fbpx
Rejser

Vilde kløfter og steppelandskaber

Gorges du Tarn. (Foto: lescoflocs – Lozère Tourisme)

Landskabet i og omkring Gorges du Tarn og Gorges de la Jonte er noget af det mest dramatiske, man finder i Frankrig. Fra landsbyer helt nede ved den brusende flod kan man zigzagge sig op til svimlende udsigter, se svævende gribbe fra oven og jagte et glimt af vilde heste i nærmest mongolske steppelandskaber. 

Tekst: journalist Karin Bech. Foto: Karin Bech og Tourisme Aveyron

Maison Rose er et smukt gammelt skrummel af en bygning ved flodbredden midt i Le Rozier. Jeg vågner før daggry, tænder lyset på badeværelset, så fluerne kan få et andet mål end min næse, og slår vinduerne og de tunge træskodder op for at slumre ind igen til lyden af et kor af fugle. Det bliver kun til en lille lur, før det er tid til at stå op og smutte over til dejlig morgenmad på Hotel Doussière.

I dag skal jeg ikke bare høre fugle, men også prøve at spotte dem på en tre timers initiation ornitho anført af Jane Guinche. Mens jeg slubrer en sidste kop café au lait, finder jeg en rute op til Roc des Hourtous, hvor vi skal mødes. Det hurtigste er at køre langs Tarn til La Malène og så tage nogle hårnålesving stejlt opad, men af forskellige beskrivelser på nettet kan jeg se, at det er en skrækindjagende tur, så jeg er en kylling og tager en lidt længere rute, hvor jeg allerede krydser floden og begynder turen op i Les Vignes. Den skal vise sig at være rigeligt udfordrende, så det var nok en go’ beslutning.

Jane møder mig og et par franske gæster på parkeringspladsen. Hun er et krølhåret livsstykke, der hiver en kæmpe kikkert frem fra bagagerummet og udstyrer os andre med nogle mindre af slagsen. Vi går hen til et skilt, der fortæller om de fire slags gribbe, der findes i området.

Jane kommer fra Nordfrankrig og var i gang med en erhvervskarriere, da hun som 26-årig var på tur med nogle ornitologer og efter eget udsagn fik en åbenbaring. Hun søgte ind på universitet i Madrid for at lære om fugle, og nu deler hun ud af sin begejstring for fjerede væsener i Gorges du Tarn. Læs mere på www.les-initiations-ornitho.com

Den egyptiske ådselsgrib, percnoptère er den mindste. Den er faktisk ikke ret godt tilpasset til området, og til forskel fra de andre er den her kun om sommeren. “Vintermånederne fra oktober til april tilbringer den i Afrika. Der er kun to par nu, og de er stærkt truede,” siger Jane, mens hun tryller et reb frem, får en af de franske gæster til at holde den ene ende og viser, at ådselsgribben har et vingefang på 1,60 meter.

Gåsegribben, Fauve, er med et vingefang på op til 2,70 meter en noget større fætter, siger Jane og spænder rebet længere ud. “Den er med omkring 900 par den mest almindelige og den mindst truede. Den tredjestørste er Gypaète Barbu, lammegribben, som har et vingefang på op til 2,80 meter”, siger hun og giver rebet en tand mere. “Den er ikke bare truet, den er ekstremt truet, vi har kun nogle få par tilbage. Sidst, men bestemt ikke mindst, er her omkring 20 par af munkegribben, Moine, der også er en truet art. Den er, med et vingefang på op til 2,95 meter, også den største rovfugl i Europa”, siger hun og spænder rebet yderligere ud.

Jane Guinches “initiation ornitho” begynder ved et skilt, hvor man kan læse om gribbene i og omkring Gorges du Tarn. Jane fremtryller et reb for at vise, de fire arter vingefang, og hun fortæller, at de har specialiseret sig i at spise forskellige dele af et ådsel. Sammen fungerer de som et rengøringshold, der får det hele med.

“Sammen fungerer de fire arter gribbe som et ekstremt effektivt rengøringshold,” forklarer Jane. “Når der ligger et dødt dyr, er gåsegribbene de første på opgaven. De kommer i flokke og kaster sig over ådslet, mens de laver hæse, skrigende og hikkende lyde. Efter gåsegribbene har spist kødet og måske en del af indvoldene, stikker de af igen og overlader næste del af rengøringsprocessen til de små ådselsgribbe. De tager resten af indvoldene, der er nemme at gnaske i sig, og så overlever de ved at supplere kosten med f.eks. insekter, egern, småfugle og æg fra andre fugle.”

“Næste levende billede er den store munkegrib, som går til angreb på ådslernes hud, sener og brusk. Og til sidst kommer lammegribben, som bruger sit stærke næb til at knække knoglerne for at få fat i marven. Op til 90 pct. af deres føde er knoglemarv, og når de forlader stedet, er der ryddet helt op.”

