fbpx
Livsstil Nyt om Frankrig

Udlændinge ejer kun hver tiende franske fritidsbolig

Bretonske huse ved havet. (foto: Sissoupitch / Istockphoto)

Små 10 pct. af den franske boligmasse udgøres i dag af résidences secondaires, dvs. fritidsboliger. Det oplyser den franske nationalstatistik, l’INSEE. I alt er der ikke mindre end 3,7 mio. fritidsboliger i Frankrig, der dermed er det land i Europa, hvor der er flest, forlyder det fra tv-stationen France 2. Et marked, der tilmed har været i fremgang siden Covid.

Er det så velbeslåede udlændinge, der sidder på det hele? Nej, det er en myte. Kun hver tiende fritidsbolig ejes af en udlænding – dermed også sagt, at franskmændene selv står for 90 pct. To tredjedel af fritidsboligerne ejes af folk på 60 år eller ældre, som har økonomien til at forsøde livet med en ekstra bolig. Det er måske heller ikke så overraskende, at der er mange storbybeboere blandt sommerhusejerne, med pariserne på en klar førsteplads. Hovedstadens indbyggere ejer næsten 350.000 fritidsboliger, og ofte vælges en, som ligger mindst tre timers kørsel væk, gerne ved havet eller i højderne.

Mens fritidsboliger giver opblomstring i lokalområderne på nogle tider af året, og indtægter til detailhandlen, er det ikke alle steder, hvor der ses lige positivt på udviklingen. Det aktivistiske medie La Relève et La Peste peger både på, at fritidshusene er med til at forværre boligmanglen nogle steder i landet, og at det samlede bebyggede areal stiger, jo flere huse folk har – til skade for miljøet. Det gennemsnitlige antal beboere pr. bolig er faldet fra 3,1 person i 1960’erne, til 2,2 person i dag. Et resultat af forskellig faktorer, som f.eks. en ældre befolkning, flere studerende og flere skilsmisser. Fra starten af 60’erne er antallet af franskmænd der bor alene nærmest tredoblet, og gået fra 6 til 17 pct. af befolkningen.