Champagne har historisk været et blandingsprodukt, hvor druerne blev hentet mange hundrede kilometer fra champagnehovedstæderne. Herude i randområderne findes de gode køb i dag, og går man langt nok tilbage i historien, ender man helt i Lorraine, hvor der er fremragende bobler – til foræringspriser.
Af Morten Brink Iwersen
”Da jeg var barn, flaskede vi ikke en eneste flaske champagne selv. Vi solgte alt til de store huse oppe i Reims og Epernay. Det gjorde alle her på egnen”, forklarer Agnès Calon-Egger, imens hun i al hast pakker et par kasser champagne til os. I dag er billedet et helt andet, og Agnés og naboerne er ikke længere en ydmyg underleverandør.
Vi er på et gammelt kloster Monial i et fjernt hjørne af Champagnedistriktet, omkring 150 kilometer sydøst for Champagnes ’hovedstad’ Reims. Côte de Bar, hedder hjørnet. Hovedbyen hernede hedder Bar-sur-Aube, men den skal man være en meget stor champagne-nørd for at kende. Hvor Reims og Epernay har ekstravagante champagnehuse og ditto barer på hvert gadehjørne, er Bar-sur-Aube en mere provinsiel oplevelse med kebab og pizzariaer i hovedgaden. Landskabet er blødt, bakket og venligt, og naturen fylder mere her, end oppe i det ’rigtige’ Champagne. Vinstokkene dukker kun op, når terrænet hælder mod syd. Her er heller ingen Grand Cru og Premier Cru klassifikation og nærmest ingen prætentiøse vinhuse, som igennem generationer har leveret marketingtungt champagne til Paris og resten af verden. I Côte de Bar foregår salget af champagne ved havelågen fra parcelhusene og som halvfærdig vin eller druer til de store prestigehuse oppe i nord.
Først i 1927 blev vinstokkene her i Côte de Bar fuldgyldigt inkluderet i det eftertragtede Champagnedistrikt. Inden da var det et decideret randområde, der skulle skrive ’Champagne deuxiéme-zone’, på etiketten. I mange år ville de færreste af de store vinhuse oppe ved Epernay og Reims indrømme, at de hentede frugt fra Côte de Bar. Men det gjorde langt de fleste og i ret store mængder, for over 20 procent af Champagnes totale areal ligger her.
Ud af skyggen
I dag er området ikke længere forbundet med skam – det har fået sin egen identitet. Klimaet er mildere end oppe i det ’rigtige’ Champagne, så pinot noir, som i hvert fald før klimaforandringerne havde svært ved at modne deroppe, gror fint her. Det var det, alle de store champagnehuse efterspurgte, så det var det, alle bønderne i Côte de Bar plantede.
”Men faktisk er vi endnu bedre til chardonnay. Den planter mange i øjeblikket. Jordbunden minder også om det, de har i Chablis,” siger Agnès Calon-Egger, inden hun undskyldende må takke af, fordi en kolonne af tyskere netop ankommer til klosteret i deres veteran-Porscher. De er på weekendtur, og minder os om, at Tyskland ikke er mange timer væk.
