fbpx
Bøger Samfund

Verden ifølge Houellebecq

Michel Houellebecq
Michel Houellebecq oser af “enfant terrible”. Han er forfatter, men han er også en offentlig person. For nogle byder hans romaner på skarp samfundsanalyse og bidende vid, mens andre afskriver dem som formålsløse provokationer. Men alle taler om dem. Foto: Forlaget
Reaktionær, pornografisk eller sin samtids fremmeste kronikør? Frankrigs mest omtalte litterære personlighed er aktuel med en ny roman.

Håret er langt, uredt og fedtet, og mellem fingrene stikker en smøg skødesløst frem. Næsen er stor, øjnene små, og en dvask grimasse breder sig langsomt over den smalle mund. Han har sikkert blå cowboyskjorte, sort lædervest eller stor vinterfrakke på. Sådan ser han ud på de fleste fotografier, lidt ligeglad med verden, lidt ligeglad med sig selv, enormt bevidst om hvordan han sættes i scene. 
Michel Houellebecq oser af “enfant terrible”. Han er forfatter, men han er også en offentlig person. For nogle byder hans romaner på skarp samfundsanalyse og bidende vid, mens andre afskriver dem som formålsløse provokationer. Men alle taler om dem. 

Hans seneste roman, Sérotonine, udkom i januar. Førsteoplaget var på 320.000 eksemplarer, og der blev skrevet spalte op og ned om den i både franske og internationale medier – før nogen overhovedet havde læst den. 

FLERE PLOTELEMENTER VAR allerede blevet lækket. Indbyggere i byen Niort satte sig for at boykotte romanen, efter det forlød, at fortælleren beskriver provinsbyen som den grimmeste, han i sit liv har set. Også hollændere og klimabevidste parisere skulle stå for skud. Men det mest overraskende var måske, at det så ud til, at Houellebecq havde forudset De Gule Veste og deres opgør med et Frankrig, der gør livet surt for sine egne landmænd, mens det centraliserer magten i Paris og indgår brede aftaler i Bruxelles.

Mange var spændte. Siden oktober 2017 havde Houllebecq ikke givet et eneste interview. Pludselig dukkede han op i medielandskabet igen, med sin nye roman selvfølgelig, men også som berømt privatperson og polemiserende debattør. Han var i efteråret blevet gift med en langt yngre kinesisk litteraturstuderende, Qianyum Lysis Li, som han havde mødt, da hun var i færd med at skrive sin afhandling om ham. I dagene op til udgivelsen af Sérotonine hørte man igen fra ham. Til bred forargelse erklærede han i en kommentar i Harper’s Magazine, at Donald Trump er den bedste amerikanske præsident i lang tid. Her slog han ned på Trumps isolationistiske politik, der i hans øjne tillader Frankrig og resten af verden at bevæge sig ud af USA’s skygge og ånde frit.

SJÆLDENT OPTAGER LITTERATUR og litterære personligheder så megen plads. Men hvad skyldes bevågenheden? Og hvorfor bør man give sig i kast med ham?

Houellebecq brød igennem med sin anden roman Elementarpartikler (1998), og han modtog Goncourt-prisen for Kortet og landskabet (2010), men det var hans foruroligende fremtidsfantasi om et forfaldent Frankrig, der i 2022 undergår et demokratisk skifte til islam, der gjorde ham til en sand rockstjerne indenfor den nyere franske litteratur. Underkastelse var titlen, og udgivelsesdatoen den 7. januar 2015 faldt sammen med terrorangrebet på satirebladet Charlie Hebdo, der samme uge havde en karikaturtegning med forfatteren på forsiden, hvor han bebudede, at han ville blive muslim og overholde ramadanen. 

Skandalen greb om sig. I en tv-udsendelse på France 2 fremhævede Alain Jakubowicz, den daværende formand for den internationale liga mod racisme og antisemitisme, at romanens succes skyldes, at den bevidst spiller på franskmændenes frygt. “Det er den bedste julegave, man kunne give Marine Le Pen,” sagde han.

Men der var stemmer, der gik i modsat retning. Blandt andet herhjemme, hvor Rune Lykkeberg i sin anmeldelse i Politiken understregede, at Underkastelse faktisk ikke handler om islam. I stedet er blikket rettet indad mod det sekulære og liberale vestlige samfund, der fremstilles som et eksistentielt og moralsk tomrum. Her kan islam vokse indefra. Lykkebergs fortolkning passer fint med, hvordan Houellebecq betragter sig selv, nemlig som sin samtids store kronikør. I det seneste interview i det tyske ugemagasin Der Spiegel, tog han til genmæle mod sine kritikere og udtalte, at man ikke må holde røntgenlægen ansvarlig for den kræftsvulst, han finder.

FLØJENE TEGNES HURTIGT OP. Er Houellebecq reaktionær eller realistisk? Spreder han had, eller peger han blot på de kedelige kendsgerninger? Ingen er formentlig fuldkommen enig i den kulturkritik, der er til stede i hans romaner, og som han også privat har formuleret. Men de færreste kan undsige sig, at han tilbyder et nyt perspektiv eller i det mindste forskyder det gamle. 

Houellebecqs hovedpersoner er deprimerede, midaldrende og ofte temmelig velhavende mænd fra Paris, som på alle måder er alene i verden. Apatiske vandrer de gennem et spøgelsesagtigt Frankrig, hvor traditionelle holdepunkter som familie og religion for længst er afviklet. Kærlighed mellem mennesker eksisterer ikke eller kun under hårde betingelser. Forbrug, tilfældig sex i store mængder og karrieremæssige fremskridt er de nye kronede værdier.

