FRA TOPPEN AF MIN FRANSKE LANDSBY
En læge beslutter sig for at vaccinere en englænder, en tysker, en amerikaner og en franskmand. Han siger til englænderen:
– Værs’go – her er din vaccine.
– Jeg vil ikke, lyder svaret.
– Kom nu! En gentleman ville lade sig vaccinere. Og englænderen bliver vaccineret.
Så siger lægen til tyskeren: – Nu er det din tur.
– Nej tak!
– Det er en ordre! Og tyskeren bliver vaccineret.
Lægen siger til amerikaneren: – Din tur.
– Aldrig!
– Men hør nu, din nabo er vaccineret. Og amerikaneren får vaccinen.
Lægen henvender sig til franskmanden: – Det er din tur !
– Jeg vil ikke vaccineres!
– Kom nu, en gentleman vil lade sig vaccinere. – På ingen måde!
– Det er en ordre!
– Nej!
– Ved du, at din nabo lod sig vaccinere?
– Jeg er ligeglad!
– Hør … hvad er du helt præcist?
– Jeg er fransk.
– Åh, en franskmand! Uanset hvad, så har du ikke ret til at få vaccinen.
– HVAD, ER DET IKKE TILLADT FOR MIG??? !!!
Så lader franskmanden sig vaccinere.
VAR DET MORSOMT? Selv kan jeg ikke fordrage fordomme – heller ikke når de forekommer i vittighedsform. Man kan jo ikke generalisere. Englænderen med stiff upperlip, tyskerens Ordnung muß sein, amerikanerens overfladiskhed og franskmandens væren sig selv nok.
Men man kan jo undre sig over, at der er lidt om snakken. For i forhold til forårets vel nok vigtigste emne – vaccination mod Covid-19 – så er franskmændene altså de mest modvillige til at lade sig vaccinere. Og det kan jo virkelig undre, eftersom vaccinen var en fransk opfindelse – næsten. Det var den franske biolog Louis Pasteur (1822-1895), som opfandt den første laboratoriefremstillede vaccine. Men det var den engelske læge Edward Jenner (1749-1823), der allerede i 1796 foretog verdens første vaccination.
Ifølge WHO og andre undersøgelser vil 79 procent af den danske befolkning gerne vaccineres mod Covid-19, hvis sundhedsmyndighederne opfordrer til det, mens det kun gælder for – i skrivende stund – 54 procent af franskmænd. At franskmændene så i det hele taget er de mest vaccineskeptiske viser andre undersøgelser: 19 procent mener, at vacciner i almindelighed ikke er effektive, mens 10 procent mener, at vacciner ikke er vigtige for børn at få. Det tilsvarende tal for danskere er hhv. 4 og 3 procent.
HELT PRÆCIST KAN jeg ikke garantere for procenternes rigtighed, for her på toppen af min landsby befinder jeg mig slet ikke for tiden. Det er faktisk godt et år siden, familien var i huset – for lige som de fleste andre er vi blevet yderst rejseforsigtige. Bevares, jeg var dernede en kort stund sidst i juni for at rydde op i hus og på terræn, men da talte jeg ikke med et øje – dertil havde jeg for travlt. Alligevel faldt jeg over en anden gåde i det lokale supermarked, hvor jeg jo var nødt til at fouragere til mine få dage, nemlig trykkogeren – dette i og for sig fantastiske køkkeninstrument, der af en eller anden årsag aldrig har slået an i Danmark.
Min mor havde i 1950’erne investeret i en, men havde den kun i brug ganske få gange på grund af den eksplosionsfare, som hun mente hele familien ville befinde sig i, når hun kokkererede. I Frankrig derimod må trykkogeren være at finde i ethvert hjem, når man tager det kolossale udbud i supermarkederne i betragtning. Faktisk findes der i dag over 100 forskellige modeller at vælge imellem. Og i tilgift udgives et utal af kogebøger med masser af opskrifter på trykkogte retter.
SELVFØLGELIG ER trykkogeren også af fransk oprindelse. Den daterer sig tilbage til 1679, hvor den blev opfundet af fysikeren Denis Papin (1647-1714). Men eftersom han var medlem af det forkerte trossamfund, han var huguenot, forlod han Frankrig og rejste – til England. Her blev han optaget af andre interesser inden for højtryksteknik, så om det var landflygtigheden, der var årsag til, at trykkogeren først blev produktudviklet godt 250 år senere, er noget usikkert.
Ideen til trykkogeren kom til ham under arbejde med at frembringe dampmaskinen – som englænderen James Watt (1736-1819) i øvrigt fik æren for, men som i virkeligheden var opfundet af Thomas Newcomen (1664-1729).
Denis Papin, trykkogerens fader, havde egentlig et socialt sigte med sin maskine. Han havde nemlig en teori om, at den kunne være med til at bekæmpe hungersnød, da den hurtigt og billigt kunne tilberede al slags kød.
Den gode mand har nok haft ganske ret, men der er meget mere i det end som så. I en normal gryde vil noget af madens smag fordampe, fordi smagsstoffer er meget flygtige. I en trykkoger vil nogle af smagsstofferne ganske vist også fordampe, men de vil ikke kunne forsvinde, da gryden er hermetisk lukket. I stedet vil de kondensere til væske i trykkogeren. Det indebærer, at mad tilberedt i trykkoger smager af mere, end mad tilberedt i en almindelig gryde. Og når der lettes på låget, spreder der sig en pragtfuld duft.
Forsøg blot selv at lave en gang boef bourguignon eller en osso buco i en trykkoger. For det første kan det gøres lynhurtigt: ca. 35 minutter – så står den ret, der normalt skal koge i adskillige timer, på bordet. Kødet er blødt, lækkert og særdeles velsmagende.
DET SOCIALE SIGTE var i øvrigt ikke ualmindeligt blandt datidens opfindere. Således havde den franske læge Joseph Guillotin (1738-1814) egentlig forestillet sig, at hans smarte maskine skulle bruges i lægeligt arbejde ved amputation af arme og ben – et rent og fint snit, der skulle lette operationerne. Men han foreslog vistnok tidligt i den franske revolutions forløb, at maskinen også kunne bruges til at hjælpe folk af med den øverste kropsdel. Mest af hensyn til ofrene, idet de derved kunne undgå lidelsen ved at miste hovedet eller kun dele af det, når bødler med en ringe håndværksmæssig kunnen ikke passede deres arbejde ordentligt. Hans dybere sigte var, at maskinen ville være så frygtindgydende, at dødsstraffen ville blive afskaffet, men den udartede i stedet til massemord under hele revolutionen – og blev benyttet helt frem til 1977, hvor den sidste gang var i brug i Frankrig.
I øvrigt var Guillotin slet ikke opfinderen, han var blot produktudvikler. Maskinen havde nemlig eksisteret siden middelalderen, hvor den var blevet benyttet i mere barbariske lande. Den humanistiske læge, der ville det så godt og havde hovedet fuldt af ideer, endte altså med at lægge navn til det frygtede instrument.
HER SKAL MAN så over for franskmænd træde lidt varsomt. For det lader til, at det dårlige forhold mellem franskmænd og englændere strækker sig langt tilbage – og måske egentlig bunder i konkurrencen om hvem, der opfandt hvad og hvornår. Og det kan der jo komme en masse fordomme ud af. Men lidt sjov var den da, vittigheden. Ikke sandt? Så længe vi danskere ikke bliver generaliseret – for det kan man jo slet ikke. Det ville da være yderst fordomsfuldt…
