I 2005 stod Frankrigs forstæder i flammer, og landets politiske top blev stillet til skue. Med Azouz Begags insiderblik skildres sammenstødet mellem Nicolas Sarkozys hårde linje og de sociale brudflader, som stadig præger fransk politik i dag.
Af Jørgen Jørgensen
I disse dage er det akkurat 20 år siden, at man havde borgerkrigslignende tilstande i forstæderne til de største franske byer. Præsidenten hed dengang Chirac. Premierministeren var den flamboyante Dominique de Villepin, der d. 2. juni havde dannet sin UMP-regering (Union pour un Mouvement Populaire, et fransk borgerligt politisk parti, der i 2002 var blevet dannet ved sammenslutning af flere højre- og centrumpartier). Villepin var ikke folkevalgt, så han var udnævnt på baggrund af præsidentens tillid. Et nøgleord for ham var transparens, så der blev jævnligt afholdt pressekonferencer over udvalgte temaer med deltagelse af forskellige ministre.
En særlig stilling i regeringen havde Nicolas Sarkozy, der som indenrigsminister var den eneste, der bar titlen ”ministre d’état” (minister med særlig regeringsrang, red.). Han havde således en særlig autonom stilling og var i øvrigt ved at køre sig selv i stilling som kandidat til præsidentvalget i 2007. Endelig var min yndlingsforfatter, Azouz Begag, søn af algierske indvandrere, blevet udnævnt til delegeret minister under premierministeren for ”la Promotion de l’égalité des chances” (fremme af lige chancer for alle). Han, der både var en anerkendt skønlitterær forfatter og sociologisk universitetsforsker, er ”lammet” i min historie, novice som han var i politik. Det var nok også lidt af en tilfældighed, at han i 2003 havde ytret ønske om at tjene sit land. Det var sket på en litteraturfestival, hvor Villepin, der samme år som udenrigsminister havde holdt en meget omtalt tale i FN mod USA’s invasion af Irak, også var til stede for at få overrakt en pris for sit poetiske forfatterskab.
Begag har i sin bog ”Un mouton dans la baignoire” (på dansk ”Et får i badekarret”, Fayard 2007), selv brugt billedet af lammet i den for ham nye sammenhæng som politiker. Han bliver hurtigt kastet for løverne, og sin entré i nationalforsamlingen oplever han som et besøg i bjørnegrotten (”fosse aux ours”). Da han fra sin ministerplads overværer Villepins politiske tiltrædelsestale fra få meters afstand, kan han knap nok høre ordene på grund af venstrefløjens højlydte mishagsytringer. Indtil da har han kun oplevet de politiske koryfæer gennem fjernsynsskærmen, og det virker overvældende for ham at opleve denne verden ”live”. Første gang han ser kollegaen Sarkozy i ministerrådet gør han følgende observation: ”Il est petit de taille. Je remarque sa veste trop grande pour lui, ses épaules carrées, sa poitrine musclée. Sa présence pèse lourd dans l’espace de cette antichambre. Il en émane une drôle d’énergie” (Han er lille af størrelse. Jeg bemærker hans jakke, der er for stor for ham, hans firskårne skuldre, hans muskuløse brystkasse. Hans tilstedeværelse vejer tungt i dette forværelses rum. Der udstråler en mærkelig energi fra ham).
For dem, der interesserer sig for at analysere på Sarkozys storhed og senere fald, er der mange af den slags øjenvidneberetninger i bogen. F.eks. af partiformandens optræden på talerstolen ved UMP’s parlamentariske sommermøde i september i Évian. Begag siger her, at han har set mange afrikanske præsidenter optræde på samme måde. Virkningen af hans gebærder og rytmiske spasmer er den samme: Tilhørerne bliver ude af sig selv af begejstring, og taleren modtager stående ovationer. Villepin og Begag applauderer også, men smiler kun med munden.
Der er ingen tvivl om, at Sarkozy er en erfaren ”ulv” i politik. Forholdet mellem Sarko og Begag skulle derfor hurtigt vise sig at slå gnister. Anledningen var tragisk nok: tirsdag d. 27. oktober er nogle indvandrerdrenge på vej hjem til aftensmad i Clichy-sous-Bois. De er lidt sent på den, da de har været optaget af at spille fodbold. Derfor tager de en genvej i et øde område (terrain vague). En mand finder deres opførsel mistænkelig og tilkalder politiet. Da drengene hører politiet, går der panik i dem. Tre af dem kravler over hegnet til en transformatorstation for at søge tilflugt. De får elektrisk stød igennem sig, og to af dem dør. Den tredje bliver hårdt såret. Stemningen i forstæderne er i forvejen ret anspændt, da man et par dage i forvejen, i et nyhedsindslag på tv, har hørt indenrigsministeren karakterisere de unge her som ”racaille” (krapyl). Han, der selv er af en indvandrerfamilie (ungarsk), har højlydt erklæret, at der nu skal skabes ro og orden i forstadskvartererne. Mange danskere husker sikkert også et tv-indslag, hvor han talte om at rense dem med højtryksrenser (‘Kärcher’, en reference til et tysk højtryksrenser-mærke, red.). Sådanne udtalelser blev naturligvis opfattet som en provokation af de unge af arabisk og afrikansk herkomst, og efter politiets uheldige opførsel i forbindelse med de to drenges tragiske død i Clichy-sous-Bois, svarede de igen ved at brænde biler af om natten. Igennem en måned hørte vi hver morgen om nye uroligheder i de betændte kvarterer, og hver nat blev der brændt i hundredvis af biler af. Alverdens medier talte om borgerkrigslignende tilstande i Frankrig.