Vi trasker igennem et lille krat og står kort efter ude på en klippeafsats og kigger ned i et svimlende dyb. Cirka en halv kilometer under os skimter jeg nogle små gule og røde kajakker på Tarn, og omkring midtvejs cirkler en flok gåsegribbe dovent rundt på en opadgående luftstrøm. Jane forklarer, at termikken nemt kan løfte dem en kilometer, og at de derefter kan svæve 15 km. “En grib er et ekstremt energieffektivt dyr”, siger hun.

Fra Roc des Hourtous i cirka 900 meters højde kan vi se ned på gåsegribbe, der cirkler dovent rundt på termiske luftstrømme, mens de holder øje med, om der skulle ligge et dødt dyr et sted. Med Janes stærke kikkert kommer vi også helt tæt på det klippefremspring, hvor gribbene ligger på rede.

Med sin store kikkert zoomer Jane ind på klippehylde. Det er her, flokken af gåsegribbe bor. Et par stykker ligger på rede, og mens vi studerer dem, fortæller Jane, hvor smart de er indrettet: “Når gribbene stikker hovedet ned i ådsler, bliver de enormt ulækre. Men de lader bare skidtet tørre og kan så ryste det af deres nøgne hoved og de korte fjer på halsen. Bagefter smører de sig med olie fra en kirtel på ryggen.”

Fra klippeafsatsen går vi ind i en lille skov med en blanding af løv- og nåletræer. Her starter en 2,8 km lang Chemin des Oiseaux. hvor der med korte mellemrum er opsat skilte med billeder og forklaringer om de forskellige fugle, man kan være heldig at møde. Den første, vi hører, er en Merle Noir, en solsort. “Hør, den slutter med en lille bøvs, som om den var fuld”, siger Jane, der har forberedt sig grundigt til at få en dansker med på turen. For hver eneste fugl finder hun lige et dansk ord frem på en liste på telefonen, det er nærmest overvældende.

Vi står stille lytter, og en af de fuglekyndige medgæster identificerer hurtigt en bogfinke, der sidder højt oppe i et træ og synger. “Det er en han, der markerer sit territorium”, siger Jane. “Hunnen sidder nede og synger mod jorden”, siger Jane.

Sådan fortsætter det den næste times tid i den fredfyldte skov, hvor vores ører bliver bedre og bedre til at opfatte nye fuglestemmer. Topmejse, gærdesmutte, bjergløvsanger, sortmejse, musvitter, halemejse, munk, rødhals …. og Jane giver tips til, hvordan man kan huske, hvordan de forskellige fugle lyder. Gransangeren hører vi sjovt nok i et område med grantræer, og den siger tjif-tjaf. “På fransk siger vi, at den tæller penge, men alle lande har deres egen måde at huske de forskellige fugles sang på”, siger Jane.

“Les Causses” er et over 5.000 km2 stort kalkstensplateau, hvor floderne Tarn og Jonte har skåret dybe kløfter, og nedsivende regnvand har skabt drypstenshuler som Aven Armand og Grotte Dargilan. Manglen på overfladevand betyder, at kalksletterne kun er sparsomt bevokset. Traditionelt har beboerne i de få gårde og landsbyer beskæftiget sig med fårehold, og de er kendt for at fremstille roquefort ost af fåremælken. I dag indgår over 3.000 km2 af kalkstensplateauet i nationalparken Les Grandes Causses, og kulturlandskabet er UNESCO verdensarv.

Som det sidste i skoven hører vi en sortspætte skrige og hakke i et træ. Det lyder som en tamburin, siger Jane og giver en sang om spætternes lange tunge, der er tvedelt, fæstnet bag i kraniet og snor sig rundt som isolering. I kombination med stærke nakkemuskler og et væskefyldt hulrum sikrer det, at spætten ikke får hovedpine.

Fra skoven går vi gennem en landsby og ud i det åbne landskab, og her tryller Jane en lille bon-bon à la fin frem. En rødrygget tornskade har sat sig an til fotografering på en død gren i et stort træ. Indtil den pludselig flyver væk, har jeg en mistanke om, at den er udstoppet og placeret til formålet. “Den er ikke en stor sanger, men den er smuk,” siger Jane.

Efter tre timer er det tid til farvel, og Jane spørger, hvilken vej, jeg vil køre ned. Da jeg nævner den stejle vej til La Malène, kigger hun yderst skeptisk på mig. Så det bliver samme rute tilbage via Les Vignes og videre til frokost på l’Auberge de Peyreleau. Her synger fuglene også, og der lyder dæmpet cubansk musik fra baren, mens jeg bænker mig på terrassen, studerer menukortet og vælger dagens ret, calamars à la Provençal og en crème citron et son crumble. Enkelt og velsmagende.

