fbpx
Livsstil

Vi bliver i landsbyen

Jagten på den franske drøm (foto: Morten Brink Iwersen og Morten Stald)

Det krævede en omvej at finde det perfekte sommerhus i Sydfrankrig for La France’s nye klummeskribenter. I de kommende numre vil de fortælle om boligrenovering, livet i landsbyen og hvad der, i deres øjne, gør Frankrig så umuligt at slippe. Men vi begynder med jagten på det perfekte feriehus.

Tekst og foto: Morten Brink Iwersen og Morten Stald

”Vi vil altså sælge huset”. Det kom som et chok, da forældrene til – ja, lad os bare kalde ham Morten 1 – i foråret 2022 pludselig meldte ud, at nu ville de sælge sommerhuset i Sydfrankrig, et hus, der havde været i familiens eje siden 1994, og som vi havde lukreret grundigt på hver eneste sommer i vores fælles liv. Egentlig havde vi troet, at det netop var nu, de ville til at bruge huset. De var begge blevet pensionister og havde i princippet al tid i verden. Men pudsigt nok, så mindskede den roligere hverdag deres behov for at tage 2.000 kilometer væk.

Helt fair, men en ting var sikkert: vi ville ikke overtage familiens sommerhus. Vi er kun to personer, så hvad skulle vi med et 200 år gammelt hus på omkring 300 upraktisk fordelte kvadratmeter, der dybest set er to huse og deler mure med hele tre naboer, byens skole samt rådhuset for den 810 mand store kommune.

Men kunne vi undvære Sydfrankrig? Umuligt. Straks oprettede vi søgeagenter på de mest oplagte, franske boligportaler, og hele sommeren gik med at køre området tyndt. Det sidste var der ikke noget nyt i, men hvor vi normalt ser efter råvarer, vin, nye bademuligheder i floderne og vandreture, så gik denne sommer med at se efter ’A Vendre’ skilte og besøge ejendomsmæglere. Drømmen var et lille, charmerende hus med have og fri udsigt. Simpelt og ligetil, syntes vi. Men som dagene gik, blev ønskelisten lidt længere. Det skulle have sydfransk sjæl (og dermed havde vi afskåret os fra næsten alt fransk byggeri fra efter 1960), det skulle ligge i et smukt område, men tæt på indkøb og café. Gæsteværelse og kontor, ja tak. Og en naturlig, kølig kælder til vin. Og pool? Ej, den røg af listen igen. De sidste tre-fire år har der været sådan en frygtelig mangel på vand i Sydeuropa i sommersæsonen, at pools ikke er fremtiden. Men så en flod da, dyb nok til at bade i. I gåafstand.

Landsbyens mødesteder er enten på baren eller på torvet, hvor man spiller petanque og diskuterer vejret.

Listen af huse svandt ind. Desperationen steg. Vi udvidede søgningen til italienske Ligurien og spansk/catalanske Empordan – smukke grænseområder til kernelandet, som begge har en indbydende kulturel- og gastronomisk kultur. Til vores egen forbavselse lykkedes det faktisk at finde en respektfuld renoveret og smuk landarbejderbolig lidt udenfor Figueres i Empordan med tre hektarer terrasseret olivenmark og storslået udsigt mod Pyrenæerne. At huset var mindst lige så upraktisk som det hus, vi ikke ville have i Sydfrankrig, så vi gennem fingre med. At der hverken var bademuligheder i nærheden og 5-6 kilometer til den nærmeste bar og købmand, glemte vi også alt om. At der lige skulle et helt nyt køkken i, laves et par andre rum og etableres et kæmpe vindue for at få bjergudsigten ind i huset, var en detalje. Vi var forelskede i udsigt og olivenmark, og når man er forelsket, ryger fornuften som bekendt. ’Vores’ catalanske hus havde været til salg siden 2016, men det blev solgt blot én uge før, vi endelig skulle ned og se det. Det var nok et tegn.

Vi var mentalt tilbage i Sydfrankrig, men den korte flirt med Ligurien og Catalonien lærte os en ting om det franske boligmarked: at det er gammeldags. Og unødigt uigennemskueligt. Selvom der er flere store bolig-apps er annoncerne på alle måder sjuskede i forhold danske forventninger. I Frankrig kan flere ejendomsmæglere sagtens sælge samme hus på samme tid. Fra forskellige annoncer, til let forskellige priser vel at mærke. Men de mange mæglere betyder også, at ingen af dem har ansvaret. Det ses tydeligst på de forunderligt få, og ofte elendige billeder, der er tilknyttet annoncen. Ofte er billederne en ren gætteleg og ’nærmeste by’ forskellig for at camouflere, at det er det samme hus, du kigger på. Og glem alt om at finde huset på Google Street View fra sofaen i Danmark. Kun de allerfærreste skriver, hvor huset ligger. De frygter nemlig, at man kontakter de andre mæglere – eller simpelthen blot tager kontakt og køber det direkte af ejeren, der til hver en tid kan sælge huset foran samtlige ejendomsmæglere, han har engageret, som en ærlig ejendomsmægler forklarede os.

Naturen var vigtig for os i valget af sommerhus. Vi endte, hvor jagten begyndte: midt i nationalparken ‘Haut Languedoc’.

