Vingården Mas de Infermières
Vingården Mas de Infermières ligger midt i Provence på nordsiden af Luberonbjergene - midt i et område med vinstokke, blomster og bier.
Kultur Vin

Vinen er som et år i Provence

Hvilken forstand har en verdensberømt filminstruktør på at lave vin?  Det undersøger La France i denne artikel fra de skønne provençalske vinmarker.

Kan du huske året i Provence? Altså ikke dit eget men det, som Peter Mayles bog fra 1989 “Et år i Provence” handlede om? Og som den britiske instruktør Ridley Scott drejede filmen “A Good Year” over i 2005?

Den var måske ikke blandt hans bedste film, for hvem husker ikke Blade Runner, Alien, Thelma og Louise og Gladiator – for ikke at tale om Hannibal, som var meget mere dramatiske og handlingsmættede film. Men A good year var en langt sødere og positiv historie, der trods alt betog os frankrigselskere. 

Vin og spændende objekter fra Scotts filmproduktioner
Der er mere end blot vin at studere, når man besøger gårdens produktionshal. Der er udstillet mange sjove og spændende objekter fra Scotts filmproduktioner som her, hvor flaskerne ser ud til at blive overvåget af rummænd fra science fictionfilmen Alien.

Selv var han allerede i 1992 blevet så betaget af Provence, at han købte vingården Mas des Infermières i området på nordsiden af Luberonbjergene tæt på den lille by Oppède-le-Vieux. Siden begyndte han at eksperimentere med vinproduktion, og nu her 30 år senere har han lavet sin første egentlige appellation, der er en AOC Luberon. 

Efter min mening er vinen så god, at den nu er blevet indlemmet i La France Shops vinafdeling. Og det er bestemt ikke alle vine, der får lov til det. Ja, faktisk er det kun de vine, som den gamle redaktør selv kan lide – og som han i øvrigt kan falde over ved et tilfælde. Filminstruktøren og producenten Ridley Scott har jo mange andre jern i ilden som f.eks. filmene “House of Gucci”, der havde premiere i efteråret og en ny udgave af Agathe Christies “Døden på Nilen”, der netop har haft dansk premiere. Og lige for tiden er han blandt mange forehavender i færd med at indspille en film om kejser Napoléon – så han rejser vist nok rundt i Italien.

Derfor måtte jeg ty til vingårdens ansatte for bl.a. at spørge, hvad forstand en berømt filminstruktør egentlig har på at lave vin. Det har han da heller ikke – for det har han ansatte til. Selv har han udtalt, at han ikke ved meget om vinproduktion, men han drikker vin. 

Så i mangel af bedre griber jeg telefonen for at tale med Mélanie de Rudder om vingården. Hun er ansat på gården og er specialiseret i salg og præsentation af vinene.“Ridley har da heller ikke så meget tid,” fortæller Mélanie i vores samtale på Zoom. “Men han har allieret sig med de bedste vinmagere her på gården. Og han følger med i alt. Vi taler med ham mindst en gang om ugen – og selvfølgelig smager han og siger god for al vinen. Alt skal være perfekt.”

Da Ridley Scott købte gården, fulgte der 11 ha marker med gamle vinstokke med, og siden har han udvidet til 20 hektar. Ret hurtigt begyndte han at eksperimentere med vinen – men det blev ved forsøgene, som han lod et kooperativ om. For selv om vinene bl.a. høstede guldmedalje ved Concours General Agricole i Paris så tidligt som i 2012, og der siden kom flere medaljer til, var han ikke parat til mere kommerciel produktion. Han ville ikke begynde at sælge vinen i sit eget navn, før den var perfekt. 

Filmen A Good Year
Filmen A Good Year blev ikke optaget på Scotts egen vindgård Mas des Infernières, men derimod var optagelserne henlagt til det nærliggende Chateau La Canorgue kun få kilometer væk.

“Ridley er perfektionist – både når det gælder film og vin – så det var først i 2020 han følte sig parat til at åbne salget til det store publikum. I mellemtiden opbyggede han sin vingård. Fra i begyndelsen at benytte det lokale kooperativ til at lave vinen, byggede han et helt nyt produktionsapparat op, så han i dag råder over egne tanke og store fade,” fortæller Mélanie.Og så laver han jo netop ikke det hele selv. Foruden Mélanie har han ansat Fabiene Lacassaigne som vinmager, Christophe Barraudder der er ønolog og Thomas Camilleri – uddannet sommelier fra Suze-la-Rousse vinuniversitetet, som arbejder i butikken i Oppède. Derfor er han bestemt ikke alene om værket.

Den længste tid – fire måneder – Ridley Scott har tilbragt i Luberon var under optagelserne til filmen “A Good Year”. Som en bonus opdagede han, at folk var blevet mere opmærksomme på de lokale vines kvalitet. De store klassiske vinmarker som Châteauneuf ligger kun 50 kilometer væk – men efterhånden var der kommet flere små vinmarker rundt omkring i Luberon. Bevægelsen synes at gå i retning af mindre vinbrug, som bedre kan stå økonomisk imod, hvis sæsonen er knap så god.

Det er også på nordsiden af Luberon, at man her i klimaændringernes tid har en god mulighed for druerne. Høsten foregår tre uger senere end længere syd på, og det indebærer en helt anden, kraftigere og rundere vintype. Endelig er årsagen til vinens kvalitet også den underjordiske kilde, der løber gennem gårdens område. Den giver samtidig navn til vinen: Source. 

“Jo, Ridley Scott har skam sine fingre med i alt her på vingården – også på afstand. Han har designet og tegnet etiketterne på vinflaskerne, han har været med til at opbygge interiøret i vinkælderen og bestemt, hvordan de skal dekoreres. Men han er også lyttende, ellers ville der ikke komme de gode resultater ud af det. Han spørger os altid hvad vi og andre synes om vinene, og vi beslutter alt om driften sammen. Han er meget lydhør,” understreger Mélanie.

Chateau La Canorgue
Filmen A Good Year blev optaget på Chateau La Canorgue.

“Samtidig arbejder vi på vingården for at bevare bierne, der er vigtige for al produktion. Vi samarbejder med biavlere og bruger ikke pesticider, men har plantet blomster mellem vinstokkene. I øjeblikket benytter vi mest druerne Grenache, Syrah og Clai-rette. Men til efteråret sender vi to nye vine på markedet, Chevalier Rouge, Source, hvor vi også eksperimenterer med at iblande lidt meget gammel Carignan, samt Ombre de Lune Rouge, Source med 90% Shiraz og 10% Grenache,” fortæller hun.Og som så mange vingårde har de også her etableret B&B i tre gæstehuse, der er blevet grundigt renoveret. Det er blevet til rene små luksusvillaer med plads fra 6 til 10 personer, hvert hus har egen pool, og der må ikke være en finger at sætte på opholdet for dem, der ønsker at bo der. Vi er velkomne til at leje os ind, men prisen er såmænd også derefter, forstår jeg.

 

Artiklen er kun for betalende abonnenter. Du kan tegne et abonnement lige her, eller logge ind herunder.