer lange, stjernebesatte miniserie “Irma Vep”, der kan ses på HBO Max, tager yderligere livtag med filmkunstens væsen og nuværende tilstand.

Filmplakaten fra Olivier Assayas film fra 1996
Filmplakaten fra Olivier Assayas film fra 1996 med Maggie Cheung i den bærende hovedrolle sammen med Jean-Pierre Leaud.

MINISERIEN ER EGENTLIG en nyfortolkning af Assayas’ eget kultdyrkede biografhit af samme navn fra 1996 om en midaldrende instruktør, der beslutter sig for at genindspille den franske stumfilmklassiker “Vampyrerne”med hongkongskuespillerinden Maggie Cheung i front som musen for en forbryderbande, der terroriserer Paris’ bedre borgerskab.

Hende dannede Assayas i perioden par med – og selv om de for længst er gået fra hinanden, fylder hun stadig i den nye udgave. Her følger vi en filmmager ved navn René Vidal, modelleret over Assayas selv, som to årtier efter, han første gang genskabte Louis Feuillades thriller om de kriminelle vampyrer, der udkom som 10 løst sammenhængende episoder mellem 1915 og 1916, nu prøver igen.
Hans eneste anke er, at det denne gang må blive uden den asiatiske skuespillerinde, der i sin tid knuste hans hjerte – og som her går under navnet Jade. Som man kan se, er der altså mange metalag at holde styr på i 2022-versionen af “Irma Vep”, men forbløffende nok giver det meste sig helt af sig selv.

Den oprindelige udgave, der varede blot lidt over halvanden time, fremhæves ofte som en af de bedste film om filmindustrien set indefra – på niveau med François Truffauts “Den amerikanske nat” (1973). Den nye udgave er en refleksion over, hvordan man overhovedet skaber film med kunstnerisk integritet i en tid, der på den ene side er domineret af de samlebåndsfilm, som Scorsese kritiserer, og på den anden side af streaming-giganter som netop, ironisk nok, HBO Max.

PÅ GRUND AF DET lange format formår Assayas både at komme rundt om de udfordringer, som filmkunsten ifølge ham står over for i dag, og gribe tilbage til filmens barndom, som når alteregoet Vidal – portrætteret af Vincent Macaigne – i sin opdatering af “Vampyrerne” lader indgå dramatiseringer af de styrkeprøver, der udspillede sig under optagelserne af Feuillades epokegørende film.

Louis Feuillades thriller om de kriminelle vampyrer udkom som 10 løst sammenhængende episoder
Louis Feuillades thriller om de kriminelle vampyrer udkom som 10 løst sammenhængende episoder mellem 1915 og 1916 med datidens store sexsymbol Musidora i hovedrollen. Foto: HBO Max

Der tegner sig snart et billede af, at skønt filmlandskabets tektoniske plader nok har forskudt sig de seneste 100 år, er stjernenykker, småparanoide instruktø-rer og hundeslagsmål faste bestanddele i enhver filmproduktion – i hvert fald de franske af slagsen.

Vidal caster denne gang den svenskamerikanske skuespillerinde Mira Harberg – spillet af Alicia Vikander – som forbryderdronningen Irma Vep (et anagram for “vampire”). Hun har netop brudt med sin kæreste, og afsluttet promoveringsturnéen for en intetsigende Marvel-lignende superheltefilm og er på mange måder klar til, at der skal ske noget nyt.

Selv hævder hun over for en fransk journalist at have set Feuillades film tre gange og er fascineret af figuren Irma Vep, der oprindeligt blev spillet af samtidens store sexsymbol Musidora (1889-1957). Med sin slanke figur, sit sorte, silkeagtige bodysuit og sine katteagtige bevægelser blev hun prototypen på thrillergenrens skæbnesvangre kvinder. Det var hende, der løb med al opmærksomheden, og faktisk overskyggede hun filmens egentlige hovedperson, vampyrernes modstander, reporteren Philippe Guérande.

EN AFGØRENDE ÅRSAG til, at “Vampyrerne” virker så moderne, er da også, at Feuillade bevidst udviskede simple modsætningsforhold mellem godt og ondt og i stedet optegnede en moralsk ambivalent verden, hvor skurkene i virkeligheden er de mest interessante, mens heltene tager sig noget tamme ud. 

Det skabte i samtiden furore, og produktionen blev for en stund lukket ned, ligesom flere af episoderne blev bandlyst, indtil Musidora tog sagen i egen hånd og talte med politikommissæren. Det er i Assayas’ nye serie en central pointe, at det i dag er filmfolkene selv, der har overtaget denne rolle som moralpoliti. Da Irma Vep – spillet af Mira – på et tidspunkt bliver kidnappet og bundet stramt fast til en stol i en s/m-lignende konstellation, får det flere af de medvirkende til at fordømme det som et overgreb. 

Det betyder i den sammenhæng mindre, at instruktøren, Vidal, minder om, at han blot forholder sig til en over 100 år gammel film. #MeToo-bevægelsen er noget af det, man som filmskaber i 2020’erne ikke kan ignorere – og her kan man som midaldrende, hvid mand næsten kun træde forkert.

Musidora i hovedrollen
Louis Feuillades thriller om de kriminelle vampyrer udkom som 10 løst sammenhængende episoder mellem 1915 og 1916 med datidens store sexsymbol Musidora i hovedrollen. Foto: HBO Max

DET ER I DET HELE TAGET morsomt at komme med bag om kameraet og overvære optagelserne af filmen inden i filmen. Et af fransk films store nye navne, Vincent Lacoste, spiller den småfornærmede skuespiller Edmond Lagrange, der er castet i hovedrollen som Philippe Guérande, men ikke selv mener, at han får nok tid i rampelyset. Veteranen Jeanne Balibar ses som kostumieren Zoe, der også påtager sig et hav af andre opgaver – som for eksempel at skaffe narko til en af de mere vanskelige stjerner, der ender med at blive indlagt på hospitalet, efter han som del af en sexleg kommer til at kvæle sig selv. 

Mira identificerer sig til sidst komplet med den rolle, hun spiller. Om natten sniger hun sig ud forklædt som Irma Vep, lusker som en listetyv rundt på hotelværelser og kryber katteagtigt hen over Paris’ hustage med storslået udsigt til flere af byens vartegn.

Alt imens bliver Vidals nerver stadigt mere tyndslidte. På et tidspunkt får han simpelthen nok og forsvinder sporløst fra optagelserne – for så at dukke op igen, efter der allerede er blevet fundet en anden instruktør. Det er til at forstå, hvad Assayas mener, når han taler om filmkunstens permanente krisetilstand.

 

Artiklen er kun for betalende abonnenter. Du kan tegne et abonnement lige her, eller logge ind herunder.