Monial har kun 4 hektar med vin, som man er ved at omlægge til biodynamik. Lige som de andre i Côtes de Bar har Monial mest pinot noir, omkring 70 pct., mens resten er chardonnay. Den sidste store champagnedrue, Meunier, som modner hurtigere, er helt fortid på det gamle kloster og næsten også på de andre marker omkring landsbyerne Colombé-le-Sec, Arrentiéres og Rouvres-les-Vignes. Alle velholdte landsbyer, men også ret døde, hvis vi ser bort fra champagneudsalgene fra garager og udhuse, hvor turister stopper og fylder bagagerummet. Vinhusene er så små, at de færreste har nogen tradition for at have et ’bibliotek’ af gamle årgange at blande med – alle vinene er næsten altid en ’ren’ årgangsvin, selv om de klassificerer det som ’non-vintage’. Det skyldes udelukkende, at en årgangschampagne skal ligge minimum 36 måneder med bundfaldet på flasken, mens en ’non-vintage’ kan nøjes med 12 måneder. Den forøgede lagerbinding kræver store kældre og hæver selvsagt priserne, og det er der sjældent et marked for i Côtes de Bar. Her er det med andre ord bondechampagne, generelt mere fyldig end champagne oppe fra Marne, da klimaet er varmere, og nemmere at gå til. Hovedparten af produktionen er (stadig) produceret lidt for hurtigt for at holde et prispunkt på omkring 20 euro. Det sælges udelukkende på navnet, og det skal man som hovedregel springe over. Men flere eksperimenterer med fadgæring og/eller længere liggetid med gærresterne på flasken (Sur latte), og det er her, guldet ligger. Priserne er stadig lave, ikke bare Monial, men også flere af naboerne, f.eks. Claude Perrard og Albert Beerens. De fleste ligger på 25-30 euro, når man køber direkte.
Tættere på Tyskland
De store champagnehuse har igennem tiden hentet vin flere steder fra. Langt væk fra, faktisk. Kører man nogle hundrede kilometer mod nordøst, op mod grænsen til Luxemburg og Tyskland, kommer man til Lorraine, der i dag mest er kendt for domkirken i Metz, quiche og små gule mirabeller. Men for 200 år siden var Lorraine et kæmpe vindistrikt. Man kunne faktisk med lidt tilsnigelse godt kalde Lorraine for ’Champagne deuxiéme-zone’.
Lad os begynde i 1800-tallet, hvor vinhandlen er veldokumenteret. Her var Lorraine, der havde hele 34.000 hektar med vin, storleverandører til champagnehusene i Reims og Epernay. Den vigtigste druesort var også pinot noir, der modnede fint på de stejle og solbeskinnede parceller langs floden Moselle.
Den trafik kunne have fortsat, og området kunne i teorien have fået samme status som Côtes de Bar, hvis ikke det var fordi historien spiller en mere dramatisk rolle i Lorraine end i de bløde bakker nede i Aube.
Ligesom Alsace, har Lorraine været kastebold imellem Frankrig og Tyskland i de sidste århundreder. Da området bliver erobret af tyskerne i 1871 efter den tysk-franske krig, måtte vinbønderne i Lorraine, nu Lothringen, pludselig se sig om efter et helt nyt marked. Det nemmeste var at fortsætte med det, man var god til: at levere syrerig grundvin som andre kunne forfine med bobler. Så løsningen lå ligefor. I de næste godt 45 år lodsede man træfadene ombord på pramme nede ved Moselle-floden, der nu hed Mosel, og skibede det afsted til Traben-Trarbach, Koblenz og Mainz, hvor den tyske mousserende vinindustri havde hovedsæder.
”De skiftede simpelthen bare fra fransk champagne til tysk sekt, og det gik fint lige indtil 1. Verdenskrig”, forklarer Nobert Molozay, imens han åbner en flaske Xb Extra Brut Chardonnay 2022, der er lavet ligesom en luksuschampagne med 6 måneders fadgæring og derefter 2,5 års flaskegæring. Nobert Molozay er foregangsmand for Frankrigs yngste vinappellation Moselle, der groft sagt dækker bakkerne ned mod floden fra Nancy, op forbi Metz og videre til grænsen til Luxemburg og Tyskland.
”I 1918, efter 1. Verdenskrig, blev vi franske igen, og så skulle vinbønderne i Lorraine endnu engang finde nye kunder. Faktisk skulle mange af dem helt forlade Frankrig, hvis de var ’for’ tysksindede,” forklarer Nobert Molozay. Det skete helt konkret på Nobert Molozays slot, Château de Vaux. Her flyttede hele familien til Rheingau, og tog navnet og traditionen med sig. Den dag i dag laver familiens efterkommere stadig sekt i Rheingau under Château de Vaux navnet. Så slottet findes altså fysisk nogle kilometer uden for Metz – og som navn også i Tyskland.