Den nyligt udnævnte minister for lige rettigheder blev også interviewet i den anledning, og han kunne ikke vare sig for at lægge afstand til Sarko’s krigsretorik. Det blev af indenrigsministeren udlagt som illoyalitet. I forvejen var der i ministerrådet visse spændinger mellem Villepin og Sarkozy, så Villepin kunne ikke længere helt holde hånden over Begag. Sidstnævnte anklager i bogen også indenrigsministeren for at bruge sit netværk inden for medieverdenen til at isolere ham. Begag bliver kørt ud på et sidespor: Projekter, han har arbejdet med, bliver overført til andre ministerier, og han føler sig latterliggjort og ydmyget.
På et tidspunkt i marts 2006 er ministeren for ”lige chancer” til et politisk møde i Marseille. Efter at have svaret godt på spørgsmål inden for sit ansvarsområde bliver Begag chikaneret af en tilhører, der er utilfreds med en immigrationslov, som regeringen (dvs. Sarkozy) er ved at forberede. Begag svarer, at spørgsmålet skal stilles til rette vedkommende, og tilføjer: ”Je ne m’appelle pas Azouz Sarkozy!” (Jeg hedder ikke Azouz Sarkozy). Det skulle han aldrig have gjort. Tilbage i sit ministerium i Paris bliver han mødt af et telegram fra nyhedsbureauet AFP, der kun refererer den famøse sætning fra det to timer lange møde i Marseille, og avisen Libération sætter den på som overskrift til en artikel, den har lavet. Næste dag modtager Azouz Begag i TGV-toget et opkald fra Matignon. Det er premierministeren, der vil informere ham om en krise på grund af hans udtalelser i Marseille. Villepin opfordrer ham til straks at ringe til Madrid, hvor Sarkozy opholder sig, for at sige, der er tale om en misforståelse, hvad som helst, for at undgå, Sarko indkalder til en pressekonference, som han har truet med. Begags egen kabinetsdirektør ringer ligeledes for at få redigeret et pressekommuniké, der siger, at Begag beklager, hvis hans bemærkninger har såret nogen. Det når de ikke, for pludselig er indenrigsministeren selv i røret, hvor ligestillingsministeren må lægge øre til en salve af værste skuffe – i Behags erindring: ”Tu es un connard! Un déloyal, un salaud! Je vais te casser la gueule, salaud!“ (du er en sjover, en illoyal, et svin! Jeg vil smadre dit fjæs, din sjover) osv. osv. Begag får ikke indført ét ord i samtalen. Efter den samtale er ”lammet” usynligt for Sarkozy. Det var Begags dødsdom rent politisk. Han lærte Sarkozys store netværk inden for medieverdenen at kende.
Ministeren var ellers begyndt at se visse positive resultater af sit arbejde og få smag for det. Offentligheden var også ved at kende ham og hans opgave. I starten blev han nemt identificeret som ”den arabiske tjener” i regeringen, der tog sig af personsager med racisme over for arabere og sorte afrikanere. I virkeligheden havde Villepin defineret ”lige chancer for alle” meget mere bredt. Begrebet gjaldt også handicappede, kvinder og beboere i de tyndt befolkede områder.
Resten af Villepins regeringstid bliver imidlertid noget af en ørkenvandring. Premierministeren er alvorligt svækket af interne stridigheder, og Sarkozy er mest optaget af at køre sig selv i stilling som præsidentkandidat. Det lykkedes ham som bekendt også at blive valgt som præsident i maj 2007.
Villepins ambition var at få Frankrigs økonomi på fode igen. Der blev brugt megen energi på at få vedtaget en lov, CPE, der skulle gøre arbejdsmarkedet mere smidigt og få flere unge arbejdsløse i gang igen. Den lov blev imidlertid mødt af massedemonstrationer fra især de unge universitetsstuderendes side. Det har man set både før og siden. Intet nyt under solen.
Noget er der dog sket siden for kombattanterne i denne dyrehistorie. ”Lammet” er vendt tilbage til poesiens verden, hvilket hans læsere er glade for. Han er alt for god til at lade sig slide op i en arena, han ikke er skabt for. ”Ulven” og dens hjælpere, bl.a. ministerkollegaen Brice Hortefeux, er blevet spærret inde. Og selv ”ulvens” første mage, Marie-Dominique Culioli, er begyndt at komme med intime afsløringer af, hvordan hun har oplevet ham i sin tid, inden først Cecilia og siden Carla Bruni kom ind i billedet. Alt dette bestyrker opfattelsen af, at Azous Begags beskrivelse af Sarkozy som en manipulator ikke er grebet ud af den tomme luft.
Endelig er Villepin måske på vej til et politisk comeback? Han har stiftet sit eget parti, ”La France humaniste” og stiller uden tvivl op til præsidentvalget i 2027. I forbindelse med Palæstina-Israel konflikten er han blevet flittigt brugt i medierne, og i ugebladenes popularitetsmålinger er han på vej opad. I denne uge nr. 9, hvor Emmanuel Macron er nr. 30.