Næh, du skal henvende dig og få en aftale, før de oplyser adressen. Plantegninger? Aldrig online, og kun en sjælden gang i den fysiske salgsopstilling. I begyndelsen troede vi, at det var fordi, vi kiggede efter ældgamle stenhuse med skæve mål, at den slags skandinaviske forventninger ikke kunne indfries. Men i Italien (og ofte Spanien) kan de finde ud af at lave en stregtegning, opdagede vi – ligesom italienerne giver præcise links til Google Street View og ofte tilføjer et billede af den kommunale parcelplan, så man kan se, hvor huset, haven og ikke mindst naboer og motorveje ligger. Tænk engang, at franskmændene kan lære af… italienerne.

Vi var forvirrede og frustrerede over de franske ejendomsmæglere i almindelighed – og udsigten til vores manglende franske ståsted i særdeleshed. Indtil vi fik et kærligt skub fra vores lokale franske arkitektvenner, der var med os ude at se på et par potentielle huse. De kendte vores boligdrømme og ikke mindst kendte de familiens eksisterende sommerhus.

”Bliv dog – I har næsten det hele,” sagde de.

En lun sommeraften gik vi sammen en tur i landsbyen. Forbi de ældgamle muromkransede og sirligt passede køkkenhaver, over floden via den lille stenbro, op igennem den krogede middelalderbydel, forbi baren, hvor alle hilste fra cafébordene fyldt med pastis, og hjem via torvet, hvor et par familier spillede boule. Vi satte os på terrassen, åbnede en flaske hvidvin fra Faugères og gennemgik huset med dem. Hvad nu, hvis I bygger et nyt køkken ud mod husets lille have? Reetablerer en lille gårdhave, der havde været tildækket og mørklagt underetagen siden 1980’erne? Og fjerner et (ulovligt opført) betonsoveværelse, der tager den bedste udsigt fra haven og nærmest har delt den over i to? Med andre ord: hvad hvis vi genskabte rammerne fra før 1980erne, hvor en tidligere ejer ville have mere plads under tag, og som vores familie blot havde levet med sommer efter sommer?

Vi vendte 180 grader. Selvom renoveringslisten selvfølgelig er længere, var der ingen tvivl. Så kunne vi også blive i landsbyen blandt gode naboer, der passer blomsterne og kommer med hjemmelavet vildsvinepaté og grøntsager fra køkkenhaven. Og blandt de mange venner, som vi over tid havde lært at kende. Og hvorfor ikke lade vores arkitektvennepar stå for renoveringen?

Det er ikke kun Middelhavet, der gør Sydfrankrig attraktivt. Der er også et utal af floder, hvor man – ofte helt uforstyrret – kan tage sig en dukkert.

Om det sidste er en overilet beslutning, ved vi først om nogle år. Foreløbig lover vi at give en løbende renoveringsstatus i de næste numre af La France, ligesom vi vil invitere dig med til livet i landsbyen og livet som nybagte husejere.

Men først skulle vi lige købe huset. Proceduren ved et hussalg er, at det skal sælges ’til en rimelig pris’, og for at undgå skattesnyd og lokumsaftaler, har den lokale kommune altid forkøbsret til den pris, man handler til.

Simpelt og smart, men hvad er prisen så? Den er flydende, skulle vi hilse og sige, for der er ikke rigtig nogen offentlige ejendomsvurderinger. Staten har en officiel hjemmeside, hvor de kommer med et bud på kvadratmeterpriser i den enkelte kommune (og hvor man også kan dykke ned i de enkelte hussalg). Det er sikkert brugbart i Paris, Bordeaux og Lyon, men hvordan de er kommet frem til priserne på landet, hvor garager, kældre og stalde nogle gange tæller, andre gange ikke, er en gåde og i bedste fald … meget vejledende.

Vi hev fat i to ejendomsmæglere for en vurdering. Den ene så 1980’er-huset, den anden så potentialet, så der endte med at være, hold fast, over 40 pct. forskel på deres vurderinger. Det mindede om et dårligt afsnit af Hammerslag, men vi lagde os i midten, og har (syv-ni-tretten) ikke hørt fra kommunen endnu.

Selve salget skal altid foregå via en notar i Frankrig, der tilmed tager 8 pct. af købssummen for ulejlighed og tinglysning. At finde en notar og selve købsprocessen var et lærerigt og langvarigt bekendtskab, som vi nok skal vende tilbage til i en kommende klumme. Men uden at afsløre for meget, så swipede vi langt om længe en ordentlig bunke euro for nogle måneder siden, og netop fået en pdf med et 37 sider langt skøde.

Efter to års omvej fandt vi altså hjem. Det føles rigtigt, og det har – set i bakspejlet – været en vigtig proces. Arkitektvenneparret er i skrivende stund i gang med at opmåle og rentegne huset for første gang i dets 200-årige historie. Resultatet danner grundlag for alle videre beslutninger for renoveringsdrømmene. Og det kommer her i februar eller marts, eller april. Det er jo Frankrig.

Læs næste klumme fra Morten og Morten her.

Klummen skrives af parret Morten J. Stald (kommerciel rådgiver) & Morten Brink Iwersen (journalist)

 

Artiklen er kun for abonnenter, men du får første måned for kr. 9,- uden binding! Du kan tegne et abonnement lige her, eller logge ind herunder.