Men denne gang kunne bønderne i Lorraine ikke blot vende sig mod Champagne og fortsætte som underleverandører. Som vi lige hørte i Côte de Bar, blev appellationsreglerne strammet gevaldigt op i 1927.
”Nu havde vi hverken købere i sekt- eller champagneindustrien. Heldigvis var den franske hær ret tørstig, imens de byggede Maginot-linjen (forsvarslinje af svære bunkere mod Tyskland)”, griner Nobert Molozay. Hæren beregnede to liter per soldat i døgnet, mere i krigstid, og havde endda sit eget vinlager i flere underjordiske etager med eget jernbanespor meget tæt på Château de Vaux. Den har Nobert Molozay købt i dag, og det er her i den armerede betonbygning, at han rundhåndet skænker ud af sine mineralske og ret spændende vine, der har en smagsprofil imellem vine fra Alsace, Luxembourg og Mosel.
Men efter 2. Verdenskrig blev hærens forbrug også mindre og mindre.
”Så stod Lorraine et svært sted”, forklarer Nobert Molozay. Der var stadig 1.200 hektar vin i området efter 2. Verdenskrig, men der var ingen appellation og ingen tradition for at komme vinen på en flaske. Herfra var det én lang nedtur. I begyndelsen af 1970’erne, da hæren var holdt op med at købe vin til feltrationerne, var der kun 6 (!) hektar vin tilbage i hele Lorraine.
Men det skulle være løgn, tænkte Nobert Molozay, da han og hans kone overtog et faldefærdigt Château de Vaux i slutningen af 1990’erne. Sammen med en række andre hobbyproducenter gik de målrettet i gang med at genplante de bedste parceller, der primært ligger på skråningerne mod Moselle omkring Metz og nordpå. I dag er her 85 hektar fordelt på 18 vinhuse, hvor Domaine Oury-Schreiber og Château de Vaux – Molozay er nået længst og sidstnævnte med sine 18 hektar er klart den største. Det hele flaskede sig i 2010, hvor området fik tildelt sin egen appellation, Moselle. De må både lave rød, hvid og rosé, og de primære druer er auxerrois (en lidt mere voluminøs pinot blanc-type, som er meget almindelig i Luxembourg og en sjælden gang i mellem ses i Alsace), samt pinot noir, pinot gris – og så Müller-Thurgau, en tysk Riesling-krydsning, som jeg ikke har set andre steder i Frankrig før. Sekundært er her lidt gamay, riesling og chardonnay. Jo, Lorraine er virkelig et område, der griber i mange geografiske retninger.
Og hvorfor så ikke mousserende vine. Historisk har I jo lagt ryg til millioner af flasker champagne og sekt – hvorfor er det så ikke inkluderet i jeres appellation?
”Det er også underligt. Men at producere mousserende vine er betydeligt mere krævende end stille vine. Og vi havde faktisk ingen tradition for at producere det selv,” smiler Nobert Molozay. Han havde dog lyst til at udfordre historien, og siden 2000 har han, med teknisk hjælp fra en veninde, der producerer champagne oppe ved Epernay, faktisk lavet en mousserende vin, der ikke bærer AOC Moselle-prædikatet, men blot den ydmyge ’methodes traditionelles’. Den dufter af brioche og hasselnødder og bagved fornemmer man egetræsfadet. Moussen er finkornet. Den er fyldig, men stadig domineret af mineralitet.
Helt tilfældigt er veninden fra Champagne på besøg den dag, hvor vi kigger forbi, og hun har nysgerrigt lyttet med til vores samtale.
”Den havde kostet over 50 euro oppe ved mig,” siger hun stille. Nobert Molozay er helt revet med nu. Både af at genfortælle os historien, af veninden og vores anerkendelse, så han styrter ned i kælderen og kommer tilbage med en meget støvet flaske. Hans første mousserende vin, årgang 2000. Den dufter som 2022’eren på speed, det er god vin, det her. Og holdbar vin.
Glemte jeg at skrive prisen? 16,80 euro. Det er årets bedste køb. Intet mindre.