Château de Peyrelade blev opført i 1100-tallet, og i mange hundrede år havde borgen en strategisk vigtig rolle, fordi man herfra kunne bevogte den vestlige indgang til Gorges du Tarn. Besøger man borgruinen i sommermånederne kan man fx deltage i skattejagter og små kurser i vævning og tegning. Læs mere på www.seigneurs-du-rouergue.fr/chateaux-de-peyrelade. (foto: A. Arnal – Tourisme Aveyron)

Man spiser i det hele taget godt i og omkring Gorges du Tarn. Undervejs fra Toulouse standsede jeg på Restaurant la Mangeoire à Millau og fik søndagsfrokost sammen med, hvad der virkede som en stor del af lokalbefolkningen. En salat med lokal bøffelmozzarella, en mild krydderurtepesto og årets første hjemmedyrkede tomater i et utal af farver fik englene til at synge, og de efterfølgende lammekoteletter og nye jordbær fik også ben at gå på.

Selv om naturen er barsk, er her frodigt. Langs landevejen ser jeg stribevis af boder med frugt og grønt, her midt i juni er det især de sidste kirsebær, der bliver hevet ned fra træerne. Både de dyrkede og de vilde blomster har travlt i den forholdsvis korte sommerperiode. Lavendler, roser, hortensiaer, stokroser og liguster blomstrer om kap i haverne, og violette ærteblomster, røde valmuer og et væld af sporebaldrian i utallige nuancer af pink kiler sig ind overalt, hvor der er en sprække i stengærderne.

En hippieagtig tidslomme

Efter frokosten har jeg et rendezvous hos l’Alternative, der er et af de mange steder langs floden, hvor man kan leje kanoer og kajakker. Ejeren, Maxime Dréan, dasker rundt ved sin campingvogn og har tid til en snak om livet ved Tarn, inden han skal afsted for at hente et hold gæster og kanoer.

“Vi har åbent fra maj til september. Om vinteren kan her være meget sne og helt stille. Min kæreste og jeg har været her i ti år nu, og vi elsker det. I forhold til kløfterne i f.eks. Verdon og Ardèche er her meget mere vildt og øde, og vi er helt tæt på naturen, fordi byerne ligger nede langs floden. Her er også billigt. De første år boede vi i vores van, det gjorde det muligt for os at købe l’Alternative af den tidligere ejer, og for tre år siden købte vi også et hus oppe i Liaucous. Det ville vi aldrig have fået råd til andre steder.”

“Man kan godt sige, at vi lever i en lidt hippieagtig tidslomme. Om sommeren arrangerer en af vores venner gratis rock- og reggaekoncerter her hos os hver fredag, og vi sælger øl fra snackbaren. Mange af dem, vi kender, er flyttet hertil fra andre steder. Nogle kommer fra Toulouse og Rodez, men vi har også venner fra Holland og Tyskland. 90 procent af dem arbejder med turister. For os er det paradis. Vi har alt, og samtidig er her fredeligt.”

Egentlig skulle jeg have været ud og plaske i kano. Men det springer jeg over, for Maxime giver et tip om, at Gorges de la Jonte, der strækker sig vestpå fra Peyreleau, er endnu flottere end Gorges du Tarn. Og på det store kalkstensplateau Causse Méjean mellem de to kløfter kan man være heldig at se vilde heste, der ligner dem, der blev malet i hulerne for tusindvis af år siden. Dem må jeg på jagt efter.

Blandt de fastboende er en del unge tilflyttere, der elsker den barske natur og er kommet for at få et friere liv i et område, der på nogle måder virker som lidt af en tidslomme. Et par af dem er Maxime Dréan og hans kæreste. Efter et par år fik de mulighed for at overtage l’Alternative, hvor de udlejer kanoer og kajakker og en ven arrangerer gratis rock- og reggaekoncerter hver fredag i juli og august.

Det er ganske rigtigt en fantastisk tur. Den kløft, Jonte har skåret ud i det urgamle karstlandskab, er endnu mere vild og dramatisk end Gorges du Tarn, med troldeklipper og sære søjler, der ligner forvoksede kindtænder og alt muligt andet mærkeligt. Et højt indhold af magnesium har fået disse formationer til at blive stående, mens regn og flodvand har nedbrudt den blødere kalk rundt om.

Vejen er smal og snor sig flere steder gennem tunneler, men der er heldigvis meget lidt trafik. Skilte viser, at jeg er tæt på de kæmpemæssige drypstenshuler Aven Armand og Grotte de Dargilan, men min plan er at komme opad og ikke ned i mørket. Fra Meyrueis tager jeg D986, hvor jeg forbløffende hurtigt når trægrænsen, og landskabet forvandler sig til vidtstrakte stepper med et flor af vilde blomster i grøftekanterne og tågede blå bjerge i baggrunden.