HOS HOUELLEBECQ FREMHÆVES det som resultatet af en århundredelang individualiseringsproces, der tog fart med efterkrigstidens økonomiske opsving for at kulminere i 1960’ernes seksuelle frigørelse og studenteroprør. Ungdommen hyldes. Taberne er de gamle og de uønskede. Forløsningen er døden. Men hvor er frelsen? 

Alle romanerne udspiller sig i skyggen af dommedag, lige fra debuten Udvidelse af kampzonen (1994), hvor hovedpersonens hospitalsindlæggelse bliver et billede på den vestlige civilisations sammenbrud. Kloner afløser en dødsdømt menneskehed i Elementarpartikler og Muligheden af en ø (2005), mens Platform (2001) ender med et grumt møde mellem sexturisme og terrorisme. I Kortet og landskabet er Frankrig reduceret til et slags kitschet ferieresort for rige russere og kinesere.

Hans sortsyn er næsten ubærligt. Men forfatteren og journalisten Bernard Maris, der året efter faktisk skulle miste livet under attentatet på Charlie Hebdo, bemærkede i sit essay fra 2014, Økonomen Houllebecq, at forfatteren lader et lille glimt af håb skinne i dårligdommen. Det er de engleagtige kvinder, som hovedpersonerne møder. De er godmodige og selvopofrende, og de peger mod noget andet og bedre. Men de er dømt til undergang i et samfund, hvor altings værdi forstås gennem et prisme af forbrug og nydelse.

KVINDERNE OG KÆRLIGHEDEN går igen i Sérotonine, der minder om bekendelseslitteratur. Romanens 46-årige hovedperson, landbrugsingeniøren Florent-Claude Labrouste, henvender sig til sin læser og fortæller om sit liv og om sine fejltrin. Han er på lægemidlet Captorix, der forøger mængden af glædessignalstoffet serotonin i hjernen, men som også gør ham impotent. Han mener, han har forspildt sine chancer for et lykkeligt liv, og han kigger tilbage på to kærlighedsforhold, der kunne være mundet ud i ægteskab og børn, men som han på den ene eller anden måde fik ødelagt. 

Modsvaret til Bernard Maris’ læsning findes hos de feminister, der først og fremmest forstår Houellebecqs romaner som forsvarsskrifter for den “gamle, hvide mand”, og kulturjournalisten Elisabeth Philippe gik hårdt til angreb modSérotonine, da hun anmeldte den for nyhedsmagasinet L’Obs. Hun kaldte romanen “den gamle Werthers lidelser” og undrede sig over, at man kan have medlidenhed med hovedpersonen, der både er hvid og heteroseksuel, og som kun har foragt til overs for bøsser og kalder kvinder for kusser.

Det er en genkommen kritik, som nok også har noget at gøre med de meget grove og udpenslede sexscener, som optræder i Houellebecqs romaner. Omvendt kan man sige, at forfatteren med udgangspunkt i sin historisk-privilegerede position som gammel, hvid og mand formår at sige noget vigtigt om almenmenneskelige betingelser og udfordringer og det samfund, disse udspiller sig i.

DET VAR DET, som Le Mondes litteraturanmelder Jean Birnbaum hæftede sig ved, da han omtalte Sérotonine hos radiokanalen France Culture:

“Sérotonine lader ane muligheden for en autentisk kærlighed, et afsæt Houllebecq yder retfærdighed med smerteligt enkle scener. Ingen happy end her, ej heller nogen tåbeligheder, blot forestillingen om at der midt i den universelle fornedrelse forbliver sådan noget som lykkens skrøbelige horisont.”

Kate hedder den første pige, Florent indledte et seriøst forhold til. For danske læsere er det skægt, at hun stammer fra Sønderborg, og Florent mødte hende i Det danske Studenterhus i Cité Universitaire i

Paris. Med hende kunne han have fundet en varig glæde, men da hun steg på toget for at vende hjem til Danmark, stoppede han hende ikke.

Camille, som han mødte flere år senere, var en anden mulighed. De flyttede sammen, og deres par blev en lille ø af tosomhed, som Florent betror os: “Verden udenfor var hård, skånselsløs mod de svage, den holdt næsten aldrig sine løfter, og kærligheden forblev det eneste, som man, måske, kunne tro på.” Selvfølgelig holdt det ikke. Florents tåbelige affære med en anden kvinde skilte de to fra hinanden. Men denne beretning om depression og afmagt skriver sig undervejs ind i større diskussioner om det moderne Frankrig og dets rolle i Europa. Det er her, De Gule Veste kommer ind i billedet. De har deres ekko i figuren Aymeric, som er Florents eneste ven. Han er aristokrat og landmand, og han griber til våben mod regeringen, da den giver efter for EU’s krav om at sænke prisen på mælk, så landets egen produktion ikke længere kan følge med.

HOUELLEBECQ ER IKKE partipolitisk, men hans romaner har en politisk kant. Til The New York Times udtalte han i forbindelse med udgivelsen på Underkastelse, at han ikke havde noget pænt at sige om François Hollande, og i den roman skyldes det blandt andet den socialistiske præsidents uduelighed, at Det Muslimske Broderskab vinder regeringsmagten. 

I disse dage rejser præsident Emmanuel Macron rundt i et splittet Frankrig, mens De Gule Veste raser i gaderne, som de har gjort det siden midten af november. Macron skulle efter sigende være fine venner med Houellebecq, der interviewede ham for kulturmagasinet Les Inrockuptibles, mens han endnu var økonomiminister, og som han ved årets begyndelse tildelte Æreslegionen. Hvad mon han vil sige til Sérotonine?

Tags