Det er storslået. Jeg fræser afsted og er ved at misse afkørslen mod Villaret. Slår bremserne i og bakker. Før Hures står et par langhornede køer og glor, og en traktor triller afsted på en mark. Ellers er jeg næsten alene på toppen af verden, indtil jeg når Villaret, der består af en lille klynge stenhuse og er et af de steder, Association Takh holder til. Langt ude i terrænnet skimter jeg det, der måske er en flok af de heste, organisationen nu genintroducerer til naturen i omgivelser, der minder om deres oprindelige hjemland i Mongoliet.

Peyreleau kliner sig op ad klippevæggen, hvor Jonte og Tarn mødes. Byen var i mange hundrede år centrum for handel med korn, hamp, safran og silkeorme. I dag har Peyreleau mistet sin strategiske betydning, men det er værd at gå en tur rundt i de krogede gader. Læg fx mærke til de kunstfærdigt lagte skifertage og det firkantede “La Tour”, der blev opført i 1600-tallet oven på ruinerne af en borg fra middelalderen. (foto: Tourisme Aveyron)

Takh er det mongolske navn for racen, men internationalt er den mere kendt som Przewalski, opkaldt efter en russisk opdagelsesrejsende, der i 1800-tallet “genopdagede” den i en bjergkæde nær Gobi-ørkenen. Næste skridt var selvfølgelig, at mennesker satte jagten ind, og de sidste vilde heste af racen blev spottet i 1969. Siden er der startet et internationalt redningsprogram, hvor Przewalski heste fra zoologiske haver bliver sat ud og lever halvvildt i isolerede grupper langt fra hinanden, så risikoen for smitsomme sygdomme og indavl reduceres. Efter de har lært at klare sig i naturen, er en del af hestene også kommet tilbage til Khar Us Nuur nationalparken i det vestlige Mongoliet.

Bådtur på Tarn

Næste dag har turistkontoret booket mig ind på en balade en barque (bådtur, red.). Indtil 1905, hvor vejen nede langs Tarn stod færdig blev mennesker, dyr og gods transporteret på floden i små både, der blev staget afsted, og Bateliers des Gorges du Tarn i La Malène har holdt traditionen i live.

Jeg hopper ombord sammen med to turister og vores batelier (bådsmand, red.), Gilles. Det er en fredelig oplevelse at glide afsted i det grønne vand, hvor man tydeligt kan se stenbunden og søgræsset, der blafrer i strømmen, mens Gilles beretter om det, vi passerer. Oprindeligt var der to bateliers per barque, en foran og en bagved, men nu klarer Gilles det alene med en hjælpemotor som makker.

En fisk springer op lige foran båden, det er en ørred, og dem ser vi flere af. Gilles fortæller, at man med fisketegn kan få lov til at fange tre ørreder pr. dag, og at de skal være mindst 30 cm lange. En hejre er på rov uden fisketegn, et par sommerfugle flakser forbi, og over os svæver de gribbe, jeg så fra oven dagen før.

Fra La Malène kan man glide afsted på Tarn i en traditionel “barque”, mens bådens “batelier” fortæller om livet i og omkring floden. (foto: Karin Bech)

Med sin stage udpeger Gilles en klippevæg fyldt med små fine grassettes à longues feuilles, smukke kødædende planter med lilla blomster, der ellers har hjemme i Pyrenæerne. På den anden bred er der sandstrande, hvor folk har trukket kanoer og kajakker op og nyder en picnic, og et sted med tæt bevoksning er der en sammenhoben af grene. Der bævere, der har bygget dæmninger, siger Gilles. Tæt ved ser vi en orange og blå isfugl, det er selvfølgelig Gilles, der spotter den og peger den ud med sin stage. Inden vi når de store strømfald ved Pas de Soucy, når vi også at se en gammel vandmølle og en gård, hvor folk har levet isoleret det meste af året, men har lavet en svævebane for at få fragtet mad og andre livsnødvendigheder over.

Ved Pas de Soucy bliver vores og et par tilkomne både hejst op på en trailer med en kran, og vi bliver kørt tilbage til udgangspunktet i La Malène. Nu er det tid til at snørkle sig op til Point Sublime og vinke et sidste farvel til Gorges du Tarn, inden turen går gennem Causse de Sauveterre mod vinmarkerne i Marcillac. Men det er en helt anden historie, som man kan læse om i et tidligere nummer af La France.

La France var inviteret til Gorges du Tarn af Comité Régional du Tourisme et des Loisirs d’Occitanie, Tourisme Aveyron og Lozère Tourisme. Læs mere på www.tourisme-occitanie.com, www.tourisme-aveyron.com og www.lozere-tourisme.com

 

Artiklen er kun for betalende abonnenter. Du kan tegne et abonnement lige her, eller logge ind herunder.